10. søndag efter trinitatis
Jeg hørte engang om en talentkonkurrence eller om en opgave, der blev stillet til en række kunstnere. De blev bedt om at male et billede, der forestillede sand fred. Der kom flere bidrag og til sidst stod valget mellem to.
Det ene billede var utrolig smukt. Det forestillede et bjerg ved en sø. Den sneklædte tinde stod i smuk kontrast til den rene blå himmel. Træerne ved bjergets fod spejlede sig smukt i det stille, klare vand i søen. Billedet åndede idyl og var virkelig vellykket.
Det andet billede var helt anderledes. Det forestillede et brusende vandfald, hvor vandet styrtede ned over en bjergside. Himlen var dækket af mørke skyer og så ud, som om der var et uvejr på vej. Det var et vildt og voldsomt billede. Men den, der gav sig tid og så godt efter, ville opdage, at der også var noget andet på billedet: Midt i vandmasserne var der et lille fremspring i bjergvæggen. På det fremspring havde kunstneren malet en fugl, der lå i sin rede. På trods af det kaos, der var omkring den, lå den helt stille og trygt.
Det var det sidste billede der vandt, for som det hed: “Sand fred er ikke fravær af storm. Sand fred er at finde stilhed midt i stormen”.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste teksten til i dag, hvor Jesus taler om fred og med al tydelighed viser at fred ikke er fravær af storm. Fred kan kræve både blod og tårer. Kamp og gråd.
”Vidste du blot på denne dag, hvad der tjener til din fred!”, siger Jesus. Det er et hjertesuk.
Jesus græder over Jerusalem, ligesom vi kan græde over vores børn eller andre, vi holder af, når vi ser, at de er på vej ud i noget, de ikke kan overskue følgerne af. Og vi står der med al vores erfaring og ville ønske de ville lytte bare en lille smule…
Der er stærke følelser på spil. Vi møder Jesus sjældent oprevet. Han både græder og skælder ud – han taler om fred, men det foregår langt fra fredeligt.
Fred er lidt et misbrugt ord, som vi benytter lidt i flæng om ro, stilhed, våbenhvile, enighed, idyl.. for bare at nævne nogle betydninger.
I Bibelen betyder fred mere end bare fravær af krig og ufred. Det betyder Guds fred, og når mennesker i Det Gamle Testamente bruger det hebraiske ord for fred, shalom, dækker det en tilstand af harmoni, retfærd og velsignelse på alle områder: Markerne giver afgrøde, dyrene trives, de stærke i samfundet tager sig af de svage. Alting er, som det skal være.
Men der findes også en falsk fred. Det er den fred og tryghed, der får os til at tro, at når vi bare selv har det godt, så kan vi roligt lukke øjnene for andres sorg og nød – en selvtilstrækkelig fred uden barmhjertighed og kærlighed mellem mennesker.
Kristi fred, Guds fred er den styrke vi får af at nære tillid til Gud.
Tillid til at vi ikke er overladt til os selv,
tillid til at vi er elskede og har værdi som dem vi er. Men også livsmod og livskraft til at være noget for andre.
Eller som Holger Lissner skriver i den salme vi sang før: Guds fred er sangen i dit blod,/når kærligheden gir dig mod/og lyst og kraft og overskud, /så du formår at holde ud.
Guds fred er forbundet med livsmod og livskraft – og at hvile i det ikke er noget vi kan tage af os selv, men noget vi får.
Guds fred er noget vi får givet.
Der er i Jesu reaktion noget dybt menneskeligt, der rører os. Han græder. Og så reagerer han med at gøre noget. Gøre noget ved det.
Han går lige ind i byens hjerte, nemlig tempelpladsen, og jager dem ud, der får folk til at tro, at man kan slå en handel af med Gud, erstatte barmhjertigheden med ofre og betale sig til en god samvittighed.
Og da han har ryddet pladsen, giver han sig til at undervise og fortælle, hvad Guds fred består i. Han under-viser i ordets smukkeste betydning, han ”viser underet”, så vi ser det for os.
Viser Guds fred midt i verden: At Guds fred er der, hvor mennesker giver afkald på egen tryghed og protesterer, når de ser tingene udvikle sig i den gale retning.
Når der er brug for at tale op imod magten, gå til kamp mod uretfærdighed, løfte de små og vise omsorg for de svage.
