Menu Luk

I er selv indimellem fremmede

3. søndag efter Helligtrekonger

I sidste uge var jeg sammen med konfirmanderne og resten af deres klasse på besøg i Fredens Hus i Gellerup. Lidt under halvdelen af klassen er muslimer, som selvsagt ikke skal konfirmeres. Det er ikke mit indtryk at det er så vigtigt for de unge, om man er kristen eller muslim – for de er jo bare klassekammerater og venner. De kender hinanden og har det sjovt sammen. Og får noget vigtigt forærende, nemlig erfaringen af at vi først og sidst bare er mennesker med samme længsler, drømme og behov.

I Fredens Hus deltog vi i en workshop om samtalen med andre mennesker om deres livssyn og tro. Der var f.eks. en øvelse, hvor vi skulle svare på spørgsmål som ”Er der en religion der bedre end de andre?” eller ”Må man sige hvad man vil?” og så skulle vi placere os i fire kategorier: enig, uenig, måske eller ved ikke. Og det interessante var – viste det sig – ikke så meget hvor vi stillede os, men den mulighed der opstod bagefter når vi skulle forklare hvorfor vi havde stillet os som vi gjorde. Både muligheden for selv at få at sætte ord på sin tro og sit livssyn, men ikke mindst muligheden for at lytte til dem der havde stillet sig anderledes og blive klogere på hvordan det var for dem.

Det er klart at når man er 13 år, så skeler man også en smule til, hvor de andre stiller sig og måske var der også spørgsmål, som man aldrig tidligere havde forholdt sig til. Men det der slog mig som kendetegnende for dagen var viljen til at respektere hinanden og forsøge at forstå hvorfor vi tænker og tror forskelligt. Og den vilje savnes indimellem i den offentlige debat. Måske fordi vi mest er sammen med nogen der ligner os selv, og det er let at have forudfattede holdninger om dem der virker ”fremmede” på os.

Alt for ofte tales som udgangspunkt negativt og generaliserende om ”de andre” eller ”de fremmede”. Alt for ofte males der et fjendebillede op, som umenneskeliggør ”de andre”. Måske fordi vi er bange for det vi ikke forstår? Måske fordi det er enklere at skære alle over en kam? Måske fordi vi er dovne af natur og ikke orker at gøre os ulejlighed med at bruge tiden på at prøve at forstå andres livssyn og tro.

Der sker noget med vores blik, når vi lærer hinanden at kende, og vi opdager, at selvom vi på papiret ikke kan være mere forskellige, selvom vores tro, vores skikke, vores regler, vores livssyn, vores tilgang til familieliv og politik er vidt forskelligt og vi kan synes fremmede overfor hinanden – så er der noget fællesmenneskeligt som vi genkender i hinanden. Når vi lærer hinanden at kende. Når vi viser hinanden tillid, og vilje til at respektere hinanden og forsøger at forstå hvorfor vi tænker og tror forskelligt. Der sker noget med vores blik, når vi lærer hinanden at kende. Det bliver kærligere og mere barmhjertigt.

I dag hører vi en fortælling om Jesus der møder mennesker med forskellige livssyn og tro. Datiden var ikke bedre på det punkt. Der var skarpe streger og skel mellem de forskellige befolkningsgrupper. Manden med den urene hud – den spedalske – var jøde, men uren og derfor udstødt af fællesskabet. Den romerske officer tilhørte sandsynligvis den romerske polyteistiske religion og var loyal over for kejserkulten. Den døende slave ved vi ikke noget om, men slaver kan have haft forskellige religiøse baggrunde på den tid. Sandsynligvis var han i hvert fald ikke jøde. Det var derimod Jesus og han møder både den udstødte jøde og den romerske officer med respekt og værdighed.

Det er langt fra en selvfølge, at han gjorde det. Ingen på den tid ville have løftet et øjenbryn, hvis han var gået forbi og havde afvist både den spedalske jøde og den romerske officer. Han var ikke forpligtet på dem. De var ikke ”his kind of people”. De var fremmede.

Både den spedalske og officeren tager et svært første skridt. De står et sted, i en situation, hvor de har brug for hjælp. Og det er en grundmenneskelig erfaring at vi kan få brug for hjælp. At vi kan komme i en sårbar situation. Det er ikke noget der er forbeholdt kristne, muslimer, buddhister eller jøder. Det er ikke noget der er forbeholdt homoseksuelle, transkønnede eller heteroseksuelle. Det er ikke noget der er forbeholdt grønlændere eller danskere. Det er ikke noget der er forbeholdt en bestemt nationalitet, etnicitet eller social klasse. Indimellem er alle mennesker i den situation af vi har brug for hjælp. Og i den situation er vi ikke fremmede for hinanden. I den situation kan vi genkende hinanden. Og det er i den genkendelighed Jesus møder både den spedalske og officeren.

”I skal hjælpe de fremmede, for I var jo selv fremmede engang”, siger Moses til Israelitterne da han kommer ned fra Sinaibjerget.

I var selv fremmede. I er fremmede ind i mellem. I skal hjælpe de fremmede.

