Menu Luk

Inspiration kommer altid udefra

Pinsedag

”Disciplene bliver fyr og flamme”, sådan står der i Bibelselskabets nye børnebibel for de mindste. Disciplene bliver fyr og flamme. Jeg synes det er et fabelagtigt ordspil. For det er jo præcis det der sker i Pinsen.

På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse altså med spiritus, og man forstår, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.

Men at fyldes med ånd betyder egentligt at inspireres. At blive inspireret.

I pinseberetningen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme!

Vi bruger også billedet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af inspiration, så er man fyldt af ånd.

Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:

Ånden modtages, Ånden kommer over én– og tit helt uventet – og sætter et aftryk i én, der resulterer i handling for det, man brænder for.

Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.

Det er det vi fejrer i dag. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på.

Igen i år har landets medier kastet sig over den vinkel på Pinsen, at ingen ved hvad den går ud på.

Igen i år kan man læse om, at de fleste danskere ikke har nogen viden om Pinse og Helligånd – og at Pinsen bare er blevet en forårsferie.

Hvad skal man sige til det? Nå! er måske et meget godt bud. For hvor er det i grunden uinteressant.

For Helligånden kan man ikke forstå eller forklare. Det er også derfor at det er sådan en udfordring at skulle prædike Pinsedag! Helligånden må man opleve og erfare. Og enhver erfaring af Gud begynder med Helligånd.

Forleden læste jeg et interview med Anne Marie Aagaard, der har arbejdet teologisk med Helligånds-teologi, gennem det meste af sit liv. Hun siger:

– Hvis du virkelig vil forstå, hvad pinse er, så skal du begynde at relatere dig til Gud, og det har vi nogle bud på, hvordan man gør i de forskellige kirkelige kredse. Men det hænger grundlæggende sammen med at være en del af et fællesskab, hvor mennesker fortæller hinanden om deres vandring med Gud, og prøver at leve et kristenliv og tilgiver hinanden.

Og videre:
– Jeg er helt overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud…

Det samme gælder pinsen. Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår højtiden. De forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den.

Forståelsen af Helligånden kan man ikke læse eller studere sig til. Forståelsen af Helligånden, kan man kun leve sig ind i og leve med. Helligånden kan man opnå forståelse af gennem erfaring og praksis, bøn og gudstjeneste, fællesskab og højtidsfejring.

Helligånden er Gud – og den er indgangen til Gud. Helligånden er paratheden, åbenheden og indgangen. Men Helligånden er ikke nødvendigvis store følelsesudbrud, stor tro, store armbevægelser eller voldsomme omvæltninger.

Helligånden er også små erfaringer og fornemmelser af den store Guds nærvær i éns eget liv, og i fællesskabet med andre mennesker.

I den ældste kirkelige trosbekendelse – nikænum – hedder det om Helligånden, at den er ”Livgiveren”. Man kan sige at det udtrykker en koncentration af hele den bibelske fortælling:

Da Gud skabte verden af kaos hedder det, at Guds Ånd svævede over vandene (1. Mos. 1,2).

Da Gud skabte Adam af en håndfuld ler, blæste han livsånde ind i jordmenneskets næsebor, så det blev et levende væsen, der kunne forenes med den levende Gud (1. Mos. 2,7).

Da Jesus blev undfanget i Maria var det ved Helligånden (Luk. 1,35) og da han senere blev døbt i Jordan var det Helligånden, han så dale ned over sig i skikkelse af en due (Luk. 3,22).

Når Jesus talte og forkyndte var det i Helligåndens kraft.

Og når han helbredte syge og opvakte døde, var det Guds skaberkraft, der var på færde – Helligåndens kraft.

Og da det til sidste blev klart, at Jesus skulle dø og forlade sine disciple, var det Helligånden han forudsagde og trøstede dem med, skulle fastholde dem i det kærlighedens fællesskab, som de havde erfaret i vandringen med ham.

Og sådan kunne vi blive ved med at opsøge sporene af Helligåndens tilstedeværelse i Bibelen.

Selv der, hvor Guds fravær slår over i en længsel efter hans nærvær, er det netop erfaringen af den Ånd, der giver os liv, fornyer livet og forbinder os med Gud.

Vinden blæser hvorhen den vil, og når man åbner sin dør eller sit tv, kan man indimellem blive blæst omkuld af beretninger om krig og ufred, brutalitet og død og undergang. Man kan blive ramt af en orkan af sygdom og sorg og død, sådan at man næsten får åndenød, når man ser billederne og hører de forfærdelige øjenvidne beretninger fra Burma.

Men uanset og på trods al den død der omgiver os, så lever vi. Og vi har ikke givet os livet selv. Pinsen er en forkyndelse af, at alt liv og alle menneskers liv er Helligåndens gave.

Ånden er som vinden, den kan ikke gribes og holdes fast, men sandheden, som ånden bærer på, blæser af og til vores vej. Det er noget af det Ole Sarvigs digt ”Bleg morgen” udtrykker:

Altid hører jeg sandheden gå og raabe
mellem husene.
Men naar jeg lukker vinduet op,
er manden forsvundet med sin vogn,
og husene staar med deres sædvanlige ansigter,
deres triste solsmil
i en dag som alle andre.

Stor var morgenen, som kom.
Vældige lys har den tændt i rummet.
Skære, lyse farver
skælver køligheden.
Sandheden var råbende nær
og gik bort i andre gader
mange tage borte,
hvor andre nu hører ham raabe.

Vældige lys har sandheden tændt i rummet gennem råbene udefra, der trænger ind bag vinduerne; dér hvor disciplene pinsemorgen sidder og tror, at håbet er ude og sandheden forsvundet.Men sandheden er altid råbende nær, siger Sarvig, og ånd og ord tænder vældige lys for disciple, kirkegængere og alle andre, der sidder bag mure og håber på at vinden vender.

Vældige lys har sandheden tændt i rummet gennem råbene udefra, der trænger ind bag vinduerne; dér hvor disciplene pinsemorgen sidder og tror, at håbet er ude og sandheden forsvundet.Men sandheden er altid råbende nær, siger Sarvig, og ånd og ord tænder vældige lys for disciple, kirkegængere og alle andre, der sidder bag mure og håber på at vinden vender.Gud eksisterer ikke bare i fjern ophøjethed, men er vores og samtidig også livsgaven. Det er noget centralt i kristendommen, at livsgaven og livgiveren ikke kan skilles ad. Helligånden giver ikke bare noget, men den giver sig selv.

Hos Grundtvig omtales talsmanden ofte som trøster eller ledsager. Helligånden som ledsager pointerer Guds nutidighed. Pinse er ikke ligesom jul og påske fortidighed, men er kristendommens absolutte nutidsdimension. Pinse – inspirationens højtid – er altid nutid. Ånden er altid nærværende

Ånden er livskraften, Ånden er den, som inspirerer os, som rører os udefra og sætter et aftryk i os, så fortællingen om Jesus, Guds søn, får betydning for os.

Og Ånden er livgiveren, der giver os det liv, som vi ikke kan give os selv, og som bliver ved med at forny vores ånd til fred og glæde, til tro og til liv.

Må Gud fyld os med sin ånd! Må Gud fylde os med sin inspiration. Glædelig Pinse! Amen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.