Menu Luk

Jalousi

Første søndag i fasten
Tekst: Luk. 22,24-32 

 Jeg antager, at I ligesom størstedelen af Danmarks befolkning, har indstillet fjernsynet på DR1 kl. 20.00 her i aften, når drama-serien: ”Sommer” ruller over skærmen. Serien der handler om lægefamilien Sommer i Frederiksværk. Den 65-årige lægefar, Christian Sommer, er familiens patriark. Han tromler mod yndlingssønnen Jakob og tilsviner den anden søn, Adam. Adam er tålt, men Jakob er elsket i familien.

Vi, og Adam og Jakob fornemmer at der lurer farlige følelser under overfladen. Men tør ikke hente dem frem. Og det er klart! Det er nemmere sagt end gjort at åbne for sluserne. Tænk, hvis man blev nødt til at se i øjnene, at man ikke er lige så elsket som sin lillebror… Det er ikke til at bære. Så er det sikrere, som Adam, at lade som om man stadig er 10 og 12, at forblive drenge, slås, lege, pjatte og forsøge at holde problemerne fra livet imens. Eller hvis man er Jakob, flygte til Afrika – i stedet for at blive hjemme, indtil man får gjort op med familiens belastende forventninger.

Problemerne i Familien Sommer er ikke nye eller moderne. Adam og Jakob er brødre, som Kain og Abel var brødre. Så forskellige af sind. Den perfektionistiske og iltre Adam er som Kain, der ender med at slå sin bror ihjel i misundelse, fordi Gud tager imod hans offergave. Han resignerer. Faderen elsker idealisten Jakob højere end rationalisten Adam. Og Jakob ser ud til at få det som sin gammel testamentelige navnebror. Han får tilbudt farens livsværk, lægepraksissen eller førstefødselsretten for næsen af sin bror Esau. Og det er snyd, for det er Adam der, som den fornuftige bror er blevet hjemme og har hjulpet faderen, mens Jakob flygtede som den fortabte søn til Afrika. Adam er overset som én af Leas sønner, Jakob elsket som Josef. Der er forskel på de to brødre. Aldrig ligegyldige overfor hinanden, altid sammenligner de sig. Altid sammenligner de størrelsen af den kærlighed de får fra deres forældre. De er brødre, som Kain og Abel var brødre, som Jakob og Esau var brødre eller som de to brødre i lignelsen om den fortabte søn.

Deres spørgsmål og frustrationer hører med til at være menneske – og vi kender dem også godt:
Hvorfor er jeg misundelig, fordi det går den anden godt?
Hvorfor kan jeg ikke klare, hvis mine allernærmeste er mere elskede og påskønnede, end jeg?
Hvorfor er mine forældres accept stadig så vigtig for mig? Hvorfor lyver jeg?
Hvorfor snyder jeg?
Hvorfor fantaserer jeg om hævn?
Hvorfor ødelægger jeg forholdet til andre mennesker ved krampagtigt at påstå og mene hele tiden i stedet for at lytte og forstå?
Hvorfor gør jeg det onde, som jeg ikke vil?
Hvorfor skjuler jeg mig?
Hvorfor stræber jeg efter at være mere end jeg er?
Hvorfor sammenligner jeg mig hele tiden med andre?
Hvorfor stræber jeg konstant efter magt og ære?
Hvorfor er det så svært bare at være mig? Og være glad for det?

Det er vanskeligt at være menneske. Det ordentlige liv, vi satser på at leve med andre, kolliderer gang på gang med vores ikke-ordentlige sider. Jeg har læst et interview med manuskriptforfatteren til ”Sommer” Karina Dam, der siger at hun, mens hun har skrevet manuskriptet, har været meget optaget af Søren Kierkegaards ord: ”Den der ikke kan åbenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den ulykkeligste af alle”. Altså, den der ikke kan åbenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den ulykkeligste af alle.

Hvis vi ikke gør forsøget på at vise os selv, som vi er, kan vi ikke modtage eller give kærlighed. Det er uendeligt svært at være sand, men nødvendigt at gøre forsøget hele tiden. Små børn er direkte når de skal udtrykke deres krav på interesse, de kan fx. tage den uopmærksomme voksne ved kinderne og dreje ansigtet mod sig for at få opmærksomheden for sig selv, lykkes det ikke, viser barnet sin vrede og jalousi på den ene eller anden måde. Med alderen raffinerer vi den måde vi udtrykker jalousien og misundelsen på, for det er jo ikke pænt at være misundelig. Er man det, indrømmer man jo at der er noget man ikke har af sig selv, det er en uendelig selvkredsen, men de fleste af os lærer at holde den for os selv, og overvinde trangen til at slå bittert ud efter den som fik det vi gerne havde haft. Kain lærte det ikke, ikke før det var for sent i hvert fald. Han slog bittert ud efter sin bror Abel og dræbte ham med slaget.

