Ved dåben i dag, slog jeg, som vi altid gør, korsets tegn for de små børns pande og bryst. En velsignelse af både hjerne og hjerte. Guds kærlighed omfatter hele mennesket. Hjerne og hjerte, fornuft og følelser. Ånd, sjæl og krop.
Guds kærlighed omfatter alt i et menneske, som den helhed vi er – inklusiv det ufærdige og ufuldkomne. Det er helt centralt i kristendommen, men det næsten umuligt for os at fatte og forstå. Det er umuligt for os, rigtigt at tage til os – som andet end et teoretisk apendix. Altså, at Guds kærlighed gælder alt i os, uden at gøre forskel på stærkt og svagt, sundt og sygt, moden og umodent. Det er svært for os at forstå at Gud elsker os med vores fejl og mangler.
Peter har i hvert fald heller ikke forstået det. Når Peter i dag bliver udvalgt til leder af den kristne kirke, har han ikke forstået det. Han har ikke den indsigt.
Peter er stærk og frimodig, men han er også svag og bange. Han bekender og han fornægter. I det øjeblik han forsikrer, at han vil sætte sit liv til for Jesus, er han oprigtig og fuld af mod. Men han ved ikke på det tidspunkt, hvor flygtig entusiasmen er, og hvor hurtigt modet kan vendes til frygt. Han ved ikke, at den, som er stærkt, også er svag, og at ingen står så sikkert, at han ikke pludselig kan falde.
Peter må erfare og acceptere sin egen svaghed, inden han er moden til at være en hyrde for andre. Ved bålet i ypperstepræstens gård overmandes han af frygt og fornægter, at han kender Jesus. Den bitre erfaring er en milepæl på han vej til at kende sig selv og til at kende Gud.
Hvad græder Peter egentlig over? Da hanen galer, og Peter brister i gråd, hvad er græder han da over? Han græder over sit mistede selvbillede, den illusion han har haft om sit mod og sin styrke. Han havde et billede af sig selv, som stærk og modig, én der kunne klare det hele. Og det falske billede må han slippe nu. I virkeligheden har han ikke mistet noget. Derimod har han vundet. Han har vundet et mere realistisk billede af sig selv, og en større selvindsigt og selverkendelse.
Der er holdt mange prædikener om Peter i ypperstepræstens gård, der handler om at Peter burde have bekendt kulør. At han burde have klaret at vedkende sig sit forhold til Kristus, også i fjendens forgård.
Men det siger Jesus faktisk ikke noget om. Han forventede ikke at Peter klarede det. Han forventede ikke at Peter gik til bekendelse på det tidspunkt, og er vel derfor heller ikke skuffet. Jesus ved, at alt har sin tid. Han ved, at der vil komme en tid, hvor Peter er klar til at stå op i mod fjender, udholde tortur og følge ham i døden.
Peters inderste vilje til at ville gøre det gode og rigtige, vil når tiden er inde, slå igennem og bærer frugt.
Efter sin opstandelse møder Kristus Peter med uformindsket tillid. Han opmuntrer Peter til at kendes ved den kærlighed, som hele tiden er i ham uafhængig af, hvad han tør og ikke tør. Uafhængig af hans præstationer.
For sådan er Guds kærlighed til sine skabninger – til os – uafhængig af vores små og store præstationer. Før vi slår øjnene op og gør noget som helst, er vi elskede.
Kristus ved, at Peter elsker ham, og det hjælper Peter til selv at kendes ved sin kærlighed, selvom tvivlen nager ham: Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær – siger han.
Da Peter erfarer Guds uendelige barmhjertighed, vækkes den guddommelige barmhjertighed i hans eget hjerte, så han får styrke til at være en klippe der kan brygges på, og som andre kan læne sig op af.
***
Den opstandne Kristus møder disciplene ved Tibierias sø. De spiser sammen og i Johannes Evangeliet står der meget præcist at det er tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene.
Alle gode gange tre siger vi – og det er svært at komme uden om tretallet i dag, og i kristendommen i det hele taget.
Peter benægtede at han kendte Jesus tre gange i ypperstepræstens gård aftenen før langfredag. I dag spørger Jesus ham tre gange om han elsker ham – og Peter bekræfter sin kærlighed til ham, tre gange.
1. Jesus spørger: Elsker du mig? 2. Peter svarer: Ja! 3. Jesus siger: Vogt mine får! – og det gentages med variationer tre gange.
Tretallet, trekanten, treklangen eller treenigheden om man vil, er en forståelsesramme i kristendommen både i forhold til kristendommens gudsbillede, menneskesyn og i forholdet til hele skaberværket.
