Et liv med elastik

4. søn. efter påske. Tekst: Joh 16,5-15

Vi havde konfirmation her i kirken i fredags. 12 unge mennesker fik bekræftet deres dåb og blev sendt afsted ud i voksenlivet med Guds velsignelse og nåde.

Jeg gav dem et såkaldt NÅDEbånd, der modsat et almindeligt målebånd er lavet af elastik. Vi er så vant til at blive målt på alle mulige parametre. I skolen. På arbejdet. Vi bliver målt på dygtighed, effektivitet og ja, vi måler os også konstant med hinanden. Og det er ikke kun konfirmander, der oplever det som trættende og ødelæggende for deres livsudfoldelse. Det gør vi voksne også tit.

Jeg gav konfirmanderne det her NÅDEbånd, for at minde dem om at det ikke er alt i livet der egner sig til at tælles og måles og proppes i et excelark. At der er ting her i livet, som ikke skal måles – og at der ting her i livet, som ikke kan måles. Det allervigtigste i livet. Faktisk. Det kan ikke måles. Ja, at det endda er sådan, at de vigtigste ting i livet, går i stykker, at blive målt. Går i stykker eller forsvinder. Sådan er det med kærligheden Sådan er det med troen Ja, sådan er det med alt det, som er gives til os af sandhedens ånd – som vi hører Jesus tale om i dag.

Hvis vi forsøger at måle kærligheden, for at finde ud af hvor stor eller lille den er, så holder kærligheden op med at være kærlighed. Den dør. Den forvinder og bliver erstattet af krav. Hvis vi forsøger at måle størrelsen på vores egen eller andres tro, så holder det op med at være tro – og bliver i stedet noget vi kan bruge til at slå hinanden oven i hovedet med. Hvem der tror mest? Hvem der tror rigtigst? Hvem der har den største tro? Det går ikke. Tro kan ikke være større eller minde. Den ER bare. Ligesom kærlighed.

Det her NÅDEbånd, er modsat et almindeligt målebånd, lavet af elastik og det kan strækkes. Måske har vi ikke lige set sådan et NÅDEbånd her før, men vi kender det godt. Det er det der bliver brugt, når vi møder nogen, der i stedet for holde på deres ret – holder os ud og holder om os og holder af os, også når vi er urimelige – og de må strække deres tålmodighed med os til udover det rimelige. Så er det ikke et almindeligt målebånd der er blevet brugt, men et NÅDEbånd. Det kan minde os om, at Gud ikke er retfærdig – men at han er noget andet nemlig barmhjertig og hans nåde er en elastik, der kan strækkes rigtig langt ud, dér hvor retfærdigheden ikke kan strækkes længere.

Vi kunne alle sammen godt bruge at blive konfirmeret engang imellem. Det er godt at blive mindet om at man er Guds barn, at man ikke er alene – og at blive velsignet til at gå fra kirke på egne ben. Udover alt det andet der også er virkelig godt ved en konfirmation: alle gaverne, talerne og festen! Det sidste får vi ikke i dag, men velsignelsen får vi. Vi bliver nemlig også sendt afsted i dag, ud af kirken for at skulle stå på egne ben.

Som også disciplene blev det, da Jesus holdt sin afskedstale til dem. Nu, sagde han, går jeg tilbage til Gud, og I skal leve jeres liv her i verden – men I er ikke alene. Helligånden – sandhedens ånd vil komme og være midt i blandt jer. Den vil give jer vejledning, trøst og livsmod til at leve jeres liv. Disciplene går fra at have Jesus til at vise dem hvad de skulle gøre, til selv at skulle tage ansvar og stå på egne ben – ved Helligåndens hjælp, men alligevel. Det er en overgang for dem. Som det er en overgang for en konfirmand eller et ungt menneske, der mister deres ret til det uforpligtende og ukomplicerede barneliv – men i højere grad selv skal til at tage ansvar, både for deres tro og deres liv. Det er sådan det skal være! Men overgangen fra en livsfase til en anden indebærer også et tab. Helt åbenlyst i overgangen fra barn til voksen. Vi mister vores uskyld og umiddelbarhed. Vi skal til at stå på egne ben. Forventningerne til os og vores forhold, ændrer sig selvfølgelig og heldigvis ikke over en nat – gradvis vender vi os til mere og mere alvor, ansvar og kompleksitet. Men resultatet er altid det samme: Vi har tabt uskylden og ansvarsløsheden for altid.

