Allehelgens dag 2024
Det er teologen og filosoffen Løgstrup der har sat den sandhed på formel, og det er uden sammenligning et af de mest kendte citater vi har fra ham:
“Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af dets liv i vores hænder. ”
Hvis I ser på forsiden af det sangark I har fået i dag, så vil I se norske Carl Fredrik Hills billede Familien – Variation I, hvor generationer rører ved generationer. Det billede er også forsiden på Pia Trafdrups nye digtsamling: ”Hjertet i Zenit”, som hun har skrevet om sin afdøde mor.
Jeg vil læse et uddrag for digtet ”Efterliv”:
På Carl Fredrik Hills billede Familjen
lægger moren sin hånd på en datter, der lægger
sin hånd på den yngre søster, der igen
lægger sin hånd på den mindste i flokken,
en oceanisk strøm af berøringer
mellem mennesker, de ligner alle hinanden.
…
Se de smukke hænder, de er over det hele,
hænder kan alt
fra at velsigne til at kvæle.
Generationer har rørt ved generationer,
min tipoldemor kendte jeg ikke,
men hun rørte ved min oldemor,
der kærtegnede mig som lille, hendes finger
over min kind, hendes hånd på min.
Jeg er kærtegnet af slægten længere tilbage,
end det er muligt at fatte,
…
Den ene hånd ligger begravet i den anden,
holder fast,
den store om den lille, den lille om den store
efterdønninger
af hånd, der har rørt ved hånd,
forplanter sig i os.
Vi går ikke tomhændede væk,
når vi har berørt hinanden. Er det muligt
at være sig selv?
Er det muligt at være sig selv? spørger Pia Tafdrup. Nej, vi lever i efterdønningerne af ”hånd, der har rørt ved hånd.” Vi er forbundne på en myriade af måder
Slægt skal følge slægters gang, som vi synger i Dejlig er jorden.
”Alle holdes af hænder,/ der igen holdes af andre hænder”. Hænder, der kan gribe, bære, støtte, hjælpe, trøste, give, velsigne, men også holde nogen tilbage, kvæle, berøve eller knuge hårdt, når generationer rører ved generationer.
Vi forbundet på godt og ondt. ”Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden vi holder et stykke af dets liv i vores hænder.”
Vi mærker det
Vi er forbundet
Vi er forbundet ikke alene med dem der sidder ved siden af os i levende live, men også med de af vores døde, der mangler ved siden af os.
Dem der er en del af vores historie og som har gjort os til dem vi er
Dem vi savner så forfærdeligt at vi indimellem næsten ikke kan holde det ud
Dem vi tænker på når vi gør noget af det vi plejede at gøre sammen
Dem der lærte os at gå. Lærte os at synge, lærte os at bede, lærte os det er ok ikke at kunne alting.
Dem vi oplevede noget med for første gang, eller oplevede noget som på en eller anden måde forandrede noget i vores liv?
Dem vi kæmpede med
Dem vi beundrede
Dem der lærte os at det er nødvendigt at tilgive
Dem vi har svært ved at tilgive
Dem der spredte mildhed
Dem der kunne få os til at grine
og bare elskede os
Dem der var salt og lys i vores liv.
Vi mærker det i dag
Vi er forbundet
Det er hånd der har rørt ved hånd
”Lyset flakker nu, i vindueskarmen
mellem, mig og mørket derude
Der ikke meget der skiller mig
Ikke meget der skiller mig fra dig, i mørket derude”
Sådan synger Thomas Helmig på det nye album ”Sortedam” hvor han sætter ord på den sorg og smerte han lever med efter tabet af sin søn.
”Der er ikke meget der skiller mig
ikke meget der skiller mig fra dig”
Væggen ind til evigheden føles helt gennemsigtig og papirstynd, når vi et øjeblik bliver ramt af minder, dufte, savn og længsler der berører os
Og væggen ind til evigheden føles som helt uigennemtrængelig og tyk af tåge, når vi indimellem helt fortabte leder efter spor og erindringer, der kan fastholde de billeder vi har
Vi kan være frygteligt bange for miste de billeder vi har
Vi har ikke lyst til at give slip på det som var
og vi må mindes om, igen og igen
at vores døde er
ikke langt væk fra os
vores døde er tæt på
for de er i Gud
som er
lige ved hånden
Væggene ind til evigheden er papirstynde vinduer af minder, længsler, bønner og lys
”Om lidt så er det forår, endnu en gang
Og alle fuglene vil synge din sang
Og hvert et lille frø der, spirer i mig
Vil skyde op af Jorden, og minde mig om dig”
Synger Thomas Helmig, i et håbefuldt omkvæd
Ud af mørket
ud af graven
op af jorden
op til overfladen
spirer livet
vokser forvandlingen
håber vi
at der er meget mere godt at sige om det som kommer nu
Jesus siger ikke: I kan blive eller I skal blive jordens salt og verdens lys.
Nej, han siger: “I er jordens salt og verdens lys.” Det er ikke en ordre eller en ambition på vores vegne.
Det er en tilsigelse. Vi skal være det, vi allerede er, i kraft af Jesus Kristus, som er salt og lys i vores tilværelse.
Uden salt er maden ikke værd at spise.
Uden lys kan intet leve.
Salt og lys er helt nødvendigt. Vi er salt og lys i nogens liv.
Nogle er og har været salt og lys i vores liv.
I dag mindes vi dem som har lyst vores tilværelse op og åbenbaret Guds kærlighed som nærvær, trofasthed og godhed i vores liv.
Nogle er salt og lys i vores liv.
Vi bærer sorgen med os, i troen på at vores liv med hinanden er forbundet på så mange måder, som vi ikke altid aner og forstår.
Vi bærer med på hinanden – både i liv og død – i troen på at vores døde ikke bare var engang, men stadig er forbundet med os.
”Vi går ikke tomhændede væk,
når vi har berørt hinanden.”
Vi er forbundet i et vidtforgrenet net af tråde der går på tværs af tid og rum.
Det er det vi i kirken kalder evigheden. Det evige liv i Gud, som er større end det vi kan se og mærke og forstå – men som vi alligevel indimellem erfarer som virkeligt sandt, når vi i glimt oplever trøst og mening og varme og nye begyndelser. Som om væggen mellem det synlige og usynlige kan være papirstynd.
Allehelgen er også en fejring af håbet om det evige liv. Håbet om, at ligesom Kristus opstod fra de døde til liv i Gud, sådan skal vi også – når vi dør – opstå og tage plads i evigheden, i Gud.
Vi bærer hver især på sorgen over dem vi har mistet, må vi hjælpe hinanden med at bære, de dage, hvor det hele bliver for tungt – og må vi hjælpe hinanden med at med at finde trøst i, at dem vi savner, stadig er forbundet med os i Guds evighed.