Påskedag
Tidligt om morgenen den 9. april 1940 angreb det tyske militær Danmark forskellige steder i landet. Angrebet skete både over land, fra søsiden og i luften. Det danske militær ydede kun spredt og ukoordineret modstand, og på regeringen og Christian 10.s ordre indstillede man kamphandlingerne efter få timer. Danmark blev besat af Tyskland.
Siden den dag er det blevet en skik d. 9. april at flage på halvt indtil kl. 12.00, for at markere og mindes denne, for vores land så mørke dag. Sådan har det været hvert år i 83 år, men ikke i dag. I dag er det 9. april, men flaget er ikke på halvt.
Det strøg derimod til tops allerede tidligt i morges. For, som der står i de officielle flagregler: Flagning i anledning af besættelsesdagen viger for flagning i anledning af påskedag.
Lyset er stærkere end mørket. Livet stærkere end døden. Håbet mere kraftfuldt end håbløsheden. Påskedag trumfer minder om krigens mørke år.
Det er sjældent jeg studerer flagreglerne og endnu sjældnere at jeg er blevet så decideret opløftet over at læse i et regelsæt fra justitsministeriet. Men det er da virkelig smukt, og helt i påskedags ånd. For påskedag er en triumfdag. En dag til trompet og salmesang for fuld udblæsning. I dag blæser vi mørket og døden og modløsheden langt væk.
Eller: Vi bliver forkyndt, at uanset hvor mørkt det synes omkring os. Uanset, at ondskaben stikker sit hoved frem, på så voldsomme måder i denne tid – og vi lever i en tid, som på mange måder ikke har været mere utryg i vores del af verden, siden 2. Verdenskrig. Uanset, hvor tung en sorg vi bærer i hjertet. Uanset hvor håbløst det hele ser ud. Så må vi tro på opstandelsen og livet. Så må vi tro, at graven var tom den påskemorgen kvinderne kom derud for at salve Jesus. Og det er er det mest afgørende der er sket. Det bøjer flagregler og alle andre regler. Det overgår al forstand og gør håbet gældende som en supermagt i verden. Vi siger indimellem som en trøst til hinanden: ”Vi må ikke opgive håbet”, som om det er afhængigt at os – som om det flyver væk, hvis vi giver slip. Men her påskemorgen får vi at vide at håbet er noget langt større end os. Det er og det sker, uanset vores håbsevner.
”Han er ikke her, sagde englen. Han er opstået”.
Hvis Markus der har skrevet beretningen her, havde været dansker, så havde han uden tvivl været vestjyde. Han siger ikke mere end højest nødvendigt. Det er lidt ligesom at høre en forelsket vestjyde fortælle om sit livs kærlighed: ”Hun sagde ja, og det er ikke så ringe endda!” Og så ved man at det er godt. Endda fantastisk. Dejligt. Smukt. Stort. Men der kommer ingen detaljer. Ingen malende beskrivelser af den elskede. Ingen beskrivelser af forelskelsens sødme eller store følelser. Sådan er det også her påskemorgen hos Markus. Ingen store følelser. Ingen jubelscener. Ingen store ord om det fantastiske der er sket, at Jesus den korsfæstede er opstået. Bare helt nøgternt og beskrivende: Han er ikke her. Han er opstået.
Og hvad skal man også sige? Alt bliver ligesom for småt og for fladt. Tænk sig, hvis Markus i stedet havde sluttet beretningen påskemorgen sådan her: ”og de blev helt vildt glade”, eller ”og de udbrød: Hvor er det fantastisk, vores liv er helt forandret!” Det ville ikke have været troværdigt. Nej, naturligvis var de bange. Kvinderne. Og naturligvis, vidste de ikke hvad de skulle sige. De ord vi kan sige til hinanden, slog ikke til. De ord vi kan sige til hinanden, slår ikke til. Han er ikke her. Han er opstået. Kort og godt.
Kvinderne blev ude af sig selv og at de var bange. De forstod ikke hvad der var sket. De havde ingen anelse om hvad det skulle betyde… Endnu!
Det er ikke tilfældigt – eller en mangel – at vi ingen steder i Det nye Testamente finder en beskrivelse af Jesu opstandelse fra de døde. Der findes nogle fantasifulde senere beskrivelser i de såkaldte apokryffe skrifter, men ingen af evangelierne fortæller noget om hvordan det skete.
Det gør de ikke, fordi det drejer sig om Jesu opstandelse ind i den levende Gud. Den levende Gud, som er overalt i universet, og som derfor aldrig kan bokses inde. Det kan ikke rummes af fornuften, eller forklares så vi kan forstå det.
Der står altså ikke noget om selve begivenheden – eller om selve måden, Jesus blev oprejst fra de døde. Til gengæld siges der meget om opstandelsens betydning. Det siges at Kristus vil komme kvinderne, disciplene – og alle senere kristne – dvs. også os – i møde i vores livs fremtid. Det er håbet der kastes ind over vores liv, så det får en ny farve og udsigt. Det er håbet der kommer til os, og rejser os, når vi vakler og falder.
Der er ikke noget at sige til at kvinderne er mystificerede og bange, der ved den tomme grav. For hvad er det englen siger: ”.. gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”
Umiddelbart kan det lyde lige lovligt konkret geografisk, at den himmelske engel peger på en lille jordisk mellemøstlig by – Galilæa, som det sted, hvor de kan møde den opstandne Kristus.
Men pointen kunne være den, at både kvinderne og disciplene skulle tilbage til deres rødder, helt konkret, tilbage til deres liv, deres sammenhæng og deres erfaringer.
