Juledag 2025
(Johannesprologen)
Johannes har forstået at Gud nærmer vi os bedst i poesien. Gud der kommer til os, som det lille barn, er nok sandhed, men det er ikke hele sandheden om Gud. Der er så meget mere at sige om Gud, at det er umuligt at sige det hele i konkrete forklaringer eller en fortælling om en fødsel i Betlehem.
Julemorgen er forkyndelsen af, at Gud er flyttet ind i vores liv, og at vi dybest set aldrig er, eller skal være alene. Det er den virkelighed vi vågner til her julemorgen. Et guddommeligt påfund, der alligevel er så jordnært at vi af og til kan se det og gribe det. Men som samtidig er så abstrakt, når vi skal tale om det, at den eneste ordentlige måde vi kan tale om, hvad der sker i julen, er den poetiske.
Og derfor er det også stærkt, at vi har så mange skønne julesalmer, som rører poesien i vores sjæle. Vi kan vanskeligt forestille os julen uden at synge om Grundtvigs engle og Brorsons roser. Det er umuligt for os at forstå alt det med jomfrufødsel og helligåndsundfangelse – det er vanskeligt for at begribe at Gud blev et virkeligt menneske. Men når vi synger om at julen har englelyd og om den yndigste rose, blandt stiveste torne – så griber underet og kærligheden og julen os om hjertet. Og det hele giver mening for os alligevel. Det er det poesien kan. Udtrykke det vi kun kan gribe med hjertet. Og det forstod Johannes bedre end nogen anden.
Johannes prologen, som vi læste lige før, er en fantastisk smuk hymne, der handler om det hele – om vores liv, om skabelsen, forløsningen, lyset, meningen, om Gud. Når vi læser den, rører den ved noget i os, som skaber sammenhæng og mening – men samtidig er den billedløs og abstrakt. Det er juleevangeliet uden hyrder og engle, uden Maria og Josef, uden Betlehem og stjerne – uden hele den konkrete fortælling om Jesusbarnets fødsel, som vi kender fra Lukas og som ethvert barn kan udenad.
Johannes har et andet ærinde – måske et større ærinde.
Han fortæller os, at Jesus ikke først blev til julenat, men at han har været der helt fra skabelsen – ja, fra før skabelsen. Jesus har været hos Gud fra begyndelsen – og hans oprindelse, bliver til alle menneskers oprindelse.
Jesus er det livgivende og skabende lys, som har været fra begyndelsen hos Gud, og som nu bliver til lys i vores helt almindelige menneskeliv.
Johannes fortæller ikke konkret om hvad og hvordan og hvornår Gud blev menneske. I poetiske billeder taler han om hvordan Gud har taget bolig/er flyttet ind hos sine mennesker, som Ordet og som lyset.
Logos er det græske ord, der hos os er oversat som ”ordet”, og som her hos Johannes yderlige har den dobbelthed – at det også er Kristus. Men Logos har en større betydning end blot ”ord” – det kan også betyde fornuft eller orden/mønster eller mening. Og bliver derfor et godt eksempel på at vi altid er begrænset af vores sprog. Og når vi taler om Gud, er det større end vi kan udtrykke med tilgængelige ord.
Når vi læser Johannesprologen, og læser ”I begyndelsen var Ordet etc.” – så kunne det altså også være oversat: ”I begyndelsen var meningen, og meningen var hos Gud og meningen var Gud! Gud er meningen! Og den betydning spiller med – og bidrager måske også til, at vi fornemmer at Gud/Ordet/meningen ikke er en størrelse, vi behøves at lede efter/gå på jagt efter – men at Gud – at meningen allerede er tilstede i vores liv.
Vi kan længes og søge efter at finde Gud – at finde meningen med livet – men julemorgens forkyndelse er, at han – Gud/meningen – allerede er der. Uanset hvordan vores liv ser ud – så ér han der. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke ofte står i situationer – hvor vi både intellektuelt og eksistentielt famler efter hvad det er, der gør, vores liv meningsfuldt, men det betyder at Gud/meningen ikke først og fremmest findes i vores søgen efter at forstå, men i vores liv med hinanden. Gud/Ordet/meningen er flyttet ind hos os.
Det fortælles om en jødisk familie, der i 1492 må forlade deres hjem i Toledo i Spanien, fordi alle jøder udvises af landet. Det er bedstefaren, der må dreje nøglen om for sidste gang. De havner af omveje i Tyrkiet, hvor de må leve i landflygtighed. Hvert år, når de fejrer påske, tager de også nøglen frem og beretter om slægtens liv i Spanien, hvor det spanske sprog tales af alle. ”Vi har et hus i Spanien”, siger bedstefaren. ”Her er nøglen til det. Pas godt på den, så vi en dag kan vende tilbage. Husk vores hus i Toledo.” Den gamle mand laver også efter hukommelsen et kort over byen, hvor huset er tegnet ind. Sådan gør man år efter år, i hundredvis af år, fra generation til generation, og der bliver naturligvis passet på nøgle og kort, som var de det de største kostbarheder. Hver påske fortælles historien om det hus, familien ejer, og nøgle og kort er fremme. Ingen har mulighed for at se, om huset faktisk stadig står, men man har en nøgle til det. For en udenforstående er det bare en gammel nøgle, men for dem som har arvet den, betyder nøglen frihed og håb. Den bærer gennem de værste trængsler og får særlig stor betydning, når alting virker håbløst. For man har en nøgle til en anden virkelighed, en ny mulighed, en anden hjemstavn end den nuværende. Visheden om også at høre til et andet sted, forandrer den verden de lever i, dér hvor de er.
(frit efter Gunda Jørgensen, ”Nøglen, Paradisporten”, Anis 1997)
Evangeliet til i dag, rækker os sådan en nøgle. Johannes kalder det ikke selv en nøgle – han taler om være født af Gud, ikke af blod og ikke af mands vilje, men af Gud. Den nøgle der bliver rakt til os, er Kristus – som det livgivende ord der forandrer – og som det sande lys, der opvarmer og oplyser alle mørke kroge i verden og vores liv – og som det nærvær der betyder at vi ikke er ladt alene – og som det perspektiv der holder håbet frem, som en vej at gå.
Jeg har ledt efter de rigtige ord i dag – ligesom vi ofte famler og leder efter de rigtige ord, når vi vil udtrykke noget der er vigtigt for os – og som ikke er så enkelt.
Meget kan lade sig gøre, hvis man har ordene – de rigtige ord. Ordet – det store og rigtige Ord, der var i begyndelsen og det hele blev til ved det, som der står. Det Ord, Guds ord, lægger de rigtige ord i munden på os. Sådan kan vi helt konkret erfare det – at de rigtige ord kan komme til os og skabe det guddommelige nærvær og fællesskab, som vi længes efter. Det er forskellige ord, der er rigtige for os alt efter hvilken situation vi står i. Men i dag, her julemorgen, vælger jeg det ord, der hedder JA.
Ja til det hele.
Ja, til glæden
Ja, til livet
Ja, til lyset og varmen
Ja, til kærligheden
Ja, til fred og fællesskab
Ja, ja, ja
Ordet der var i begyndelsen, er Kristus og mening og sammenhæng og JA.
Og hver gang du griber efter noget, får du et JA.
Et ja, helt uden forbehold
Et ja, der kan bære hele livet – også gennem vanskeligheder og sygdom
Et ja, der kan bære alle savn
Et ja, der kan bære både tvivl og synd
Julemorgen får du det ja
Og det gælder i dag og alle dage.
(med inspiration fra Jens Rosendals December refleksioner)