I Guds hænder bliver ingenting til alting

Midfaste Søndag
Tekst: Joh 6,1-11

Alle familier har deres historier. Anekdoter der er blevet fortalt så mange gange, at der kommer et tidspunkt hvor man ikke engang behøver rigtigt at fortælle det hele, for man kan grine af det, eller forstå den. Eller måske: himle med øjnene! En enkelt sætning eller et enkelt ord kan være nok, og så ved hele familien hvad der refereres til. Det kommer af at være meget sammen, at ens fælles fortællinger ligesom også bliver optaget i sproget.

For andre er det meningsløst, men for dem der kender fortællingen, giver det god mening – ja, måske er det netop de der fælles historier og minder, der er med til at gøre os til familie – eller venner? Alle fællesskaber har deres særlige historier eller koder.

Historier kan også gå i arv. Man kan være vokset op med at have hørt en historie, som er overgået ens farfar eller far, så mange gange, at det også bliver ens egen historie. Og sådan en historie er den her. I min familie kræver den ikke mere end en enkelt reference, og så har den allerede foldet sig ud for os.

En af os skal bare sige: ”Fru Gerhardsen” Fru Gerhardsen var gift med præsten fra min barndomskirke. Mine forældre deltog i en form bibelforedrag, som præsten stod for. De samledes engang i måneden en 10-15 stykker og talte om en bibeltekst. Fru Gerhardsen deltog også. Engang talte de netop om den tekst vi har hørt i dag: Fortællingen om bespisningen af de 5000. Der er egentlig meget man kunne undre sig over i den fortælling: Hvorfor er det folk som sulter, hvis Gud så let kan skabe mad ud af næsten ingenting? Spiller det en rolle at det er brød der bliver velsignet? og at Jesus lidt senere siger til disciplene at han selv er livets brød?

Der er meget man kunne tale om. Måske har de også gjort det, men det er ikke det der er gået over i historien. På et tidspunkt i diskussionen siger min far, som hedder Poul Erik, som en slags kommentar: ”Det er da også lidt underligt at der blev 12 kurve tilovers!” – hvor til Fru Gerhardsen svarer: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og det er historien: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og tak for den Fru Gerhardsen! Det er sjovt på så mange planer.

En ting er at der ikke ringer nogen klokker hos Fru Gerhardsen over at det lige præcis var tolv kurve, og at det nok mere var det min far undrede sig over, og ikke det at der blev rester tilovers. For tolv har vi hørt før. Tolv er et tal der betegner fuldkommenhed. Tænk bare på vores tidsmåling. Dagen er delt i tolv timer og året i tolv måneder. Karakteristisk for Israel var, at hele folket deltes i tolv stammer, efter Jakobs tolv sønner – og at det fortælles at Jesus havde tolv disciple, er nok heller ikke tilfældigt, men har forbindelse med antallet at de israelitiske stammer. Tolv er ikke bare et tilfældigt tal. Det er et tal der fortæller os at brødunderet var helt og fuldkomment. En anden ting er, at Fru Gerhardsen giver os et billede af Gud, der er som en husmor der mangler overblik i køkkenet.  En vært der bekymrer sig om, om der er for lidt eller for meget mad til gæsterne. Som om Gud var en af den slags værter, der kommer til at miste fokus på fællesskabet og gæsterne – og i stedet bruger krudtet på at bekymre sig om, om det er godt nok. Om der er mad nok. Eller: som om Gud var meget nøjeregnende med sin velsignelse. Som om velsignelsen helst ikke skulle blive for overvældende, men bare sådan helt passende og præcis. Så enhver får lige præcis nok, ikke for meget og ikke for lidt. Men tilpas. Som om velsignelsen er noget man kan skære ud i stykker, og pludselig løbe tør for. ”Nej, desværre måtte Jesus så sige, der blev ikke mere i denne omgang!”.

Sådan er det heldigvis ikke, og det er også derfor det bliver så grotekst at tale om for lidt eller for meget. Pointen i den her fortælling er derimod, at Gud kan gøre lidt til meget – og at Guds velsignelse er en velsignelse der er overvældende ud over alle grænser.

Alle familier – alle fællesskaber har deres historier og deres koder. I den kristne kirke har man i generation efter generation fået fortalt den her historie om Jesus der bespiste femtusinde med fem brød og to fisk. Mange af os har hørt den så mange gange, at man ikke engang behøver at fortælle hele historien for at den folder sig ud for os. En eneste sætning eller et eneste ord. Mere skal der ikke til. ”Brød”.

