Handicap som metafor

12. søndag efter trinitatis / Helbredelsen af den døvestumme

For nogle år siden havde vi barnedåb her i kirken her 12. søndag efter trinitatis. Det er der ikke noget usædvanligt i, men jeg husker denne søndag meget tydeligt, fordi jeg var så forlegen over at skulle læse lige netop den her tekst om helbredelsen af den døvstumme op.

Det var nemlig sådan at barnet jeg skulle døbe, var født døv, faderen var også døv – og moderen havde et svært hørehandicap. Store dele af familien på begge sider, var også enten døve eller svagt hørende.

Jeg havde dåbssamtalen en lille uges tid før, og det blev meget magtpåliggende for mig at fortælle dem, at det altså ikke var mig selv der valgte hvilke tekster jeg skulle læse – men at vi følger en tekstrække, hvor teksterne på forhånd er givet til de enkelte søndage. Jeg var simpelthen bange for at de troede, at jeg havde valgt den her tekst lige præcis til dem, for at ville være særligt relevant og aktuel i forhold til deres livssituation. Vi fik, som jeg husker det, en meget fin samtale om det at være født med et handicap, og om hvordan man kan læse underberetningerne i Det nye Testamente.

Jeg forstår til fulde den anfægtelse det kan være, hvis man lever med et handicap at læse underberetningerne. Måske fordi man tænker: Hvorfor sker det ikke for mig, jeg har også bedt om at blive rask. Eller måske nærmere fordi man kan læse teksterne, som om Jesus går rundt og retter fejl, når han helbreder blinde og døve. Og at det på en måde bliver en devaluering af et liv med handicap.

Jeg kender en del mennesker med handicap, som ikke kan tænke sig selv uden sit handicap. Hvor det er en del af identiteten af være handicappet, og altså ikke fejl og mangler der skal rettes. I det nye testamente oplever man endda yderlige ofte at krop og sind, bliver forbundet på en måde, så man må forstå sådan, at fysiske handicap er udtryk for at mennesket er syndigt. Som når Jesus siger til den lamme i Kapernaum: ”Din synd er tilgivet, rejs dig og gå herfra”. Andre steder slår Jesus fast, at der ikke er nogen sammenhæng mellem sygdom og synd. Men netop underberetningerne er svære at forstå for os, dels pga. miraklet – men også pga. synet på kroppen. Og vi forsøger at komme om ved de her tekster, ved at tolke dem eksistentielt og billedligt. Det gør jeg også.

En gennemlæsning af egne gamle prædikener viser, at jeg ofte tolker de blinde, de lamme og de døve i evangelieteksterne metaforisk, men hvordan høres det egentlig af mennesker med samme eller lignende handicap, når præsten udlægger deres fysiske handicap som en almen menneskelig eksistentiel problematik? Måske er det provokerende? Måske tænker man, ”Hey: vi er faktisk nogen der for alvor ikke kan høre, og ikke bare sådan på et billedligt plan, at vi er døve overfor livet og Gud. Du ved ikke hvad du taler om”. Måske føler man ikke, at man bliver taget alvorligt, eller at præsten taler uden om, selvom Jesus faktisk går lige til sagen.

Måske. Men der er faktisk belæg for at evangelierne bruger handicap metaforisk. I Mathæusevangeliet kan man fx læse sådan her: ”Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!” (Matt 6, 22-23). Synet er her metaforisk forbundet med menneskets moralske habitus. Jo bedre syn, jo bedre moral. Og den samme metaforiske brug af handicap ser vi i Markusevangeliet, hvor Jesus flere gange beskylder folkeskaren for at være døve. F.eks lige inden den fortælling vi hører i dag, hvor han er i diskussion med farisæerne og de skriftkloge om spørgsmålet om, hvad der rent, og hvad der er urent. Der siger han: ”Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!”

Det er oplagt, at hørelsen her også er et udryk for noget andet end den ydre fysiske hørelse, nemlig om vi hører evangeliet rigtigt i det indre.

Underberetningerne er oftest bygget over præcis den samme skabelon, hvor problemet med handicappet løses med en mirakuløs helbredelse, som tilskrives Gud og giver anledning til en samtale om Guds storhed.

Typisk for underberetningerne har den handicappede ikke noget navn. Manden her, bliver også blot refereret til som ”en, der var døv og havde svært ved at tale” og det er der egentlig al mulig grund til at kritisere. Ingen mennesker skal reduceres til at være deres handicap. Vi må altid tilstræbe at se på hinanden som hele mennesker. Men her understreger det måske bare, at denne fortælling ikke handler om et konkret menneske med et konkret handicap, men at det skal tjene som eksempel på, at Jesus vil åbne vores sind og sanser for Guds ord.

Men et ret detaljeret eksempel.