Gudsbilledet udtrykkes gennem Kirkens bekendelse. Vi tror på Gud, himmelens og jorden skaber. Vi tror på Jesus Kristus, som er Gud midt iblandt os, og som giver sig selv totalt, for at vi skal leve nu og i al evighed. Vi tror på Helligånden, som gør både tro og håb og kærlighed levende for os. Altså billedet af en treenig Gud.
Menneskesynet fremhæver menneskets ånd og sjæl og krop som ligeværdige gaver fra Gud. Ånden er den kraft, der gør et menneske levende, og vi er skabte til at være fyldt af Guds Ånd. Sjælen er et begreb, der beskriver et menneskes personlighed. Kroppen er vores biologiske krop med alle dens sanser. Altså et treenigt menneske.
Guds forhold til sit skaberværk er også trekantet. Gud har skabt mennesket
i sit billede, som sine medhjælpere og samtalepartnere. Og når Jesus spørger og svarer Peter på den måde han gør, afspejler det i virkeligheden et grundlæggende trekantet forhold mellem Gud og mig og medmennesket. Gud elsker mig og at elske Gud er uløseligt forbundet med at elske sit medmenneske. Kærligheden er både gave og opgave. Eller opgaven er en gave.
Peter tages til nåde ved at få en opgave og ved at blive sat i en sammenhæng, hvor der er brug for ham. Heri ligger en væsentlig del af syndernes forladelse, Guds tilgivelse. Dette at kunne blive givet tilbage til det liv, der gik i stykker.
Peter elsker Kristus og det betyder at han skal tjene sine medmennesker – være hyrde. Det er det dobbelte kærligheds bud. Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv i fortællingens form. Der går ikke en lige linje mellem Gud og mig, uden at der samtidig er en linje mellem mig og mit medmenneske.
Guds kærlighed, må altid deles med andre. Sådan er det for Peter, og sådan er det også for os. At elske Gud, er også at elske vores medmenneske. At tjene Gud, er også at tjene vores medmenneske.
Før vi elsker, er vi elskede. Før vi giver, har vi fået. Sådan var det for Peter og sådan er det for os.
***
Præsten Abbé Pierre blev ét af de første efterkrigsår i Paris kaldt hen til et nærliggende hotel, hvor én af hotellers gæster havde forsøgt at begå selvmord, men var blevet forhindret. Abbé Pierre gik da ind til George, som manden hed. Han var en tidligere tugthusfange, som for nylig var blevet løsladt efter 20 års fængsel for i et øjebliks fortvivlet vrede at have slået sin far ihjel. Nu var han kommet ud, ”blevet fri”, men ingen, i hvert fald ingen i familien, ville have noget som helst med ham at gøre. Så hvorfor egentlig være her?
”Jeg talte med ham”, fortæller Abbé Pierre, ”men kunne se, at han havde én eneste tanke i hovedet. At komme af med livet. At begå selvmord.” – Da var det, ”fortæller Abbé Pierre, ”Emmaus-bevægelsen blev til. I stedet for at sige: ”Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig,” sagde jeg lige det modsatte. Det eneste jeg med sandhed kunne sige til ham, det var: ”Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig… Daglig får jeg henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt og jeg kan slet ikke overkomme at tage mig af det alt sammen. Men du, som jo ønsker at dø, er ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give mig en håndsrækning for at hjælpe de andre?”
Det var sådan, Emmaus-klunserbevægelsen for tidligere hjemløse og udstødte, startede. Abbé Pierre fortæller, at da Georges efter talrige års samarbejde i klunserbevægelsen lå for døden, gentog han den samme sætning for Abbé Pierre, som han havde sagt til ham allerede den første dag: ”Uanset hvad du dengang havde givet mig, ville jeg igen have forsøgt at begå selvmord, for det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.”
(Fra Abbé Pierre og klunserne i Paris”, Boris Simon, 1964)
”Følg mig!” Siger Jesus, den opstandne, ganske som han tidligere have gjort det overfor Simon Peter og mange andre. Ganske som han gør det nu i dag. ”Følg mig!”, siger den opstandne, ad livets snoede veje, bakke op og bakke ned. ”Følg mig!” ud i opstandelsens forårsliv, men ven, nu glemmer vi, at det var vinter! ”Følg mig!” og jeg vil mætte dig med glæde for Guds ansigt.
Uanset hvordan det går om det går godt, eller det går skidt. Om vi har stærke dage eller svage dage, om vi mod på ydersiden og svigt på indersiden, så er det godt at følge Kristus. At følge Kristus er, ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.
Vi kan gå hvorhen vi vil – vi kommer, i følgeskab med Kristus, derhen hvor vi skal.