Frygten for at spilde

Mark 4,1-20 / Søndag Seksagesima

Den her lignelse er lige ud af landevejen let at forstå. Jesus siger: Med Gud er det ligesom med en bonde der sår korn.
Som bønder nu gør. Eller faktisk helt anderledes end bønder gør. For den bonde der ligner Gud, spreder ikke bare korn på sin mark. Han spreder dem med rund og ødsel hånd udover det hele. Spilder dem på vejen og på klippen og også der hvor der er fuldstændig sat til af tidsler.
Og det er altså ikke sådan bønder normalt gør. Heller ikke for 2000 år siden. Enhver effektiv landmand må ryste på hovedet. Tænk sig at spilde dyrebart korn på vejen og blandt tidsler. Det kommer der ikke meget ud af. Måske ikke engang noget som helst. Almindelig landmandslogik, er, kun at så korn i den gode jord. Den jord man ved der vil komme et stort udbytte ud af. Alt andet er gak. Men sådan er Gud åbenbart. Aldeles uinteresseret i hvad der er effektivt og fornuftigt.
Jesus fortalte mange andre lignelser om Gud. Nogen af dem er langt mere tvetydige og svære at forstå. Alligevel må de første kristne have haft særligt vanskeligt ved lige netop den her lignelse. Den blev skrevet ned for at de skulle kunne huske den, men jo flere gange de læste den. Jo mere usandsynligt forekom det dem, at lignelsen alene skulle fortælle os, at Gud er som en ualmindelig ødsel landmand der i al sin skaberkraft bliver ved med at så, også uden at skele til om det kan betale sig.
Man kunne ikke forlige sig med at Guds kærlighed skulle være ligesom skvalderkål der, som ALLE haveejere ved, kan slå rod de mest umulige steder og spreder sig med en kraft og er himmelråbende immunt overfor både hakkejern og sprøjtegift. Der måtte være noget mere i den, tænkte de. Den kan ikke bare handle om Guds store kærlighedskraft. Den må også handle om noget vi mennesker skal gøre. Og så gik de i gang med at analysere de jordforhold der er tale om i lignelsen. De måtte være et udtryk for, at vi mennesker har forskellig mulighed for at vokse ind i himmeriget?
Det måtte været et udtryk for, at der er nogen der er bedre kristne end andre, mente de – og så gik de i gang med at komme folk i kasser, præcis som vi mennesker oftest gør, for at kunne overskue verden.

Nu skal I bare høre, hvordan de fortsætter lignelsen i Markusevangeliet nogle årtier efter:
”Det bonden sår er kærlighed, livsmod, tro, håb og fred.
Kornet der falder på vejen, svarer til dem der oplever Guds fred og glæde i deres liv, men mister det igen med det samme, fordi de også oplever noget der gør dem kede af det og som gør ondt.
Kornet der bliver sået på den stenede jord, svarer til dem der bliver tændt af kærlighed og optagede at ville gøre en forskel for nogle der har brug for hjælp – de poster om det på alle de sociale medier, men de er ikke særligt vedholdende og da folk holder op med at like dem og nogen begynder at tale dem imod, så opgiver de det hele.
Det korn der falder mellem tidslerne, svarer til dem der tit får at vide, at de er gode nok som de er. At der er nogen der elsker dem. At de trygt kan lægge deres liv i Guds hænder. De hører det og de tror på det. Lige ind til de igen bliver ramt af en følelse af ikke at være gode nok, og bekymringer om hvad der skal blive af dem. Og i et vildt håb om at de kan sikre sig, kaster de sig ud i at blive smukkere, tjene flere penge, stile efter et bedre job. Den der stræben den får aldrig ende, så det med at hvile i at man er god nok, det bliver ikke rigtig til noget.
Men den gode jord er et billede på dem der hører budskabet om kærlighed, livsmod, tro, håb og fred – og tager imod det.” Bare sådan uden videre og lever i det.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan ikke rigtig se mig selv i en af de her kasser. Til gengæld kan jeg se mig selv i dem alle sammen. Der bliver ikke sat skel ned imellem grupper af mennesker. Nej, vi indeholder alle sammen både god og dårlig jord, tidsler og sten. Sådan er det. Det er så åbenlyst, at det måske ikke engang er interessant. Det hører med til at være menneske.
De første kristne har altså også noget på samvittigheden. Blandt andet manglen på proportioner i udlægningen af den her lignelse. Som om Guds kærlighedskraft er afhængig af vores evner. Det overraskende i den her lignelse er ikke, hvordan mennesker er. Det overraskende, er, hvordan Gud er.
Og med Gud er det altså sådan, at han er det modsatte af nærig og nøjeregnende. Han er generøs, udover alle grænser.
Vi hører aldrig et ord om at han fortryder den kærlighed der er spildt, eller den fred der blev overset.
Vi hører aldrig at han fejer det livsmod sammen, som ser ud til ikke at blive brugt til noget.
Der er ingen guddommelige strategier eller profitoptimering. Tvært imod. Håbet har gode kår i Guds rige. Og vi ser det jo faktisk også bryde frem på steder, vi overhovedet ikke ventede det. Som mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, som skvalderkål der overlever på trods af menneskelig insisteren på at holde det nede. Sådan ser vi også indimellem at der gror noget ud af nærmest ingenting.
Evangeliet i dag er, at Gud er ødsel med det der giver liv. Provokerende lidt optaget af hvad der effektivt og formålstjenstligt.

