Menu Luk

Kend din plads!

1. søndag i fasten / Tekst:

Kvinde, kend din plads! Sådan sagde mænd til deres koner før 68, i et forsøg på at holde dem ved kødgryderne. Det holdt heldigvis ikke i længden. I hvert fald ikke i vores kulturkreds. Men vi kender stadig udsagnet: ”Kend din plads!” Vi kender det som en parole der handler om at sætte andre på plads. Få andre til at indordne sig. Oftest som et magtsprog. Den privilegeredes udsagn: De må kende deres plads, underforstået de må indordne sig, udfolde sig inden for de rammer der er blevet dem tildelt..  Kend din plads, siger ledere til medarbejdere der bryder dagsordenen. Og vi anerkender at der i en organisation må være forskellige roller, og at folk må kende deres rolle – deres plads – hvis en organisation skal fungere.

Men kan man også tale om at vi skal kende vores plads i tilværelsen i det hele taget? Det virker måske lidt altmodisch, for os mennesker anno 2020 der de sidste 30 år i hvert fald – har været meget optaget af at realisere os selv og at sprænge rammerne for hvad vi troede var muligt. Vi forestiller os at vi kan få lige præcis den plads vi vil.

Vi fortæller i vid udstrækning os selv og vores børn, at vi kan hvad vi vil. Der har indsneget sig en urealistisk – og også nogle gange usund – forestilling om at vi har alle muligheder for at skabe det liv vi ønsker os. At hvis vi arbejder med os selv, kender os selv, finder os selv, tager styring over vores eget liv, så kan vi blive det menneske vi ønsker at være.

Forestillingen om at ”vi kan hvad vi vil”, lever også politisk, hvor den ædle og også nødvendige vision for velfærds Danmark er at skabe lige vilkår for alle. Alle skal have lige chancer, lige muligheder for uddannelse og lige vilkår for behandling. Og det er en nødvendig politisk vision, i et samfund der grundlæggende bygger på menneskeligt ligeværd.

Men det er også en utopi, for erfaringen fortæller os at det ikke er sandt. Vi fødes langt fra med de samme muligheder, der er så mange tilfældigheder der afgøres af vores opvækst, vores sundhed, vores sind, vores evner og vores miljø. Vi får ikke de samme muligheder. Og det er ikke kun opmuntrende og motiverende at få at vide, at man kan blive lige det man gerne vil være. Det kan også være ødelæggende, for det er ikke os alle sammen der ender med at være mynsterbrydere, som vi kalder det.

Forestillingen om at vi kan hvad vi vil, lever i bedste velgående, også på det personlige plan og lægger et kæmpe pres på – særligt de unge – der står for at vælge livsbane. Og i de her år oplever vi netop mange unge der lider af stress, angst og depressioner. Det er ikke kun opmuntrende og motiverende at få at vide, at man kan blive lige den man gerne vil være. Det er også ødelæggende, for erfaringen fortæller os at det ikke er sandt. Og det kræver et stort selvværd ikke at bebrejde sig selv, når man ikke lykkes med at være den man drømmer om.

Der er nogle livsvilkår, vi ikke kan ændre på. Der skal være plads til forandring og håb, men det er ikke alt der kan forandres på. Der er livsvilkår vi i stedet må lære at leve med. Finde os til rette i.
I moderne selvhjælpslitteratur vil man ofte finder referencer til oraklet i Delphi. Hvor der over indgangen netop stod ”Kend dig selv!” og pointen med at bruge den reference, er selvfølgelig at hævde, at man allerede i oldtidens Grækenland var klar over den sandhed, som skulle bestå i, at et autentisk liv begynder og slutter med én selv.

Men man overser ofte, at oraklet i Delphi var Apollons talerør. Apollon var i den græske mytologi gud for mådehold, og derfor betyder kend dig selv i den sammenhæng, at man skal kende sin begrænsning i forhold til guderne. Kend dig selv betyder, hverken, at man skal finde sig selv, eller realisere sig selv om den, man gerne vil være – at man kan hvad man vil. Det betyder at man skal forstå sin plads i det kosmiske hierarki.

Tomas Sjödin, en svensk præst, der har skrevet flere bøger der bevæger sig i spændingsfeltet mellem teologi og psykologi – om hvordan den kristne tro kan blive til liv – har skrevet en anbefalesesværdige bog, med den tankevækkende titel: ”Den der finder sin plads, tager ikke en andens.”

Den der finder sin plads, tager ikke en andens. Jeg tror det er det det handler om, når der ved indgangen til oraklet i Delphi stod: ”Kend dig selv” – og jeg tror det er det, Jesus forsøger at motivere disciplene til, i den tekst vi hørte før. At kende sin plads – at finde sin plads i tilværelsen.

