4. søndag i advent /text: Joh 1,19-28
Jeg er en der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! Sådan svarer Johannes med profetens ord, da han bliver spurgt om hvem han er. ”Jeg er en der råber i ørkenen! ”
”Jeg er en der råber i ørkenen! ” Det er et ret mærkeligt svar. Idet hele taget er ørkner et mærkeligt sted og i dag vil jeg forsøge at sige noget om, hvorfor ørkenen – af alle steder – har tiltrukket sig så meget opmærksomhed både i Bibelen og i litteraturen i øvrigt.
Ørkenen har dannet ramme om mange væsentlige møder. Der er tænkt mange store tanker og gjort mange erkendelser i golde ørkner. Hvorfor? Måske fordi der ikke er noget til at forstyrre én i ørkenen. Der er ingen telefoner, ingen net. Der er ingen verdens ting der kan forstyrre en.
Der er noget dragende og fascinerende over det der golde og tørre ørkenlandsskab. Når man rejser i fx Egypten, oplever man den pludselige overgang fra de frodige oaser og Nilen – til den totalt øde, golde og tørre ørken. Det er som en streg eller en hårfin grænse mellem to helt forskellige verdner. Mellem liv på den ene side og død på den anden.
Selvom man aldrig skulle have været i nærheden af en ørken, så har vi alligevel alle sammen meget klare billeder af hvordan en ørken ser ud og er. Fra film, fra vittighedstegninger osv. og måske er ørkenen endda sådan en urforestilling der ligger i os fra fødslen. Det er der i hvert fald nogen der mener.
Ørkenen er ikke bare sand så langt øjet rækker. Det er et symbol på ensomhed og forladthed, på flugt og fortabthed, på kamp og mangel på liv. Men underligt nok er ørkenen også stedet hvor mennesker mødes med Gud. Ørkenen er også åbenbaringens, den søgendes og bønnens sted. Stedet hvor vi råber efter mening.
De tre monoteistiske Abrahams-religioner – Jødedom, Kristendom og Islam – er alle opstået i ørkenen. Israelitternes vej til Det forjættede Land gik gennem 40 års ørkenvandring. Det er fortællingen om Moses der fører folket gennem ørkenen, om Gud der åbenbarer sig for dem, og om masser af fristelser og frafald undervejs.
I Det nye Testamente hører vi om Jesus der opholder sig alene i ørkenen i 40 dage, og fristes af Satan.
Johannes Døber, som vi hører om i dag, levede et asketisk liv i ørkenen og prædikede at lyset var ved at komme til verden. Nemlig Kristus. Johannes Døber portrætteres som sådan en ret radikal type. Fx fortælles det at han levede af græshopper og vild honning – måske var det mere almindeligt den gang, men det lyder alligevel ret ekstremt. Hans asketiske livsførelse og tilgang til Gud var også ret ekstrem – og virker meget fremmed på os.
I det fjerde og femte århundrede levede de såkaldte ørkenfædre og -mødre. De var kristne, der forlod alt og gik ud i den egyptiske ørken. Dér levede de et asketisk liv i stilhed, ensomhed, tilbedelse og ikke mindst i længsel efter Gud. Deres liv og deres form for tro, virker også meget fremmed på os – alligevel er de på en eller anden måde blevet moderne.
I de her år er der mange der henter inspiration fra netop ørkenfædrene og deres tilgang til liv og tro. Hvorfor? Måske fordi de gjorde sig nogle tanker – som de også skrev ned til eftertiden – tanker, der på en meget enkel og konkret måde kan inspirere os i vores moderne liv, som også indimellem kan føles som en ørkenvandring eller som er fyldt med fristelser/støj/larm der så let overdøver det der er vigtigt i livet. Støj der for os til at længes efter det enkle.
Det fortælles om ørkenfaderen Abba Arsenius, at han var en veluddannet romersk senator, der levede ved Kejser Theodosius hof, hvor han underviste prinserne. En dag, mens Abba Arsenius stadigvæk boede på slottet, bad han til Gud med følgende ord: Herre, led mig ind på frelsens vej. Som svar fik han: Arsenius, flygt fra verden, og du vil blive frelst.
Derefter flygtede han ud i ørkenen. Her bad han igen: Herre, led mig ind på frelsens vej. Derefter hørte han en stemme sige: Arsenius, flygt, vær stille, bed uophørligt, for det er kilderne til at undslippe synden.
Flygt, vær stille, bed!
Flygt, vær stille, bed! Jeg ved ikke med jer, men den opfordring – flygt, vær stille, bed! – lyder som sød musik i mine øre! Hvem drømmer ikke om at rive stikket ud og flygte lidt væk fra virkeligheden engang i mellem, med tid til eftertanke og refleksion? Men samtidig har jeg på fornemmelsen at der ligger noget andet i den opfordring end wellnessophold og sjælelige charterture til ro og hvile.