Helbredelsen af den døve og stumme er meget sanselig i sin beskrivelse af, hvad Jesus gør. Vi hører ikke hvem der bringer manden til Jesus, udover at de har en forventning om, at Jesus kan helbrede manden ved at lægge sine hænder på ham. Vi hører som sagt heller ikke noget om hvem manden er, udover at han er døv, og at han har talebesvær. Selve helbredelsen foregår ikke i det offentlige men i enerum. Jesus tager manden med afsides, væk fra skaren. Måske af omsorg for manden.  Det må være et voldsomt sansebombardement pludselig at kunne høre.

Alligevel bliver selve helbredelsen beskrevet i detaljer, så enten var der en enkelt der sneg sig med eller også er det manden selv der senere har fortalt hvad der skete: Jesus bruger fingrene. Stikker dem i mandens ører, spytter så på dem og stikker dem i mandens mund, så sukker han mod himlen i en bøn og siger til sidst det helbredende ord til manden: ”Effata” – det betyder luk dig op!

”Effata” bliver det afgørende ord. Mandens øre åbnes, så han kan høre og tungebåndet løsnes, så han kan tale. Måske er tankegangen den, at hans tunge har været bundet af en dæmon. I hvert fald genetableres mandens kommunikationsevner.

Sidst i fortællingen forbyder Jesus dem at fortælle nogen om det, der er sket, men vigtigere er nok, at der viser sig at være nogen, der har set det, og som vil fortælle det videre. ”Han har gjort alting vel”, siger forsamlingen – og det kommer til at stå som en reference til skabelsesberetningen, hvor der står ”Og Gud så at det var godt” og til de messianske forjættelser i Esajas, hvor der står: ”Da skal blinde øjne åbnes, og døve ører lukkes op”.

Og det bliver tydeligt, at Jesus er den der opfylder forjættelserne og genopretter skaberværket. Og fortællingen om helbredelsen af den døvstumme, bliver altså først og fremmest en anledning til at fortælle om at Jesus er den, der vil åbne mennesker for Guds livgivende ord.

Og det er godt at høre den fortælling om Jesus der åbner ører og mund med et ”Effata – luk dig på”, for vi har brug for igen og igen at åbne sind og sanser for storheden i Guds skaberværk. Blive mindet om, at der er grund til at være taknemmelig. For vi har fået alt givet. Vi er skabt med både øre og mund – og Gud giver os kraft til at åbne begge dele. Øre så vi kan lytte til jorden og vores medmenneskers behov – og mund så vi kan udtrykke både taknemmelighed overfor Gud – og bruge vores stemme til at tale uretfærdighed og undertrykkelse imod.
Vi er skabt til at være medarbejdere på hinandens glæde med øre og mund, hjerte og hænder. Vi ejer ikke hverken verden eller hinanden – vi har fået det hele givet til låns, og det er vores opgave at passe på, ikke at undertrykke nogen eller noget, men derimod bede om at låne Guds blik der åbner og udfolder til liv.

Når Jesus siger. Effatha! – Luk dig op! til den døve og stumme mand, som er forhindret i at deltage i livet, så hører vi det i dag meget let, som at han lukkede sig op og begyndte at tale. At det er det der er det fantastiske, at han som før ikke kunne høre – blev i stand til at høre, og han som før ikke kunne tale – blev i stand til at tale. Måske endda tale ud og tale om tingene.

Men evangeliets effatha – livets effatha, betyder mere end det. Det er ikke bare et spørgsmål om, at manden blev i stand til at udtrykke sig. Fik åbnet op, så han kunne sætte ord på sine følelser. Nej det er selve livet der åbner sig for ham.
Det handler ikke om hvor mange eller hvor få ord vi bruger – det handler om at Gud Ord fik liv i ham. Som en nyskabelse eller udfoldelse af det liv, som ikke var udfoldet.

Effatha – luk dig op, sagde Jesus til den stumme og døve mand, som ikke kunne deltage i livet. Og så rørte han ved ham – og livet åbnede sig for ham. Og sådan bliver vi – også indimellem rørt, så livet åbner sig for os, og vi midt i det hele – alt det der er svært, alle bekymringerne, alle forbehold og fordomme, alt det sorgfulde og alt det konfliktfyldte – alligevel lever og glæder os over at være sammen og være der, hvor vi nu engang er. Eller livet åbner sig for os, så vi ser nogle nye muligheder, anspores til at gå nye veje – eller vi får ganske enkelt på forunderligvis skænket nyt liv.

Det er effatha-råbet. Det er opstandelseshåbet. Det er graven der åbnede sig påskemorgen med livskraft og styrke, så det blev til opstandelse – også for os – og i vores liv. Det er, at vi også bliver mødt og rørt af et håbet og troens og kærlighedens effatha, så livet åbner sig for os – og viser os, at livet er større end det vi selv kan håndtere og finde på – og det skal vi takke Gud for.