Er vi Jesu disciple?

Trinitatis søndag
Her er vi! Et lille udsnit af Jesu disciple i 8210.

Ja! Det er det vi er. Jesu disciple. Jeg kan se nogen af jer lige ranker ryggen lidt – eller måske krummer i tæer. Det er de færreste af os, der plejer at bruge det prædikat om os selv.

Måske tænker I: ”Ej, så from er jeg altså heller ikke!”, eller måske tænker I: ”Må vi ikke bare lige have lov til at sidde her søndag morgen i kirken, uden at blive påklistret alle mulige idealistiske ideer om hvem vi er og hvad vi skal”.  

Selvfølgelig! Og vi må kalde os lige hvad vi vil, men Jesus kalder altså os for sine disciple – så det er vi vel… eller hvad?

Når vi i dag taler om disciple, så kommer vi nok nærmere til at tænke på dem, der fulgtes med Jesus, ikke det at være kristne i dag.

 I Bibelen tales om efterfølgelse og discipelskab, men det er ikke ord vi bruger særligt ofte i Folkekirken. Og det på trods af, at det var det både det første og det sidste Jesus talte om. ”Kom og følg mig,” var Jesu første ord til sine tilhørere, og de sidste ord var: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple”.

Missionsbefalingen kalder vi den tekst vi hører i dag. Vi kender ordlyden aldeles godt, for den lyder ved hver eneste dåb.

Det er nogle ret store ord Jesus bruger. Her er ikke plads til tvivl og vaklen. Det er al magt, det er alle folkeslag og det er alt det han har befalet – og det er alle dage han er med os.

Man får let indtryk af disciplene dengang var lidt mere dedikerede og ordentlige kristne, end os disciple her i 8210. Men måske lagde I mærke til den første del af teksten, den som ikke plejer at lyder ved dåb? Jeg har faktisk ikke rigtig selv været opmærksom på det før. Selvom det egentlig ændrer hele billedet af, hvad det vil sige at være Jesu discipel.

Det fortælles at Jesus kommer til dem, altså disciplene, og så står der: ”Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.” Tvivlede ligefrem. Der var altså nogle af disciplene der tvivlede – og alligevel siger Jesus de der kæmpestore ord om al magt, alle folkeslag og alt det jeg har befalet. Det virker både som en usikker fremgangsmåde for Jesu vision om Guds riges udbredelse og en temmelig stor mundfuld for de tvivlende disciple.

Jesus lægger alle sine æg i en noget tvivlsom kurv. Det må være noget at det Paulus mener, når han siger: ”denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4,7). For dermed siger han, at skrøbelige, sårbare og fejlende mennesker virkelig kan rumme Guds dyrebare skat. Vi er Jesu disciple, fordi vi har døbt, ikke fordi vi er nogle særligt stærke, fejlfri, troende super kristne.

Vi er sikkert kommet her i dag af mange forskellige grunde. Nogen af gammel vane. Nogen fordi de trængte til den ro og langsomhed, der ikke findes ret mange andre steder end i kirken. Nogen fordi de trængte til at få velsignelsen eller nadveren. Nogen af nysgerrighed. Nogen af pligt. Nogen på grund af fællesskabet.

Vi er sikkert kommet her i dag af mange forskellige grunde, men fælles for os er, at vi er her, fordi nogen engang har fortalt os om Jesus. Vi har hørt om ham, vi har fået kristendommen overleveret fra et andet menneske, og derfor falder det os ind at være her.

Kirkegaard skulle have sagt: ”Jeg er kristen, fordi min far var kristen”, og det gælder de flest af os danskere. Vi er født ind i kristendommen, som den naturlige forståelsesramme for vores liv. Var vi født i Afghanistan, havde vi sandsynligvis været muslimer. Det kan være svimlende uoverskueligt at tænke sådan, fordi det måske rykker ved vores forståelse af sandhed. Men det er sundt at huske på, tror jeg.

Missionsbefalingen har virkelig op igennem kirkens historie givet anledning til at nogle af Jesu disciple har manglet ydmyghed i forhold til mennesker der troede og tænkte anderledes end dem. Der er blevet udøvet mange magtfulde overgreb i Jesu navn, op igennem tiden. Der har været – og er sammenhænge, hvor kristne i deres iver efter at omvende, har mistet kærlighedens blik på det andet menneske. Eller mistet ydmygheden og erindringen om, at alle mennesker er skab i Guds billede, at alle mennesker er Guds børn. At det ikke er os der ejer sandheden, men at sandheden er større end os – og lagt i os, som en dyrebar skat, vi skal dele med nænsomhed og omsorg.

