Menu Luk

I gode hænder

Nytårsaften

Tekst: Mat. 7.7-11

 

Så er vi her igen.

Der er gået endnu et år.

Det er snart nytårsaften.

 

Og mange af os bruger anledningen til at gøre en form for status over vores liv. Hvad nåede vi i 2010? Og hvad nåede vi  ikke? Hvad har vi lært? Hvad har vi fortrudt? Hvem har vi mødt? Hvem har vi set for lidt til? Hvad vil vi gerne i 2011?

 

For nogle blev 2010 et år der vil gå over i historien, fordi der skete så store forandringer.

 

For andre vil 2010 placere sig i rækken af år uden de helt store udsving. Men fælles for os alle sammen er, at vi står overfor et nyt år, med nye muligheder og nye udfordringer.

 

Vi har hver i sær vores oplevelser og mennesker der har sat sit præg på 2010, men vi har også sammen lært nyt i det forgangne år. I Politiken kan man fx læse at vi har lært nogle nye ord:

  • Vuvuzela – det larmende truthorn, der blev kendt – og hadet – under fodbold-VM i Sydafrika.
  • Askesky – Skyen efter vulkanudbruddet i Island, der lammede flytrafikken. Og i den forbindelse begyndte vi at tale om at man kunne være  “asket inde”.
  • Zumba – en ny form for dansefitness, som nogen af os begyndte at dyrke i 2010
  • Kødklister – kom på alles læber og det var ikke et begreb vi kendte sidste år. Det er dagligbetegnelsen for enzymet trombin, der gør det muligt at sætte mindre kødstykker sammen til for eksempel en bøf.

 

Jo, jo, der er sket meget i 2010:-) Og der er også sket noget væsentligt. Både stort og småt. Og godt og skidt. Sådan er det når der er gået et år.

 

Vi står over for et nyt år. Vi står over for en masse nye muligheder, som bare venter på at bliver afprøvet. Nogle af os elsker de åbner muligheder, andre bliver skræmt når det hele ligger åbent. Graden er frimodighed er forskellig fra menneske til menneske, men ingen af os ved hvad der venter i det nye år. I hvert fald ikke det hele. Og det er godt og det er også skræmmende at tænke på. Nytårsaften er en aften, for håb og drømme, men også for bekymringer og uro.

 

Der findes to dage i en uge, som vi aldrig behøver at være urolige for – to dage fri fra bekymringer og frygt. Den ene af disse dage er  ” i går”. “I går” med sine gøremål, smerter og fejltagelser er nu forbi og er ikke længere under min kontrol. “I går” var min – nu er den Guds.

Den anden dag er “i morgen”. “I morgen” med alle dens muligheder og løfter, dens byrder og tider af uro, er lige så langt væk fra min kontrol som dens døde søster “i går”. i morgen” er Guds dag, som skal blive min.

Der er kun en dag tilbage til mig i løbet af ugen. Det er “i dag”. at udholde det, som venter “i dag “, er ikke overskueligt. Hver kvinde kan bære dagens byrder, hver mand kan modstå dagens fristelser. Det er kun, når vi frivilligt lægger byrder fra “i går” og “i morgen” på vores skuldre, at vi går i stykker. Den slags evighedsbyrder kan kun Gud bære.

Det er ikke oplevelserne “i dag”, som knækker os. Det er angsten for, hvad der skete “i går”, og uroen over, hvad der skal ske “i morgen”. Men disse er Guds dage – så overlad dem til ham.

Som Augustinus siger: Overlad det forgangne til Guds barmhjertighed, nuet til Guds kærlighed og fremtiden til Guds beskyttelse. Altså: Overlad det forgangne til Guds barmhjertighed, nuet til Guds kærlighed og fremtiden til Guds beskyttelse.

At være kristen er at øve sig i at lægge sit liv i Guds hænder og turde tro på, at der ligger det bedst.

En basketball i mine hænder

er hundred kroner værd

En basketball i Michael Jordans hænder

er flere millioner værd

Det afhænger af hvis hænder det er.

