12. søndag efter trinitatis
Vi har anlagt en del af haven som ”Vild med vilje”. Jeg var faktisk ikke sen til at springe på det koncept. – og jeg indrømmer gerne at jeg så det som en win-win situation: For det første naturligvis, en mulighed for at øge biodiversiteten på vores matrikel – og for det andet, en mulighed for at slippe for det udmagrende arbejde med en hakke. Hvis jeg skal være ærlig måske endda ikke engang i den rækkefølge. Måske var det dovenskab før idealisme, men hvem går op i det?
Jeg googlede ”vild med vilje”, for at få nogle ideer til blomsterfrø osv., men blev så fanget i alenlange artikler fra entusiastiske havemennesker der beskrev, hvordan det åbenbart ikke var helt så enkelt som jeg havde troet. Jorden skulle først drænes. Man skulle grave alt græsset væk, fjerne det, så man ligesom fik skrællet jorden fri og så skulle man komme et godt lag sand på jorden. Trillebør efter trillebør af noget særligt udmagret sand. Først derefter skulle man så´, og ikke bare nogle tilfældige poser blomsterfrø fra Rema. Der er åbenbart bestemte typer af græsser og blomster som er særligt egnet til at tiltrække insekter og sommerfugle.
Det var nyt for mig, og også en skuffelse og jeg kunne ikke fastholde interessen. Jeg tænkte at det virkede meget omstændeligt. For mig er vildskab noget med impulsivitet og ikke en hel masse man skal og regler der skal overholdes, så jeg så bort fra de velmenende og besværlige råd, og sprang alt det indledende over. Dvs. i bund og grund, lod jeg bare græsset stå – købte nogle blomsterfrø og strøede dem sådan lidt bohemeagtigt ud over plænen – flygtede ned i hængekøjen og ventede på at det blev vildt og blomstrende, som en slags oase eller eng af farver og dufte.
Der kom jeg til at ligge længe. Eller: det er ikke blevet helt så farverigt og vildt og fyldt af blafrende sommerfugle, som jeg havde forestillet mig. Det blev mere sådan fyldt af tidsler og en form for meget lidt klædeligt hø – og jeg er faktisk kommet der til, at jeg overvejer at sætte et af de der skilte op, som man kan købe for flere hundrede kroer, hvor der står: ”Vild med vilje”, så ingen forbipasserende skal være i tvivl om at haven her ikke bare er almindeligt sjusk og laden og stå til, men faktisk et meget bevidst valg. Vi må se. Kønt er det i hvert fald ikke.
Det kræver åbenbart noget af os at slippe den vilde natur fri. Som vi hørte før i Jakobs brev: På figentræet vokser der ikke oliven, og der gror ingen figner på vinstokken. Man kan heller ikke hente drikkevand i havet. Det kræver hårdt arbejde og vilje til at gøre det der skal til, for at der kan gro vilde blomster på hæmmet havejord. Det ved jeg nu. Af bitter erfaring. Og det er ikke fordi, der ikke var nogen der havde forsøgt at fortælle mig det. Min bror som har forstand på jordbrug, sagde det. Min mand som mener han ved noget om det meste, sagde det. Mine naboer som er lykkedes med en vild blomstereng, sagde det også. Men jeg ville altså ikke høre og troede jeg kunne undgå det sure slid. Jeg gad ikke.
På sin vis lidt lige som profeten Jonas vi har læst om i dag. Han orkede heller ikke. Jonas der prøver at flygte fra det, tilværelsen forlanger af ham. Han vidste udmærket, hvad der skulle til. Guds havde sagt det til ham med al tydelighed. Der var ikke noget at tage fejl af. Men han orkede ikke.
Han er sådan lidt en parodi på en profet, for ikke bare værger han sig, da han kaldes til at fortælle de ugudelige Ninive-borgere, at Gud har set deres onde handlinger – eller som Sigurd Barret formulerer det – fortælle dem, at de er blevet lige lovligt ni-nævenyttige. Ikke nok med at han nægter det, nej, han flygter, tager det første og det bedste skib, og vil hellere kaste sig over bord end gøre det, Gud beder ham om.
