Prædiken fra sæsonopstart ved Møllevangskirkens torsdagsarbejde 2015
Tekst: Rom 12 (Legemesbilledet hos Paulus)
Der er sikkert meget vi kunne blive uenige om. Heldigvis. Alt andet ville være gudsjammerligt kedeligt. Der er faktisk ikke noget mere kedeligt, end altid kun at være sammen med nogen man er helt enige med. Men jeg tror på – nej jeg ved – at vi nok skal få en spændende eftermiddag – ja, nogle spændende torsdag eftermiddage her i Møllevangskirken – for vi er heldigvis så forskellige, at der nok skal være et eller andet vi kan blive rygende uenige om. Men der er også noget vi er enige om.
Vi kan vist ret hurtigt blive enige om blive enige om, at frihed er at foretrække frem for ufrihed. Det er klart. Frihed er bedre end ufrihed. Selvfølgelig! Eller hvad? Der er faktisk noget der kunne tyde på at frihed ikke kun er godt. At det ikke kun er lykken med frihed.
Skåret ind til benet – eller den sådan helt grundlæggende forståelse er frihed er, at kunne gøre hvad man vil. En fange i et fængsel er ikke fri. Men hvad så, for os der er ude i friheden – som det så poetisk hedder – er vi virkelige frie? Er frihed det samme som at vi kan gøre hvad vi vil? Det er egentlig paradoksalt at vi på den ene side priser friheden i høje toner, og på den anden siden bruger det meste af livet på at netværke – som det hedder på moderne dansk og egentlig bare er et andet ord for at styrke vores bånd til bekendte og venner og familie. Vi vil gerne have et stort netværk. Det er sundt, siges det. Og sådan opleves det også.
Og måske består friheden slet ikke i faktisk at være fri fra enhver binding? Måske består den langt snarere i at være sig selv bevidst om, hvem og hvad man er bundet af? Kan man overhovedet leve et givende menneskeliv uden at være bundet til nogen, man holder af, sætter pris på og tillægger betydning? Allerede Aristoteles konstaterer, at mennesket er et samfundsdyr. Og hans filosofiske efterkommer Immanuel Kant tilføjer tørt og nøgternt: ”Mennesker kan ganske vist have svært ved at holde hinanden ud, men de kan heller ikke holde sig fra hinanden”.
Nej, vi kan heldigvis ikke holde os fra hinanden. Og er det virkelig frihed, vi stræber efter? Er livsidealet egentligt at gøre sig fri af alt og alle at passe sig selv og holde sig for sig selv? Eller rummer friheden ikke også friheden til at give afkald på ubundetheden og vælge de andre? Altså friheden til at binde sig. Jeg tænker egentlig ikke at man kan leve et liv uden bindinger. Alle mennesker er bundet af noget, om ikke andet, så deres historie. Vi må erkende, at vi er bundet af nogen og noget uden for en selv, som vi ikke kan udskifte lige så let og gnidningsløst, som man skifter skjorte hver dag. Uden holdepunkter er man som en drage, der hjælpeløst flakser ned mod jorden, fordi linen er bristet. Uden jordforbindelse ingen himmelflugt. Det er frihedens paradoks.
Det er noget møg at være afhængig af cigaretter eller sprut! Det er også noget møg at være afhængig af spil eller penge. I det hele taget forbinder vi oftest afhængighed med noget negativt. Når man er afhængig skal man på afvænning.
Afhængighed er en sygdom man skal helbredes for, for at kunne få sig selv og sit liv igen. Men der er også former for afhængighed, som vi ikke skal vænnes fra – men som vi måske nærmere skal vænnes til.
Vi vil helst være uafhængige og frie i alle forhold, men det bliver vi heldigvis aldrig. Der er former for afhængighed, som vi må tage på os, for at kunne leve egentlig frie liv. Vores afhængighed af andre mennesker, og vores afhængighed af Gud.
Rundt om i verdens brændpunkter og kriseramte områder, er der tusindvis af mennesker der er afhængige af hjælp. Befolkningen i Syrien er afhængig af verdenssamfundets bevågenhed. Bådflygtningene i Middelhavet er afhængige af at vi kommer dem til hjælp.
Når katastrofen rammer, bliver de ramte afhængige af hjælp. Deres liv og deres fremtid kommer til at afhænge af andres hjælp. Deres liv og fremtid bliver bestemt af at andre vil hjælpe dem.
Afhængigheden bliver konkret for os, når vi tænker på at det lille barn er dybt afhængig af sine forældre eller andre som vil sørge for det; skifte det, give det mad og have omsorg for det. Børn er afhængige af voksne, af at få støtte, hjælp, anerkendelse, guidning og kærlighed.
Afhængigheden bliver også konkret for os, når vi i kortere eller længere perioder er syge og svage. Så kan vi være helt og aldeles afhængige af, at der er nogen der plejer os og viser omsorg for os.
Og selv når vi hverken er syge eller hjælpeløse, så er vi alligevel afhængige af hinanden, men vi er ikke meget for at indrømme det, for så hænger vi jo på hinanden.
Den gode afhængighed indebærer evnen til kunne give sig hen og tage imod. Det kan være svært at tage imod, fordi vi kan komme til at føle at vi står i taknemmelighedsgæld over for et andet menneske. Og det gør vi helt sikkert også, men taknemmelighedsgæld er ikke den værste gæld af have. Den kan betales tilbage med et af hjertet tak, og erkendelsen af sin afhængighed.
Det er sundt at finde ud af, at man er afhængig af andre. Det træner ens ydmygheds- og menneskelighedsmuskel.
Gud selv har gjort sig afhængig af os mennesker, ved at blive menneske. Gud er ikke en øde ø, eller en fritsvævende løsgænger i universet. Gud har forbundet sig med verden og med os, og har gjort sig afhængig af os. Ikke i et noget for noget forhold, men i et kærlighedsforhold.
Gud er kærlighed. Den kærlighed der kun giver mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig. Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.
Det er vildt at bungy jumpe 200 meters frit fald. Det er vildt at bestige Mount Everests. Det er vildt at lave en Ironman. Det er vildt at vinterbade. Det kan også være vildt grænseoverskridende at stille sig op og tale for en stor forsamling, eller rejse alene. Det kræver alt sammen mod. Masser af mod – men det er for intet at regne for det mod, det kræver at sige: Jeg har brug for hjælp! Og at tage imod den hjælp man får. Det kræver mod, at erkende sin afhængighed og at tage imod.
At være afhængig er, at hænge på hinanden. Der er noget godt og særligt ved at hænge på hinanden både når livet er let og ubekymret og når problemerne tårner sig op. Det er udtryk for at vi hænger sammen.
Og at indse vi er afhængige af Guds kærlighed, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv. Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed. Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold, hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Tro er at vide sig afhængig af Gud.
Troen er på engang frihed og afhængighed.
Luther siger det sådan her:
”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)
Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er frihed netop til kærlighedens tjeneste af næsten. Og kærlighedens tjeneste kan kun ske i frihed. For kærligheden er per definition fri.
Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er. Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.
Vi må insistere på den gode og sunde afhængighed af livets Gud, og mine livs mennesker. Vi må insistere på at turde give os hen og tage imod, den tilgivelse og den kærlighed der rækkes til os.