Hvad lægger du krop til?

3. søndag i fasten /Luk. 14,11-28

Året 1988 er skelsættende for forfatter Katrine Marie Guldager. Hun er 21 år og optaget af feminisme, Femø og grevinde Danner. Hendes opvækst i 70’erne adskiller sig ikke fra andre jævnaldrendes i Hillerød og omegn, som for de flestes vedkommende indebærer veluddannede forældre, bofællesskaber og venstreorienteret hippie-miljø. De unge drømmer om at rejse ud i verden og gøre en forskel. Katrine Maries destination er Latinamerika og Cuba. Hendes veninde er i Nicaragua. Hun bliver i forbindelse med et tilfældigt røveri skudt og mister livet. Katrine Marie er hjemme hos sin far. Han er taget med toget på arbejde. Men han når ikke frem. Toget forulykker ved Sorø. Inden for et par uger er Katrine Maries veninde og far begge døde.

Fire gange om ugen i ni år lægger hun sig på briksen hos sin psykoanalytiker og letter sit hjerte. En dag går det op for hende, at det hun i årevis kun har fortalt meget få om, nu er et afsluttet kapitel, som godt kan fortælles. Det gør hun med bogen Lysgrænsen, som udkom i 2007.

I forbindelse med udgivelsen fortæller hun i et interview:

”I en lang periode havde jeg en forestilling om, at når jeg var færdig med at gå i analyse, så ville mit liv være langt mere harmonisk. Jeg tror, at jeg forestillede mig en helt paradisisk tilstand, hvor alle verdens onde skygger kun befandt sig langt ude i horisonten. Først sent gik det op for mig, at analysens mål ikke er, at man ikke længere skal føle sorg, vrede og forbitrelse. Det er også gået op for mig, at jeg ikke nødvendigvis er lige så large, som jeg troede, jeg var. Og sådan er der mange ikke nødvendigvis smukke sider af en selv, som man skal forsone sig med. Jeg kan for eksempel blive ved med at være vred over de samme ting 20 år i træk, selvom jeg troede, at jeg ville blive klogere og mere afklaret med tiden. Vi lever i en kultur, hvor man hele tiden får at vide, at man skal arbejde med sig selv. Men jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår mennesker og livet”.

Vi kan have sådan en lyst til, eller trang til at kunne starte forfra. Vi kan drømme om at kunne fjerne det i vores liv der gør ondt, eller slette den del af vores historie som gør os bitre eller vrede. Det er ikke nogen fremmed ide for os at gå i gang med at feje vores sind, så vi kan blive fri for de grimmeste sider af os selv. Tænk hvis man kunne begynde forfra? Tænk hvis man kunne gøre sig fri af sin historie? ”Jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår menne­sker og livet”, siger Katrine Marie Guldager. Jeg tror hun har ret, og jeg tror det er helt afgørende i forhold at kende og genkende ondt og godt.

Fortællingen i dag, advarer os mod, fortrængelse som livsstrategi. Vi kan ikke tømme vores sind og begynde forfra. Vi har den historie vi har. Den må vi leve med. Vi må tage vores liv og vores historie på os, kun på den måde kan vi kende og genkende hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvad der er rigtigt og forkert. Det historieløse, det rene, det magttomme rum, findes ikke.

Evangeliet i dag er en advarsel mod al vores trang til at lukke øjne og øre og starte forfra. Vi skal ikke rense ud og rydde op – vi skal i stedet give slip på tanken om at vi kan klare os selv og holde fast i det gode, i Guds ord. Holde fast i de gode magter i os og uden for os, og tro, at alle gode magter er i slægt med Gud.

Måske er det væsentligt at overveje, at Jesus både taler passivt og aktivt om Guds ord. Han siger:  ”Salige er de som hører Guds ord, og bevarer det.” Vi skal modtage Guds ord. Det er passivt. Og vi skal bevare Guds ord. Det er en aktiv handling. Guds ord er altså ikke kun noget vi skal høre og nyde, som et smukt akkompagnement til vores liv. Guds ord er også noget der skal sætte sig igennem i det vi gør, og det vi udlever, og de valg vi træffer. Guds ord bevares i det liv vi lever og i de valg vi træffer. Vi kan være en bolig for Guds ord – vi kan give Guds ord krop.