Brødet er en nøgle til den her fortælling. For andre er det meningsløst, men for os der kender den kristne fortælling, giver det god mening. Vi ved at brød spiller en rolle i kristendommen.

Brødet er både noget helt konkret, som en madpakke der bliver delt. Som det daglige brød, vi beder om i Fadervor. Som brødet vi lever af – også på et dybere plan: Som når Jesus siger om sig selv – idt senere, da de alle sammen er blevet mætte: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste”. Jesus er livets brød. Og derfor er Fru Gerhardsens meget jordnære kommentar om, at det er svært at beregne mad til så mange, på alle måder skudt forbi den her tekst.

For brødet her i fortællingen er et tegn på, at Jesus er livets brød, som kommer ned fra himlen. Til velsignelse og opfyldelse af vores længsel efter mening, og tørst efter liv.

Fortællingen viser ikke billedet af en beregnende Gud, men af en Gud der er overvældende og hel i sin nåde og velsignelse af os.

Guds velsignelse slipper ikke op – den er uudtømmelige. Det er den dybere mening med den her fortælling – at Jesus er livets brød – og at vi alle sammen kan få del i det liv han giver. Ikke bare nu, men i tolv fold – i fuldkommenhed – i evighed.

På den måde er fortællingen om bespisningen af de femtusinde et billede på Guds rige. Det rige hvor vi alle vil blive helet og mættet af mening engang. Men fortællingen er også blevet fortalt os som et helt konkret udtryk for Jesu omsorg for – og konkrete hjælp til mennesker i nød. Og at vi kan tage del i den omsorg for hinanden. Ikke bare engang i evigheden – men lige nu. Vi hører om den lille dreng der havde en madpakke. Fem brød og to fisk. Ikke meget, men dog lidt – og det var det han kunne give. Han lod ikke sin madpakke blive i lommen, men tog den frem og det satte hele den store bespisning i gang.

Det var det, at han vovede at tage det frem, han havde at byde på, som gjorde, at et under blev til.

For Jesus laver ikke hokus-pokus. Det hører vi faktisk aldrig, at han gør. Han laver ikke mirakler ud af det blå. Han siger aldrig en trylleformular og knipser med fingrene og så dukker der brød i mængde frem af det rene ingenting. Nej, Jesus tager altid noget konkret op i sine hænder. Og i hans hænder bliver det konkrete til meget mere, end det først var.

Den syge krop bliver til en rask krop.
Vand bliver til vin.
Det blinde øje bliver et øje, der kan se.
Den døde krop, bliver en krop der lever.

Han siger ikke: Hokus-Pokus –  og så sker det store ud af det blå.
Nej, han tager en helt konkret madpakke, velsigner den, og deler ud af den.
Og i Jesu hænder bliver en lille smule til mere en nok.

Og sådan har Gud brug for, at vi hver især tager det op, som vi har i lommen.
At vi byder ind i livet med det, som vi kan, og det, som vi magter.
At vi ikke lader os standse af den stemme, der hånligt siger:
Hvad er det til så mange? Hvad nytter det?
Men at vi håbefuldt og mod alle odds sætter det i spil, vi har, og rækker det frem, som vi kan.

Gud virker i verden gennem os.
Han har brug for vores hænder.
Det er gennem os, at hans Ånd og hans kærlighed bliver kød og blod i menneskenes liv.Han får undere til at ske gennem os

Hvad nytter det? Hvad er det til så mange? Sådan spørger disciplen Filip, da han ser drengens madpakke og de tusinder, der har brug for mad. Men i Jesu hænder blev alt for lidt til mere end nok. Det begyndte med, at en dreng ikke lod madpakken blive i lommen, men tog den op og gav den fra sig.

Må vi låne af hans mod.
Må vi turde tage hænderne op af lommen og gøre det lidt, vi kan. I fast tillid til, at i Guds hænder bliver ingenting til alting. Ja, i fast tillid til, at Gud kan bruge det, vi kan, og det, vi har, og få det til at blive til meget mere end det, det først er.
Må vi lade være med at lade det blive ved tanken.
Må vi lade være med at lade os standse af sætninger som: Hvad nytter det? Hvad hjælper det?
Må vi tage det, vi har, og det, vi kan, frem og lægge det i Jesu hænder

Da bliver fem brød og to fisk til mere end nok.
Da bliver lidt til meget.
Og da er der håb.
For verden.
Og for os.

Og ja, det er virkelig svært – for ikke at sige umuligt at beregne det til så mange! Det er heldigvis ude af vores hænder.

Med inspiration fra Lotte Lyngby og med tak til Fru Gerhardsen (som er citeret under pseudonym.-)

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *