2. søndag efter Helligtrekonger
Johannesevangeliet 4,5-26
Prædiken
”livet det er livet værd, På trods af tvivl og stort besvær”, sådan synger
vi i Jens Rosendals skønne forelskelsessang: ”Du kom med alt det der var dig”.
Livet det er livet værd. Det er en af den slags sætninger
der virker sande og rigtige, men på en meget abstrakt måde. ”Livet det er livet
værd”. Hvad vil det egentlig sige? Det vil vi prøve at dvæle lidt ved i dag.
Hvad er det der gør livet værd at leve?
De fleste dage har vi hverken tid eller overskud til at stille os selv det
spørgsmål. For mange af os er dagen fyldt af opgaver, ansvar og alt muligt vi
gør og skal. Og sådan skal det vel også helst være. Livet. At vi bare lever
det. Man kan godt komme til at tænke sit liv ihjel….
Men indimellem – når vi har ferie måske, eller når vi går en tur i skoven, eller sidder her i kirken, når vi slukker for skærmen og måske endda keder os lidt… så kan det dukke op. Spørgsmålet. Hvad er vigtigt i mit liv? Hvad gør ondt og hvad gør godt? Hvad gør livet værd at leve?
Det er jo ikke en selvfølge, at livet altid er værd at leve. Der er mange af os, der på et eller andet tidspunkt i vores liv har været ramt af tanken om at det måske kunne være det samme, at livet måske ikke var værd at leve.
Der kan være situationer eller øjeblikke, der er så svære,
at vi ikke rigtig har kræfter til at tage ansvar for vores eget liv. Det kan
være at de krav der stilles til os, er for store. Det kan være vi kommer ud for
noget, som kaster vores liv ud i en centrifugering og der bliver vendt op og
ned på alt det vi troede var vores liv.
Her i Danmark lever vi på mange måder en beskyttet tilværelse. Vi er vænnet til
ordnede forhold. Alt det mest elementære er der styr på. Vi har mad på bordet. Vand
i hanen. Vi har et sted at bo. Vi har et forholdsvis velfungerende politi og
sundhedsvæsen. Vi har ret til at klage, hvis vi ikke bliver behandlet
ordentligt. Vi pakker vores børn ind i vat og sørger for at de ikke kommer til
at støde sig unødigt.
Måske er det al den ordentlighed og tryghed der gør, at vi ikke rigtig er
egnede til at møde modgang. Vi bliver taget på sengen, når vi pludselig bliver
ramt af livets kastevinde. Når livet gør ondt og der ikke er nogen der kan
fikse det, så er vi generelt ret uegnede til at være i det.
Bl.a. derfor er det måske vigtigt indimellem at stoppe og stille sig selv spørgsmål, som: ”Hvad gør livet værd at leve?” Det kan være med til at give vores liv retning og mening og fundament at svare på det spørgsmål
Det er en gammel sandhed at vi ikke kan købe os til et godt liv, men alligevel er det nemt at bilde sig selv ind, at livet bliver bedre med en ny bil, en webergrill, en I-phone eller en Arne Jakobsen stol. At succes og velstand, er det er det gør livet værd at leve, men det er én stor løgn. En løgn der forblænder os og gør os ulykkelige, fordi den bliver ved med at fylde os med tomhed. Fordi den aldrig slukker vores tørst efter noget andet og mere.
Den samaritanske kvinde, som vi hører om i dagens fortælling, er et billede på livstørsten. Hun har haft seks mænd. Noget tyder på at hun er en urolig og rastløs sjæl. Jeg tror mange af os kan genkende hendes livstørst. Frygten for tomhed og længslen efter sammenhæng og kontinuitet. Længslen efter at have nogen at dele vores historie med. Længslen efter at høre til. Det er en livstørst, der hører med til at være menneske.
Hvad gør livet værd at leve? Hvis jeg nu spurgte her ud i kirken og bad jer om at komme med jeres bud på det, så ville vi sikkert have mange forskellige svar. Svar der vil være farvet af hvem vi er, hvor gamle vi er, hvor vi er i vores liv, hvem vi er sammen med eller ikke er sammen med. Men jeg vil alligevel vove at komme med nogle bud på, hvad der gør livet værd at leve.
Kærlighed er det første bud. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse. De fleste ville nok have svaret det samme, kærlighed gør livet værd at leve.
Men der er forhold der ligner kærlighed, som ikke er det, og det er sympati. Vi kan ikke undvære sympatien, men det er ikke det der holder når livet gør ondt.
Sympatien er de gode meningers holdeplads. Vi er meget sympatiske. Vi ved, hvad vi skal sige, vi ved, hvilket udtryk vi skal have i ansigtet, vi ved, hvordan vi skal møde andre mennesker, så vi får deres sympati. Og vi giver også dem sympati, men sympati er ikke kærlighed. Sympati er ikke nok.
Næstekærlighed er en central del af kristendommen, men den sværeste kærlighed, som ikke er mindre central, er Jesus krav om fjendekærlighed. Der står den ægte kærlighed sin prøve.
Kærligheden er navnet på Guds holdning til verden.
Forskellen på sympati og kærlighed illustreres tydeligt, når Jesus i Bibelen siger: ”vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.”. Sympatien er altid villig til at gå den første mil, men det er kun kærligheden der går den anden mil. Det er kærligheden – ikke sympatien – der gør livet værd at leve. Det er kærligheden der holder, når livet ikke er til at holde ud.
