Pinsedag 2025
På et stort kirkemøde i Silkeborg i sidste uge, Himmelske Dage, mødtes 20.000 kristne for forskellige kirker. Vi var metodister, katolikker, ortodokse, baptister og så en hel masse lutheranere. Vi var biskopper, provster, præster, en enkelt kardinal, diakoner og menighedsrådsmedlemmer. Vi var aktivister, missionsfolk, grundtvigianere, søgende, forbeholdne og kulturkristne. Vi var østjyder, københavnere, sønderjyder og folk her fra Møllevang. Og vi hørte der blev talt om Guds storværker på vores egne tungemål.
Vi mødtes om det vi var fælles om: Den kristne tro. Bølgerne gik højt. Der blev diskuteret tro og eksistens, uden nogen forventning om at vi skulle blive enige, men med det udgangspunkt at vi er ét. At vi har én Herre, én tro, én dåb.
På et stort kirkemøde i Nikæa i år 325 mødtes mere end 250 biskopper fra den tids kristne kirker. De var fra Tyrkiet, fra Syrien, fra Palæstina, fra Egypten og Alexandria. De kom fra Grækenland, fra Italien og Frankrig. De var optaget af Jesus som menneske, de var optaget af Jesus som Gud, de var optaget af opstandelsen, de var optaget af Helligånden, de var ikke optaget af Helligånden. Og de hørte der blev talt om Guds storværker på deres egne tungemål.
De mødtes om det de var fælles om: Den kristne tro. Bølgerne gik højt. Der blev diskuteret hvordan vi skal forstå Jesu guddommelighed og forholdet mellem Faderen og Sønnen. Man havde nok ingen forventning om at blive helt enige, men man mødtes med det formål at formulere en troskendelse, der kunne samle kirken – og det gør den, den dag i dag.
Kristne kirker har gennem tiden holdt fast ved arven fra Nikæa, som er genfortolket og genformuleret igen og igen.
Nikænsk kristendom er en understrøm i det meste af vores teologi, og udsagn, som mange kristne tager for givet, er nikænske. Det er også derfor, at jubilæet er vigtigt i dag og skal fejres her pinsedag 1700 år efter.
For Nikæa er et symbol på enhed. Hvor alle kristne kommer sammen i al deres forskellighed. Altså, at kristne uagtet alt det, der kan skilles os, trods alt kommer overens om udsagn, som er grunden i de nikænske tekster, at vi tror på:
En Herre Jesus Kristus, Guds søn, født af Faderen som enebarn, hvilket vil sige af faderens natur før alle tider. Gud af Gud, lys af lys.
Der var i den kristne kirke særligt forskelligt syn på Jesu Kristi væsen – om han var Gud eller menneske – og det skabte splittelse i oldkirken. Det diskuterede man længe. Ja, det diskuterer vi sådan set endnu.
I Silkeborg mødtes vi bare fire dage. Det første koncil varede fra maj til juli i 325, og krævede altså noget mere fleksibilitet af arbejdsgiverne end en Kristi himmelfarts ferie kan klare. Resultatet af alle anstrengelserne blev den første nikænske trosbekendelse, der siger at Jesus er af samme væsen som Gud, samtidig med han er født – og ikke skabt – hvilket gjorde plads til både Jesu guddommelighed og menneskelighed.
Der er en sær evangelisk pinsepointe i, at de fleste kristne har en intuitiv forståelse eller fornemmelse af ånden i den nikænske trosbekendelse, mens det kun er ganske få nørdede teologer der ville kunne fremsige den uden at skele til teksten. Det er Helligånden der virker.
Ord kan være taknemmelige, sproget kan være rummeligt og præcist, men uden ånd, så lever det ikke, så giver det ikke mening. Det er ånden der har båret ordet om Jesus Kristus op igennem tiden så vi også i dag mærker at det giver mening og sætter os fri til at være mennesker. Det er Guds ånd, Helligånden, talsmanden – som Johannes kalder det. Det er den ånd der gør at vi er her, at vi kan tro, at vi kan være sammen i kirken uden at være enige om alle bogstaver. Det er ånden der bærer fællesskabet.
Vi er så heldige her på vores breddegrader at pinsen falder sammen med netop den tid på året, hvor lyset og livskraften i naturen nærmest eksploderer. Det har givet danske salmedigtere et lysmættet billedsprog fra naturen til at beskrive, hvad højtiden handler om.
Grundtvig, der i sin store pinsesalme (som vi begyndte med) ”I al sin glans nu stråler solen” opfinder det smukke, generøse ord ”livslyset”, digter om, hvad det vil sige, at Guds Helligånd kommer til os mennesker.
Det er kærlighedens ånd, sandhedens ånd, lysets ånd og åndernes ånd, der i et saligt sjælebad forbinder Gud med mennesker og omvendt. Selvom der teologisk set er et stykke vej fra Helligånden til menneskelig åndfuldhed, er udtrykket ”beåndet” et godt sprogligt eksempel på, at ånd er noget, der kommer til os udefra.
Noget vi får givet fra historien, fra kunsten, fra Gud, fra andre mennesker. Det er også det der ligger i ordet inspiration. Det kommer til os. Udefra. Det kommer over os. Den åndelige oprustning eller oplysning, må betyde en besindelse på at vi må vende os mod det og lade os beånde og inspirere af det, af traditionen, af historien, af kunsten, af kirken, af bøger og de fællesskaber der samler os.
Grundtvig kalder mennesket for ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”. Søren Kierkegaard betegner mennesket som en syntese af krop og sjæl båret af ånd. Der er noget i os, som resonerer med Gud, noget som gør os større end det videnskaben kan beskrive. Det er ånden i os. Det er den der udvider vores horisont og forbinder os på tværs af tid og de forskellige ekkokamre vi kan befinde os i.
