Elastisk tid

3. søndag efter påske / Joh. 16,16-22

”En kort tid, så ser i mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig?” Johannes lader Jesus og disciplene gentage og gentage den sætning, så det mest af alt minder om en afskedsscene i en opera, hvor den døende kan bruge 15 minutter på at synge de to sidste ord: ”Jeg dør!”, så man som publikum virkelig når at komme hele følelsesregisteret igennem af frygt, betagelse, irritation, utålmodighed og taknemlighed, når han omsider falder om på gulvet og der bliver stille.

Sådan bliver man også skiftevis trøstet, irriteret og forvirret når man hører den her tekst hos Johannes. En kort tid det ene og en kort tid det andet… igen og igen og igen. Det er som om tiden bevidst bliver sat i stå, som om tiden står stille, eller som at vi skal ane og fornemme, at tiden ikke alene er lineær – men også høj og dyb, elastisk og rummelig. Fem minutter er ikke bare fem minutter. Et år er ikke bare et år.

Det ved vi godt. Alle os der lever. Tiden kan føles uendelig lang, og tiden kan føles meget, meget kort.

Tiden føles lang når vi keder os, når vi savner indhold i vores dage, når vi ikke ved hvad vi skal give os til.
Tiden føles også lang når vi venter. Som når kommende forældre venter deres barn med længsel og spænding. Det kan også være vi glæder os til noget, en fest vi er inviteret til, eller en rejse vi skal på, eller det kan være at vi glæder os til at gense et menneske vi savner.

Jeg talte med et kommende brudepar forleden, der havde fuldstændig tal på de gange de havde været væk fra hinanden i den tid de havde været kærester. De fortalte om, hvor forfærdeligt det var at være uden den anden. Hvor kedeligt det var, og hvor meget de savnede den anden. Tiden væk fra hinanden føltes uendelig lang.

Sådan tror jeg også min mand og jeg har haft det engang, men det er som om vi har vænnet os lidt til det efterhånden… og måske engang imellem kan sætte pris på den tid, hvor man også oplever at komme til at savne hinanden.

Når tiden føles lang, så er det fordi den ikke er fyldt ud. Der mangler noget, eller der mangler nogen i den tid, der føles lang.

Når tiden føles kort, så er den derimod stopfyldt.
Det kan selvfølgelig være fordi man har for kort tid til noget, så man skal nå alt for meget på for kort tid. Det er ikke rart, når det er sådan. For kort tid, er ikke en god tid.

Men tiden føles også kort, når den er stopfyldt af glæde, kærlighed og mening. Så kan det føles som om tiden på en eller anden måde opløses, og vi bare er tilstede i nuet. De der øjeblikke, som vi ikke bagefter ville kunne sige, om varede et minut eller en time. Fordi de var helt stopfyldt af følelser der løb over. Som da vi første gang fik vores barn i armene, og bare blev væk i den forløsende glæde.

Tiden kan pludselig holde op med at være lineær, når vi glemmer os selv og de små og store bekymringer for en stund slipper taget i os. I et kærtegn, i et blik, i en udsigt, i en sommerdag, i et besøg, i et godt grin der kom bag på os.

De fleste dage er tiden både og. Både lang og kort og ofte også ret lineær. Og for os alle sammen gælder det, at tiden kan være på mange måder samtidig:
Vi kan have for kort tid til vores arbejde, samtidig med at det egentlig keder os, så tiden føles lang.
Det kan være lang tid siden vi har set en af vores venner, samtidig med at det næsten føltes som i går.

At tiden er elastisk, bliver særligt tydeligt for os, når vi har været ude for noget, som ændrede vores liv radikalt.

Mennesker som har mistet én der stod dem nær, vil ofte opleve det sådan når der er gået et år. På den ene side, er det sket så meget på det år. Man har skullet træffe så mange valg alene, man har næsten hver eneste dag i et år, skulle gøre noget nyt uden den anden. På den ene side er det næsten ikke til at forstå at der kun er gået et år, for verden ser fuldkommen anderledes ud end sidste år.

Og på den anden side, så føles det som om det var i går at han/hun døde, fordi de dage står så lysende klart og man husker detaljer og stemninger og ord, så tydeligt.

Måske er det sådan, fordi vi gerne vil holde fast og er bange for øge afstanden til den vi mangler.
Måske er det sådan, fordi sorgen bliver ved med at have den samme størrelse, selvom vi ændrer os over tid.
I hvert fald er det sådan, at tiden er både kort og lang, og måske kan vores erfaring af at tid er elastisk, give os en ide om hvad Jesus mener med ”kort tid”.
For det er oplagt at tiden i evangeliet ikke bare er lineær.

I den tekstlige sammenhæng hos Johannes, er Jesu ord om at han vil forlade dem om kort tid, for at komme igen om kort tid, en del af hans afskedstale til disciplene skærtorsdag, aftenen inden han bliver korsfæstet. Vi der læser det, er altså klogere end disciplene. Vi ved at det handler om at han står op fra de døde Påskedag.

Men det er alligevel også forvirrende for os, for vi hører teksten her mellem påske og pinse, og ved, at det også handler om at Jesus kort tid efter bliver forenet med Gud, og så denne ret underlige påstand om, at det kun skal vare kort tid, men at han så vil komme igen. Det kan ikke andet end forekomme os som en underlig påstand, fordi den korte tid, nu foreløbigt har varet over 2000 år, og altså må siges at være blevet en permanent tilstand.

Vi lever altså i den korte tid, hvor vi, hvis vi ventede på Jesu genkomst, med god ret kunne hævde at den føltes meget lang.

Men, som jeg har prøvet at sige, så tror jeg, vi tænker alt for konkret om tiden, hvis vi kun tænker den lineær. Vores erfaringer af tid, siger os noget andet, og jeg tror det er den erfaring Johannes har forsøgt at udtrykke i sin operascene over tid.

Tiden i Guds perspektiv, er ikke bare kort eller lang. Den er høj og dyb, rummelig. Ja, den er evig. Ikke bare evig, som en uendelighed af tid – men evig som den mening, der rækker ind i vores tid, og tilbyder et perspektiv der er større end det der går fra A-B.

Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte der er gået, forud er kommet i baggrunden. Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab, er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte os ud af tågen, så tabet vil komme i baggrunden – og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter og håb.

Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte og savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig, i den kærlighed der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at dø på.

Men lige der, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, for os, som dårligt kan overskue dagen i morgen.

Men måske kan vi leve vores liv med det perspektiv, at vi ikke er ladt alene. Måske kan vi rumme, at vi også får rakt mening og gudsnærvær i den tid som kan føles lang. At det drypper på os, med godhed og glæde og mening, fra evighedens kilde, som gør tiden høj og dyb.

Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Så er det dryp fra evighedens kilde. Fra Gud, som er her. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Og det under at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. Lige nu og her, og i evighedens nu.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.