1. søndag i fasten
”Jeg kan modstå alt – undtagen fristelser”, sådan sagde den britiske forfatter Oscar Wilde. ”Jeg kan modstå alt – undtagen fristelser”!
Det er sjovt sagt, men jo ikke sandt. Vi kan ikke undgå at blive fristet, men vi kan faktisk godt undgå at give efter for fristelser.
Det er en af de ting der adskiller os mennesker fra resten af dyreriget, at vi udstyret med både vilje og samvittighed og evnen til at kende forskel på godt og ondt. Vi er ikke bare i vores drifters vold.
Vi kan behovsudsætte
Vi kan vise mådehold
Vi kan sætte os selv til side, for fællesskabet
Vi kan lade være med at tage noget der ikke er vores
Vi kan modstå mange fristelser
Og måske er det præcis i fristelsens øjeblik, vi bliver til som mennesker. Måske er det når vi står i en fristelse, vi viser vores karakter?
Jesus fastede i ørkenen i 40 dage, og det er blevet grundfortællingen i den kristne faste, som efter traditionen indledtes i onsdags og afsluttes påskedag.
En tid til at øve sig i mådehold, selvbeherskelse, tålmodighed og troskab.
En tid til at øve sig i at modstå fristelser.
Kampen for at modstå fristelser var et moralsk adelsmærke på Jesu tid. Også antikkens græske tænkere hyldede princippet om den gyldne middelvej, og fristelser blev anset som noget, man med viljens kraft måtte modstå.
De gamle grækere hyldede ideen om den rette midte. Idealet var, at man skulle være psykisk stærk og modstå fristelser. Det er en tanke, som vi finder hos Platon og hele vejen op gennem moralfilosofien. Dyd handlede om moralsk kraft og om at være i stand til at sige nej til såkaldt billige fristelser.
I dag handler de bibelske tekster vi har læst også om fristelser – ikke de der fristelser der går ud over vores egen sundhed – som for meget chokolade eller rødvin – men de fristelser der handler om magtmisbrug og går ud over andre.
Måske kan man sige at det handler om den type fristelser vi kan stå i, som kan koste vores sjælefred?
At vi indimellem må give afkald på noget, for ikke at skulle give afkald på vores sjælefred
Jesus befinder sig et udsat sted. Alene i en ørken, sulten og træt. Vi ved af erfaring at vi er til falds for at give køb på alle vores principper og grundlæggende værdier, når vi står der alene i vores ørkner.
Og djævlen ved godt hvornår han skal slå til! Han kommer da også og frister Jesus til at misbruge sin magt: ”Kom nu!” siger djævlen. ”Det behøver ikke at være så svært”. ”Du behøver ikke at lide nogen nød. Du har jo magten til at ændre alt til din fordel…. Alt kan blive godt og så meget nemmere for dig..” og Jesus er nok fristet, men viser sig at være stærk.
Nærmest som en karikatur. Jesus står mild og god og lysende af ro – overfor en djævel med horn i panden, fork i hånden og iskolde øjne. Fortællingen her om Jesus der bliver fristet i ørkenen, har mange kunstnere forsøgt at male. Og kendetegnende for de billeder jeg har set er, at djævlen fremstår ret tydeligt.
Jeg tror det er en helt forkert fremstilling er det onde, selvom jeg godt forstår hvor for både forfatteren af Matthæusevangeliet og billedkunstnere op igennem tiden har tyet til den tydelige karikatur af det onde: En djævel, der ikke er til at tage fejl af. For hvordan skal man egentlig ellers vise tomhed, egoisme, griskhed eller magtsyge?
Der findes ingen Djævel med horn i panden og en trefork i hånden. Djævlen findes ikke, men han har meget magt! Der findes meget ondt djævelskab i verden og i os. I gamle dage havde man brug for at give det onde navn. Man kaldte det Djævelen, og udstyrede ham med horn og trefork.
Det var før vi begyndte at forklare alt ondskab ved hjælp af psykologiske begreber. I dag taler stort set ingen om Djævelen, til gengæld taler vi meget om det onde. Og vi erfarer i høj grad at der er noget der er ondt.
Men vi giver ikke det onde navn. Eller det gør vi måske alligevel.
I hvert fald kan vi tale om visse magthavere som onde.