Vi er sikkert kommet her i dag af mange forskellige grunde. Den mest grundlæggende af dem er, at vi engang har fået fortalt om Jesus.

Vi har hørt fortællingerne om tilgivelse, frelse og evigt liv fortalt ud af tro til tro for os. Og måske er vi her til gudstjenesten, fordi vi har brug for at vedligeholde troen og tilliden til Gud.

Troen er ikke noget vi har, som vi kan proppe ned i halsen på hinanden. Troen er nærmere end vej vi kan gå på sammen. At være Jesu discipel er at gå – ikke på den vej, Jesus gik – men på den vej Jesus er. Det er ikke en vej væk fra virkeligheden. Tvært imod.

Evangeliet vil ikke fjerne os fra virkeligheden, men holde os fast på, at uanset hvad der sker, er der ingen virkelighed, hvor vi er uden for Guds kærligheds rækkevidde. Al magt, alle folkeslag, alle dage. Sagde Jesus. Det er den virkelighed vi bor i og går på, som Jesu disciple.  Og det er vores betroede opgave, at dele det livsmod, som evangeliet rækker os, med hinanden. I den dybeste respekt for, at alle mennesker altid allerede er elskede af Gud.

Der var engang en mand, som havde to vandkrukker. Krukkerne bandt han fast for hver ende af en tyk kæp, som han tog på skulderen hver morgen, når han gik til floden efter vand.

Den ene krukke var hel, men den anden krukke var i stykker – den havde en stor revne, så når manden kom hjem til huset fra floden – var denne krukke kun halvfuld.

En dag, da manden skulle til at fylde krukkerne i floden, kunne den revnede krukke ikke klare det længere, den græd og sagde: “Jeg skammer mig så forfærdeligt. Jeg gør et usselt arbejde. Jeg er ikke til nytte. På grund af min revne får du kun halvt så meget vand af mig, som du burde. Jeg føler mig mislykket!”

Manden, der bar krukkerne svarede bekymret: “Jeg vidste ikke, du havde det sådan, men gør mig en tjeneste. Når vi går hjem fra floden i dag – så prøv så at se ned på vejen.”

Og da manden var kommet hjem til huset med krukkerne  – spurgte han så: “Lagde du mærke til de smukke blomster i vejkanten?” “Ja,” sagde krukken. Dem havde den set. “Lagde du mærke til, at de kun voksede i din side af vejen?

Forstår du, jeg har altid kendt til din revne. Derfor plantede jeg blomster i vejkanten, som du har vandet hver dag. Hvis du ikke var, som du er, så kunne jeg ikke plukke blomster hver dag, og sætte dem på bordet. Uden din revne ville både vejkanten og huset her savne alle de blomster – som du gennem tiden har vandet – helt uden at vide det.”

Det er skatten i lerkar.

Prøv og tænk over hvem du føler dig godt tilpas sammen med, hvem du har tillid til. Er det dem der er helt perfekte, som har et pletfrit og udefra set strålende liv? Er det dem der altid er sikre på at de har ret og dem som virker helt stålsatte i deres tro? Nej vel!

De mennesker der kommer til at betyde noget for os, dem som vi tager alvorligt, som vi lytter til og som vi vil dele vores liv sammen med – dem som vi vil gå et stykke vej sammen med, er dem, der erkender deres fejl, og tør dele deres sårbarhed og tvivl.

Jesus har betroet os den opgave at fortælle om Guds kærlighed til livsmod og trøst for alle mennesker. Denne skat er lagt i skrøbelige lerkar, på trods af, at vi er fyldt med revner og sprækker, tvivl og forbehold. Eller: måske ikke på trods. Måske netop derfor.  

For den kristne Gud er ikke en abstrakt kraft uden for vores virkelighed, men er netop til som ånd og sandhed i alt menneseligt.

”Min nåde er dig nok”, skriver Paulus et sted, ”for min magt udøves i magtesløshed.” – Det er kristendommens altid omvendte logik. Magten udøves i magtesløshed. Gud blev menneske i kød og blod og skrøbelighed – og vi er Jesu disciple, selvom vi ofte er fyldt af tvivl og usikkerhed.

Jürgen Moltmann, håbets teolog i vores århundrede, siger sådan her: ”I den religiøse erfaring vender håbet tingene om. Her erfarer vi, at Gud ikke bare er vores håb, men også at vi er hans håb.”

Vi kommer ikke uden om at tage ansvar, hvis vi ønsker at tage troen alvorligt. Den tro, vi har fået at gå på, fordi nogen gik sammen med os – den skal vi gå videre med til andre.