Helligtrekonger søndag
Vi ser det tydeligt for os: De tre konger, der kommer ridende i fornemme klæder på deres kameler med kostbare gaver til det lille Jesusbarn.
Ethvert barn kender fortællingen om de vise mænd der havde studeret astronomi og nu fulgte stjernen til Betlehem. Vi ser den for os og kender den, men egentlig ikke fra de bibelske skrifter. Det eneste vi kan læse i Bibelen om de vise mænd, er den korte tekst vi lige har hørt. Og her står ikke et ord om at de skulle være konger. Der står heller ikke noget om hvor mange de var. Der kunne i princippet have været 10 eller 20, og de kunne have gået på deres ben eller redet på alle tænkelige dyr. I hvert fald står der ikke et ord om kameler. Alt det er noget vi har fra kunsten og digtningen, og den vildtvoksende fortælletradition.
Ret beset er det en usandsynlig historie: Hvordan skulle en stjerne kunne vise vej til en lokalitet på jorden? Og hvorfor sendte Herodes ikke en spion efter de vise mænd, når han var blevet så forfærdet og følte sig truet på sin magtposition?
Matthæus, der fortæller historien, har ikke været det mindste interesseret i astronomi og historiske facts. Hans ærinde har været et helt andet, nemlig at understrege Jesu guddommelighed og at hans betydning ikke bare var et lokalt anliggende, men universel.
Tallet tre kommer sandsynligvis fra antallet af gaver – guld, røgelse og myrra.
Fra omkring år 200 omtales de som konger, og med forskellige variationer opstår beretningerne om Kaspar, den skægløse unge mand; Melchior, den gråhårede gamle mand og Balthasar, den sorte mand.
Dengang kendte man tre verdensdele – de kom altså fra Europa, Asien og Afrika, de repræsenterede hele verden, ung og gammel. Så også bag den folkelige videredigtning ligger forkyndelsen af, at hele verdens frelser.
Fortællingen om de vise mænd fra østerland der følger stjernen til Betlehem, er en god historie, som man får lyst til at digte videre på og tænke med på. Det gjorde Grundtvig også – i allerhøjeste grad. Han skrev ikke mindre end 19 vers i langdiget: ”Dejlig er den himmelblå”, som vi sunget den forkortede udgave af i dag, men da jeg i år læste den oprindelige Matthæus tekst igen, faldt jeg alligevel over et perspektiv som Grundtvig og andre gode mænd, mig bekendt ikke har digtet om. Nemlig slutningen, hvor der står: ”..og de vendte hjem til deres land ad en anden vej”.
De vise mænd rejste til kongens slot i Jerusalem, fordi de regnede med at den nyfødte, var konge i traditionel forstand. Det var, som vi ved en fejltagelse. Og det at den sande konge viser sig at være født i en fattig stald, skal netop vise modsætningen mellem den magt, der ikke søger sit eget, som har ydmyget sig og taget skikkelse af et lille sårbart barn – og den magt, der søger sit eget og er blevet magtfuldkommen og ond. Det er den erkendelse de vise mænd får i Betlehem, og efter at have set det i barnet i Betlehem, så ændrer de kurs og tager en anden vej hjem.
De vise mænd bliver draget og bevæget mod Betlhemsstjernen, men i virkeligheden er det nok så interessant hvordan mødet med jesusbarnet, siden bevæger dem. I en sådan grad, at de ændrer retning og tager en anden vej hjem.
Mange af os vil kunne spejle os i erfaringen af, på et eller andet tidspunkt i vores liv – eller måske endda flere gange, at have fået en erfaring, som gjorde at vi ændrede retning og gik en anden vej end vi selv havde tænkt. Både helt bogstaveligt, men også i overført betydning. At vi har mødt et menneske, som sagde os noget, der fik os til at se livet i et nyt perspektiv, og som gjorde at vi måtte ændre noget i vores måde at være i verden på.
Helt oplagt kan mødet med viden, få os til at ændre retning. Måske ikke lige første gang vi møder den, men efterhånden bider den sig fast i os, så vi ændrer noget i vores livsstil.
Mange af os er holdt op med af at ryge, fordi vi nu ved at det er farligt at gøre det. Mange af os er holdt op med at slå vores børn, fordi vi nu ved, at de kan tage skade af det. Mange af os spiser mindre oksekød, fordi vi nu ved, at det er en stor belastning for klimaet. Sådan kunne vi blive ved.
Viden kan få os til at ændre retning og gå en anden vej. Men gør det jo, desværre ikke altid. Ikke bare på det personlige plan, bliver vi ved med at falde i og gøre noget, selvom vi godt ved at det hverken er sundt eller godt for nogen.
Også når vi ser os om i verden, må vi konstatere at vi ikke altid har lært noget af historien. Vi bliver ved med at gå ad de veje der fører til krig og ufred, der fører til ulighed og uretfærdighed, der fører til klimaforandringer og overforbrug. Viden gør os klogere, men ikke nødvendigvis visere. Eller mindre magtfuldkomne.
De vise mænd gik en anden vej, fordi de, som der står, fik en åbenbaring om ikke at gå tilbage til Herodes. De havde erfaret en anden sandhed, en anden magt, end den de kendte fra den magtfuldkomne konge. End den de kendte fra historiebøgerne.
”Gik alle konger frem på rad/i deres magt og vælde,/de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde.”, skrev Brorson. Skabermagten, kærlighedens kraft må fylde os med ydmyghed overfor det under som livet er. Må det også fylde os med visdom til at gå en anden vej, den vej, der ikke altid er den nemmeste, eller korteste eller mest prestigefyldte – men derimod den sandeste og kærligste. Den vej der er båret af håbet.
Det var også det jeg hørte i kongens nytårstale, at vi skal lade vores vej bestemme af håbet, i ydmyghed overfor det liv vi har fået. Han henviste til både Brorson og Andreas Odbjerg og sagde sådan her:
”Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang. Vi har allerede mange gode løsninger, og tilsammen bringer de håb for fremtiden. Et håb, vi skal holde fast i og handle på.”
Kongen talte naturligvis eksplicit om klimaet, og ikke bredt om eksistensen eller troen, men der er noget i hans tale der også rammer det eksistentielle spor, som vi finder i afslutningen af fortællingen om de vise mænd: Erfaringen af at se længere, end de små skridt vi tager hver for sig og ofte lidt famlende, ideen om at bevæge os fremad, båret af håb. Ikke ad den nemmeste vej, men ad den rigtige vej.
De vise mænd fandt sandheden, de fandt Gud i det lille barn i Betlehem, og det fik dem til at ændre retning og gå en anden vej.
Og det må vi også ønske for os der er her, samlet til gudstjeneste om de gamle fortællinger og poetiske billeder der skal forkynde Guds nærvær og kærlighed, at vi bliver ansporet til at gå en anden vej hjem. Måske forbi kirkegården, for at mindes én vi savner.
Måske en tur i skoven for at mærke Guds skaberværk.
Måske forbi en ven eller bekendt, der kunne bruge et besøg. Måske i tanken eller hjertet, takke Gud for at vi går på en vej af håb. Altid allerede elsket. Aldrig alene.