Juleaften
Tiden er noget mærkeligt noget – måske specielt her i julemåneden. Alle børn synes tiden går uendelig langsomt. Og jo nærmere vi kommer juleaften, jo langsommere går tiden.
Og, i dag, selve juleaftensdag, er det som om tiden helt er gået i stå.
Når man spørger “Mor, hvad er klokken?”, så er det næsten ikke til at fatte at den ikke er mere. Dagen føles uendelig lang, tiden snegler sig af sted lige til i aften, hvor vi går rundt om juletræet og skal pakke gaver op – så sker der det meget irriterende, at tiden sætter farten op og inden man når at tælle til tre, så er juleaften over – sådan føles det i hvert fald.
For voksne derimod, der går tiden afsindigt hurtigt i december. Første december føles det som om der er al tid i verden til jul og vi lægger planer for alt det vi skal nå, at købe og lave og pynte – og alle dem vi skal nå at besøge og invitere…
og pludselig så er tiden gået og vi nåede ikke halvdelen af hvad vi havde forstillet os, fordi tiden bare er fløjet af sted.
Det er den samme tid, men den opleves helt forskelligt.
Når vi siger om en, at han har dårlig tid – så er det ikke kun et spørgsmål om at han har for lidt tid, men også at den tid han har, er dårlig.
Glæde kræver god tid – ikke ubegrænset tid – men øjeblikke hvor tiden er god.
På samme måde, når vi siger om nogen at han har god tid, så mener vi ar han har tilstrækkeligt med tid, at han har mere end nok tid. Men faktisk betyder det også at tiden er god, altså kvalitetsmæssigt god.
For mange er julen en god tid, fordi man tager sig tid til, at den skal være god. Vi fylder tiden med godt, til glæde for os selv og hinanden.
For nogen måske for meget af det gode, men for de fleste, der har nogen at dele tiden med, er julen forbundet med en rigtig god tid.
For dem der ikke har nogen at dele tiden med, kan julen derimod være en tung tid, måske fordi det ligger så dybt i os alle sammen at julen bør være en god tid, er det ekstra svært, når den ikke er det.
Vi har alle sammen brug for øjeblikke hvor tiden er god, øjeblikke med næring og liv og gode ord. I kirken kan vi få dem.
I kirken skal vi ikke nå noget. I kirken skal vi ikke bekymre os. For her kommer det hele til os, uden at vi skal præstere noget. Vi får tro og håb og kærlighed. I kirken kan vi få kastet lys ind over vores liv, så vi bedre kan se det væsentlige – og få øje på de tidslommer og øjeblikke, hvor tiden er fyldt med evighed.
Sådan et øjeblik – sådan en tid, kan julen være. Mange af os har stærke minder fra en barndoms jul, hvor det i tanken virker som om tiden har stået stille – på den gode måde – ikke stille, som i stilstand og kedsomhed – men stille, fordi øjeblikket har været mættet af godt, af glæde, varme, nærvær og fællesskab. Mindet, Følelsen, tog i virkeligheden måske kun et øjeblik – men det føles som en evighed af glæde.
Sådan kan tiden være kort eller lang, tung eller let, mættet eller tynd, alt efter hvad den er fyldt af. Tid er en mærkelig størrelse.
Det er lang tid siden Jesus blev født. Det er over 2000 år siden, og vi fejrer den stadig. Hvorfor egentlig det?
Det gør vi fordi Jesu fødsel er tidløs. Betydningen af Jesu fødsel er tidløs – eller måske snarere tidsmættet. Den giver tiden evighed. I Guds øjne er det vigtigste ikke det vi når, men at Gud når os. Det er det julen handler om. At Gud kommer til os. Det var det, der skete dengang Julenat, da Guds søn blev født som menneske i Betlehem.
Øjeblikke mættet af evighed, god tid fyldt af væsentlighed kommer til os, når vi når hinanden og Gud når os. Vi kan ikke nå det hele selv.
