Påskedag
Stat op, min sjæl, i morgengry!
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
Frygt ikke!, sagde Englen – ”Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.”
Frygt ikke, blev der sagt – men kvinderne blev alligevel grebet af frygt, som vi bliver det, når vi rammes af livet når det er værst, men også når det er størst. Når underet – opstandelsesunderet slår benene væk under os.
Kvinderne var på samme tid glade og bange. Glade fordi deres inderste håb var gået i opfyldelse. Bange fordi det var for ufatteligt til at de kunne rumme det.
Opstandelsesunderet rammer os og vi fyldes af forskellige og modsatrettede følelser: Tvivl og tro, frygt og glæde.
Når vi bærer vores barn til dåben, som vi gjorde det med lille Annabella i dag, så er vi også fyldt af modsatrettede følelser. VI er fyldt af frygt og stor glæde. Vi kommer med vores glæde – men også med vores bekymring. Hvordan vil hendes liv blive? Hvordan skal det dog gå? Hvordan skal vi dog kunne passe på sådan et lille nyt liv?
Her ved døbefonten får vi at vide, at vi ikke skal være alene om at elske og værne om barnet, for barnet er samtidig Guds barn. Det betyder ikke, at der ikke findes ondt i verden, men det betyder, at der er håb. At godheden er til i verden og at kærlighedens magt er størst.
Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesu bange råb på korset langfredag blev ikke det sidste – det blev derimod opstandelsens ”Frygt ikke!” Frygt ikke. Tro kun!
Frygten får os til at krympe. Det var frygten der fik Adam til at gemme sig i Paradisets have og Kain til at gå med nedslået blik. Frygten fik den dovne tjener til at grave sit ene talent ned, og den fortabte søn til at fortabe sig i ligegyldigheder.
Frygt kan få et menneske til at flygte fra alvoren i livet – alvoren i kærligheden – og ind i det overfladiske og ualvorlige. Det er frygten for at blive afsløret som utilstrækkelig, der får os til at gemme os for hinanden. Og frygten for ikke at slå til, der får os til at lade være med at forsøge.
Idag lyder opstandelsens ”frygt ikke” til hver enkelt af os – lad ikke frygten styre jeres liv, frygten for at tage fejl, frygten for at svigte eller blive svigtet, frygten for de andres domme og meninger. Frygten for at blive ramt at sygdom og død.
Frygten får os til at krympe og blive mindre. Opstandelsens tro og glæde får os til at vokse.
Vov at leve, i tillid til, at du er båret af Gud og hans kærlighed – vov at leve i tiltro til, at der engang på den allerførste dag i dit kristenliv ved døbefonten er blevet sagt til dig: ”Jeg er med dig alle dage ind til verdens ende”.
Vov at leve dit liv uden frygt for at komme til kort eller falde igennem.
Vov at hvile i troen på at dit liv er i Guds hånd. Det er opstandelseshåbet – at turde springe ud i livet, og tro på at Gud griber dig!
Frygt ikke, tro kun!
Men hvad betyder det at Kristus er opstået fra de døde. Han er gået foran os, men hvad betyder det for os?
Jeg har fået trykt et billede af Arne Haugen Sørensen, som forsøger at give et bud på det. Motivet er alterbillede i bl.a. Ringkøbing Kirke.
Arne Haugen Søren mener at ”opstandelsen” er så dybt et håb i mennesket, at vi ville opfinde det, hvis det ikke var en del af kristendommens forkyndelse og håb. Håbet om at der er et liv efter døden, ligger meget dybt i mennesket.
Da han malede billedet i 1995, var håbet hans drivkraft. Hans datter døde, mens han arbejdede på billedet. Hans datter døde af en overdosis. Den verden, vi lever i, kedede hende. ”Jeg opfatter hendes stofmisbrug som et forsøg på at komme i Himlen”, fortæller Arne Haugen Sørensen, der brugte mange år på at overbevise hende om, at der også er glæder her på Jorden.
Påskedag opstod Jesus fra de døde. Langfredag, hvor han døde på korset, er tre dage væk, og nu var graven pludselig tom. Det opdagede en lille flok kvinder, der kendte Jesus, da de kom for at se hans sidste hvilested. I stedet blev de mødt af en engel, der fortalte dem, at Jesus havde overvundet døden. Frygt ikke. Tro kun!
Det fejres overalt i kirkerne i dag og i morgen med blomster og trompet, for i kraft af påskedagens mirakel må vi tro på et liv efter døden. I dag er kirkens største festdag og et kernebudskab i kristendommen: Der er håb!
Frygt ikke – Tro kun!
Billedet udtrykker håb og varme deroppe, hvor Guds hænder kommer fra. Hele billedet er en opadgående bevægelse. Men det sted, der forlades, er goldt, brunt og rødt, sådan som datteren så det. Senere har Arne Haugen Sørensen malet det samme motiv, men med en mere positiv udlægning af verden.
Billedet tolker opstandelsen som et liv i Guds hænder. Håbet om et godt liv på den anden side af døden. Det er budskabet i billedet og i påskedag. Frygt ikke livet. Frygt ikke døden. Frygt ikke, tro kun – du er i gode hænder.
I Guds levende hænder – de hænder der er naglemærkede for vores skyld, Og vi må tro på, at Gud, ikke holder hånden over os og skåner os – men at han holder hånden under os og favner os og frelser os i liv og død.
”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”– sådan sang englene den nat da frelseren blev født.
”Frygt ikke! – sagde en anden engel påskemorgen til kvinderne – ”Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået.”
Det er fuldbragt. Jesus bragte Guds budskab om kærlighed helt ind i døden med det resultat, at døden selv blev forandret. Korsdød og opstandelse betyder ikke, at vi fritages fra vores biologiske død. Ingen kan dø en andens død. Men den biologiske død omtydes i lyset af troen på Jesu død og opstandelse.
Kors og opstandelse kaster lys ind over en tilværelse, som præges af konfrontation med frygten og håbløsheden, døden og sorgen, med håbet om at døden ikke er det sidste, der kan siges om et menneskes liv. Fordi kærligheden er mægtigere end døden. Fordi lidenskaben i Jesu Passion – er langt stærkere ned selve lidelsen, er det kærligheden der ler sidst! (Thyssen)
Det er kærligheden der ler til sidst. Det er kærligheden der får det sidste ord.
Den kærlighed der er så stor at den ingen grænser kender.
Den kærlighed der er så stærk at den kan overvinde selv døden.
Den kærlighed der er så dyb at den kan rumme selv de mørkeste sider af os.
Den kærlighed der er så modig at den sætter frygten og mismodet til vægs.
Den kærlighed der er så varm, at den kan smelte selv det koldeste hjerte.
Frygt ikke! Tro kun!
Kærligheden triumferer i dag. Kristus er opstanden!
Glædelig Påske!