Første søndag i advent
Jesus er – en idiot! Og det siger jeg ikke for sjov, for Jesus er virkelig en kæmpestor idiot. I hvert fald i ordets oprindelige betydning.
Ordet idiot kommer af græsk og betyder oprindeligt ”en, der er helt sin egen”. Og i den betydning er Jesus en idiot i verdens øjne. Han gør alting anderledes og på sin egen måde.
Fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem, der kronologisk hører til i påskeugen, men som vi også læser her 1. søndag i advent, viser det med al tænkelig tydelighed:
Vi står der i menneskeflokken, parate med vores kapper og palmegrene – for at hylde og tage imod den befrier, frelser og konge, som vi har ventet på i mere end hundrede år.
Vi har glædet os, taget vores pæneste tøj på, klippet de flotteste palmeblade og gjort os umage med at skulle tage imod en majestæt. Og så kommer idioten på et æsel! Det var virkelig ikke det vi forventede af en konge.
Jesus kommer ydmygt ridende på et æsel. Og for mange virker det idiotisk og tåbeligt, og det udfordrer os til at tænke over, om vi egentlig forstår hvor radikal Guds kærlighed er? At Guds rige ikke bygger på rå magt, som vi kender den fra verden, men på ydmyghed og en villighed til at være idiot for kærligheden.
Jesus er en idiot. Han gjorde alt det man ikke skal gøre, hvis man gerne vil have præstige og anerkendelse i verdens øjne. Han gik sammen med de forkerte. Alle dem, som ingen andre ville være sammen med, dem opsøgte han. Når Jesus var til fest eller reception, så tænkte han ikke på at mingle med de rigtige, dem der kunne få ham frem i verden. Han tænkte overhovedet ikke på at skabe sig et netværk af mennesker, der kunne gøre noget for ham.
Nej, Jesus er en idiot. Han sætter sig ved det kedelige bord, der hvor ingen er noget ved musikken – eller han stiller sig ved siden af dem, hvor samtalen er svær og der er allermest brug for håb. Jesus går altid med den del af selskabet, som ingen har inviteret – fordi de er trådt ved siden af og har vist deres svagheder og fejl. Dem som alle andre undgår, dem går idioten Jesus langt for at være sammen med.
Guds idioti begynder her i adventstiden. Vi tænder det første lys i dag, vi går i gang med juleforberedelserne, vi bager, vi fletter stjerner og julehjerter, vi tænker lidt mere på vores bedsteforældre og vores venner og familie og forsøger at glæde hinanden – for vi glæder os til jul. Vi glæder os til at tage imod Guds søn – og selvom vi allerede kender fortællingen om Guds søn, Jesus, der bliver født julenat, som et lille skrøbeligt og sårbart barn i Betlehem og lagt i menneskehænder, så udfordrer det os til stadighed at forstå hvor radikal Guds kærlighed er:
At styrken ligger i svagheden
At magten ligger i afmagten
At håbet ligger i alle de små ting der sker i kærlighed
At livskraften spirer i vinterhjerter
At selv det svageste lys, er stærkere end det mørkeste mørke
Jesus er en idiot, og præcis det er Guds visdom og verdens livsforandrende mulighed.
Det er ikke mig der har fundet på at kalde Jesus en idiot. Det gjorde den russiske forfatter Dostojevskij først, med sin roman ”Idioten” – (der i parentes bemærket bliver opsat på Aarhus Teater her til foråret). Han finder sin inspiration til romanen i fortællingerne om Kristus. Dostojevskij tilbragte otte år i en arbejdslejr og eksil og her var hans eneste læsestof Det nye Testamente. Han fortæller, at han efter sin frigivelse skrev tak til den kvinde, som havde foræret ham testamentet – med ordene:
”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”
Det er den opfattelse af troen der er hele bagtæppet for Idiotens entré på scenen i Skt. Petersborg. Her dukker Mysjkin op mellem stolte fyrster, forkælede generaldøtre, der ikke laver noget nyttigt, drukkenbolte, der kun ser det nyttige i nydelse, og arrogante nihilister og ateister, der ikke vil tro på andet end sig selv. Og det er den brogede skare, der finder på at kalde Mysjkin for idiot, og det er indlysende, at betegnelsen er noget tvetydig. For hvem er egentlig idioten her?
Mysjkin er idiot, fordi han ikke følger konventionerne og ikke forstiller sig. Han siger sin mening, også når det ikke er belejligt. Den attitude har karakter af martyrium, men bringer mest af alt latter. Men det bringer ham også i selskab med Kristus. At ”Idioten” er Dostojevskijs forsøg på at tegne et portræt af Kristus er nærliggende, når man har oplevet Mysjkin velsigne de små børn og tage sig omsorgsfuldt af en falden kvinde, og hans tale virker som en åbenbaring på dem, der har vænnet sig til løgn og falske forestillinger. Der er et skær af skønhed over Idioten.
Men ”Idioten” er ikke et Kristus-billede, men et portræt af det menneske, der lever efter parolen: at hvis sandheden findes uden for Kristus, er det bedre at være hos Kristus end hos sandheden. For sandheden er ikke en skøn idé, men et liv, der lader sandheden skinne igennem. Jesus kommer ikke i glans og magt, men i ydmyghed og sårbarhed, som en æselrytter, som et spædbarn i en stald, som lys, som sandhed. Ligesom Mysjkin, der afslører menneskers falskhed og egoisme gennem sin uskyld og naivitet, afslører Jesus verdens tomhed gennem sin kærligheds idioti.
Jeg møder ind imellem mennesker, som siger, at de ikke kan tro, for de tror ikke på, at Jesus gik på vandet, eller gjorde vand til vin, eller helbredte syge. Og jeg må svare, at det er en fuldstændig fordrejet og forvansket opfattelse af tro. For hvis de SÅ det, hvad ville de så bruge det til?
Udgangspunktet for den kristne tro ligger ikke i Guds demonstration af sin magt, men i din og min villighed til at lade os afsløre, fordi Gud har ladet sig selv afsløre i Jesus. Og den gensidige vilje til at ville hinanden, kræver ikke beviser, men kærlighed og tillid. Tør vi være os selv, se os selv, blive os selv, kende os selv, vedkende os selv, som mennesker, der er evigt forbundne med Gud? Tør vi bekende os til den kærlighed, der vover den idiotiske vej?
Tør vi være kærlighedens idioter?
Jesus kom … og afslørede sig selv og dermed også os. Og derfor er adventstidens opgave at sluge al stolthed og forfængelighed, og falde på knæ for det barn, som fødes. Overgive sig til at miraklet sker, åbne sind og sanser for den kærlighed, som håber alt, tror alt og udholder alt.
Først når du er i knæ, når du har barnets åbne perspektiv – forstår du, hvorfor Gud lader sig selv se i et lille nøgent barn, forstår at Gud dér identificerer sig fuldt og helt med dig, når du er mest hjælpeløs og sårbar. Og vi mærker at
”der er noget i luften
et barndommens bud,
som lyser imod mig
som stjernen fra Gud,
som leder mig stille
til frelseren lille
med barndommens fryd”
Æselrytteren, barnet i krybben, lyset, sandheden er kærlighedens idioti. Og intet menneskebarn forbliver uberørt i mødet med en ægte idiot.
Jesus er en idiot, og tak og lov for det!