Den form for ødselhed er en skarp replik ind i vores tid, hvor vi måske mere end nogensinde før er optagede af effektivitet og at vores indsats skal kunne betale sig. Vi vil være sikre på at der kommer noget ud af det, inden vi bruger tid på det.
Vi vil være sikre på, hvad vi selv får ud af det. Vi vil ikke spilde vores tid. Ikke bare fordi vi siger, tid er penge – men også fordi vi er en fortravlet kultur, hvor hvert eneste skridt vi tager, helst skal være et skridt i den rigtige retning. Det skal føre til noget.
Så selv når vi beslutter os for at lære at trække vejret roligt, som vi siger, eller når virksomheder tilbyder deres medarbejdere mulighed for meditation – så har det et formål. Vi skal ikke blive syge og stressede, så vi bliver uarbejdsdygtige.
Vores tid er presset, selvom vi aldrig i Danmarkshistorien, har haft mere fritid. Men selv vores fritid er blevet ufri, fordi vi i alle aspekter af livet ligger under for at vi skal have noget ud af livet, noget ud af at være sammen med dem vi er sammen med. Vi skal føle det giver mening det vi bruger vores tid på. Vi skal blive sundere, klogere eller underholdes. Spild af tid er det værste vi ved. Så vi satser kun på den gode jord. Vi satser kun på de områder, hvor vi ved der sker noget. Det er sund fornuft, men måske er det også virkelig fattigt i længden.
Det grundløse har noget for sig. Altså at vi gør noget uden grund, eller uden anden grund end at vi kan. Der er noget fantastisk livsbekræftende i at blive inviteret til fest af nogen, uden nogen anledning eller grund.
Der er noget virkelig livsopmuntrende i at blive hjulpet af, eller venligt tiltalt af et menneske, der ikke har nogen grund til det og som ikke skal gøre det, fordi han kender én.

Der er noget skønt i at få en gave på en kold tirsdag morgen, eller det kan være en helt uventet gave at der er et menneske der bruger sin tid og lytter til én også når vedkommende ikke får penge for det.

Når man tænker over det, er der meget af det gode i vores samfund og i os, som lever af, at nogen har givet ødselt af deres tid og deres evner og kærlighed til det. også uden på forhånd at vide om der ville komme noget ud af det. Håbet har gode kår i Guds rige.

Når vi holder for hårdt på vores eget, eller når vi bliver for optagede af ikke at spilde vores evner, tid og opmærksomhed så går vi glip af noget, som kunne vise sig at kaste liv af sig – eller forny vores syn på os selv og verden.

Forestil dig at du har en teske med olie, med på ferie. Du rejser det mest fantastiske sted hen og går gade op og gade ned omgivet af smukke bygninger, men du ser dem ikke. Du går der, men du er så opsat på ikke at spilde noget af olien, så du må koncentrere dig udelukkende om det, ikke at komme til at spilde.
Da du kommer hjem, har du ikke spildt en eneste dråbe olie. Det er en præstation, men det er også lige til at komme til at græde over, for du har intet set. Du har været så optaget af dit eget, at du intet har set. Du har ikke spildt noget af dit. Du har ikke givet noget til nogen, men du har heller ikke fået noget.

Tænk hvis vi, når vi ser tilbage på vores liv, opdager at været så optaget af vores eget, af os selv, af vores kære, af vores besiddelser, af vores behov, at vi slet ikke ser noget som helst af det liv, som vi bevæger os igennem.
Måske bærer vi vores eget foran os, som nogle dråber olie i en teske, som vi hele tiden passer voldsomt på ikke at spilde?

Hvad er det vi frygter mest? Det ukendte?
Nej, at komme til at spilde og dermed miste det vi har. Det er ikke døden, vi frygter. Vi frygter at spilde det liv, vi har.
I grunden frygter vi heller ikke nye tanker og synspunkter. Vi er bare bange for at give slip på vores meninger.
Vi må have bonden i vores tanker for at holde op med at glo på den lille skefuld af vores eget, som vi bærer foran os som olie på en teske, og som vi er bange for at spilde.
Ødselt vælter han kornet ud over marken, mens han samtidig ser tidslerne bøje sig i vinden og fuglenes flugt og farverne i klipperne og den tørre, tynde jord.
Han spilder det, han bærer foran sig. Det er ikke kun Kristi ødsle kærlighed, vi møder. Lignelsen bider i én, så vi føler at vi må turde spilde det, vi har og turde slippe den enorme optagethed af resultater og effektivitet, hvis vi vil se Gud eller vores næste eller livet, som det nu er.
Det må vi øve os i, men uanset hvor gode eller dårlige vi er til det, så bliver Gud ved med at spilde sin kærlighed som en i en rindende kilde ned over vores hoveder, og i det brød og vin, som vi deler ved nadverbordet.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.