Og da han endelig – efter opholdet i havdyrets bug – rammes af selvransagelse og beslutter sig for alligevel at tage til Ninive og foreholde indbyggerne deres ondskab og meddele, at om 40 dage vil Gud udslette byen, sker der det overraskende, at indbyggerne omvender sig og Gud viser byen barmhjertighed – og den springer ud som en vild og frodig og duftende farverig blomstereng.
Og det tager Jonas ilde op. Hvad er meningen? Er der da overhovedet ingen retfærdighed til? Det er for meget af det gode. Det er for vildt! Typisk Gud, siger Jonas, som påstår at havde en anelse om at det ville ende sådan, og at det var derfor han flygtede. Det ville han ikke stå model til. Den egentlige grund er altså ikke frygt for Ninevitternes vrede, men Guds godhed. Og Jonas tilføjer, at han hellere ville dø end at stå model til det her.
Gud går i rette med hans smålighed, og Jonas-bogen slutter med, at Gud lader en olieplante vokse op som kan skygge for Jonas, men som går ud, til Jonas bitre fortrydelse. Og Gud spørger: ”Hvad bilder du dig egentlig ind? Du har ondt af den plante, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, som voksede op den ene dag og visnede den anden. Skulle jeg så ikke have ondt af en by med mere end 120.000 indbyggere?”
Det er en lidt underlig fortælling, den om Jonas– men det opbyggelige er, at Gud sætter sin vilje igennem og lader det gode ske – på trods af Jonas´ modvilje og smålighed.
Øgleyngel! Råber Jesus til hans tilhørere og er synligt vred. Jeg kan aldrig læse den her tekst, uden at tænke på min gamle matematiklærer fra Røjle, hvor jeg er vokset op, som yndede at kalde os børn for ”Røjleyngel”. I den nye oversættelse råber Jesus: Elendige kryb! Uanset hvad, må vi konstatere at han er sjældent vred! Det er der ingen tvivl om. Men hvorfor er han så vred? Jeg tror vi skal spørge anderledes. Pointen ligger ikke i selve vredesudbruddet, men i dét, det vil forsvare: Nemlig Guds magt til at genoprette livet.
Det gør Gud, gennem en endeløse strøm af barmhjertighed og en nyskabende kraft, der langt overgår vores fatteevne og retfærdighedssans. Og det er udfordringen til os kristne, at vi ikke må stille os hindrende i vejen for Guds godhed og Helligåndens kraft– men at vi hverdag skal øve os i at være medarbejdere på Guds kærlighed og det kan ikke klares fra hængekøjen det hele. Indimellem må vi rejse os op for hinanden.
Min have er ikke sådan blevet rigtig vild, fordi jeg ikke ville investere det der skulle til. En enkelt marguerit og nogle få solgule blomster er det blevet til. En form for Guds nåde i min forhave – men alligevel: den tørre og tottede have står lidt der som et billede på et menneskesind, der ikke ville gøre plads til Guds vilde og skabende kærlighed. Eller som et billede på hvor golde vores fællesskaber bliver, hvis vi ikke vil investere tid og kræfter i dem.
Fællesskaber skal vandes med nænsomhed og varme, med god vilje og tilgivelse – for at de kan vokse vildt som en frodig blomstereng. Det sker, når vi lader Guds ord slå rod i vores hjerter og vi generøst deler det med hinanden. Det sker, når Guds vilde kærlighed, forplanter sig i vores viljer. Det sker, når vi ikke holder på vores eget og vogter på hinanden, men åbent giver plads til at noget kan blomstre imellem os.
Vi kristne kalder det for Guds rige. Vi kunne måske også kalde det Guds vild med vilje-have. Det er den have, der ikke er sat i system eller styret af småligt metermål – men som gror vildt og gavmildt midt iblandt os. Den have hvor vi dagligt kan plukke glæde og velsignelse.