Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger
Tekst: Matt 17,1-9
Kærlighed gør blind! – for lige at begynde med en af de allerstørste klicheer.
Kærlighed gør blind, siger vi. Men vi siger også det modsatte: Kærlighed gør seende. Og det er da egentlig ret fantastisk, at man kan sige begge dele. Helt modsatrettet. Og begge dele er sandt – på hver sin måde.
Kærligheden kan blænde os, så vi mister vores realistiske dømmekraft. Men kærligheden kan også få os til at se noget mere og dybere og større.
Helt banalt: Når vi bliver forelskede i et andet menneske, så er vi i den første berusende tid helt blinde for den andens fejl og mangler. Og når forelskelsens rus har lagt sig, og vi erfarer en virkelig og dybtfølt kærlighed, så ser vi nok den andens fejl og mangler, men elsker ham eller hende alligevel. Også selvom vi i parentes bemærket samtidig godt kan blive småligt irriteret over vasketøjsbunker og tandpastalåg der ikke bliver lukket og den slags.
Jeg har hørt mange bryllupstaler over lige netop det emne – og det er der ikke noget galt i – men det er altså ikke det, det skal handle om i dag.
Og jo, måske så på en måde alligevel. Der er noget næsten forelsket – eller i hvert fald ungdommeligt naivt over disciplene – Peter, Jakob og Johannes – der på bjerget, hvor de bliver ramt af forklarelsens lys.
Jesus bliver forvandlet for øjnene af dem. De har gået op og ned af ham i lang tid. Talt sammen, haft en masse oplevelser sammen, spist sammen. De har grinet sammen og haft det alvorligt sammen. Og så pludselig der på bjerget, oplever de ham på en ny måde.
De ser noget de ikke tidligere har set. De gennemskuer en sammenhæng, fornemmer en mening, oplever at det hele går op i en højere enhed. De står over for kærligheden og den gør dem seende. Men øjeblikkets storhed, gør dem også blinde.
Da de står der på bjerget, ser de klart – men bliver også ramt af en mental blindhed, som handlingslammer dem i øjeblikket. De vil fastholde det. Blive i det. Her er godt at være, siger de. De står midt i forklarelsen – men tør ikke fortolkningen – og det er først dér den egentlige forvandling sker. Det er derfor Jesus siger ”frygt ikke” og følger dem ned af bjerget igen.
Kærligheden eller meningen, kan ikke fastfryses i et særligt øjeblik eller rum, men skal leves ud og komme til udtryk i vores liv med hinanden.
Der er sket noget med dem der oppe på bjerget. De har set noget, som har forandret deres syn på livet – og det skal de nu finde ud af at omsætte i deres liv.
Det samme sker for Paulus, da han blev ramt af forklarelsens lys i Damaskus. Han oplevede det guddommelige lys så stærkt, at det medførte momentan blindhed. Han ser et himmelsk lys og bliver blind, og “skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se”, men efter tre dage får han sit syn tilbage. Og der er sket en forvandling med ham. Han har set noget der gav så meget mening, at der forandrede hans syn på livet – og det bruger han resten af sit liv på at fortolke, fortælle om og omsætte til virkelighed.
I eventyr skildres blindhed ofte i forbindelse med forblindelse. Helten kan miste synet på mange forskellige måder, fx som i Grimms eventyr om Rapunzel pga. tjørnekrat. Men synet kommer igen ved foreningen med prinsen – med kærligheden. Kærligheden gør seende.
I H.C. Andersens eventyr er det ofte et problem for eventyrfigurerne at de ser for meget og forvrænget. I “Historien om en Moder” græder en mor, der har mistet sit barn, sine øjne ud til søen, i håbet om at få barnet tilbage; Døden giver hende øjnene tilbage og giver hende samtidig den indsigt, at barnet er gået til det ubekendte land. Klarsynet og øjeblikkets erkendelse af, at kærligheden også kan være smertelig, når den konfronteres med virkeligheden – får hende til at se livet i et nyt lys.
I Bibelen og i litteraturen i almindelighed, er “Blindhed” ofte et meget konkret udtryk for en fase i en erkendelsesproces. Ofte tematiseret i tanken om, at man må så grueligt meget ondt igennem, før det bliver godt.