Ved undfangelsen, når æg og sædcelle mødes, skulle der opstå et lysglimt af zinkgnister. Forskerne har aktiveret æggene ved at indsætte sæd-enzymer, som får calcium til at sprede sig i ægget, der så udsender små eksplosioner af zink (KD 6/5 2016). Når man gør det, er det for at sætte så levedygtige befrugtede æg op i den ufrivilligt barnløse kvinde som muligt.
Det viser sig, at jo større lysglimtet er, jo bedre er æggene rent genetisk. Det gør det nemmere at ægsortere. Man tager dem, der glimter mest. Og det er et mirakel hvad lægevidenskaben kan, men lad os alligevel forlade biologitimen. Det er jo ikke videnskabens dag, men pinsedag! Og skal vi gøre en pinsefortælling ud af livet, så er det andre ord, der skal til, end reagensglas, cellevæv og forplantningsmateriale. Levende ord, beånede ord, fredfyldte ord, fælles ord.
Forfatteren Alice Munro fortæller om en ældre spillelærerinde, der hvert år inviterer sine elever og deres familie til elevkoncert i sit hjem (Ryerson Press, 1968). Familierne i den lille by frygter denne årlige fest, både fordi der ikke er nogen af børnene, der kan spille, og fordi maden, der serveres, har stået for længe fremme. Lærerinden glæder sig nemlig så meget til festen, at hun ikke kan sove, så hun står op før daggry og sætter maden frem for at være sikker på at nå det hele. Og så er der gaveseancen, som både små og store gæster frygter. Under stor andagt får eleverne en for en overrakt fint indpakkede bøger med sløjfer og det hele. Der er tale om bøger, som ingen regner for noget: små bøger med titler som »Søer og floder«, »Fugle i naturen« eller »Sådan laver du din egen køkkenhave«. Og forældrene er også lede ved det, fordi alle ved, at spillelærerinden slet ikke har råd til at give alle de gaver. Hvorfor bliver hun ved med at undervise og holde fest, som om der var noget at fejre? Spillelærerinden selv er ikke i tvivl: Alle børn elsker musik i deres hjerte, og hun taler i det hele taget om børnenes hjerter, som om de er hellige.
Ved festen i år er der dog noget, der er anderledes. lærerinden spejder hele tiden ud på gaden, som om der er nogen, hun stadig venter på. Først da den sidste på dagens koncertprogram er gået i gang med at torturere tangenterne, går døren op. Og en hel procession af børn kommer ind. De er glade og forventningsfulde, og stuerne fyldes nu af liv og latter. Børnene ligner hinanden, og de har det til fælles, at de har et kromosom mere end andre børn. Men et af de nytilkomne børn sætter sig ved klaveret, og det underfulde sker: omsider lyder der musik, og det er musik, der kan mærkes, og som går lige i hjertet på de negative og festmodvillige tilstedeværende. Endelig har spillelærerinden fundet en, der er modtagelig for undervisning. Man skulle tro, det ville oplive hende på en måde, så det kunne ses. Men hun ser ud, som om det er noget, hun altid har forventet fra den kant, og hun kigger ikke anderledes på pigen end på de andre elever. For som det hedder: Mennesker, som forventer mirakler gør ikke det store nummer ud af det, når de endelig møder et.
Der er tale om en ren pinsefortælling, om hvordan stivnet liv i mødet med det uventede kan gøre os bløde om hjertet. Gud har det ligesom spillelærerinden; han ser ikke anderledes på den ene end på den anden af sine skabninger. Alle, der glimter, er guld for ham! Derfor er det også alle forsamlede, der bliver fyldt af Helligånden pinsedag. Uanset hvad de kommer med, og uanset hvor de kommer fra. Om de er fra Alexandria, Assens eller Møllevang. Om de er optagede af dogmatiske læresætninger om Jesu to naturer, eller optaget af at spille klaver. Om de er ortodokse, katolikker eller lutheranere.
Det lysglimt, der opstår ved befrugtningen, rummer både lyset fra skabelsens første dag, lyset der bryder frem med Kristus, og lyset fra ildtungerne pinsedag. Lyset er Guds, og vi er himmellys ”dog af de små”, for små er vi alle overfor Gud, uanset hvor mange kromosomer vi har. Eller om vi kan den nikænske trosbekendelse udenad. Pinse bliver det takket være Helligånden, som kommer til os udefra som små lysglimt i hjertet.
Det er Guds ånd, der kalder det som ikke er, til at være. Det er ikke os selv der skaber det. Det er ånd der lagt i vores kroppe, og som gør at vi kan forbinde os med hinanden, elske hinanden og rumme hinanden. Det er Helligånden der fællesskaber os på trods af alt det vi kan diskutere og være uenige om, på trods af alle vores forskelligheder.
Det står ikke i panden på den nyfødte så man kan se det med det blotte øje. Det står heller ikke på træernes blade med et stempel, så man kan se det: ”Made in heaven” eller noget i den stil. Men det står der alligevel som aftryk på hver enkelt af Guds skabninger, at vi er hans. Og troen på det kræver, at vi i en hver tid fortolker og taler om, hvad det betyder. Vi skal ikke være ens, vi skal heller ikke blive enige. Vi kan frimodigt og modigt kaste os ud i alverdens diskussioner om tro og eksistens. Guds ånd skaber musik ud af de spædeste stemmer.
Her i Gus hus er der ikke andre værter end Gud selv, og han er gæstfri og har lagt øre til det meste.
Ideen om at bruge Alice Munros novelle og artiklen fra KD om ægsortering er hentet fra prædikenvejledning af Lena Kjems