For det er netop her Kristus kommer os i møde som den opstandne – med livsmod, tilgivelse og håb. I vores jordiske sammenhæng.
(Pointer fra Ind i fællesskabet, NH Gregersen, p. 193-196)
Her påskemorgen trumfer opstandelsen. Alt det vi bærer med os af død og mørke, må vige for håbets superkraft. Med trompet og orgelbrus forkyndes det for os og med ord der er så store, at vi har kunnet være i dem i generationer – også os, hvis tro og håb måske oftest er så spinkle som en lille piccolofløjte ord der ikke rigtig har en stemme.
Påskemorgen får vi lov til bare fejre opstandelsen for fuld udblæsning. Jeg er taknemmelig for orgelmusik, trompet og salmesang – og for de gamle tekster, bekendelser og bønner, hvor jeg ikke skal andet end at rejse mig sammen med kristne i hele verden og gentage de ord, vi har fået givet. Påskedag er herligt befriet for forklaringer og det er der måske en pointe i.
For når det kommer til opstandelsen, så er det umuligt at rumme det i vores daglige sprog. Det er også umuligt at rumme det med vores fornuft og det er også umuligt at rumme det med vores følelser.
Vi forsøger selvfølgelig alligevel, og derfor bliver vi også ved med at bakse med at turde tro på opstandelsen. For mig er det stærkt, at vi får fortalt her påskemorgen, at det ikke er os der er underlige.
Kvinderne – som erfarede opstandelsen på første hånd gjorde det også. De var hverken skråsikre eller højtråbende opstandelsesvidner. De baksede med den. Og disciplene baksede også med troen på opstandelsen. Det er troværdigt at de gjorde det. For det kender vi godt. Selv præster bakser med troen på opstandelsen. Det kan man endda læse i avisen indimellem. Det er ikke let. Og derfor skal man vare sig for at komme med letkøbte forklaringer. Det bliver nemlig let, for let når vi alligevel forsøger.
Vi kan måske bedst sammenligne det med når vi oplever stor glæde eller stor smerte. Når vi sidder fyldt af taknemmelighed med vores lille nyfødte barn i armene, så bliver vores daglige sprog for småt – vi mangler ord der kan udtrykke hvad vi egentlig føler. Eller når vi mister et menneske vi elsker, så bliver vores ordforråd også larmende fattigt.
Der er kun et sprog der tilnærmelsesvist kan rumme glæden og smerten. Der er kun et sprog der kan tilnærmelsesvist kan rumme opstandelseshåbet. Det er ikke dansk. Det er heller ikke fransk eller engelsk. Det er ikke engang latin eller græsk. Det er det poetiske sprog. Det er hjertesproget. Og det er derfor vi synger. Det er derfor vi synger vores opstandelsestro her påskemorgen. Vi synger:
”Kom, hjerte, med hvad dødt du har/hvad du med sorg til graven bar/ gak med det alt til ham, som døde/men levende dig nu vil møde!/ O salig påskemorgenstund med guld i mund!”
Det er hjertesprog. Det er ikke fornuftssprog, eller dagligsprog. Det er ikke sådan noget vi kan gå og sige til hinanden, men når vi synger det sammen, her påskemorgen: ”Kom, hjerte, med hvad dødt du har”, så bliver det opstandelsestro for os. De ord vi mangler i det daglige – det håb og den næring til opstandelsestroen vi kan længes efter, den strejfer os i hjertesproget/i sangen/i gudstjenestens poetiske sprog.
Det betyder ikke, at der ikke er tale om virkelig opstandelse. Det betyder ikke, at Jesus ikke virkelig opstod fra de døde, eller at vi ikke må tro, at vi også virkelig skal opstå. Men det betyder, at vi i vores forsøg på at ville forklare det med fornuftens sprog, meget let kommer til at gøre det alt for konkret, og dermed også alt for banalt.
Kristi opstandelse forvandler vores liv med et håb om et liv der rækker ud over denne verden og dette liv. Og det opstandelseshåb kaster også lys over vores tilværelse her og nu. Det lyser tilbage på tilværelsen. Og i stedet for at spekulere så meget over, hvordan det liv, der måtte blive engang, er, så må vi lade opstandelseshåbet betyde noget for vores liv her og nu. Vores liv med hinanden skal også være præget af håb om livsopfyldelse og opstandelsens forvandlende kraft.
Hvad det betyder, kan vi kun tilnærmelsesvis rumme i det poetiske sprog. I hjertesproget. Vi griber til billeder fra naturen – Det gjorde Paulus der taler om kornet der dør i jorden, og opstår som aks. Det gjorde Grundtvig i den salme vi skal synge om lidt: ”Påskeblomst! en dråbe stærk/drak jeg af dit gule bæger/og som ved et underværk /den mig hæver, vederkvæger.”
Og det gør Holger Lissner, som vi sang før: ”Det er Påske! Alting springer ud/alle knopperne er lige ved at briste/det er livet, der vil leves. Det er Gud/der vil trøste alle os, der måtte miste.”
Påskemorgen blev stenen væltet fra. Ikke ved menneskehænder. For den var meget stor. En sten så stor, at kun Gud kunne vælte den. Og vi står der i al vores usikkerhed og erfarer at efter påskemorgen, er intet stensikkert. Vores sten bliver Guds sten. Vores død bliver Guds død. Vores liv bliver Guds liv. Selv de største sten. Selv døden forvandles til liv, i Guds hænder. Og i de hænder er vi. Vær ikke forfærdede. Han er opstået.