21. søn. eft trin
“Blodig massakre i Galilæa: Pilatus blander blod fra de dræbte med dyreblod”
“18 mennesker omkommet under nedstyrtet tårn i Siloa. Dødstallet stiger.”
Det er nogle forfærdelige hændelser, vi bliver præsenteret for – som at læse forsiden på Ekstra Bladet:
“Tre dræbt på stedet. Politiet efterlyser vidner til vanvidskørsel.”
Hvorfor rammer det lige dem? spørges der, og spørger vi.
Og Jesus siger: “Det er der ingen grund til. De var hverken værre eller bedre end nogen andre.” “Og,” siger Jesus, “hvis I tror, at der er en sammenhæng mellem synd og ulykke, så må I tro om igen.”
Ingen får som fortjent! Hverken af det onde eller af det gode. Alle menneskers liv tilhører Gud. Han er som en ulogisk og tålmodig gartner, der bliver ved med at vande de mest umulige træer, i håb om, at de måske bærer frugt.
Næste år.
I den nytestamentlige forkyndelse opfattes ondskaben ikke som retfærdig, men som ond. Og derfor skal ondskaben ikke forklares, men bekæmpes. Det onde er hverken noget, Gud vil, eller noget Gud tillader.
Gud er ikke årsag til det onde, der sker. Det onde, der findes i tilværelsen, er derimod et udtryk for, at Guds vilje ikke sker.
At vi ikke kan eller skal forklare det onde, kommer til udtryk i Fadervor. Vi beder ikke Gud om, at han vil hjælpe os med at forstå, hvad meningen med det onde er. Vi beder ikke om en forklaring på ondskaben. Vi beder derimod: “Fri os fra det onde.”
Fadervor skelner mellem to situationer: Himlen og jorden. Himlen er den situation, hvor Guds vilje sker. Derfor beder vi også: “Komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.”
Og at være vedholdende i den bøn kan kræve stor tålmodighed.
Himlen kan synes langt væk, når vi kigger ud ad vinduet eller tænder for fjernsynet. Det er som om ondskaben stikker hovedet frem uanset hvor vi vender blikket hen. Noget skyldes meget menneskelige forklaringer.
Ufred og krig og undertrykkelse kan alt sammen tilskrives menneskelig fejhed. Katastrofen derimod, rammer helt uskyldige. Som lyn fra en klar himmel, eller som en konsekvens af at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Ulykken rammer bare. Den har ikke noget mål. Den har ikke noget formål. Den har ingen mening. Og vi må øve os i at slippe ideen om at alting har en pointe. Ting sker. Også helt forfærdelige ting.
Det ved vi. Vi har erfaring med det.
“Komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.”, beder vi – nogle gange næsten desperat.
For hvad skal vi ellers gøre, når vi er ramt på vores eksistens og fremtid. Det kræver stor tålmodighed, men har vi andre livsmuligheder end at holde fast i, at håbet er – som den tålmodige gartner, gjorde det.
Det er aldrig at for sent at begynde at vande et håb – det lærer vi fra ham. Fra gartneren. Det er aldrig for sent. Håbet er aldrig helt væk. Der er altid noget der kan vandes, en spire der kan begynde at gro. En mulighed der kan vise sig. Et nyt møde, der kan gøre en forskel. Livet bliver ikke det samme igen, men livet kan blive godt igen. Finde sin vej
Måske næste år
Håbet er
Anders Laugesen kommer vidt omkring i troens univers i sin anbefalelsesværdige podcastserie “Pilgrim” på DR.
I afsnittet “Håbets sårbare kræfter” taler han med det unge par Stefan og Gitte, der netop var blevet gift og stod til at skulle overtage deres nye landsted, da Stefan blev kørt ned under sit arbejde som politibetjent lige herude på Vestre Ringvej – og rammes af en alvorlig hjerneskade.
Gitte fortæller ærligt og stærkt om det liv, de har nu, den smerte, de må lære at leve med, og om hvordan hun oplever, at både kærligheden og fortvivlelsen mødes af troen og håbets blik.
Som lytter får man indtryk af et ungt par med et helt ubærligt tungt livsvilkår, som alligevel finder øjeblikke af lys – det, som hun kalder “gudfældigheder” midt i alt det svære.
Hen imod slutningen af samtalen siger hun “Man kan godt stille sig selv det spørgsmål, hvor Gud var. Men i stedet for at spørge: Hvorfor? og holde Gud ude i strakt arm – så forsøger vi at spørge: Hvad nu? Og invitere Gud ind og være tæt på.”
Det er altså stærkt inspirerende at høre hende sige sådan. Selvfølgelig har de og er de indimellem fyldt af vrede over den uretfærdighed der har ramt dem. Selvfølgelig har de råbt og spurgt: Hvorfor? Hvorfor skulle det lige ramme os? Hvorfor var du der ikke, Gud? Hvorfor lod du det ske?
Men de kommer ingen vegne med de spørgsmål. For der er ikke noget svar på dem. Det skete. Der var ingen pointe med det. Ingen mening. Og nu står de altså her. I en helt ubærlig situation og har brug for at Gud til at hjælpe dem med at hele deres sår, vise dem en vej i alt det svære.
De har brug for venner, familie tæt på. De har også brug for Gud tæt på, så de øver sig i, ikke at holde ham ud i strakt arm og sige: ”Hvorfor?” – men i stedet bede om hjælp og spørge: ”Hvad nu?”
Vi kan bede
Vis os en vej
Giv os et håb
Giv os grund til at tro, at livet det er livet værd
Evangeliet og fadervor fortæller os, at vi kan henvende os til Gud som vores far, fordi Gud er med os i kampen mod alt det onde.
Det onde kommer ikke fra Gud. Det onde er ikke villet af Gud. Det onde er nøjagtig hvad vi erfarer det som, nemlig ondt, meningsløst, uretfærdigt og livsnedbrydende.
Det onde kan og skal derfor heller ikke forklares eller retfærdiggøres. Det skal bekæmpes, og det er det vi beder Gud om hjælp til. Gud er ikke andet end god, og derfor kan vi tillade os at håbe på, at det onde en dag vil høre op. At, som der står:
Han vil tørre hver tåre af deres øjne
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere,
For det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,4)
Vi er ikke skyld i vores egen skæbne, men hvad betyder det? Er det så fuldstændig ligegyldigt hvad vi gør eller ikke gør, er det ligegyldigt hvordan vi forholder os i livet?
Nej! At være menneske indebærer et stort ansvar. Gud gør krav på os. Han er, som den meget tålmodige og omsorgsfulde gartner, der selv, når vi er i vores mest frugtløse og mindst givende perioder i vores liv, bliver ved med at vande os og bliver ved med at tro på at vi kan bære frugt, og bliver ved med at fastholde at der er mere liv i os, end det både vi selv, og andre kan få øje på.
Omvend jer, siger Jesus!
Hvad betyder det? Det betyder at vi skal tro på Gud. Det betyder at vi skal turde stole på, at Gud, er den gode Gud, som ikke holder hånden over os og skåner os for alverdens ulykker og sygdom, men som vi må tro på holder hånden under os og holder os fast hos sig, både i liv og død.