Det er et oprør mod konfliktskyhed. Den der falske fred der opstår, når man af hensyn til den gode stemning fortier noget som burde frem i lyset, fordi det er der, og er i vejen, for den virkelige fred.
Hvad tjener til vores fred?
Sjældent at mase sandheden ud i hjørne af stuen, i hvert fald.
Mange af os kender det godt, måske er det endda helt aktuelt fra sommerferien hvor vi været sammen med familie og venner for at hygge os og have det rart sammen. Det er ikke altid nemt at have det rart på kommando og slet ikke, hvis der ligger en masse uudtalte konflikte og murer imellem os.
Konflikter der har fået lov til at vokse sig store i det skjulte, fordi vi ikke taler om dem – og da slet ikke i sommerhuset, hvor vi bare skal hygge os og have det rart sammen. Men det er faktisk umuligt at have det rart sammen, hvis der er noget der fylder hele rummet og overskygger det hele, men som man ikke taler om, fordi vi skal holde fred.
Det er ikke ægte fred. Det er falsk fred. Og det er den falske fred, Jesus gør oprør mod.
Det er et opgør mod at lade som ingenting, når en i vores nærhed har det svært på den ene eller anden måde… Nok er der tegn på at noget er galt, men vi slår det hen, fordi vi så gerne vil tro, at alt er godt. Og vi lader være med at blande os, så går det nok væk… Men det går ikke væk, hvis ikke der er nogen der blander sig. Der bliver ikke ægte fred for det menneske, før nogen tør blande sig – og det kan koste både sved og tårer. …Nogle gange er det værste vi kan gøre at lade hinanden være i fred
Vidste du blot, hvad der tjener til din fred?
Et land, en by, en krop, en sjæl har brug for fred. Når verden er af lave, når bekymringerne står i kø, når tanker og ambitioner og følelsen af præstationspres hober sig op, som boder på en markedsplads – så er der brug for en mental oprydning. Så er der brug for at nogen peger og siger: ”Se, hvad du har gjort ved din sjæl. Den er blevet en røverkule. Udsat for al verdens og egne overgreb og indgreb”
En sjæl har brug for fred.
Vi kender det godt som en længsel. Længslen efter fred i sjælen. Vi kan endda finde på at sige det: ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen!”
Når vi siger det sådan, så er det ofte forbundet med noget vi skal have vished om, noget vi har været bange for eller bekymret for. Det kan også være fordi vi har noget udestående med et andet menneske, en misforståelse eller en uenighed, eller noget der har brug for at blive tilgivet. ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen”.
Indimellem er det ikke sådan lige, noget vi bare kan ordne selv. Vi kan være opmærksomme på det, opsøge det, træne os i at finde balancen eller freden – gå steder hen hvor den er, rydde op i vores liv… men at få fred i sjælen, er ikke noget vi kan vinge af på vores to-do liste ligesom indkøb og årsregnskab.
Hvad tjener til din fred, spørger Jesus?
Måske spørger han sådan, fordi han ved at vi ikke ville kunne svare på spørgsmål som: Hvordan får du fred? Eller hvornår har du fred? For sjælefred kan vi ikke sådan bestille eller ordne selv. Nej, han spørger: ”Hvad tjener til din fred?” og det tror jeg flere af os egentlig godt ved, men alligevel ofte har brug for at blive mindet om, fordi vores sjæl pludselig kan være blevet fyldt af larmende markedsboder i stedet for fred.
Jeg tror de fleste af os godt ved, hvad der tjener til vores fred. Eller: Vi ved det som en længsel efter fred, måske. Vi har steder, måder og – hvis vi er heldige – mennesker der er gode at være sammen med, når sjælen har brug for fred.
Kirken er sådan et sted. Et sted, hvor nåden findes, hvor sandheden findes, hvor der er plads til både gråd og kamp. Kirken er et sted der vil give os Guds fred.
Når kirkeklokken ringer, om morgenen og om aftenen og – til gudstjeneste, så er det det den minder os om.
Ding dong, ding dong siger den, husk at din sjæl har brug for fred. Når vi hører klokkens kalden, bliver vi mindet om, at der er noget vi ikke selv kan nå, men som vi har brug for: og ”At Guds fred, som overgår enhver forstand vil bevare os i Kristus Jesus.”