Talen om dæmoner er fremmed for os i dag. De fleste af os lægger afstand til folk, som fx Torben Søndergaard, der insisterer på at fysisk sygdom er dæmonbesættelser, og som slår sig op på at uddrive dæmoner i Jesu navn på TV2. Det er, ikke bare at holde folk for nar, men også at udnytte deres tillid og bidrage til deres smerte. De fleste ved godt, at verdensbilledet og videnskaben var et andet sted på Jesu tid, og at man dengang ikke vidste bedre eller havde andet sprog for en sygdom som fx epilepsi.

Alligevel kender vi det dæmoniske alt for godt. Og ved, at der er stadig, er onde kræfter i verden. Den her fortælling lærer os også noget om det dæmoniske, som vi måske ikke er så bevidst om i dag. Nemlig det, at det onde eller dæmoniske er afhængig af at der er nogen som vil lægge hus til det. At der er nogen som lukker det ind og giver det krop. Her i fortællingen bliver det beskrevet som ånder der farer rundt indtil de finder et tomt hus – dvs. et menneske, der ikke kan forsvare sig, fordi det ikke er fyldt af gode kræfter.

Dæmoner kan ikke selv, de lever af mistillid og forbehold og lusker sig ind på os, der hvor vi er mest tomme og forsvarsløse. Og selvom vi taler i billeder, når vi taler om dæmoner, så kan vi godt genkalde os øjeblikke hvor de også var på spil hos os. Eller, det kan jeg i hvert fald. Billedligt talt, så er det når, vi befinder os i en ørken – som da Jesus selv kæmpede med djævlen i ørkenen – der hvor vi føler os alene, enten fordi vi har gjort noget, som isolerer os – eller der hvor vi kæmper med at genkende vores egen egoisme eller hovmod. Der hvor vi tror at vi kan klare os uden andre og uden Gud. 

Det dæmoniske har en forbundsfælle i os, når vi hellere vil noget andet end det Gud vil. For det kan være besværligt, det Gud vil. Og det, han giver, ser ud af så lidt imod det, vi selv tror, vi kan præstere. Så det er bestemt en fristelse, som det indimellem er umuligt at holde fra døren.

Selvom vi ikke tror den epileptiske dreng, der blev kastet hid og did, var besat af en dæmon, så kender vi godt følelsen af at være et sted, i en ørkesløs kamp, hvor der bliver revet i os fra flere sider. Det er måske det moderne menneskes største forbandelse, at vi tror at vi skal, mere end vi kan. Og vores dage kan komme til at opleves som en lang række af øvelser i at prioritere, af valg og fravalg. Vi føler at vi skal mere end vi er bestemt til. Det hiver og flår i os, som en dæmon.

Vi er ikke rene blanke papirer, eller rene tomme huse. Vi lever og det byder også at vi indimellem bliver snavsede og helt sat til og rodede. Sådan er de liv, der er til at leve. Og sådan er det også i Guds hus. Kirken er ikke et sted for de faste meninger og rene mennesker.

Her kan vi komme med vores liv – alt det som ikke er rent og ryddet, men ofte rodet og smudsigt. Der er ikke noget i de liv, som er vores, som ikke kan rummes i dette hus. Guds ord har noget at sige til det alt sammen.

Guds ord møder os her, hvor vi nu engang er, midt i vores mere eller mindre vellykkede og også totalt mislykkede livsforsøg. Vi kan godt være fristet til at lukke øjnene og ørerne for alt urent og forstyrrende, der trænger sig på, men det giver dæmonerne frit slag. Med lukkede øjne ser vi ikke Guds søn. Med tilstoppede ører hører vi ikke hans ord. Men åbner vi øjne og ører, kommer vi til det. Hvor dæmonerne før var, skal Guds ord være. Og vi skal bevare hans ord i en fælles bestræbelse på at forstå hinanden og sammen bære de historier fuld af ufuldkommenhed, som ellers er ubærlige. Og vide, at alle gode magter er i slægt med Gud. Det beder vi om.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.