I min søns klasse har de i år haft en avanceret form for nisseleg.
Jeg tror de fleste af jer kender den der leg, med at alle børn i en klasse eller på en arbejdsplads i løbet af december skal have en pakke med til en af de andre, og så skal modtageren gætte hvem de har fået gaven af.
Det er lidt sjovt og hyggeligt og med til at skabe julestemning i klasseværelser og på arbejdspladser rundt omkring.
Men i år var det anderledes i 3.c. Der skulle alle børn i løbet af december aflevere tre forskellige gaver til den de var nisse for. En sjov, en ond og en god gave.
Først tænkte jeg: Nu stopper det altså! Som om vi forældre ikke har nok at se til i forvejen i december. Nu kan vi heller ikke bare slippe afsted med at købe en pose chokoladejulemænd i REMA mere. Skal der absolut også at finde innovation sted inden for nisselege?
Nå, men efter at have oplevet samtalerne om de gaver der er blevet givet i 3.C. her i december, så må jeg give mig. Det har faktisk været lærerigt.
For givere og modtagere har overhovedet ikke haft den samme opfattelse af, hvilken gave der var ond, hvilken der var sjov og hvilken der var god.
Min søn gav fx en halmkrans som sin onde gave til en pige fra klassen, som modtog den med et stort smil og troede at det var den gode gave.
Nogle havde bagt pebernødder med chili i, og spørgsmålet er om det er ondt eller sjovt eller måske endda ligefrem lækkert og godt? Om en banan er en god eller ond gave, afhænger jo også af om modtageren kan lide bananer osv. Det var ikke så enkelt som det kunne lyde.
Jeg ved faktisk ikke om klasselæreren har været opmærksom på, hvor meget man egentlig kan lære af den her nisseleg?
Men jeg kom i hvert fald til at tænke på, at det er vildt godt set, at børn helt ned til 3. klasse skal øve sig i gavegivning. For det er noget de vil komme til at bakse med resten af livet! Det er afsindigt svært at give den rigtige gave. Det kræver meget mere af os, end en god pengepung. Det kræver situationsfornemmelse! Man kan så let komme galt afsted.
Køber man tøj må det ikke være for småt, så modtageren kommer til at føle sig for stor.
Det må heller ikke være for stort, så modtageren tror at giveren mener at hun er tyk.
Koster gaven for meget, sætter man let modtageren i forlegenhed. Koster den for lidt, er det også galt. Så vil modtageren måske tænke, at giveren ikke synes hun er mere værd.
Det er virkelig svært det med gaver, også selv om vi ikke går i 3.c. og har fået til opgave at finde en gave der er ond eller sjov – men kun skal finde én der er god. Vi gør os umage med at finde noget, som kan glæde den anden.
Men de fleste af dem, vi skal give gaver til, mangler ikke noget. Sådan er det her i Danmark anno 2018. De fleste af os mangler ikke noget, og det gør gavegiveriet endnu vanskeligere.
Vi mangler ikke nogen ting af afgørende betydning, og hvis vi gjorde, så ville vi købe det selv i løbet af året.
I gamle dage var det ved juletid vi fik et nyt sæt tøj, eller et par uldne sokker. Men i dag drejer julegaver sig ikke om ”need to have” men ”nice to have”…
Så hvorfor giver vi overhovedet hinanden gaver? Bidrager det ikke bare til overforbrug og en øget kommercialisering af julen? Er det ikke bare stress og jag og tomhed i glitret papir?
Sådan er der i hvert fald nogen der argumenterer hvert år og sætter lighedstegn mellem gavegivning og overforbrug, i diskussioner der handler om klimakrise og fattigdomsbekæmpelse. Sådan har det været i varieret form lige så længe jeg kan huske, og lige så længe vi har sunget ”Julen varer længe, koster mange penge”.
Min far fx han har ment det de sidste 20 år. Han siger hvert år i starten af december. ”I år, skal I altså ikke give mig nogen gave. Jeg gider ikke det pjat mere”.
Men han har misforstået det, mener jeg. I det hele taget mener jeg det er en misforståelse at angribe gaver ud fra minimalistisk nyttighedsprincip.
Hvem siger at en gave nødvendigvis skal imødekomme et påtrængende materielt behov?
Hvem siger at gaven skal være noget modtageren mangler eller savner?
Måske er det slet ikke modtagerens perspektiv på gaven der er vigtig? Måske er der derimod giverens ønske om at glæde og overraske og vise at man sætter pris på den anden, der er det vigtige?
Jeg tror ikke vi giver hinanden gaver, fordi modtageren har brug for det – men fordi giveren har!
Tænk bare på den første jul. Julegavens urfortælling i Betlehem. Vi hører om de vise mænd fra østerland, der kommer med gaver til det lille Jesusbarn. Guld, røgelse og myrra har de med til ham. Ikke just det et lille spædbarn mangler allermest. I det hele taget må man sige, at det er nogle forholdsvis unyttige luksusgaver, som man egentlig ikke fornemmer at den lille fattige flygtningefamilie har meget at bruge til efterfølgende.
Det havde uden tvivl været mere nyttigt med noget varmt tøj eller nogle tæpper. Men nej, værsgo her er en virkelig lækker duftserie!
