15. søn eft trin /om Martha og Maria
Ved I hvad en Killjoy er? Direkte oversat betyder det en ”glædesdræber”, men Killjoy oversættes nok bedst med ’lyseslukker’, det vil sige én, der ødelægger den gode stemning.
Det er ham, der siger ”det var ikke sjovt, det var sexistisk”, når vennerne griner af en blondine-vittighed.
Eller hende, der anklager Djurs Sommerland for racisme, selvom de fleste af os forbinder det med uskyldigt sjov og hyggelige stunder.
Eller ham der påpeger at det ikke er hensigtsmæssigt at kalde en is for en eskimo, fordi det er en nedsættende betegnelse for et helt folkeslag.
Sagt med andre ord handler det om, at både ord og billeder skaber virkelighedsopfattelser og dermed virkelighed. Også når det måske er sagt som en joke eller i en såkaldt hyggelig dansk sammenhæng.
Lærer man, at sorte er primitive, at homoseksuelle er mærkelige, at blondiner er dumme, at grønlændere er fulde, at handicappede er uegnede, så stilles disse minoriteter samfundsmæssigt dårligere i alt fra uddannelse og job til at kunne gå i fred på gaden.
Derfor er det et princip for killjoy’en at påpege, når majoritetens sprog og kultur ser ned på minoriteten. Det handler ikke om, at killjoy’en er krænket eller særligt følsom. Det er tværtimod et politisk princip og en form for aktivisme for killjoy’en at sige det højt – så det kan ses og høres offentligt, når der bliver gjort eller sagt noget, som udskammer nogen.
Killjoys forstyrrer freden. Det er dem der ødelægger den gode stemning til en fest med de rigtige holdninger og dem der får os til at tænke over hvad vi siger og gør. Og pyha, hvor kan det være anstrengende.
Jesus er en Killjoy.
Han er også så meget andet, men her i dag hjemme hos Martha
og Maria er han en killjoy. Han ødelægger den gode stemning. Med rette. Selvfølgelig.
Og det er det, der rammer Martha. At han har ret. Martha forholder sig til
Maria, som om hun gør noget forkert. Som om hun falder ved siden af normerne.
Og det gør hun også. Maria. Falder ved siden af normen. Hun har sat sig sammen
med mændene, sammen med gæsterne og lyttet.
Og hun bliver talt til som en discipel, og dermed gjort til en. Det ville en rabbiner aldrig gøre, men det gør Jesus. Maria er en discipel. Noget som ellers kun i samtiden er mænd forundt. Maria er en kvindelig discipel og det er klart at Martha må gribe ind.
For søstre skal ifølge majoriteten ikke være disciple. De
skal hjælpe i huset når der kommer gæster. Det skal en søster, det er en pligt,
en værdighed i antik kultur. Hvis man i dag besøger familier i Mellemøsten, vil
man oftest opleve det samme. Tanter, moster, søstre og døtre – måske også
sønner – går rundt med maden til gæsterne. Ikke mor, ikke far, men de. Det er
deres opgave og ære. Martha siger altså, at hun skal holde sig inden for de
skam-ære koder, der gælder for en familie, og ikke gøre hverken hende eller sig
selv til skamme. Familien, ikke kernefamilien, men tilhørsforhold til det
univers af folk, som familien forsørger og betjener – er det helt afgørende i
antikken og datidens Palæstina.
Og Jesus har selv sagt det så tydeligt han kan: ”Den, som ikke lægger afstand
til mor, far, søster, bror, er mig ikke værd”. Jesus er med andre ord i gang
med at trække søsteren ud af den rolle, som i majoritetskulturen er en
selvfølge. Martha er bekymret for mange ting: For sin søsters ære, for at
Herren får hvad han skal have, og for at træde uden for sin kultur, tilmed mens
andre ser det.
