19. søndag efter trinitatis
Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?
Hvorfor blive inde, når alt håb er ude? Jeg glemmer aldrig det citat – men jeg har glemt hvor jeg hørte det. Jeg forsøgte at google det, og landede på forskellige sider hvor natur- og vandre-entusiaster skriver om, naturens helende kræfter. Om hvordan det gør noget godt for humøret og energien at komme ud i den friske luft, mærke vinden, regnen og solen på sind og krop. At det giver håb at gå ud
Grunden til jeg husker det, er selvfølgelig på grund af ordspillet. Det at vende den eksistentielle modløshed om at alt håb er ude, til at sige noget helt andet – nemlig at håbet findes derude. Ude i naturen, eller ude blandt andre mennesker. Det er præcis det, evangeliet handler om i dag:
At håbet er. At håbet er derude.
”Kom og se!” Siger Jesus i dagens, lidt snørklede tekst, der i øvrigt er præget af namedropping fra øverste hylde af evangelierne. Der er næsten ikke den discipel der ikke bliver nævnt her i begyndelsen af Johnnesevangeliet.
”Kom og se!” siger Jesus til dem og til os: ”Du skal få større ting at se end det. Der er mere mellem himmel og lægejournaler. Himlen er en åben invitation, en morgengave, muligheder og engle der kysser jorden”
Jeg kan ikke huske det tidspunkt, hvor jeg blev opmærksom på, at jeg tror på Gud. Jeg har ingen erindring om at have sluppet alt, hvad jeg havde i hænderne, for resolut at rejse mig og følge Jesus, som disciplene gjorde.
Alligevel kan jeg genkende erfaringen af at bevæge mig i troens retning – at være på vej, at lade troen på Gud give håb for fremtiden, fornemmelsen af ikke at være alene og et perspektiv på tilværelsen, der giver mig mod til at løfte blikket og hvile i, at håbet findes. At evigheden findes. Det kan være svært at komme det nærmere. Nok ikke bare for mig.
Hvordan begynder troen på Gud? Troen kommer ikke indefra, men udefra. Ligesom disciplene ikke selv finder på at følge Jesus ud af det blå, men følger ham, fordi de har tillid til ham. Fordi de bliver kaldt på.
Tro er aldrig noget, vi har, men noget, vi får. Som erkendelsen af, at håbet ikke findes inde i os selv, men at det kommer til os udefra. Fra andre mennesker, fra livserfaringer, fra at se op og mærke sig som en del af en større sammenhæng, fra Gud.
Troen kan vi tænke os til. Vi kan ikke indkredse den, og fange den med vores forstand.
”Følg mig!” siger Jesus. ”Kom og se”, siger han. Bliver du provokeret af den bestemte tone? De fleste af os er overfølsomme overfor ordrer og imperativer. Vi vil ikke tvinges til noget, eller beordres til noget. Vi er opdraget til kritisk stillingtagen og til selv at bestemme, hvad vi skal se, og hvem vi skal følge. Heldigvis. Det skal vi ikke lægge fra os.
Men måske skal vi høre ordene som en invitation snarere end en ordre. En invitation ind i troen.
For han, som kalder, er ikke hvem som helst – han er vejen, sandheden og livet, han er verdens lys, han er livets vand, sådan siges det billedligt om Jesus. ”Kom og se!” er en invitation ind i et større fællesskab, hvor vi allerede er set og kendt af Gud.
Vi kan ikke tvinges ind på troens vej. Vi kan ikke beordres til at håbe og tro. Vi kan ikke formanes eller skræmmes til et liv med kærlighedens fortegn. Formaninger og skræmmekampagner har meget begrænset effekt i alle livets forhold.
Trafikstyrelsens skræmmekampagner har begrænset effekt, men det at miste et elsket menneske i trafikken ændrer ens adfærd og syn på livet for altid.
Voldsomt aggressive rygekampagner har begrænset effekt – men hvis man oplever at ens elskede ser på en med bekymring og angst, hver gang man tænder en smøg – så rører det et helt andet sted.
En lærer der altid råber højt ad sine elever, mister let sin autoritet og effekten er begrænset – men hvis man oplever en lærer der ser én og motiverer til deltagelse, så kan det ændre hele ens tilgang til skolen.
Sundhedsstyrelsen kører alle mulige skræmmekampagner for at få os til at blive bedre og sundere mennesker – det har absolut ingen effekt, før vi erfarer at det er vores liv det handler om.
Op igennem kirkens historie har man forsøgt at skræmme folk til tro, med helvede pine. Skræmmekampagner der skulle få mennesker til at leve efter et bestemt moralsæt– og det er der kun kommet ulykkelige og bange mennesker ud af. Der er aldrig blevet råbt eller slået kærlighed ind i et barn.
Jesus siger ikke utålmodigt: ”Kom så!” Nej, han siger ”Kom og se!” og måske skal vi forstå Jesu udsagn ”kom og se” som en åben invitation til at vi kan gøre os vores egne erfaringer med troen?
Vi inviteres ind i Gudsrigets virkelighed og fællesskab sammen med en hel masse andre mennesker, der kan være meget forskellige fra os selv, ligesom Andreas, Filip og Natanael ganske givet har været det. Det er ikke meningen, at vi skal gå i takt i Guds rige og måske ser vi slet ikke det samme? Vi er forskellige – også os der sidder her i Møllevang Kirke i dag – og det er måske en pointe, at vi får denne åbne invitation til at se og erfare Guds rige med hvert vores blik?
Når Jesus taler om at vi skal ”se”, ved vi godt, at det ikke kun handler om at se i fysisk forstand. Det er noget mere end det. Ligesom vi hørte i den gamle historie om Jakob, der drømte, at Guds himmel kan åbnes, så englene kan være helt nærværende. Ligesom vi hører om de første disciple der erfarede, at de blev en del af Guds rige i mødet med Kristus. Sådan kan vi også erfarer at hjertet indimellem ser sammenhænge og mening, som vi ikke kan forstå med fornuften. Det egentlige, det vigtige, ser vi med hjertet. Eller med andre ord: Troen har også øjne, som Gud kan åbne.
Når Jesus siger: ”følg mig”, handler det måske om, at vi skal se med det lille stykke af Guds virkelighed, der er lagt i vores hjerter? At vi skal lade gudbilledligheden i os åbne troens øjne, så vi ser mere end Natanaels figentræ eller vores eget. Man kan øve sig i at gå på tro, som disciplene gjorde, da de rejste sig i tillid til at der var noget her, der var værd at gå efter. Forsøge at øve sig i tillid til at håbet er, at Gud er, at kærligheden er – og at troen er en vej vi kan gå på. Vi bliver kaldt på. Hvorfor sidde inde, når alt håb er ude?
Om lidt skal vi synge ”Håbet er levende”, der sætter ord på det, at håbet er. At håbet findes. Hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning, kan slukke det håb, som er i Guds kærlighed, som er Kristus.
Kom og se!
Håbet er ude af graven
Håbet er ude at vandre
Håbet er levende, lyslevende