Vi udpeger ondskaben iblandt os, men har også en udpræget forestilling om at det er noget vi kan undgå.
Vi har lært meget om den menneskelige psyke siden Luthers tid, men han gav et billede af menneskets vilje, som stadig meget rammende siger noget om det gode og det ondes plads. Han sagde at ligesom hesten bliver redet af en rytter og ikke er sin egen Herre – sådan er menneskets vilje heller ikke neutral. Enten er den bundet til det onde eller det gode, det han kaldte djævel eller Gud.
Vi ser noget, oplever noget, møder noget, som vi har overmåde lyst til, fordi det virker tiltrækkende på os. Også selvom vi er ved at vi krydser en grænse, som vil få ødelæggende konsekvenser for andre eller os selv.
Så står vi der vurderer for og imod, og i et svagt øjeblik så spiser vi af det røde æble, kysser den forkerte eller vælger den alt for lette løsning. At det er såre menneskeligt, det lærer vi af syndefaldsmyten om Adam og Eva, der lader sig friste til spise af det forbudte træ, for at opnå viden og visdom.
Når muligheden byder sig, når vi har magten i vores hænder, så kræver det indimellem en stærk vilje ikke at misbruge den magt.
Det er historien om Eva der spiste af det forbudte æble. Om og om igen.
Jesus der bliver fristet i ørkenen, er et modbillede den til fortælling
Den viser sig både som et billede og et spejl for os.
Fortællingens billede viser os at i kampen mellem det gode og det onde, der vinder det gode. At kærligheden og livet i sidste ende, er stærkere end had, egoisme og magtsyge. Det billede kan vi se på og fremkalde, når vi står i noget der er svært eller føles helt tomt. Eller når vi rammes af håbløshed.
Det er det Kim Larsen minder os om, når vi synger i Kære Susan Himmelblå ”Hvis nogen siger det hele går ad helvede til/ så tro dem ikke”. Og det er der virkelig mange i øjeblikket der siger at det gør – altså går ad helvede til, og det kan være meget svært ikke at komme til at tro på dem. Men den fristelse må vi ikke falde for. Vi må aldrig blive træt af livet. Aldrig miste det håb der bunder i, at livets Gud er stærkere end alle onde kræfter. Det hele går ikke ad helvede til.
Fortællingen er også et spejl der viser os fristelsen, sådan som vi møder den. Når vi fristes til at give efter for vores umiddelbare behov, trangen til at udfordre vores plads, når vi fristes til at sælge ud af vores værdier, for at få mere magt. Eller når vi fristes til at resignere og lader os overbevise om at det hele går ad helvede til. At det hele kan være lige meget.
Som det ofte er tilfældet, bliver vi fristet, når vi er allermest sårbare. Sådan som det også var for Jesus. Han var sulten og træt og alene. Djævlen frister ham til at lave et kvikfix og gøre sten til brød. Men Jesus afviser og bliver på den måde et forbillede for selvbeherskelse og udholdenhed.
”Mennesket lever ikke af brød alene”, siger han. Der er noget der er større, noget der har blivende værdi. Som er værd at kæmpe for, også hvis det kræver at der er noget vi må afstå fra. Jesus var fristet af djævelen til at stille den hurtige sult, men viste med sit eksempel, at vi indimellem skal give afkald på noget, for at bevare det væsentligste.
At vi skal give afkald på det der frister os med magt og behagelighed, for ikke at skulle give afkald på vores sjælefred.
Oscar Wilde havde ret i, at vi ikke kan undgå at blive fristet. Men han har ikke ret i at vi ikke har et valg. Vi kan faktisk modstå fristelser.
Vi kan selvfølgelig også falde for fristelser. Vi er jo bare mennesker.
Men vi kan, som Jesus i ørkenen, øve os i mådehold, i selvbeherskelse, i troskab mod det, der er større end os selv. Og vi kan huske, at vi ikke er alene i kampen. Vi kan bede Gud om styrke, og vi kan også bede Gud om tilgivelse. Vi må aldrig miste håbet, aldrig lade os forføre af tanken om, at det hele går ad helvede til.
Vi lever ikke af brød alene – vi lever af tro, af kærlighed, af håb.
Det onde får ikke det sidste ord. Det gør kærligheden.