Der kan være stor forskel på at have sit fokus på at realisere sig selv, at finde sig selv – og at finde sin plads. Og forskellen er grundlæggende på to måder: For det første det, at man har en plads – og for det andet, at man har en plads i en sammenhæng med andre.

For det første det, at man har en plads.
Det betyder, at man har fået givet en plads. En ret til at være her. Det er en ikke en plads vi skal kæmpe for at få, eller kun kan drømme om. Det er ikke en urealistisk stræben efter at få en plads. Nej, vi er sat ind i verden med ret til at være her. Der er en plads til os. Den er givet til os.

Vi kan indimellem komme i tvivl om hvor den er, eller om det virkelig er sandt at det er vores plads. Om det virkelig er sandt, at vi har ret til at være her. Indimellem er det desværre også sådan, at andre kan modarbejde vores ret til pladsen. Eller forsøge at bilde os ind at vi ikke er gode nok til den, ikke er værdige. Det kan være vi møder en Kain der er misundelige på noget der lykkes for os, det kan være vi møder mennesker der vil tage vores plads fra os. Eller det kan være vores egen tvivl og manglende livsmod, der får os til at lede efter vores plads de forkerte steder, eller kæmpe en kamp der ikke er vores.

For det andet det, at man har en plads i en sammenhæng med andre.
”Vi lever ikke for os selv”, som Paulus siger. ”No man is an Island”, som John Donne siger.

Vi er forbundet med hinanden. Vores plads er ikke en enkeltstående stol i ingenmandsland. Vores plads er altid i forhold til nogen. Hvis man ikke ved, hvor man selv står i forhold til andre, så kender man ikke sig selv.

Det at finde sin plads, handler ikke blot om at finde ud hvem man er, og hvad man brænder for eller hvordan man bedst kan realisere egne ambitioner og drømme. Den der finder sin plads, tager ikke en andens.

Selvindsigt skal kunne omsættes i handlinger der er meningsfulde og værdifulde for andre. Vi har en plads og det har andre også. Og erkendelsen af det, må altid indebærer at vi må overveje, hvordan vores personlige jagt på succes eller lykke påvirker andre. Vi har altid en plads og et ansvar blandt andre.

Da jeg var barn og det var den gang hvor man skrev på papir og havde pennevenner, som man indimellem skrev rigtige håndskrevne breve til og kom dem i kuverter og sendte dem med noget der hed postvæsenet…. Den gang skrev bagsiden af brevet

Fra
Hanne Pedersen
Brogaard
Munkgårdvej
Vejlby
5500 Middelfart
Fyn
Danmark
Europa
Verden
Universet

Det var et barnligt udtryk for min lille plads i den store sammenhæng. Troen på at jeg havde ret til at være her. At jeg havde en plads, var sat i en sammenhæng af familie, venner, naboer etc. Men netop ikke bare som en løsrevet lille satellit i det det uendelige univers –  men som et menneske der har fået en plads i en sammenhæng. Hvor jeg har en plads, men en plads ved siden af og sammen med andre.

Den der finder sin plads, tager ikke en andens.

Jesus siger at vi skal opfatte os selv som den andens tjener. Som han gjorde. At vores liv ikke skal handle om at søge anerkendelse og opmærksomhed, men i stedet at være opmærksomme overfor vores medmennesker.

Jan Lindhardt skrev en erindringsbog han kaldte: ”En biperson i mit liv”, og det er det Jesus minder disciplene og os om i dag. At verdens centrum ikke er mig.  At livet ikke handler om mig, men om min næste. At vi i stedet for at bruge vores liv på at kigge ind i egen navle, skal se til siden og give plads til andre. Tanken er at hvis vi bruger vores liv på at stræbe efter at gøre os fri af andre, så ender vi med at fare vild og have svært ved at finde vores plads i tilværelsen.

Det fineste vi kan blive i tilværelsen, er bliver tjenere. Livet bliver meningsgivende forpligter os på hinanden. Når vi finder den plads, så bliver der plads til livet kan folde sig ud. Tænk hvis vi i højere grad tænkte sådan. Tænk hvis vi turde bruge den magt vi får tildelt til at tjene andre. Tænk hvis vi i stedet for at bruge vores liv på at styrke vores egen position, brugte den på at styrke andres. Det er nok en utopi at forestille sig at det faktisk kommer til at ske, men det er et liv der kaster mening af sig og som er værd at forsøge at efterfølge. Ikke som et aleneliv. Men som et liv i Kristus. Kristus, som igen og igen, kan hjælpe os med at finde på plads som tjenere for andre. Må vi få styrke til at styrke andre. Måske kan vi bede som den gamle Sankt Patrick:
Kristus foran
Kristus bagved
Kristus til højre
Kristus til venstre
Kristus under mig
Kristus over mig
Kristus over mig
Kristus omkring mig
Kristus i mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.