Men også erfaringen af, at når der sker virkelige forandringer i vores liv, så har der ofte været en periode af kaos eller blindhed på vejen. Som for Paulus og som for disciplene på bjerget. Der på engang ser helt klart, og samtidigt er helt blinde for hvordan den nye erkendelse skal omsættes til liv.
Eller som for os, når vi har set og erkendt en sandhed om os selv eller i vores liv, men ikke aner, hvordan vi skal leve den indsigt ud i det virkelige liv.
Oplevelsen af at alting i et øjeblik står lysende klart for os, at vi pludselig fanger mening og sandhed, som vi ikke før havde hold på eller kunne se – kan være både smertelig og glædelig. Den utilslørede kærlighed og sandhed, er ikke feelgood og wellness for sjælen.
Disciplenes oplevelse på bjerget var frygtindgydende. Da kærligheden viser sig for dem helt uden slør, bliver de også selv afsløret. Og det er på engang smerteligt, og et godt sted at være som sig selv. De vil fastholde øjeblikket. De vil blive i det.
Pludselig er der blevet et helt bjerg ud af alle de der murbrokker og stumper og stykker, som de før hoppede rundt på for at fange meningen. Og de vil ikke have spredt de murbrokker igen. Men det bliver de.
Ligesom vores liv ofte også er et virvar af murbrokker og meninger og muligheder. Det er der midt i det virvar livet leves og kærligheden er. Indimellem famler vi rundt i blinde, og indimellem ser vi klart. Sådan er det bare.
De der øjeblikke, hvor vi rammes af guddommeligt lys, livets mening og klarsyn kan vi ikke planlægge. Det kan ramme os i en samtale med en ven, når vi er helt alene, i et fællesskab hvor der er godt at være, i en tanke, i en drøm, ved mødet med god kunst – ja, og det kan endda også ramme os når vi sidder her i kirken.
Vi kan ikke bestille mening og klarsyn på et sølvfad, men vi kan godt være åbne overfor at det kan ske. Vi kan gøre plads til det. Opsøge rum og steder og stilhed og bøn. Stoppe op og gøre noget anderledes. Måske vil vi opleve at der sker noget med os, som forandrer vores syn på livet.
Når vi møder kærligheden, så siger den ikke til os: Hold mig for dig selv, pas på du ikke taber mig på gulvet, og sørg for at jeg ikke forandrer mig.
Nej, når vi møder kærligheden, så stiller den os ikke over for noget valg. Så siger den: Jeg er til, når I deler mig med hinanden. Jeg er meningen, og meningen er at I skal møde livet og hinanden, med mig i hjertet.
Hvis vi virkelig vil forandre noget i vores liv, så kræver det at vi tør at se sandheden i øjnene og gøre noget ved den. Ikke bare tale om det. Ikke bare dvæle ved det. Men rent faktisk gøre noget. Ligesom disciplene må ned af bjerget for at omsætte deres nye erkendelse til liv, sådan skal vores erkendelser også prøves på, hvordan de bliver omsat til liv.
Hvis vi arbejder for meget og får en erkendelse af, at vores arbejdsmani går ud over vores nærmeste – så nytter det ikke noget at vi bliver ved erkendelsen, så må vi arbejde på at forandre det, sådan at vores erkendelse bliver omsat til liv.
Hvis vi har det med at blive irriterede på en bestemt person i vores nærhed, og får en erkendelse af, at det faktisk ikke er rimeligt og at det også har noget med mig at gøre – så sker der ingen forandring, før vi – ikke bare ser det i øjnene, men faktisk også arbejder på at få en bedre relation
Hvis vi pludselig ser, at vi er i gang med at gentage et mønster som ikke er godt for hverken os selv, eller vores omgivelser – ja, så er vi forpligtede på at søge den hjælp vi har brug for, for at omsætte vores klarsyn til liv, og bryde et dårligt mønster.
Kærligheden er altid konkret levet liv. Gud er den utilslørede kærlighed, som afslører os som hans elskede børn. Indimellem kan vi opleve øjeblikke, hvor det står lysende klart for os at det er sandt – men oftest må vi nøjes med at vælge at tro, at det er sådan livet skal forstås, og efter bedste evne forsøge at omsætte det til konkret liv.
Gud er kærlighed, og meningen og kærligheden prøves på, hvordan det omsættes i konkret levet liv.
Gud er kærlighed. Den kærlighed der gør seende, og har så stor virkelighedsværdi, at vi ikke bare er set, men også elsket. At vi ikke bare kan se – men også kan elske.