Den første julegave, var altså ikke nyttig. Den var en fin opmærksomhed fra giveren, båret af oprigtig interesse i modtageren. Og måske er det den sande gave?
Måske er det mere sandt end vi tror, når det kommer til gaver, ”at det er tanken der tæller”. Ikke forstået på den måde, at gaven skal blive ved tanken. Men forstået på den måde, at det er giverens tanke eller omtanke der er den egentlige gave, og derfor skal min far og andre holde op med at tro at vi giver dem en gave for deres skyld. Gaver giver vi til hinanden, fordi vi har brug for på en helt konkret fysisk måde at vise vores nærmeste opmærksomhed.
Og ja, det har vi så sat i system og de fleste har endda regler for hvem vi er ”på gave med” og hvem vi ikke er. Vi laver lange lister og indimellem kammer det helt over. Men altså: Gaven er dybest set et udtryk for giverens opmærksomhed og behov for at glæde et andet menneske.
Derfor kan man heller ikke give sig selv en gave.
Det er der ellers nogen der siger. Altså hvis man har købt en eller anden luksusting, som egentlig var for dyr… så kan vi finde på at sige, at det var en gave til os selv.
Men i virkeligheden er det noget nonsens. Det man køber til sig selv, er ikke en gave. Det lever overhovedet ikke op til nogle af gavens karakteristika. Der er ikke noget overraskende eller overvældende i noget man selv har anskaffet sig. Der er ingen frydefuld forventning forbundet med at åbne den, for man ved præcis hvad det er. Og væsentligst, det er ikke noget man får. Det er noget man tager af sig selv.
Der kan være en vis tilfredsstillelse i at købe noget dejligt til sig selv, men det er ikke som i glæden ved at give noget til anden. Eller som i taknemmeligheden over, at få opmærksomhed fra en anden.
Det er på sin vis omkostningsfrit at give sig selv en gave, man risikerer intet, sætter intet på spil, får intet givet. Der skal to parter til at give og modtage en gave.
Når vi taler om gaver på et mere eksistentielt niveau, er det det samme forhold der gør sig gældende.
Gaver kan man ikke give sig selv.
Kristen tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker. Her er det en helt grundlæggende tanke, at selve livet er en gave. En gave, som vi ikke kan bytte, men som vi får og må forholde os til.
Det gør noget ved vores liv at forholde sig til det som en gave. En gave kan man ikke tage af sig selv. Den bliver rakt til os, vi får den i hænderne. Vi skal tage vare på den, passe på den, og åbne den nænsomt.
Måske er det noget skrøbeligt og sårbart?
Måske er det noget vi skal få til at gro?
Måske er det noget vi slet ikke kendte, som vi skal til at lære at bruge…
at betragte livet som en gave fordrer at vi er åbne overfor det der bliver lagt i hænderne på os.
I forhold til Gud gør det os til modtagere.
Vi får livet som en gave, hver morgen. Nogle dage passer bare helt perfekt og så er det nemt. Andre dage får vi overhovedet ikke det vi ønskede eller bad om.
Måske forstår vi ikke, hvad det vi får, skal bruges til. Vi vender og drejer det, læser brugsanvisninger og googler hvad man kan gøre ved det. Vi begriber ikke hvorfor det lige er os der skulle have det sådan? Det giver ingen mening og det kan være svært at være taknemmelig for en gave eller et liv, man ikke ved hvad man skal stille op med.
Kærligheden er også en gave,
troen er en gave,
håbet er en gave.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Vi kan ikke tvinge det igennem. Vi kan ikke skabe det selv. Det er noget vi får – og det er noget vi giver til hinanden.
På samme måde med tilgivelsen. Jeg ved godt at vi i dag taler om, at det er nødvendigt at kunne tilgive sig selv – og det er der noget om i en forstand, men det er også omkostningsfrit, som at forsøge at give sig selv en gave. Tilgivelse er hverken noget vi kan tage af os selv, eller som vi har krav på. Dybest set skal der to parter til tilgivelse. Det er noget vi får og det er noget vi giver til hinanden.
Kirsten tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker.
Julenat gav Gud os sin søn. Det er en gave, som vi måske ikke altid ved hvad vi skal stille op med.
Vi får rakt det lille jesusbarn som er indbegrebet af tro, håb, kærlighed, tilgivelse og evigt liv
Vi får det lagt i vores hjerter og vores hænder. ”Værsgo! Det er til dig”, siger Gud, med en guddommelig opmærksomhed og interesse i hver enkelt af os.
Og vi står der, med det på engang stærke og skrøbelige barn i vores hænder, og erfarer at den her gave, den kan vi kun få glæde af ved at give den videre til en anden. Og det kræver alt andet end en god pengepung.
Det kræver at vi opmærksomt og generøst giver ud af den kærlighed og den tålmodige overbærenhed, som vi får fra Gud.
Det er en aldeles unyttig gave vi får her julenat. Den kan ikke måles og vejes. Den fylder ikke meget i årsbudgetter og tørre tal. Det lille barn, er ikke nyttigt. Det er nødvendigt. Det er den kraft der og det mod og den trøst, som fylder os så vi indimellem tør give hinanden den gave at kunne se og tro, at livet er meningsfyldt.