Krav er det andet bud. Det at der stilles krav til
mig, er faktisk noget af det der gør livet værd at leve. At der er forventninger
til mig. At der er forhåbninger til mig. At mine omgivelser kræver mig. Det kan
være anstrengende, men alternativet ligegyldighed er livsødelæggende.
Jesus udfordrer kvinden ved brønden med et krav: Giv mig noget at drikke? siger
han og kræver at hun reflekterer over hvad hun tørster efter. ”Hvis du kendte
Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke,
så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.”
Han møder hende ikke med ligegyldighed eller overbærenhed. Han taler ikke ned til hende. Nej, han taler op til hende. Stiller krav til hende.
Uden krav og ansvar bliver vores liv ligegyldigt og vægtløst. Indimellem kan kravene fra omgivelserne synes for store. Man kan føle at der bliver hevet i én fra alle sider, men prøv og tænk, hvis der aldrig var nogen der hev i én. Prøv og tænk hvis der aldrig var nogen der havde brug for dig. Krav gør livet værd at leve.
I Bibelen står der at vi skal tage vores kors op og følge ham, altså Jesus. Du og jeg skal bære vores kors. Og selvom korset indimellem er et voldsomt krav, så kommer Gud til os og løfter os og livet ind i nye landskaber. Så oplever vi det ofte sådan, at vi voksede med en opgave.
Kriser er det tredje bud. Nogen af jer er måske i en
eller anden form for krise nu. Der er det særlige ved kriser, at det altid betyder
forandring. Det er en overgang fra en tilstand til en anden. Der sker noget.
Der er et skel mellem før og efter.
Den første krise i et menneskes liv, er når vi bliver født! Fra en tryg og
beskyttet tilværelse i mors liv, kommer vi ud i en ukendt og farlig verden,
hvor intet er sikkert. Det er også en krise at gå fra at være barn til at være
voksen. Igennem livet kommer vi til at opleve forskellige identitetskriser. Jeg
tror egentlig førhen at jeg forestillede mig at det var noget man blev færdig
med, når man var omkring de 30 og på en eller anden måde måske landet på sin
hylde. Men sådan er det jo ikke. Fordi livet har det med at være mere sort-hvid
når vi er unge. Når livet har haft tag i os, og erfaringerne bliver mere og
mere brogede, så bliver vores livs kriser det også.
På kinesisk finder der et tegn for hvert ord og ikke for hvert bogstav. Det kinesiske tegn for krise består af to ord, som hver for sig betyder to forskellige ting. Men når de står sammen, betyder de krise. De to ord er ”fare” og ”ny mulighed”. Tilsammen betyder de to ord ”Krise”. Fare og ny mulighed! Gennem krisen løftes vi videre ind i livet. At det er sådan, det ved vi godt. Det er kriserne der forandrer os.
Kvinden ved brønden oplever en krise, den dag hun møder Jesus ved brønden og får del i det levende vand. Hun og vi får et nyt livsgrundlag og et livsmål. Det er en krise som skaber liv og giver liv.
Kristus er det sidste bud. Kristus er mening og skaber mening. Og når vi skal tale om hvad det betyder, så kan vi kun gøre det i billeder – som Kristus selv bruger billeder: Den der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Kristus er en livgivende kilde til frelse og fornyelse.
Hvad gør livet værd at leve? Fire bud kunne være: Kærlighed, krav, kriser, Kristus
Hvad er det der kan fylde vores liv med mening? Hvad er der kan slukke tørsten i al evighed? Hvad er det der kan slukke vores livs tørst? Det levende vand af kærlighed og krav og kriser, Ja, Kristus.
I sproget findes der ikke et ord for det modsatte af at være tørstig. Man kan være mæt, og det ord kan dække tilfredsstillelse af stort set alle fysiske behov, undtagen behovet for vand. Det er behov er noget dybereliggende og åbenbart ordløst.
Eller er det fordi man ikke kan være i en tilstand af ”Ikke tørstig”? Er det fordi tørst egentlig aldrig kan stilles? Er det at være menneske, det samme som at være en tørster? En tørster der daglig må få fyldt på og hældt op?
Du er vel ikke større end vor fader Jakob? Siger kvinden kækt til Jesus. Underforstået, du har vel ikke andet at komme med end det, vi havde i forvejen? Og vi stiller også spørgsmålet, uanset om vi har en glorværdig fortid, spændende nutid og lovende fremtid – eller det er mislykkethed, savn og tomhed, vi har at stille op med. ”Du har vel ikke andet at komme med?”
Og det er det vi oplever i gudstjenesten og det vi hører i teksten i dag – er, at jo, det har han. Kristus har noget mere at komme med. Den, der drikker af det vand, han vil give os, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.
At gå til gudstjeneste er at få rakt ord og sakramenter til liv, at blive ”tanket op” både på sjæl og legeme og at blive skænket ny Kærlighed, nye krav, nye kriser med den mulighed det giver os, for et nyt i Kristus. Med andre ord. Vi bliver skænket vores synders forladelse. Det levende vand er vand der forvandler.
Vi har en længsel efter at finde mening med livet. Finde Gud. Inderst inde ved vi godt, at det ikke er samtalekøkkener og lækkert design der giver vores liv indhold. Det kærligheden, kravene, kriserne og Kristus. Det bedste og vigtigste for et menneske er at have fred med Gud. Det er troens hemmelighed.
Gudstjenesten er et rum for forvandling – troens forvandling af os – ligesom en kvinde ved en brønd blev en helt anden, fordi hun pludselig befandt sig i troens samtale med Kristus. Hun smagte det levende vand og hendes liv blev værd at leve.
Hvad er det der gør livet værd at leve for dig?