Juleaften 2021
Da mine venner for nogle år siden, fik deres første barn på Skejby sygehus. En sund og velskabt datter. Var klokken blevet lige knap midnat. I deres lykke skrev de en sms til familie og venner om at fødslen var vel overstået og at verden var blevet en lille vidunderlig pige rigere. Som man nu gør.
En af de venner der fik en SMS, var faderens kammerat, som befandt sig i Aalborg på en temmelig våd bytur på Jomfru Anegade. Med klaphat på. For at det ikke skal være løgn. De havde set fodbold.
Han blev så glad på deres vegne, at han resolut kastede sig ind i en Taxa og kørte hele vejen til Aarhus for at se det lille barn, der var svøbt og lå hos sin trætte mor.
Da han nåede frem, var klokken vist tre om natten, og han var stadig godt beruset. Og det var virkelig en overraskelse for den lille nye familie, da han kom ind ad døren. De havde ikke regnet med at få gæster der midt om natten, og de havde heller regnet med at Tommy, som han hedder, ville blive den første de fik besøg af. Og så endda iført klaphat. Men nu er han skrevet ind i deres datters fødselshistorie. Og det blev den ikke dårligere af. Tvært i mod.
Jeg har hørt dem fortælle om det mange gange, at han pludselig stod der, lidt for fuld til et barselsvisit, og havde betalt flere tusinde kroner for at komme ned og ønske dem tillykke, så hurtigt som overhovedet muligt.
De kunne have afvist ham i døren.
Sagt: Helt ærligt, vi er trætte, det er midt om natten, det passer dårligt, kom
igen om en uge… men det gjorde de ikke. De lod ham komme ind. Og hans besøg er
ikke blevet glemt. Det er indskrevet i selve datterens fødselshistorie, at hun
fik uventede gæster lige med det samme
På samme måde er det med Jesus´ fødselshistorie. Der går ikke lang tid fra han
er født, til de første gæster står i døren.
Personligt synes jeg det har krævet rigeligt med overskud, at få besøg af svigerfamilien dagen efter jeg har født vores børn.
Jeg kan ikke rigtig forestille mig hvordan det må have været for Maria og Josef, at rumme nogle komplet fremmede gæster der lige umiddelbart efter fødslen. Men altså, sådan er det åbenbart når man føder Guds søn. Så er gæstfrihed en del af pakken.
I den del af juleevangeliet vi hører i aften, hører vi ikke hvad
der sker, efter at englene har forladt dem og er vendt tilbage til himlen, men
man skal bare læse lidt videre, så fortæller Lukas om hvordan hyrderne skynder
sig afsted og finder Maria og Josef og barnet i stalden.
Og i Matthæusevangeliet kan man endda læse om flere gæster. Her
fortælles det, at en gruppe stjernetydere, de vise mænd/de hellige trekonger,
plejer vi at kalde dem, er rejst langt over øst fra pga. den store stjerne over
Betlehem – og da de ser stjernen over stalden, blev de helt utrolig glade,
skriver Matthæus, og går derind. De finder barnet sammen med Maria og Josef –
og de knæler ned og har kostbare gaver med.
Det må have været noget af en overraskelse, for den lille nye familie, da alle de fremmede mænd – fattige hyrder og rige konger – kommer ind ad døren. De kunne have afvist dem i døren. Sagt: Helt ærligt, vi er trætte, det er midt om natten, det passer dårligt, kom igen om en uge… men det gjorde de ikke. De lod dem komme ind. Og deres besøg er ikke blevet glemt.
Allerede Jesus fødselshistorier indeholder altså til den gæstfrihed, der kommer til at stå så centralt i kristendommen. Det græske ord for gæstfrihed er filoxenia, hvilket kan oversættes med ”kærlighed til fremmede”. Kærlighed til fremmede!
I kristendommen er gæstfrihed en indiskutabel værdi, og I Bibelen findes
en række opfordringer til at prioritere gæstfrihed.
”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at
vide det haft engle som gæster”, står der fx et sted. Det er nok ikke liiige
altid man oplever sine gæster som engle, men det er et smukt syn at have på
sine gæster – og siger noget om at vi ofte får mere end vi giver, når vi
gæstfrit inviterer andre mennesker ind i vores liv.
Når vi åbner døren og møder hinanden med åbent sind og tillid, så vil vi næsten altid blive beriget af det møde på en eller anden måde. Vores gæster, kan bringe godt nyt ind i vores liv, som engle der kommer overraskende og med fred. Både engle og gæster må man vise tillid for, at de sådan for alvor slår vingerne ud.
Coronaen har kostet meget både økonomisk og menneskeligt. Vi har de sidste par år, for første gang i generationer for alvor oplevet at få begrænset vores frihed. Herunder også vores gæstfrihed. Coronaen har virkelig været hård ved gæstfriheden.
Vi bliver opfordret til kun at ses med de nærmeste. Vi bliver opfordret til ikke at se for mange. Vi bliver nervøse for at være tæt på fremmede, af frygt for at blive smittede. Det er en kolossal udfordring for gæstfriheden – for fællesskabet. At vi skal være sammen hver for sig.
Og pandemien med dens ensomhed og sårbarhed har skabt et nærmest desperat behov for at komme sammen i virkeligheden. Afstand og fravær af fællesskab kalder på nærvær og fest.
Og mange af os mindes denne sommers familie- gensynsfester og sociale aktiviteter med længsel. Nu må vi igen finde veje og nye måder at være sammen på, men mange oplever ikke at blive invitereret. Der er en stor risiko for at det netop er de fremmede og de svageste iblandt os, der ikke er med i nogen lille juleboble.
