Fyraftensgudstjeneste / Matt 20,1-16
Jeg havde valgt at læse lignelsen om arbejderne i vingården i dag. Normalt ville vi bruge den lignelse til at sige noget om nåde. Om at vi ikke kan gøre os fortjent til Guds kærlighed, og at Guds retfærdighed er helt anderledes end vi menneskers millimeterretfærdige systemer.
Men i dag skal vi se på den fra en lidt anden vinkel. Vi skal se på de der arbejdere, som har været i gang fra morgenstunden, og står der bagerst i køen, mens de kan se hvad de andre slæber afsted med af lyksaligheder.
Forventningerne til deres egen løn vokser i takt med at køen skrider fremad.
Der er virkelig ikke noget at sige til, at de bliver godt og grundigt skuffede over ikke at få mere end de får.
Vi vil næsten sige at de har krav på mere. Krav på at få det man
kunne forvente sig.
De sidste par måneder har vi alle sammen, måtte leve med at noget vi havde
glædet os til, blev aflyst. Bryllupper, konfirmationer, barnedåb, runde
fødselsdage, rejser, fester, teaterture og alt muligt andet som normalt er det
der kaster glans og glæde ind over vores hverdag.
Det er så uvant for os danskere at blive begrænset og være ude af
kontrol. Vi er vant til at kunne leve (næsten) helt frit.
På en måde føles de måneder vi er igennem lige nu, som et eksistentielt
eksperiment – hvor vi ikke kan undgå at lære noget. Og måske kan vi få nogle
erfaringer med hvordan vi håndterer skuffelser, hvad vi kan tillade os at
forvente af livet – hvad vi har krav på og hvad der er vilkår vi må leve med.
Det forhold, at vi i bund og grund ikke har kontrol over så meget – det er
blevet fremhævet af Corona. Og måske kan vi tage nogle af de erfaringer med os
når vi i øvrigt møder skuffelser i vores liv.
Vi kan være skuffede over os selv: Hvorfor bruger
jeg ikke min tid mere effektivt? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det eller det?
Hvorfor falder jeg igen og igen ind i det samme mønster? Der er ingen grænser
for hvad vi kan slå os selv oven i hovedet med. Og de sidste par måneder har vi
haft god tid til lige netop den øvelse.
Vi kan være skuffede over andre: Hvorfor ringer hun ikke til mig?
Hvorfor blev jeg ikke inviteret med? Hvorfor blev jeg ikke spurgt? Hvorfor er
der ingen der hjælper mig? Man kan godt have det sådan, at man føler sig
overset – eller ensom – måske i en periode, måske i lange perioder.
Vi kan være skuffede over livet, eller over Gud: Hvorfor skal jeg kæmpe med mørke tanker? Hvorfor får jeg ikke de samme muligheder som andre? Hvorfor skal jeg være syg? Hvorfor er der ikke noget der kommer let til mig? Man kan godt have det sådan, at livet mest er en kamp.
Jeg ved ikke om vi generelt er mere skuffede, end man var før hen. Men jeg ved der ligger noget i tiden, som gør at vi tror at alting hele tiden kan optimeres, blive bedre, blive lykkeligere og større.
Vi har en tendens til at forvente at alting kan fikses. Der er en tendens til at vi gør krav på lykke og fremgang. Og når det så ikke lykkes, når noget går i stykker mellem hænderne på os, når livet er svært, så bliver vi skuffede.
Som arbejderne der siger: ”Hvorfor skal de have det samme som os,
der har slidt og slæbt hele dagen i den stegende hede?”, ”Hvorfor får vi ikke
mere ud af livet, når vi har gjort os så umage med det?”
Og vingårdsmanden der siger: ”Jeg har valgt at give alle det samme, har jeg
ikke lov til at gøre godt med det der er mit?”
Som Gud der siger: ”Jeg giver jer livet, men det bliver ikke altid som I forventer”.
Livet er en gave, og gaver kan man ikke gøre krav på – men man kan
godt blive skuffede over dem. Som et barn der ønsker sig LEGO, og får en
hjemmestrikket sweater.