Og i evangeliet til i dag hører vi om hvordan disciplene var i gang med sådan et søskendeopgør. Det groteske ved diskussionen er, at den foregår skærtorsdag aften. Lige inden Jesus dør. Jesus har indledt deres aftensmåltid ved at gøre noget pinligt. Han har vasket deres fødder, som var han en tjener. Disciplene bliver flove ved det, men Jesus insisterer og fortæller dem at sådan skal de også selv gøre. Så rækker han dem brødet og vinen og fortæller dem hvad den betyder; nemlig at når de drikker og spiser, sådan som han har lært dem det nu, kan de i al fremtid finde fællesskab med ham. Han er ved at tage afsked med dem. På den mest højtidelige og bevægende måde. Han skal dø, nu siger han farvel til dem, og hvad gør de? Ja, de giver sig til at diskutere hvem der er den mest betydningsfulde af dem, og hvem der i hvert fald aldrig kunne komme i tanke om at svigte ham.

Forargeligt og småligt, ja, men ikke ualmindeligt, det ved enhver der har stået ved et dødsleje og hørt sig selv eller andre skændes om småpenge, arv og gæld, svigt og sejre hen over den døendes hoved. Det ualmindelige er ikke disciplenes smålighed og selvoptagethed, det er nok den de fleste af os kender bedst, nej det ualmindelige er Jesu insisteren på at overfor Gud handler det om noget andet end konkurrence om opmærksomhed. At det for Gud ikke går efter rang og styrke og prestige. Sådan regner kærligheden ikke, den skelner ikke mellem de elskede. Men sætter i stedet hele tiden sig selv til side for den anden. Jesu liv var èt stort eksempel på netop dette; at sætte sig selv til side for den anden. Og her ved bordet skærtorsdag aften minder han dem om alt dette, hold op med at skændes om hvem der er størst, se jeg tjener jer, sådan skal I også være, den ældste skal være ydmyg som var han yngst og lederen skal være som en tjener.

I Guds rige er den største den mindste. Som dengang da disciplene prøvede på at holde de små børn væk fra Jesus, fordi de ikke syntes børnene var fine nok til at forstyrre mesteren og Mesteren fortalte dem at det forholdt sig lige omvendt; børnene var de allerfineste, ja, faktisk måtte selv den voksne blive som et barn for at kunne få del i Guds rige. Han havde sagt det masser af gange. “salige er I som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I som sulter nu, for I skal mættes, salige er I som græder nu, for I skal le.” Og han havde sagt dem hvad det betød for hvordan de skulle leve, “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem der hader jer. Velsign dem der forbander jer, bed for dem der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til”

Det står så centralt i hele Jesu lære. Det er så central en del af kristendommen, det, at vi skal tjene næsten. Det, at elske sin næste som sig selv. Det, ikke at hævde sig på den andens bekostning. Det ikke at have sig selv, men sin næste som centrum. Og det er så uendelig svært at leve op til. Det er så uendelig svært ikke at lade sig gribe af misundelse og magtspil. Det er så svært at tage udgangspunkt i sin næstes behov, i stedet for i sine egne. Det er så menneskeligt. Og det udspringer af vores usikkerhed. Kain gør sig skyldig i drab, fordi han tvivler på at Gud elsker ham lige så højt, som han elsker Abel. Disciplene bliver urimelige og smålige, fordi de bliver usikre på hvem Jesus elsker højest. Og på sammen måde er det med os. Vi er afhængige af kærligheden. Vi bliver usikre, sårbare og smålige, når vi ikke føler os elskede og værdsatte. Den der ikke kan åbenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den ulykkeligste af alle, sagde Kierkegaard.

Gud er kærlighed. Og vi må tro på at han har skabt os, og elsker os og værdsætter os som dem vi er. Vi elsker, fordi han elskede os først. Vi kan hvile i Guds kærlighed. Vi kan hvile i, at vi har en gudsgivet værdi. Gud åbenbarede sig for os i sin søn. Han viste sig ansigt til ansigt. Hans ansigt til vores ansigt. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Gud har fremelsket os. Han åbenbarede sig for os som sandt menneske, så at vi kan leve sande menneske liv. Han gik ind under mørket og dødens vilkår, så sandt som det er sagt. Så sandt at vi kan vide, at uanset hvad vi kommer ud for, så er Kristus ved vores side. Så sandt, at vi kan tro på at vi kan leve evigt af og på Guds nåde. En nåde der ikke går op i hierarki, magt og ære, men som nedbryder skel og ikke gør forskel. Vi er elskelige, og det gør os i stand til at elske. Og det er selve livets mening. Tjen hinanden, og tjen Herren med glæde. Amen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.