Næsten som et ekko lød biskop Mariann Edgard Budde, i den modige prædiken hun holdt i forbindelse med den amerikanske præsidentindsættelse, og som siden er gået viralt, sådan her: ”Vores Gud lærer os, at vi skal være barmhjertige mod fremmede, for vi var engang selv fremmede i dette land. Må Gud give os styrken og modet til at ære værdigheden hos hvert enkelt menneske, til at tale sandheden til hinanden i kærlighed og til at vandre ydmygt med hinanden og vores Gud for det fælles bedste for alle mennesker i denne nation og i verden.”

Vi var engang selv fremmede. Vi er indimellem selv fremmede. Vi skal elske den fremmede.

Ikke for at udvide vores netværk til at fremme vores egen position, nej vi skal elske den fremmede, fordi det er et menneske der har brug for hjælp – brug for at blive en del af fællesskabet. I klassen, på vejen, i kirken, på arbejdet, i byen, i samfundet, i nationen.

Vi skal vise den fremmede barmhjertighed. Vi må ikke glemme den helt grundlæggende indsigt, at et menneske har en egenværdi, uafhængigt af dets nytteværdi. Det er måske en af de vigtigste funktioner for samfundets såkaldt unyttige medlemmer at bære vidnesbyrd om, at et menneske ikke er under afvikling, fordi der bliver afhængigt af andre, og har behov for hjælp – men at det netop er, når vi ikke er produktive i gængs forstand, at vi kan blive frugtbare på en ny måde, der får fællesskaber til at vokse.
(inspiration fra Erik Nymann Eriksen, Gæstfrihed 2018)

Jesus havde et frugtbart møde med de to meget forskellige mænd. De er fremmede for hinanden, men han ser at de har brug for hjælp og hjælper dem. Men situationen viser også noget andet. Nemlig at respekten for hinandens tro og fællesskab er frugtbar.

Jesus kunne jo have sagt til den spedalske: spring op og fald ned på hvad præsterne i templet siger om hvad der er rent og urent. Det er noget sludder. Du er en fri mand! Nyd livet og gør lige hvad du har allermest lyst til.

I stedet insisterer han på at den nu raske mand, skal gå hen i templet og følge de regler som er vigtige for det fællesskab han igen skal være en del af.

Og i det andet møde, var Jesus indstillet på at komme hjem til officeren for at helbrede hans slave. Men Officeren ville vise Jesus, som var jøde, den respekt ikke at skulle risikere at røre ved noget der i forhold til jødiske renhedsregler var urent, og derfor sagde han: ”Nej, sig blot et ord, så vil min slave blive rask.” Jesus var gerne gået hjem til ham, men at han ikke gjorde det og i stedet helbredte slaven alene med et ord, giver os et billede både af Jesu storhed og ikke mindst giver det os mulighed for at spejle os i officerens tro.

For vi befinder os også indimellem i den situation at vi har brug for hjælp, og ikke har andet end ét ord at læne os op ad – og må gå i troen på at Gud hjælper.


Der sker noget med vores blik, når vi lærer hinanden at kende. Det bliver kærligere og mere barmhjertigt, når vi møder hinanden og forbindes uden at skulle bruge hinanden til noget. Vi er så vant til at tale om netværk i dag. Det er godt at have et stort netværk, der kan hjælpe en frem i verden. Men hvad sker når hvis vi kun omgås mennesker, der ligner os selv? Ja, vi mister den frugtbarhed der kan vokse ud af at møde den fremmede uden forbehold.

Niels Nymann Eriksen, der er indvandrerpræst på Vesterbro, har skrevet en inspirerende bog om gæstfrihed. Her stiller han bl.a. spørgsmålet:

Skal man kende et menneske, før man kan vise det tillid?
Eller lærer man først et menneske at kende, når man viser det tillid?

Vores sunde fornuft siger os, at man er nødt til i et vist omfang at lære et menneske at kende, før man beslutter sig for, om man vil vise det tillid og hengivenhed. Man må først afklare om det er forsvarligt at investere noget af sig selv i et forhold til et menneske. Ellers risikerer man at blive bedraget eller skuffet.

Men måske er det ikke rigtigt.

Måske er det sådan, at det først er i det omfang du viser tillid, du vil få adgang til det menneske, der står overfor dig.

Tillid er en selvopfyldende profeti.

Når et menneske vises tillid, kan noget rejse sig i det menneske, noget som har været dybt begravet under ruinerne af egne forspildte muligheder og andres undertrykkelse.

Jesus mødte den spedalske og officeren, nogle mennesker der var ham helt fremmede, med den tillid der er helende for både krop og sjæl. Jesus møder også os med den tillid, der kan hele vores ituslåede liv, give os tro at gå på og få os til at vokse.

Vi var engang selv fremmede. Vi er indimellem selv fremmede. Vi skal elske den fremmede.

Det menneske vi møder, som måske ikke er our kind of people, skal vi møde med tillid. Det vokser de af. Det vokser vi af. Det vokser verden af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.