 

En tennisketsjer i mine hænder

er værdiløs

En tennisketsjer i Caroline Wozniackis

hænder

er de bedste i verden

Det afhænger af, hvis hænder det er.

 

En stav i mine hæder

kan skræmme en arrig hund.

En stav i Moses hænder deler

det røde hav

Det afhænger af, hvis hænder det er.

 

En slynge i mine hænder

er et legetøj

En slynge i Davids hænder

er et mægtigt våben

Det afhænger af, hvis hænder det er.

 

To fisk og fem bred i mine hænder

er en flad madpakke til et par personer

To fisk og fem bred i Jesu hænder

mætter fem tusinde

Det afhænger af, hvis hænder det er

 

Nogle søm i mine hænder

kan blive til en hytte i et træ

To søm i Jesu hænder redder verden

Det afhænger af, hvis hænder det er .

 

Læg din uro, dine bekymringer,

din frygt, dine forhåbninger, din familie,

dine venner

og dig selv

i Guds hænder

 

Der kan du hvile trygt.

 

Det er ikke nogen let øvelse, at lægge sit liv i Guds hænder. Det er ikke nemt af slippe bekymringerne. Et redskab til at give slip på den kontrol, som man alligevel ikke har, er at folde sine hænder.

 

“Bed, så skal der gives jer; Søg, så skal i finde; bank på, så skal der lukkes op for jer” – sådan står der i den tekst jeg læste lige før.

 

Når vi folder vores hænder, er det et udtryk for at vi erkender at vi ikke er alene. At vi ikke kan klare os alene.  

Nogen gange siger vi: ”Jeg krydser fingre for dig”, hvis vi er sammen med én der skal igennem noget svært – men mon egentlig det betyder spor andet, end en blufærdig omskrivning for: Jeg vil bede for dig. For se når vi folder vore hænder, så har vi jo netop krydset alle vore fingre.

Når hænderne først er foldede, og man klemmer fingrene lidt sammen, så er de næsten ikke til at vriste fra hinanden igen. Sådan kan de være at billede på, at bønnen bringer os helt tæt til Gud. Han er så tæt på os, som den ene hånd er det på den anden, når hænderne er foldede. Når vi folder vore hænder i bøn, så er det i situationer, hvor hænderne har måttet give op, når vi ikke har kunnet noget, vi så gerne ville, åbnet de døre, vi prøvede på i tilværelsen, eller når vi står magtesløse og måske bange.


De foldede hænder kan også danne en skål, en tom skål , –  der venter på at blive fyldt med noget vi ikke selv kan fylde i den. Sådan hænger bøn rigtig meget sammen med tro.

Tro på Gud er ikke et showoff, hvor man kommer med en masse fortjenester og præstationer. Tro er tomme hænder at tage imod med.
Tage imod det, Gud vil give os, tage imod liv og frelse. Sådan er det at bede til Gud, som at komme med en tom skål, der venter på at blive fyldt. Det er at sige til Gud: Jeg ved godt, at jeg ikke kan klare det hele selv. Nu lægger jeg mit liv og mine bekymringer i dine hænder.

Jeg vil slutte med et digt af Christina Reftel, en hilsen fra en vi ikke kender endnu:

Jeg er det nye år.

 

jeg er en blank, uspoleret side

i din Livets bog.

 

Jeg er din næste mulighed i kunsten at

leve.

 

Jeg er din mulighed for at praktisere

det, du har lært dig om livet.

i de seneste tolv måneder

 

Alt det, du søgte uden at finde, findes

skjult for mig

og venter på, at du skal lede efter det

med større beslutsomhed.

 

Alt det, du forsøgte at gøre, uden at det

lykkedes,

er mit at give til dig,

når du har færre modstridende ønsker.

 

Alt det, du drømte om, men ikke turde

gøre,

alt det, du håbede på, men ikke nåede,

al den tro, du ønskede, at du havde,

men ikke rigtigt kunne føle –

alt dette slumrer let i mig

og venter kun på at blive vækket af din

vilje

 

Jeg er din mulighed for at forny

dit forbund

med Ham, der siger:

“Se, jeg gør alting nyt.”

 

Jeg er det nye år.

 

Godt Nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.