Vi hører også en anden historie i dag, som en etiopisk hofmand og eunuk der bliver døbt af disciplen Filip. Her er det Filip der ved Guds hjælp er killjoy. Det er et markant opgør med de jødiske regler, hvor mænd der er er kastrerede ikke kan have en rolle i templet eller gudsdyrkelsen. Sådan var normerne. Men da hofmanden spørger Filip: “Er der noget til hinder for, at jeg kan blive døbt?” Dyb indånding og en lang pause og tusindår af indbygget diskriminering råber: JA, der er alt muligt til hinder for det. Men ikke Filip. Han står fast. Hans spørger: ”Tror du af hele dit hjerte?” ”Ja”, siger hofmanden: ”Jeg tror at Jesus Kristus er Guds søn”. – og så bliver han døbt. Alt andet er ligegyldigt – hvem du er, hvordan du ser ud, hvor du kommer fra – det betyder ingenting, siger Filip. Kun ét er fornødent!
Jesus er også en killjoy. En kærlig en af slagsen. Han siger: ”Kun ét er fornødent!” og ødelægger dermed den gode stemning. Vanetænkningen. Automatreaktionen. Alt det vi kan bilde os ind er vigtigt.
Jesus siger noget i retning af: Ære er ligegyldigt, Guds ord er det væsentlige. Maria har ret til at være lige der, hvor hun er. Og være lige præcis sådan som hun er. Det skal ikke nedgøres eller ringeagtes. Det hun gør, er ikke alene acceptabelt, det er den rette forståelse af hvad en gudstjeneste er.
For sådan tror jeg teksten skal læses.
Ikke bare som et billede af to arketypiske kvinderoller. Men som et billede af en gudstjeneste. Og vi kan læse den som et forbillede for gudstjenester til alle tider.
At Jesus skal der ikke sørges for, han skal bare lukkes ind og lyttes til.. Han skal lukkes ind i hjerter og i gudstjenesten – og lyttes til. Ikke andet. Det er det fornødne. Det eneste nødvendige. Det er også det svære. Det er mange gange lettere aktivt at forsøge at passe Guds ord op, så det passer ind og der ikke er en finger at sætte nogen steder. Det svære er bare at åbne hjerte og øre, og lade sig tiltale af det Guds ord, der altid sætter sig på tværs af gængse normer og menneskesatte grænser.
Vi ved ikke hvad Jesus siger til Maria. Vi kan ikke høre
det, som hun hørte det. Men vi ved at det er evangeliet. Det gode budskab. Og
det mangler i fortællingen i dag. Men ligegyldigt hvad Jesus har sagt til
Maria, så bliver hun ikke discipel af bare at lytte til det. Der skal noget til,
nemlig at hun følger ham.
”Følg mig, hvor jeg er, kan du være. Hvor jeg er, skal du være”, siger Jesus og
det er evangeliet ikke bare til Maria der kaldes ud, også til Martha der kaldes
tilbage.
Som vi bliver kaldt ind, når vi ikke er til at holde ud
Som vi bliver kaldt ud, når vi har lukket os inde i os selv
Som vi bliver kaldt tilbage, når vi er på vildspor
Evangeliets gudstjeneste er en kalden på os der indimellem er som Maria,
lyttende, modtagelige, åbne og modige nok til at stå op og stå ved os selv og
det vi tror på – uanset hvad andre tænker.
Evangeliets gudstjeneste er en kalden på os der indimellem er som Martha, bange
for at træde ved siden af, optagede af at leve op til andres forventninger og
gængse normer.
Evangeliets gudstjeneste er en kalden på os, der indimellem overvældes af
glæde, som hofmanden, gjorde det i dåben
Gudstjenesten kalder os i bevægelse mod det ene fornødne. Mod det nødvendige.
Mod Gud.
Kalder os tilbage, kalder os ud, kalder os
Jesus er killjoy. Han ødelægger den såkaldt gode stemning, hvis der er brug for en korrektion af virkelighedsopfattelsen. Hvis det menneskelige udskammes eller Guds rige bliver presset ned i for små sko, for at passe ind i vores kram. Guds ord skal ikke vartes op og passes på, men lukkes ind – og leves ud.
Vi er kaldet til at være en slags Kristi-killjoys, der altid står op for Guds ord, som det der samler, heler og opbygger mennesker. For hvor han er, der skal også vi være – det er både løftet og udfordringen til os. Mere er ikke nødvendigt.