16. søn. eft trin
Hendes mand er død. Hun er enke uden enkepension, sikkerhedsnet eller bistandshjælp. Hendes eneste glæde var hendes elskede søn og nu er han død.
Og sorgen er ubærlig. Hun er fanget i fortvivlelse og meningsløshed, snøret sammen i smerte og afmagt.
Hun går ved siden af båren med sin døde søn. Livet har forladt både ham og hende. Forrest i ligfølget. Med stive skridt går hun i takt med døden i et optog af sørgende mænd og kvinder i sort. Grædekoner der græder, fløjtespillere, sørgemænd, bedemænd og sorte mænd. Døden larmer så det næsten er umuligt for livet at få ørenlyd. Ligfølget er på vej ud af byen for at begrave den døde.
Vi kan godt se det for os, – det der skete.
To helt forskellige optog mødes lige uden for byporten.
Udefra, på vej mod byen, kommer Jesus sammen med sine disciple og hele den store skare mennesker, der var fulgt efter ham. Opstemte, opslugte og opfyldte af glæde.
Livets-følge møder lig-følget. Livet møder døden. Jesus møder enken i byporten og stopper. Han stopper, ikke fordi nogen beder ham om det. Ikke fordi enken griber fat i ham. Han ser hende, får medynk med hende og derfor stopper han. Jesus bevæges af hendes smerte. Han ynkedes over hende.
Vores sorg og smerte er ikke Gud ligegyldig. Gud er ikke en fjern Gud, upåvirket af vores situation. Han sørger med os, når vi sørger. Græder sammen med os der græder. Lider med de lidende. Han kender vores inderste tanker og trængsler.
Han tager de lidendes parti. Han går ind i den lidendes meningsløshed og smerte. Der findes ingen smerte eller meningsløshed, som Gud ikke har været i. Der findes ingen livssituation eller død der er Gud fremmed. Derfor er vi aldrig alene i smerten.
Græd ikke! Siger Jesus til enken der ellers har god grund til at græde. Græd ikke! Og der i ligger frelsen. Græd ikke!
Henvendt til den døde siger han: Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op! Det Guds skabende ord der gør levende. Og den unge mand rejste sig op og begyndte at tale. Han vendte tilbage til livet. Blev løftet ud af mørket og op i lyset.
Jesus opvækker enkens søn fra de døde og giver ham tilbage til sin mor. Han blev givet tilbage til sit liv og til dem, han havde levet det med. Hvordan kunne det ellers være et liv? Og hvordan kunne det ellers være hans liv? Alt, hvad vi er, er vi i en sammenhæng, og den væsentligste sammenhæng er de mennesker vi hænger sammen med.
Livets-følge møder lig-følget. Livet møder døden. Jesus møder enken i byporten og stopper. Mødet bliver et vidnesbyrd om at livet er stærkere end døden. Lig-følget bliver til livets-følge.
Livet opsluger døden og der er ikke længere to modsatrettede optog, men et sejrende og livs-fejrende optog der følges med Jesus, der er Vejen, Sandheden og Livet.
Den unge mand opstår fra de døde.
Men hvad er opstandelse? Hvad betyder opstandelsen? Det er håbet om at livet er stærkere end døden. Det er håbet om at alt dødt bliver levende. At alle de døde bliver levende.
Budskabet om, at de døde bliver levende, så vi skal møde vores elskede igen, er næsten for godt til at være sandt. Det er grund nok i sig selv til at tvivle på det.
Men budskabet er samtidig for godt til at være løgn for den, der elsker og mister, og som ikke kan blive færdig med sin sorg og sit savn. Det er i sig selv grund nok til at tro på budskabet om opstandelsen.
Tro det, hvem der kan. Eller betvivl det, hvem der synes, de har råd til at tvivle. Den, som ønsker at tro på budskabet om opstandelsen, behøver ikke andre grunde, end den der er fremsat af Kristus. Ingen andre begrundelser kan bruges til noget. Der vil altid kunne rejses tvivl af dem der vil det. Logisk argumentation er ubrugelig når det kommer til opstandelsen. Det handler først og sidst om, om vi tør tro det.