Indimellem kan vi – også når vi er blevet meget voksne – rammes af sorg og tristesse over at det er sådan. Vi kan – når pligter og ansvar, tests, prøver og alt det andet hverdagsagtige målebåndsarbejde, hænger os ud af halsen – have et stærkt ønske om at vende tilbage til livet uden ansvar. Men vi ved også godt, at sådan spiller klaveret ikke.  Og at det er godt.

For et liv uden ansvar, er et liv under en andens ansvar. Som barnet der skal rette sig efter sine forældre. Eller som den, der som voksen, har givet køb på sin egen frihed og identitet og (mere eller mindre frivilligt) har underlagt sig én eller anden guru, eller fører, der efter en bestemt ideologi har overtaget den frie og selvstændige tanke.

I kristendommen bør der ikke være nogen guruer eller førere. Vi er her på egne ben. Vi står hver og én af os i et selvstændigt forhold, til livets Gud.

Jesus var her, men er her ikke mere. Han var her, med alle sine konkrete bud på, hvordan vi skal leve vores liv. Han var her og viste os vejen. Det var bare at følge efter ham. Og det virker måske noget enklere på den måde. At have et fyrtårn, en konkret anfører, som kunne gå foran – end Helligånden der på en lidt mere uhåndgribelig måde taler ånd og sandhed ind i vores hjerter.

Men det er det vilkår vi lever på som kristne! Vi er her på egne ben – hvis skulle vi ellers gå på, kunne man spørge – men vi glemmer det nogle gange at det er deri friheden ligger, og drømmer måske om, en der kan give os nogle konkrete anvisninger på hvordan vi skal leve. – men det ville gøre livet alt for småt og skrøbeligt, hvis det var sådan.

Det er ikke godt at blive ved med at opføre sig som et barn, når man er blevet voksen. ”Hvor er han barnlig” er sjældent noget adelsmærke – men betyder noget i retning af: ”Tag nu et ansvar!” Eller: ”Vis hensyn til andre!”

Men i kirken taler i vi alligevel om at vi er børn – Guds børn – uanset hvor gamle vi bliver. Det betyder at vi er afhængige af det liv, som Gud lader tilstrømme os, og at vi hører ham til og er rummet i hans kærlighed. I forhold til Gud er vi altså ubetinget hans børn – men vi er samtidige Guds børn med den betingelse af vi er myndige og selvstændige og ansvarlige mennesker.

Jesus måtte gå bort, for at Helligånden kunne komme og indgyde os mod til at leve som myndiggjorte og selvstændige mennesker – på egne ben.

Det er når vi har fundet vores egne ben. Det er som os selv – som dem der har fundet hjemme som sig selv – at vi kan leve det det ægte liv og give Guds kærlighed krop.

Indimellem er det svært at finde ud af hvad vi skal stille op. Hvilke valg der er de gode og sande – både for os selv og i forhold til andre.

Indimellem ville det være dejligt at kunne læne sig tilbage i sit liv, og lade andre tage over.

Indimellem er det vanskeligt at fastholde det gudsnærvær, som vi har fået del i ved opstandelsen.

Indimellem ville vi måske ønske os et liv med flere facitter og færre spørgsmål.

Men sådan er livet bare ikke. Livet er aldrig enkelt og firkantet. Hver dag kræver sine egne afgørelser. Hver situation er ny. Hvert møde er enestående. Hvert øjeblik kræver sit nærvær.

De vigtigste ting i livet, lader sig ikke afgøre med et almindeligt målebånd. De vigtigste ting, kræver at vi låner af Guds elastiske NÅDEbånd.

Vi står lige der midt i det hele og skal på egne ben, træffe de rigtige valg og være tilstede som os selv. Og lige der midt i det hele, er Kristus. Han er den, som var og som er og som kommer – ikke bare som fortid og fremtid, men som den der fylder vores livs nu.

Kristus er til stede i blandt os med al sin kærligheds rigdom, siges det, når vi deler nadveren. Og det er en meget konkret levendegørelse af, at Kristi legeme fordeles fra ét sted til mange steder, når vi får del i hans legeme og går fra alteret og ud i verden, som bærere af Guds liv, der konkretiseres i kærlighed. Må Gud velsigne os til et liv på egne ben!