Juleaften 2012
Det værste vi kan gøre, er at lade hinanden være i fred!
Okay, vi kan indimellem godt trænge til den der form for fred, hvor vi gemmer os under vores bedste slumretæppe, i et hjørne af stuen, og signalerer med al tydelighed – og måske endda siger højt: ”Lad mig nu bare være i fred!”. Det betyder som regel en pause fra lidt for glade eller larmende børn – eller måske en pause fra lidt for krævende forældre. Eller det betyder slet og ret: Det har været en hård dag! Giv mig lige en pause! Men det er netop det, det er, en pause!
En middagslur eller bare en halvtimes dagdrømmeri i fred og ro, kan gøre underværker, også her i en travl juletid. Det er dejligt og helt nødvendigt engang imellem at trække sig, og holde en pause i sit eget selskab, men det er ikke den form for fred englene sang om julenat. De sang ikke: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Pause til mennesker med Guds velbehag!”
Det værste vi kan gøre, er at lade hinanden være i fred!
Vi taler tit om julefred! Men hvad er det egentlig for noget? Jeg tror mange af os får sådan nogle idylliske billeder for vores indre øje, af sne der daler i florlette og store fnug på den helt rigtige og juleagtige måde, tændte stearinlys i vinduerne, saftig andesteg med skønt fyld af æbler og svedsker på bordet, glade og forventningsfulde barneøjne. Det er julefred! Vi er samlet med vores nærmeste, og de fleste af os har det sådan, at der er noget særligt over julen. Særlige minder og særlige forventninger, og julefreden indfinder sig på en eller anden måde for de fleste af os, selvom juleaften sjældent er helt så perfekt, som den på julekort og glansbilleder. Men det er heller ikke den form for fred, englene sang om julenat. De sang ikke: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Idyl til mennesker med Guds velbehag!”
Det værste vi kan gøre, er at lade hinanden være i fred!
Pause forudsætter at vi har nogen vi gerne vil holde en pause fra. Idyl forudsætter at vi har nogen at være sammen med. Den fred, som englene synger om julenat handler om fællesskab. Den handler om Guds forhold til os, og vores forhold til hinanden.
Og derfor siger jeg: Det værste vi kan gøre, er at lade hinanden være i fred! Det er det julen handler om. Vi skal banke på hos naboen, røre hinanden, forstyrre, når der er brug for det, og gribe hinanden, når der er brug for det. Vi skal, for Guds – og vores egen – skyld, ikke lade hinanden være i fred.
Julenat blev jesusbarnet født. Gud blev menneske. Og det gjorde han, fordi han ikke ville lade os være i fred. Han flyttede al sin kærlighed ind i et menneske, Jesus – bevægede sig ud af sin komfortzone og ind i et ægte menneskeliv, i et magtesløst og fattigt barn – født i skidt og fattigdom -tilmed.
Gud lod os ikke være i fred! Gud bevægede sig helt derud, hvor det er farligt, for at han kunne komme helt ind på os. Den fred, englene synger om julenat, handler om: Ikke at Gud laderos være i fred, men at han har fred med os.
Og det er også det vi skal. Vi er nødt til at bevæge os ud af vores komfortzone, derud, hvor det nogle gange bliver helt ærligt og ægte, for at vi kan komme tæt på hinanden, og ikke laderhinanden være i fred, men har fred med hinanden. Det værste vi kan gøre, er at lade hinanden være i fred!
For mig er der tre ting der er vigtige at få sagt i aften:
For det første:
Julen er ikke en bestemt årstid.
Julen er en bestemt sindstilstand. Eller måske snarere en bestemt holdning til livet. Og når julemanden belærer grusgrevinden Vera i årets julekalender på DR om at ”vi skal have julen i vores hjerter”, så ligger der en virkelig dyb kristen sandhed i det.Det vi fejrer i aften er, at Gud lagde sit hjerte ned i krybben. Gud lagde al sin kærlighed ned i et menneske, i Jesus.
Her til jul fletter vi julehjerter til at hænge på træet. Det er et godt billede på, hvordan Gud flettede sit liv sammen med vores liv julenat. Han flyttede ind i vores hjerter, og det er den fred englene sang om julenat. At Gud ikke er fjern og abstrakt – men at han er liv og muligheder, fred og fællesskab, kærlighed og ånd i os og mellem os.
For det andet:
Julen giver ikke mig selv hovedrollen i mit liv. Fred er ikke noget vi har for os selv, det er noget vi har med hinanden. Guds fred hører til i fællesskabet.
Det bliver tydeligt her i selve juletiden, hvor vi er gode til at tænke på hinanden, give hinanden gaver og idet hele taget er opmærksomme på at glæde andre. Vi kalder det julehumør. Og julehumøret er et meget godt billede på den fred englene sang om julenat, men det er mere radikalt end det og omfatter mere af vores liv end december måned.
”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag”, sang englene julenat – og formulerer poetisk det dobbelte kærlighedsbud – at vi skal elske Gud og næsten, som os selv.
At ære Gud, er at elske Gud – og at elske Gud, er at elske vores medmennesker. Det kan ikke skilles ad. Hverken i det højeste eller på jorden. Og at elske vores medmennesker, betyder, at vi ikke lader hinanden være i fred – men at vi tager del i hinandens liv. Det kan være frygteligt besværligt og meget ubelejligt, men det modsatte er langt værre.
Ingen af os kan holde til at blive ladt i fred – det er det samme som at blive ladt i stikken. Vi risikerer lidt af os selv, hver gang vi involverer os i andre. Det kan gøre ondt, men det er aldrig meningsløst. Og ofte oplever vi, at når vi giver lidt af os selv, så får vi det mange gange igen. At når vi åbner os for hinanden, så sker der det, at livet bliver større og vi igen og igen erfarer, at styrke er noget vi finder uden for os selv – og ikke ved at grave dybt i vores egen navle.
Og for det tredje:
Julen kan ikke mislykkes. Jo, vi kan have en mere eller mindre vellykket juletid – for nogen er det faktisk den værste tid på året.
Men julen handler ikke om, om andestegen lykkes i aften. Den handler heller ikke om, om vi lykkes i vores liv, om vi er omvandrende succeser. Når Englene synger: Fred til mennesker med Guds velbehag! – så handler det om, at vi har fået del i Guds fred. Punktum. Og det er ikke en følelse. Det er heller ikke garanti for succes. Det er en fred og en kærlighed, vi kan leve vores liv på, også når vi lever på trods. Når livet af den ene eller anden grund gør ondt, og vi føler os helt fortabte.
Julen betyder, at Gud også er til stede hos os, når vi har svært ved at føle det og tro det. Kærlighed er ikke noget vi kan tage. Kærlighed er noget vi får. Gud har lagt sin kærlighed i vores hjertes krybberum. Hele bliver vi ikke i – eller af os selv. Vi helbredes, vi inspireres, og vi frelses af ord større og mægtigere end dem, vi kan sige os selv. Og af en kærlighed der er så stærk at den kan holde til det hele. Også til os.
Rigtig glædelig Jul – og Fred være med jer!