Præst og psykoterapeut, Bent Falk siger om det at turde tro på opstandelsen:
Hvad med at se, hvilken forskel det gør i dit liv, om du vælger at leve det under henholdsvis dødens eller livets fortegn?
Hvad med at følge hjertets stemme, der hvor forstanden alligevel ikke har mulighed for at dømme hverken ja eller nej?
Det er mindst lige så troværdigt, at de døde opstår, som at Livet skulle have ulejliget sig med at skabe os og lade os mødes med de andre, bare for igen at skille os og udslette os.
Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, siger Jesus og det er et uoverskueligt og vidtrækkende glædeligt budskab.
Den dag Lig-følget og livets-følge krydsede hinanden i Nain, kom Nain på verdenskortet. Underet vakte undren og lovprisning af Gud, men ingen af de der stod og så det vidste præcist hvor stort det egentlig var.
Jamen… indvender vi. Det er ikke min erfaring. Det er ikke min erfaring at Gud opvækker de døde igen. Dem jeg har mistet, har jeg mistet. De er døde og begravet. Slut. Færdig. Der kom ikke nogen Gud og greb ind, selvom jeg var frygtelig ked af det og vi bad og tryglede om, at vi kunne få lov til at beholde ham. Gud greb ikke ind. Han lod ham dø. Det er vores erfaring. Det er det vi sidder tilbage med, alle os der har mistet en der stod os nær. Vi fik ham ikke tilbage, ligesom enken i Nain.
Der er kristne for hvem det betyder meget at sandsynliggøre at det er sandt. At det er en historisk korrekt begivehed at enkens søn blev opvækket fra de døde. Man vil gøre meget ud af først at sige at han virkelig var død. Ikke bare skindød. Og man vil gøre meget ud af at sige, at han virkelig blev levende og kunne fortsætte sit liv som før.
For mig er det ikke vigtigt.
Det kan være det er sket sådan, som det står beskrevet. Det kan også være at det ikke er sket sådan. For mig er det overhovedet ikke afgørende.
Det betyder ikke noget for mit liv – og vores liv. Det der betyder noget, er hvad det skal betyde.
Lukas som har skrevet dagens evangelium, skrev det mange år senere end Kristi opstandelse. Han skrev det i lyset af Kristi egen opstandelse Ligesom vi må høre dagens evangelium i lyset af Kristi opstandelse.
Fortællingen om opvækkelsen af enkens søn i Nain er et tegn. Et tegn der peger hen på Kristi død og opstandelse. Et tegn der peger på, at vi også skal opstå fra de døde. At vi, når vi dør, skal være sammen med de mennesker vi hænger sammen med.
Jesus er det eneste menneske, der virkelig er død. Nemlig den død, der er knyttet til synden. Og som Gud talte om, da han forbød mennesket at spise af kundskabens træ: ”Den dag I spiser af det træ, skal I dø døden”, sagde han til mennesket.
Det var den død, Jesus døde langfredag. Kun den død er den virkelige død. Er den fuldstændige adskillelse fra Gud og alt liv. Det betyder at Jesus er det eneste menneske, der virkelig er død, og han døde i alles sted.
Ved den nu verdenskendte dødeopvækkelse i Nains byport er hverken enkens eller den unge mands navn nævnt. Heller ikke navnet på en eneste af Jesu disciple eller på nogen af den store folkeskare. Kun Jesu navn er nævnt. Han er hovedpersonen. Han er selve opstandelsen og livet. Han bevæges og bevæger. Han går foran os og hen til os og vækker nyt liv, hvor alt håb synes udelukket.
Når vi hører fortællingen om enkens søn i Nain, så må vi tro at det også gælder os. Gud er den korsfæstede og opstandne Kristus, som skaber nyt liv for os. I mødet med ham rives vi ud af det mørke der kan opsluge os, og bliver rejst til et nyt liv. Et nyt forandret liv.
Man kan ikke forestille sig at enkens søn bare slog øjnene op og fortsatte sit liv, som om intet var hændt. Nej, han var forandret. Han havde fået et nyt perspektiv på livet.
Han havde fået det perspektiv, at livet dybest set er Guds. Det er Gud der giver os livet. Vi lever af hans nåde og velsignelse. Og det er ikke det værste man kan leve af. Nej, det er det eneste man rigtigt kan leve af. Amen