6. søndag efter påske. text: Joh 15,26-16,4
Der bliver i de her år skrevet erindringer og biografier som aldrig før. Folk der ikke er ældre end mig udgiver deres erindringer – skriver dem selv, eller de får en til det, hvis de ikke selv kan skrive – udgiver dem med billeder og udlip fra deres største sejre og nederlag. Det er ikke altid særlig interessant læsning. Der er grænser for – i hvert fald min – detailinteresse for fx Michael Laudrup og Lars Larsen – Nuvel, nogen køber dem og det er fint, så læser jeg noget andet der sikkert også er lidt små-mærkeligt.
Selv synes jeg der må være noget angstfyldt i at sætte punktum i sådan en erindringsbog. Som om livet synger på sidste vers, og man kan skrive et sidste konkluderende kapitel på sit liv. Men der er mange der gør det. Skriver erindringer og selvbiografier. Det er selvfølgelig mest sportstjerner, politikere, skuespillere og den slags der skriver deres erindringer og får dem udgivet. Det er også dem der kan sælge dem – men det er blevet mere almindeligt at sådan nogen helt almindelige nogen som os, skriver vores erindringer ned – og måske endda får dem trykt i et mindre oplag. Måske fordi det er blevet lettere at trykke og at udgive, og måske fordi vi lever i en tid, hvor vi også udgiver dagligdagsting om os selv på de sociale medier og dokumenterer meget af hvad vi laver med billeder og snapshots.
Der er sikkert flere grunde til, hvorfor erindringsbøger og biografier fylder godt op på hylderne hos boghandleren i disse år – en eller anden sociolog kunne sikkert sige noget mere kvalificeret om, hvorfor det ligger i tiden at vi vil fortælle vores historie. Mange af os interesserer os også lidt for slægtsforskning og vi opfordrer de ældste i vores slægt til at fortælle alt hvad de kan huske og også gerne skrive det ned, så vi kan give det videre til vores børn. Det gør vi selvfølgelig fordi det er sjovt og interessant at vide, hvor man kommer fra og hvad man er rundet af. Vores familiehistorie kan være med til at give nogle forklaringer på hvorfor vi er dem vi er.
For noget tid siden faldt jeg over sådan en af de der evindelige tests om hvad der gør os lykkelige. Den her havde overskriften: ” 6 ting de lykkeligste familier har til fælles”. Der var masser af stof i den test der kunne bidrage til at man på forhånd blev noget træt over hvad man nu også skulle nå, for at høre til blandt de lykkeligste – men der var én ting i testen, som jeg faldt over og som jeg synes på engang var overraskende og totalt indlysende. Det var udsagnet: ”Del jeres familiehistorier”. Jeg kom straks til at grine lidt af, at det åbenbart skulle have bidraget til min lykke, at høre på min fars gamle historier hele mit liv. Men det har det altså.
Hvor kommer vi fra? Hvordan var mors og fars opvækst? Og bedsteforældrenes? Spørgsmål som disse har langt fra kun til formål at stille vores nysgerrighed. Forskere fra Atlanta i USA, har lavet en undersøgelse, der viser, at børn, som kender mere til deres familiehistorie, har en større tro på, at de kan kontrollere deres liv og en højere grad af selvtillid. Og her handler det ikke bare om at slå fast over for hinanden, at man har en fantastisk familie. Forståelsen for, at mennesker helt naturligt har op- og nedture, giver børn mulighed for at lære, at de også vil have op- og nedture. Det giver dem tillid til at tro på, at de også kan komme igennem dem. Og måske er det grundlæggende det, det handler om, både når vi læser og lever – at vi har brug for at spejle os i nogle andre – tilmed nogle andre der kender os godt. Det er noget af det, der får os til at hænge sammen som mennesker. At der er nogen i vores liv, der tør fortælle os sandheden om os og vores historie. At der er nogen i vores liv, der tør vidne om sandheden, også når den gør ondt.
Evangelieteksten i dag, er en del af Jesu såkaldte afskedstale til sine disciple og den handler om Ånden/om talsmanden der skal vidne om Jesus – og om disciplene der også skal vidne om Jesus. Begge dele betones. Første del handler om Talsmanden/Helligånden, hvis opgave det er at vidne om Jesus – og anden del om at disciplene også skal vidne, fordi de har været med fra begyndelsen. Både Helligånden og disciplene skal vidne om det samme, nemlig Jesus – men der er alligevel forskel. En kvalitativ forskel. Disciplene kan ikke vidne uden åndens hjælp. De vil – på grund af deres vidne og det de siger og gør – blive forfulgt. Og Jesus holder den her tale til dem, for at de – når de møder modstand – kan huske på det, han for at har sagt til dem, og for at minde dem om ånden. Sådan, sagde Jesus, har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. Jesus holder en tale til dem for indgyde dem mod til at sige sandheden og tålmodighed til at udholde modstanden.
Jesus siger: Sådan har jeg talt til jer for at I ikke skal falde fra. Hvad vil det sige at falde fra? Vi kender udtrykket at alt ”falder fra hinanden” og vi kender følelsen når det sker. Måske kan vi sammenligne den følelse af at falde fra hinanden, med en kogt høne. Som gennemkogt hønsekød der falder fra benene og falder fra hinanden. Når kødet falder fra hinanden, kan det ikke længere hænge fast på benet. Så er det mørt og klar til at spise, men det er ikke længere en høne. Hønsekødet bliver slapt og uden den muskelstruktur der bandt det sammen og til benet. Sådan er det at falde fra hinanden. Så mister man den struktur/den mening, som holdt os sammen. Når Jesus fortæller os om talsmanden/sandhedens ånd – som kommer, så er det for at undgå at vi skal falde fra hinanden. Han fortæller os, at vores ord slipper op og vores magt ikke rækker, men at Guds ånd, at talsmanden er den sandhedsånd der får os til at hænge sammen, når vi er ved at falde fra hinanden. Den ånd der får os til at tale sammenhængende, når vi ikke kan tale. Og den ånd der fører ordet og vidner for os, når vi ikke har noget ord at sige. Det er ånden der skaber sammenhæng og fællesskab. Det er Ånden/Sandhedens ånd, der får vores liv og historie til at hænge sammen.
Jeg har lige læst nogle af Tove Ditlevsens erindringer. Der mangler masser af ord. Eller: De er så helt igennem menneskelige, fordi der ikke er brugt ord til at sminke det der er grimt. De eneste erindringer der er værd at læse, er dem der ikke sminker det levede liv, til det uigenkendelige og umenneskelige, men fortæller livshistorien som den er, så det vidner om et ægte menneskeliv. Sådan er evangeliet også en erindring om det ægte menneskeliv, der minder os om – og vidner om – at vi er Guds elskede børn, at vi hænger sammen med ham og at hans historie også er vores historie. Evangeliet er samtidig også en erindring om, at vi skal være vidner om ham i hinandens liv. Vi skal vidne om sandheden også når den kradser og gør ondt. Det er aldrig sandheden der får os til at falde fra hinanden. Det sandhedens ånd der får os til at hænge sammen.