Vi kender det lidt, når vi taler juletravlhed, at vi bliver så travle i vores jagt på den rigtige julestemning, at vi selv med vores travlhed efter at nå alting jager julestemningen væk. Så kan det ske, at vi på den ene side når en hel masse, vi når bare ikke det væsentligste.
Livets glæde, det er ikke det, vi formår at etablere og stable på benene. Vi ved, at det, der skaber lykken og glæde i vores liv er noget, der kommer til os udefra og rører vores hjerte. Glæden kommer ikke af det vi når, men af det som når os.
Det er fællesskabet og samhørigheden, der giver livet fylde og glans. Det er, når andre mennesker når os med deres kærlighed, opmærksomhed og omsorg, at lykken og glæden fylder vores liv. Livets glæde er ikke det, som vi når, men det, som når os. Det er julens budskab.
Julens budskab er, at Gud ville nå os. Vi mennesker når aldrig det hele selv. Det slår vores evner og vores kærlighed ikke til. Det vigtigste er ikke det vi når, men at Gud når os.
Julenat kom der en sprække ind til evigheden, som vi kan kigge igennem, når vi ser barnet i krybben.
Som Leonard Cohen synger det:
“Ring the bells that still can ring/ Forget your perfect offering/ There is a crack/ a crack in everything/That’s how the light gets in.
Der er en sprække i alting / det er på den måde lyset kommer ind…
Julenat sprækkede verden, et lille barn blev født. Med en kraft så stor at lyset kan komme ind af selv den mindste sprække og sprede lys og varme i verden og i os.
Når vi sprækker og livet går i stykker for os, så kan lyset fra det høje også nå os.
Og barnet i krybben bliver til manden på korset. Stalden fandt han sig julenat og korset holdt han ud Langfredag. Han gav afkald på al himmel for at nå jorden, tænde lys og frelse os fra de mørkeste magter i os selv.
I den mørke stald og alle andre mørke steder, hvor vi, Guds mennesker, kan havne i vort mørkeramte liv, dér, hvor der slet ingen jul og glæde og håb findes, dér, hvor det ser sort ud, dér hvor tiden er blevet lang og tung, dér, hvor der er hø og halm, mus og rotter og en ubærlig mangel på varme og glæde, dér, i mørke dage og mærke nætter lader Gud sin kærlighed lyse.
Det vigtigste er ikke om vi når det hele her til jul. Det vigtigste er at vi må tro på at vi mennesker er nået af Gud.
Julenat blev vi indhentet af Guds kærlighed. For Gud ville ikke overlade os mennesker til os selv. Gud opgiver os ikke.
Tiden er en mærkelig størrelse. Den er lang og kort, tung og let – og når det kommer til Guds tid, så er den uden for kategori. Evigheden er ikke bare lang , lang tid – evighed er også nu, et øjeblik fyldt med nærvær og kærlighed. Et øjeblik hvor vi når hinanden – hånd i hånd rundt om juletræet – eller hjerte til hjerte resten af året.
Den kristne Gud er en inkarneret Gud, som viser sit sande væsen i Jesus fra Nazaret. Guds inkarnation betyder, at Gud er en Gud, som kommer til verden. Ikke fra ét sted til et andet, ikke fra en fjern himmel til jorden, ikke fra fravær til nærvær, men komme i betydningen “at komme i møde”.
Guds inkarnation er ikke alene en fødsel i en stald for mere end 2000 år siden. At den kristne Gud er en inkarneret Gud, betyder noget langt mere tidløst og grundlæggende, nemlig at det hører til Guds væsen at være en imødekommende Gud.
Gud kommer til verden, ikke alene for at tage os til nåde, men for at vise os en kærlighed, der går forud for synder og dyder, en kærlighed, man ikke kan gøre sig fortjent til, men som strømmer gennem sprækker og revner og når os, både når vi dårlig tid og god tid – og som bare er, fordi Gud er – fra evighed til evighed.
Amen
Rigtig glædelig jul!