16. søndag efter trinitatis /Luk. 7,11-17
Hvad skal vi stille op med sådan en fortælling her?
En fortælling der på så mange måder, modsiger alle vores erfaringer med døden. Vores erfaring er tværtimod at når vores kære dør, så forbliver de døde. Uanset hvor meget vi beder og trygler og længes efter at de skal vende tilbage til livet sammen med os igen, så sker det ikke.
De døde rejser sig ikke op og fortsætter hvor de slap. Og vi må i stedet bære vores døde til graven, lægge dem i Guds hænder og fortsætte uden dem.
Så hvad skal vi stille op med den her fortælling om en dødeopvækkelse. Hvorfor skal vi høre den?
Det tror jeg vi skal, fordi vi igen og igen har brug for at høre at livet er stærkere end døden og at døden i sig selv ikke er skræmmende og ond. Vi glemmer det så let, midt i vores sorg.
Eller: Vi har
ingen dødserfaring. Vi har kun livserfaring. Og vi har svært ved at tro det,
fordi vores livserfaring siger os, at døden tager mennesker fra os. Og det er
skræmmende at tænke på at vi skal miste hinanden, og det gør forfærdelig ondt
når det sker.
Og fordi det gør ondt når nogen dør og fordi det skræmmer os at vi skal miste
hinanden, så kommer vi også til at tænke sådan om døden selv. At den er ond og
skræmmende.
Jeg tror vi skal høre den her historie, for at blive mindet om, at det ikke er synd for dem der dør. Det er synd for os der lever, når nogen dør.
Derfor er
det heller ikke den døde dreng, Jesus har ondt af. Det er hans mor, der skal
leve videre uden ham.
”Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” – sådan står
der. Han ynkedes over hende, han fik ondt af hende, medlidenhed med hende.
Jesus har ikke medlidenhed med drengen der er død. Fordi der ikke er noget ondt eller skræmmende over, der hvor han er. Han er hos Gud. Lever hos Gud. For den døde er er døden en overgang til evigt liv hos Gud, ikke andet.
For den
levende derimod, betyder døden adskillelse, savn, sorg og smerte. Jesus har
medlidenhed med den levende mor, fordi det gør forbandet ondt at miste et
menneske man elsker.
Jeg tror næsten alle forældre kan mærke det helt ind i knoglerne, og at det
rører ved en grundangst i os – og også ved en solidaritet eller fællesskab med
dem som oplever det. Vi har stor sympati med enken fra Nain. Vi har stor
sympati med de forældre der mister et barn. Det rører os. Det bevæger os.
Men det
bevæger os ikke nødvendigvis hen imod dem.
Måske snarere tværtimod. Måske bevæger vi os væk fra dem i stedet. For vi ved
ikke hvad vi skal sige eller gøre. Måske er vi bange for at komme til at gøre
noget forkert. Måske er vi bange for at komme til at sige noget der kan gøre de
sørgende endnu mere kede af det. Eller måske er vi bange for at trænge os på. Vi
er ikke altid så gode til at være tæt på mennesker i sorg.
”Vi ved jo
ikke hvad vi skal gøre”, siger vi og holder os væk fra den sørgende, og derfor
oplever mange sørgende oven i sorgen, også at føle sig forladt at venner og
bekendte.
Og det kan ikke siges ofte nok, at vi som pårørende til en sørgende, ikke skal
være så optaget af om vi kommer til at sige eller gøre noget forkert.
Grundlæggende kan man ikke gøre eller sige noget, der kan gøre den sørgende mere
ked af det. Sorgen fylder i forvejen det hele.
Man skal bare være der. Være sammen med den sørgende. Lade være med at forsøge
undgå at nævne den døde, men derimod blive ved med at tale om den døde. Det gør
ikke sorgen værre, men det gør derimod, at man ikke føler sig alene i sorgen.
Måske ikke er så mærkeligt at vi i vores del af verden, kan føles os noget famlende når vi møder sorgen tæt på. Det er rigtigt, at vi faktisk ikke ved hvad vi skal gøre. For vi har ikke længere rigtig nogen kultur hvad angår sorg.
Vi har næsten ingen ritualer, sociale konventioner eller færdselsregler for, hvordan vi omgås folk i sorg.
I mange andre kulturer er der helt anderledes, og førhen var det også anderledes hos os. Men det er som om vi har mistet den viden, at den sørgende har brug for, at vi der er omkring dem, stiller op og er der. Gør noget.
Det er på en
måde paradoksalt i en tid, hvor vi bryster os af ikke at have berøringsangst,
at når det kommer til døden, så har vi ikke andet. Eller vi lader samfundet
tage sig af det. Vi overlader de sørgende til sorggrupper eller psykologer –
som kan være gode nok – men hvor det de fleste har brug for, er at fællesskabet
omkring dem, bevæger sig, sammen med dem – og ikke væk fra dem.
Ikke bare til begravelsen. Ikke bare i de første uger. Ikke bare et: ”Du ringer
bare, hvis der er noget” – for det har den sørgende ikke overskud til. Nej,
ring selv. Bank på. Bliv ved. Den der er i sorg, bliver ved med at have brug
for mennesker at bevæge sig sammen med. Den der er i sorg, bliver ved med at
have brug for at der er nogen der tør røre ved ham eller hende.
Fortællingen
i dag handler om, at vi ikke skal være bange for at dø. For i døden bliver vi
optaget i Guds evige liv. Livet på den anden side dødens overgang, ved vi ikke
noget om. Men vi må tro at det er fuldkommen farvet af Guds kærlighed og fylde.
Vi må tro at livet efter døden hverken er skræmmende eller ondt.
Fortællingen i dag handler også om, at det gør ondt når én af ens kære dør – og
at det er skræmmende at skulle fortsætte livet uden den man har måttet tage
afsked med. Det gør ondt at være i sorg, men der er også liv i sorgen. Det skal
være gode til at vise hinanden.
Der er liv i sorgen. Det mærker enken fra Nain, da hun møder Jesus. Jesus bliver bevæget, da han hører om hendes tab. Han bliver bevæget, som vi bliver bevæget når vi møder en forælder, der har mistet sit barn. Men han flygter ikke, som mange af os andre kunne have lyst til. Han bliver der. Rører hende, bliver hos hende og bringer hende trøst.
Og så taler han den døde søn op! Rejs dig, siger han og den døde rejser sig og begynder at tale. Jesus giver enken sin søn tilbage. Der er liv i sorgen. Ikke som før. Tiden bliver ikke skruet tilbage, til før sønnen døde. Men de får et nyt liv sammen. Det er opstandelsen.
Vi ved meget
vel, at vi ikke får vores døde tilbage som før de døde. Vi ved meget vel, at de
ikke rejser sig fra deres grave, hvor højt vi end råber at de skal. Men lad
fortællingen her være et tegn for os, om at vi ikke skal sige farvel til vores
døde, men at vi skal være sammen igen i opstandelsen.
Vi kan ikke, som i fortællingen, få de døde til at rejse sig og give dem
lyslevende tilbage til vores venner der har mistet. Og så alligevel. Vi kan
lære meget af den måde Jesus møder den sørgende enke fra Nain: Vi kan være der.
Lade være med at flygte. Blive der. Røre hende og bringe hende trøst. Og så kan vi tale den døde op sammen, eller hjælpe med at der bliver en plads til den døde i vores liv med hinanden. Give plads til alt det den der er død, har været og er. Give plads til at den kærlighed og det liv, der var – stadig er.
Der er liv i sorgen. Ikke som før. Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men der er nyt liv. Det er opstandelsen.