3. søndag i advent
Johannes spørger Jesus: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Du sidder ved eksamensbordet. Lidt for lidt forberedt og vældig nervøs. Censor kommer ind ad døren. “Åh nej, ikke ham”. Rygterne siger at han er skrap. Han høster ikke, hvis man ikke har sået – og samler ikke, hvis man ikke har spredt bare en smule guldkorn. Du siger: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Du sidder og venter ved bordet i restauranten. Du venter på en blinddate. En mand stiler hen imod dit bord. “Åh nej, ikke ham”. Du siger: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Din datter skal for første gang have en kæreste med hjem. Hun er lidt nervøs for, hvad I vil synes. Du er også lidt nervøs. Det ringer på døren og du åbner. “Åh nej, ikke ham”. Du siger: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Man kan forestille sig mange situationer, hvor spørgsmålet vil være særdeles malplaceret. Dørene bliver åbnet, bruden kommer ind i sin smukke hvide kjole – og gommen udbryder chokeret: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden? Hvorfor spørger man om det? Det gør man fordi man havde forventet sig noget andet. Man havde forestillet sig en helt anderledes person. Sådan var det for Johannes. Han havde forestillet sig noget helt andet. Han havde forestillet sig at Guds søn, ville være fuldstændig anderledes. Han er desillusioneret og skuffet – men måske også fyldt af et spædt håb om forandring?
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Johannes er kommet i tvivl. Han sidder i fængslet kun konfronteret med sig selv og sine tanker. De fleste af os har prøvet det – altså ikke at være i fængsel – men det at man kan blive ramt af melankoli og eftertænksomhed, hvis man er alene i længere tid og ikke har nogen at dele sine tanker med, eller til at give nye perspektiver på det man tumler med.
Overladt til sig selv har man tiden til de store spørgsmål, som normalt skubbes til side af hverdagens travlhed og andres forstyrrelser.
Her sidder Johannes alene og tænker: Det kan ikke passe. Han er så anderledes. Øksen ligger stadig ubrugt ved træets fod. Min Gud – den Gud jeg er vokset op med, er hævngerrig og streng. Det er ikke det jeg oplever lige nu, Jesus prædiker ikke fordømmelse men barmhjertighed. Er Jesus virkelig Guds søn? Det der er anderledes kan også opleves for godt til at vi tør tro det.
Johannes er rystet og forvirret – har han brugt sit liv på det forkerte? Han skulle bane herrens vej – han skulle gå foran Jesus – men er Jesus den rigtige, Messias? Har han satset hele butikken på det forkerte projekt? Han er i tvivl helt ind i hjertet og spørger altså: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Og lige så provokerende eller malplaceret eller håbefuldt spørgsmålet er, lige så alvorligt tager Jesus det. For Johannes´ tvivl er dybtfølt og Jesus kan uden videre rumme vores tvivl. Han siger: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”
Gad vidst hvad Johannes siger til det? Jeg er ikke sikker på at det giver ham ro i sindet, for det er godt noget andet, end det han har lært. Guds vrede er byttet ud med Guds barmhjertighed, og det kan være svært at omstille sig til, når man ikke kender til andet end vrede og hævn. Når man hele sit liv har hørt om en straffende Gud. Som et menneske der er er vokset op i en familie med vold, og som ikke kender andre sprog end det.
Det er nye ord for Johannes. For ham er Gud streng og hævngerrig. Johannes var den der skulle bane vej for Jesus, Johannes var fødselshjælper for kærligheden, Johannes var et redskab for freden.
Jesus kommer med sit kærlighedsbudskab. Han forkynder den kærlige, himmelske far. Han forkynder Guds betingelsesløse tilgivelse af alt, hvad der skiller os fra ham.
”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Det er svaret til Johannes.” Guds rige er i frembrud, og i det er der ingen hævn og tilintetgørelse. Det gode budskab forkyndes for fattige:
For dem der sidder i mørke og dødens skygge, den skygge der dagligt vokser, for dem der er fattige på håb og glæde og mod og kærlighed.
For de fattige:
For dem der synes at deres liv er tomt og for dem der synes de ikke fik deres ret, for dem der er forbitrede og forurettede, for dem, der føler at livet ikke er værd at leve.
For de fattige:
For dem der føler livet som en ventesal, for de mislykkede, for dem et øjeblik troede de var vellykkede, men som opdagede at de mistede bådet modet og selvtilliden.
For de fattige:
For dem der følte sig uovervindelige, stærke, sunde og raske – og for dem hvis forbandelse er en sygdom, for dem der tænker på at kassere både sig selv og livet.
For de fattige:
Det er det glædelige budskab til de fattige.
Det er det glædelige budskab til os der er fattige på livsmod og tro.
Søren Kierkegaard er et sted citeret for at sige følgende om tro: ”Jeg tror, ikke et ord mere, det er maximum. Har jeg 17 grunde, tror jeg mindre og endnu mindre, dersom jeg har 18. Ja, for troen har kun den ene grund: at den tror – det er maximum, mere er der ikke at sige. Det er, som når man elsker et andet menneske, man elsker det, fordi man elsker det. Hvis man har travlt med at finde 17 grunde for, at man elsker – og hvis man, når man har fundet den 18. ville sige: nu kan jeg med god samvittighed elske det menneske, for nu har jeg 18 gode grunde til det – så elsker man jo slet ikke.”
Vi kan ikke få bevis for troen. Vi kan måske endda ikke rigtig begrunde den. Vi har kun ord. Men ord har stor magt. ”Fortæl Johannes, hvad I ser og hører”, siger Jesus.
Og Johannes var bogstavelig talt spærret inde på grund af ord, og der er meget, der taler imod troen, når man som ham sidder med livets forlis bag sig og ikke har andre udsigter end døden. I Johannes’ spørgsmål ligger både en dyb tvivl om, hvorvidt Jesus er den han siger han er – men også et spinket håb om godt nyt, et håb om befrielse.
Og Jesus kom med godt nyt netop til fattige, til tvivlende og fortvivlede, til dem, der ikke kan leve, og dem, der skal dø.
Verden havde aldrig før hørt om en så ufattelig medfølelse. Verden lignede sig selv og var alligevel helt forandret.
Det er forargeligt, at vi skal nøjes med ord.
Men troen kommer af det, vi hører, og med troens øjne ser vi, hvad vi ellers ikke ser. Vi venter som Johannes på glædeligt budskab. På julen, hvor intet er forandret, og alting bliver forandret.
Pga. Jesus, Ordet der kommer og tager bolig iblandt os. Som kærlighed, som håb, som fred og glæde.
Når vi tager Guds ord med os ind i livet og bruger det til at forklare og forstå, finde mening i det, der sker, så begynder verden måske at forvandle sig for os.
Så får vi ikke kun øje på verdens ondskab og menneskers fejl. Så ser alt ikke ud som en endeløs række af tilfældige ligegyldigheder.
Så ser vi Guds søn som den, der kommer til os, for at overvinde ondskab og uret med kærlighed og tilgivelse.
Så ser vi at der er håb.