At opholde sig i ørkenen er ingen charterferie. At opholde sig i ørkenen er ikke rart. Når noget føles som en ørkenvanding, så betyder det at vi bevæger os igennem landskab og situationer hvor der ikke sker nogen forandring. I sorg og fortvivlelse. Det er ensformighed og kedsomhed. Det betyder også at det er goldt og frugtesløst. Når livet er som en ørkenvandring, så er der mangel på alt hvad der spirer og gror af sig selv. Så er det bare hårdt arbejde, goldt og udsigtsløst – så er der ikke noget håb at se i horisonten. En ørkenvandring er ikke en charterferie eller en spadseretur i en ørken. Det er at være der, hvor der ikke sker noget nyt. Der, hvor der er kedeligt. Langsommeligt. Det er at være der hvor ingenting er nemt, og hvor man må være alene. De fleste af os oplever ufrivilligt engang imellem at befinde os i sådan en mental ørkentilstand.
Flygt, vær stille, bed!
I et moderne liv har vi måske sværere end nogensinde ved at være alene. Mange af os har vænnet os til hele tiden at være tilgængelige. Vi går ikke en tur uden vi har mobiltelefonen med. Vi er bundet op af hundredvis af kontakter på de sociale medier og har vænnet os til at være i gang med mange ting på én gang.
Det langsomme liv med tid til nærvær og tilstedeværelse har trange kår. Der er mange ting i dag der går afsindigt hurtigt og vi bliver fodret med informationer og indtryk og underholdt fra morgen til aften. At det er usundt og årsag til stress og mangel på evnen til fordybelse, ved vi kun alt for godt. Vi kan begræde den udvikling, men langt mere brugbart, er det nok at lære at være i det – og også at flygte fra det engang imellem. For det er nødvendigt hvis vi skal overleve som hele mennesker, at vi også flygter fra larm og krav om at være på, engang imellem. Det er nødvendigt at vi igen lærer at være i ørkenen, i kedsomheden, i stilheden – at vi indimellem flygter der ud, hvor vi er bare er os selv. Det er ikke en flugt fra livet, men en flugt der er nødvendig for at vi kan være til i livet. Eller det er, at turde være og blive i det der er svært i ens liv.
Flygt, vær stille, bed! Stilhed er på mange måder skræmmende. Eller det kan være svært at være i den, fordi vi pludseligt kan høre alle de spørgsmål der trænger sig på.
”Jeg er en der råber i ørkenen”, siger Johannes. Og sådan er der i stilheden. Der råber vi nogen gange: Hvad er meningen med det hele? Hvad skal jeg? Hvorfor lige mig? Eller vi giver op og siger: Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Eller vi beder: Hjælp mig, vis mig en vej, lad mig finde glæden igen.
Ørkenens sted er sandhedens og åbenbaringens sted. Det er det sted, hvor vi ikke kan gemme os for os selv eller Gud. Der hvor vi står nøgne og længes efter mening og glæde og liv. Og er kommet i en situation vi ikke kan se os ud af.
Flygt, vær stille, bed! Det er at turde være tilstede i vores liv med alle vores spørgsmål og længsler og bønner og håb – og give plads til at glæden igen kan få fat i os. Sådan for alvor.
“Måske skabte Gud ørkenen for at menneskene skal glæde sig over daddelpalmerne.” – sådan skriver Paulo Ceolhos i Alkymisten – da ørkenkaravanen ankommer til en oase. ”Måske skabte Gud ørkenen for at menneskene skal glæde sig over daddelpalmerne”.
Måske er det sådan at vi skal kunne være i vores livs ørkner, for også at kunne være i glædens oase. Flygt, vær stille, bed!
At være stærk er ikke
– at løbe hurtigst
– at hoppe højest eller
– at løfte tungest.
At være stærk er ikke
– altid at vinde
– altid at ha ret eller
– altid vide bedst.
At være stærk er at
– se lyset når det er mørkest
– slås for det man tror på
– selvom man ikke har flere kræfter igen
– se sandheden i øjnene selvom den er hård.
Johannes er en der råber i ørkenen: ”Jævn Herrens vej!” – og Gud Herrens vej er glædens vej. Den glæde, som vokser ud af ørkenens og håbløshedens tørre sand, og bliver til liv og glæde i os. Ikke bare når vi har lyst til at glæde os selv og hinanden – men som en vej der kommer til os som en åbenbaring af lys midt i mørket, og som en kilde af håb der springer frem af klippen og giver os nye kræfter.
Flygt fra det der frister dig til selvbedrag
Vær stille, så du kan høre de spørgsmål der er vigtige i dit liv
Bed, så du aldrig mister håbet om Guds frelse.