Erindring og evighed

Allehelgensdag
Himmeriget er som en konge der ville holde en stor fest.
Himmeriget er som en bryllupsfest.
Sådan fortæller Jesus om evigheden, og vi får billeder af et festbord der er længere end øjet rækker.  En smuk og varm fest, hvor der ikke er sparet på noget. God mad, dejlig vin og masser af glæde.
Vi sidder der allesammen 
Side om side 
Høj og lav
Ung og gammel – vi er sammen og vi er samlet hos Gud. 
Vi er sammen i kærlighed.

Det er svært at tale om evigheden – vi har ikke sprog eller forestillingsevne der slår til, når vi vil sætte ord på hvordan der er på den anden side døden, hos Gud. Udenfor tid.
Udenfor rum.
Uden al den kropslighed og fysik, der er kendetegnende for vores jordiske menneskeliv.

Det er svært at forstå.
Og derfor har vi der sidder her i dag, nok også vidt forskellige billeder af det evige liv. Simpelthen fordi vi er forskellige, og har forskellige erfaringer.

Men vi har alle sammen erfaring med det evige liv. For det er det liv, den lykke, den glæde, den varme, den kærlighed – der slår igennem som glimt i vores liv. De der øjeblikke, hvor alt pludselig giver mening – og man for en stund glemmer alt om tid og sted:

I forelskelsens rus
I den elskedes øjne
I fortrolig samtale med en ven
I barnets tillid og åbne blik
I skoven, under nattehimlen, i solopgang og solnedgang
I haven blandt blomster og summende bier
I latteren
I gensynet
I alt det kendte og i dagligdagens hjemmelighed
I højtid og fest
Øjeblikke af glæde og mening – det er evigheden der slår igennem som erfaringer i vores liv.
Erfaringer af tryghed, af varme, af frihed, af det kendte, af at have hjemme.

Nogle af de evigheds-glimt vi hver i sær bærer med os, som værdifulde erfaringer af Guds virkelighed og evighed – indebærer også minder om mennesker vi har mistet.

Og det gør både ondt og godt at tænke på.
Det gør ondt, fordi det fylder os med savn og sorg over det som ikke er mere.
Og det gør godt, fordi det fylder os med taknemmelighed og værdifulde erindringer, som vi bærer med os, og gør os til dem vi er.

De døde lever videre i vores erindring og i Guds evighed.
Her ved Allehelgen kommer både erindringen og evigheden os nær.

Vi samles for at mindes dem der er gået forud for os – dem der ikke er iblandt os mere, men som vi må tro er hos Gud. 

Allehelgen er en fejring af håbet om det evige liv. Håbet om, at ligesom Kristus opstod fra de døde til liv i Gud, sådan skal vi også – når vi dør – opstå og tage plads i evigheden. Allehelgen er fejring af håbet om evighed.

Allehelgen er også taknemmelighed over det som vi har fået – og det som vi har lært af vores døde.

Når vi takker for det vi har lært/fået af vores døde, så indebærer det samtidig erkendelsen af et tab – en sorg og et savn, der ser forskelligt ud for os.

Måske ville vi gerne vi havde fået så meget mere?
Måske er det vi har lært svært, at leve videre med?

”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres … Salige er de barmhjertige for de skal møde barmhjertighed…”

Sådan og mere til læste jeg lige før. Saligprisningerne kalder vi det.” Salig” er umiddelbart et lidt underligt ord i den her sammenhæng. Vi kender udtrykket: ”Han er helt salig” – og det betyder noget i retning af at ”han er i den syvende himmel”, sådan helt lykkelig og henført.  Direkte oversat betyder det: Hjertens lykkelig.
Saligprisningerne udtrykker en glæde over det mangfoldige og levede menneskeliv. I himmeriget er der glæde over de døde. I Guds hus er der mange boliger. Der er hjertets lykke.

Den sorg og det savn vi kender, findes ikke i evigheden:
 ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” –

I evigheden er glæde – fordi Guds kærlighed fylder det hele.

Det er den Guds-fylde, vi oplever i glimt – som nye begyndelser, varme øjeblikke og mening.

I himmeriget er der glæde over de døde – og vi må bede om styrke til og øve os i at glæde os over det vi har fået og det vi har haft sammen.  Taknemmelighed er glimt af evighed og håbet om gensyn med vores kære.

Man kan læse saligprisningerne som en udpegning af dem som er gået forud for os, og som har vist os veje vi kan gå, givet os værdier vi kan bygge på eller på den ene eller anden måde har lært noget af:

Måske er det noget helt konkret vi har lært
Måske er det en stor oplevelse vi havde sammen, som på en eller anden måde forandrede noget i mit liv
Måske er det en kamp vi måtte tage med hinanden
Måske er det evner, værdier eller holdninger, som vi beundrede eller tog til os
Måske er det evnen til at tilgive eller give slip
Nogle havde store evner til at klare sig og sprede mildhed, selvom deres odds var hårde.
Andre var bare dejlige og skabte håb om en fremtid for dem, jeg selv skal dø fra engang.
 Andre lærte os at tilgive og vise barmhjertighed, eller tørste efter retfærdighed og fred. Alle der har mistet et menneske de elskede, må lære at leve på ny.

Måske er det sådan, at kærligheden bliver stærkest fremkaldt når vi ikke har hinanden mere. Og Søren Kierkegaard har på den måde ret, når han siger: ”At elske en afdød er det bedste sted at lære kærlighed at kende”. Også selvom det lyder mærkeligt i vores øre:
”At elske en afdød er det bedste sted at lære kærlighed at kende.” 
Hvad mener han? Jo, at der får man ikke noget til gengæld, der er kærligheden ren og uegennyttig. I kærligheden til vores døde, er vi nødt til alene at forholde os taknemmeligt til det der var og det vi fik. Vi kan ikke andet end lægge det hele – både det svære og det enkle i Guds hænder – for den døde er ikke længere vores – på godt og ondt – men Guds.

Himmeriget er som en konge der ville holde en fest.
Himmeriget er som en bryllupsfest.
Sådan fortæller Jesus om evigheden.
Et bord der er dækket til fest og fællesskab, med vin og brød, og plads til alle.
Vi sidder der allesammen 
Side om side 
Høj og lav
Ung og gammel – vi er sammen og vi er samlet hos Gud. 
Vi er sammen i kærlighed. Og sådan er alle kirker bygget, med forskud på evighedens festmåltid.

Når vi sidder ved alterbordet, deler brødet og drikker vinen, så sidder vi i en halvbue foran alteret – og vi må forstille os at bænken ikke stopper der, men at den danner en kreds – og at der ved den anden halvdel af buen, sidder dem som vi ikke længere kan se, de som er gået forud for os. Vi har alle sammen plads ved bordet – både levende og døde.
Når vi spiser brødet og drikke vinen, får vi del i Kristi legeme – det opstandne Kristi legeme, som skænker fælles liv og evighed til både levende og døde.

Gud er både Gud for levende og døde. Han holder de levende i sin venstre hånd – og de døde i sin højre. Og vi må tro at han aldrig taber en eneste af os.