Jeg stødte på en ældre artikel af vores egen studenterpræst Loa Mortensen, som
giver gode råd til, når skuffelsen rammer dig. Dem vil jeg forsøge at
videregive nogen af her.
1. Del din skuffelse med et andet menneske
Det kan hjælpe ikke at skulle bære rundt på det helt alene. Ofte kan det hjælpe
at sætte ord på skuffelsen. Det kan også hjælpe at se på skuffelsen lidt
udefra.
Alene det at sætte ord på skuffelsen, at se den lidt på afstand, kan være en
hjælp og støtte. Når man taler om skuffelsen, så giver det den mindre magt og
sætter den lidt i perspektiv.
2. Bed til Gud
Ligesom det kan hjælpe at tale med en anden person, så kan det også være godt at
dele sine skuffelser med Gud.
Måske fordi bønnen netop er der hvor vi ikke selv skal nå noget, men hvor vi overlader det til Gud? Der er en verden til forskel på et liv, hvor vi tror alt er op til os – og et liv, hvor vi erkender at vores liv er op til Gud.
Jesus lærer os hvordan vi skal bede: I vores kammer og når vi er alene med os selv, der skal vi bede Fadervor. Mere behøver vi ikke sige, for Guds skyld. Han ved allerede hvad vi trænger til og hvad der ligger os på sinde. Ord er ikke nødvendige for Gud – men det er det måske for os. Måske har vi brug for at være mere konkrete, måske har vi brug for at italesætte vores bekymringer og skuffelser? Jeg tror det kan være helende. Det kan være nok bare at anråbe Gud: Kære Gud, giv mig mod og styrke, Amen.
3. Lær at skelne mellem skuffelsen og dig selv
Det kan godt være, at du er skuffet og flov. Men du er
ikke en skuffelse. Selvom du skulle være skuffet over din egen indsats, så må
det ikke blive til, at du selv er en skuffelse. Og selvom det ikke går som du
havde planlagt, forventet eller drømt om, så er det ikke fordi du ikke er god
nok. Vi er ikke kun er noget i kraft af et vi gør. Vi er ikke kun vores
resultater. Vi er meget mere end det. Vi er mennesker – altid allerede elskede,
som Peter Bastian har formuleret det
4. Vær realistisk
Vi har alt for tit helt urealistiske forventninger til os selv og livet. Vi
forventer det overmenneskelige af os selv. Vi forventer at kunne leve op til
alle de idealer, som vi møder her i livet og i mediebilledet. Vi forventer at
lykkes- og det gør vi ikke altid. Der er ingen af os der kan alting.
Vi kan ikke altid hvad vi vil. Det at lære sig selv at kende, indebærer også at få et realistisk billede af sine egne evner og indsats.
5. Lær at tilgive dig selv og andre
Mange gange kan det sværeste faktisk være at tilgive os selv, når vi møder
skuffelser. Ofte har vi måske nemmere ved at tilgive andre end ved at tilgive os
selv. Jesus tilgav dem, der skuffede ham. Jesus tilgav for eksempel Peter, at
han fornægtede ham tre gange. Og Jesus tilgav, hvad vi gjorde mod ham, da han
blev dømt og korsfæstet. Da han hang på korset bad han til Gud :Far, tilgiv
dem, for de ved ikke, hvad de gør (Lukasevangeliet 23,34). Selvom det er svært,
så kan det måske hjælpe at prøve at se, om det er muligt at tilgive dig selv,
hvis du skuffer dig selv. Vi skal prøve at se på os selv med milde øjne. At se
på os selv gennem Guds nådige øjne.
Forventningerne måtte justeres og sådan er det ofte med forventninger, og derfor skal vi passe på med ikke at fiksere vores forventninger, så de kun kan indfries på én måde – men i stedet arbejde på at gå til ferier og livet i det hele taget med åbne forventninger om det bedste, som kan justeres af virkeligheden, uden at de falder til jorden.
Troen på Gud er i bund og grund, en åben forventning om, at Han vil os det bedste.