Vi kan håbe at pandemien vil afføde en ny menneskelighed, som modstand mod ensomhed – hvor gæstfriheden vender tilbage med fornyet styrke. For der er en stor kraft i gæstfrihed, og den skal genoplives. Jo hurtigere jo bedre.
I de seneste generationer er velstanden øget markant i Danmark, og
generelt bor vi bedre og har bedre råd til at have gæster end tidligere, men
der er ikke nogen sammenhæng mellem at have masser af velindrettede husrum og så
det at have hjerterum. Gæstfriheden er ikke betinget af fine, store stuer, men
af hjerterum, opmærksomhed mod vores næste og åbne sind.
Men ofte er det bare lidt besværligt og gæster kan komme så ubelejligt. Både
dem der kommer ind ad døren og dem der pludselig står overfor én og vil noget. Og vi kommer så let til at sige: Helt ærligt,
vi er trætte, det er midt om natten, det passer dårligt, kom igen om en uge…
Vi ville få meget godt tilbage, hvis vi var lidt mindre selvoptagede og lidt mere nysgerrige på, hvem de andre er. Ikke fordi vi skal bruge dem til noget. Ikke fordi de er nyttige forbindelser eller gode at have i netværket. Men fordi vi måske uden selv at vide det vil få engle som gæster. Der er meget liv i tillidsfulde og gæstfrie møder. Der er så meget vi kan give hinanden, som værter og gæster.
Tænk bare på, de gange hvor du selv er blevet mødt at menneskelig gæstfrihed. Fx når vi har været faret vild enten helt konkret eller i overført betydning, eller når vi har været fremmede i udlandet eller i en eller anden sammenhæng.
Jeg tror de fleste af os, vil have det det sådan, at det der har
betydet noget i vores liv, når vi tænker tilbage, er de mennesker vi har mødt –
måske helt tilfældigt – som gæstfrit har delt noget med os.
Det er de mennesker vi møder, der skriver sig ind i vores historie som
afgørende og betydningsfulde, for vores videre liv. Det Ikke bare at blive
anerkendt, fordi man har noget at bidrage med, men at blive budt velkommen og
vist tillid, når man ikke har noget særligt at bidrage med. Det er
livsfremmende.
Det er egentlig så lidt, der skal til. Måden, vi møder andre mennesker på og det, vi får sagt eller undlader at sige, gør hele forskellen.
I mange kulturer og religioner, har man tradition for, ved særligt festlige lejligheder at sætte en ekstra stol frem ved bordet. En tom stol. Som et udtryk for gæstfrihed. Tanken er den, at der altid skal være plads til en til. Kredsen holdes åben for en fremmed, eller en uforudset gæst.
I Polen er det skik at lade en stol stå tom omkring bordet ved julemiddagen. Traditionen bliver koblet til juleevangeliet, hvor Maria og Josef, ikke kan finde et sted at være, da Jesus skal fødes. Det er altså en plads til Jesusbarnet og hans forældre. ”En gæst i hjemmet er Gud i hjemmet”, lyder et polsk ordsprog.
Og det skal ikke forstås sådan at vores gæster er ophøjede som Gud, men lige omvendt, at Gud har bøjet sig ned til os og er blevet menneske. Julenat lod Gud sig føde som et lille skrøbeligt menneskebarn. Og hver eneste gang vi står overfor et andet menneske. Hver eneste gang vi byder en fremmed velkommen, så er det Gud vi møder. Så er det Kristus vi byder indenfor.
Det gælder hele året, men i julen har vi en særlig anledning til at vise, at Jesus er vokset ud af krybben og ind i vores hjerter.
Jul er, at noget nyt bliver født: Jesus, der er sand Gud og sandt menneske. Men jul er også, at noget nyt kan blive født mellem os: Kærlighed, tillid, tilgivelse og Ja, gæstfrihed.
Der er det med gæstfrihed, at nok kan man invitere sig selv på besøg hos nogen, men for at det skal blive ægte, så er vi afhængige af, at de andre åbner døren og inviterer os ind.
Vi kan grundlæggende ikke selv tage en invitation. Vi kan heller ikke gøre krav på den. At være gæst, er at være dybt afhængig af værten. Uden vært ingen gæst, men uden gæst heller ingen vært. Og sådan bliver det tydeligt, hvor afhængige vi er af hinanden. Og hvor stor respekt vi må have for hinanden, som værter og gæster.
Julenat er fortællingen om at Gud gæster jorden, men også om, hvordan vi mennesker bliver inviteret ind i Guds kærlighed. Den kærlighed som lever af, at vi gæstfrit inviterer hinanden, og dem vi måtte møde der har brug for en ekstra stol.
I aften er er det også os der er gæster. Det os der kommer her og finder barnet, svøbt og liggende i en krybbe. Vi kommer som gæster ved hans fødsel. Og vi får rakt det lille jesusbarn som er indbegrebet af tro, håb, kærlighed, tilgivelse og evigt liv. Vi får det lagt i vores hjerter og vores hænder. ”Værsgo! Det er til dig”, siger Gud, med en guddommelig opmærksomhed og tillid til hver enkelt af os.
Og vi står der, med det på engang stærke og skrøbelige barn i vores hænder, og erfarer at den her gave, den kan vi kun få glæde af ved at give den videre til en anden. Og det kræver alt andet end en god pengepung eller en stor stue. Det kræver at vi opmærksomt og generøst giver ud af den kærlighed og den tålmodige overbærenhed, som vi får fra Gud. At vi gæstfrit gør plads, så ingen skal føle sig fremmede eller alene.
Må Guds engle være gæster hos os i aften, og må vi hører deres: ”Frygt ikke” – så vi bliver fyldt af mod til at kunne se, at livet er meningsfyldt og i morgen er nye muligheder og møder.