Prædiken over Luk. 16,1-9
Min morfar der var storbonde på Fyn for en menneskealder siden, havde sin egen definition af socialister. ”En socialist er, sagde han, én der gør godt fra andres penge!”
Og med det niveau der er på de indledende manøvre til valgkampen i disse dage, kunne han såmænd godt være blevet ansat som en slags kampagneleder for de borgerlige.
Jeg kom til at tænke på det, fordi det er det godsforvalteren i dagens fortælling gør – han gør godt med andres penge. Og det er virkelig en helt skør fortælling.
Søren Kirkegaard fortalte engang om to portrætmalere: Den første sagde: ”Jeg har rejst i hele verden og ikke fundet et eneste menneske, der var værd at male – i alle ansigter fandt jeg fejl – derfor har jeg rejst forgæves”. Den anden maler sagde: ” Jeg har ikke rejst nogen steder, men jeg har aldrig set et ansigt, som ikke gjorde det til en glæde for mig at male det.”
De var kunstnere begge to. Hvad er forskellen? Forskellen er at det har forskelligt menneskesyn. Den sidste kunstner elsker det menneskelige.
Billedet af den uærlige godsforvalter er også farvet af de øjne der ser. Havde det været en af os der havde fortalt lignelsen, havde pointen uden tvivl været en anden.
For vi ser billedet af en charlatan, der er for doven til at grave, for fin til at tigge og som køber sine venner for penge, der ikke engang er hans egne. Og vi bryder os ikke om ham. Det er en økonomisk forbrydelse. Det er både forargeligt og uansvarligt. Han kender ikke forskel på dit og mit, og har ingen respekt for den hellige almindelige ejendomsret. Han er ikke til at tage alvorligt, fordi han ikke er klar over at penge er en alvorlig sag.
Men nu er det Jesus der fortæller lignelsen og han ser noget andet end vi gør. Han ser godt nok også billedet af en charlatan, der er for doven til at grave, for fin til at tigge og som køber sine venner for penge, der ikke er hans egne. Men han bryder sig om ham! Han kalder ham til sig og kalder ham en af sine.
I Jesu øjne handler han klogt og ansvarligt. Han kender forskel på væsentligt og uvæsentligt, på venner og på penge. Han har respekt for den svage. Jesus tager ham alvorligt.
Hvorfor denne forskel på verdens dom og Jesu dom? Der er menneskesynet til forskel. Jesus har kærlighed til godsforvalteren. Han har kærlighed til mennesket og vi er alle sammen gode og pæne nok til at bruges i hans tjeneste.
Han lærer os, at det er centralt at kunne skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Og det kan godsforvalteren. Det er væsentligt at have venner, at hjælpe sine medmennesker og leve solidarisk. Penge er derimod uvæsentlige. Det viser godsforvalteren os og stiller sig dermed i rækken af skæve eksistenser, som Jesus kan bruge i sin tjeneste.
Den uærlige godsforvalter er et billede på os mennesker i al almindelighed. Vi snyder også og tænker mest på os selv. Vi er uærlige og uværdige, men i Guds øjne er vi alligevel værdige. Elsk-værdige.
En gammel legende fortæller, at den himmelfarne frelser stod omgivet af sine engle, der spurgte ham: ”Hvordan skal det nu gå med dit rige på jorden? Hvad er din plan?” Så pegede han på disciplene, der var på vej hjem fra himmelfartens bjerg og sagde: ”Jeg har mine disciple”. Men englene blev ved med at spørge: ”Men hvis de nu svigter, hvilken plan har du så?” Han svarede: ”Jeg har ingen anden plan!”
Legenden rummer en rystende og oplivende sandhed: Du har et ansvar! Det er ikke lige meget, hvad du mener, siger og gør. Vi er Guds forvaltere i verden, og det er et stort ansvar, som vi ikke lever op til. Kravene til os er for store. Vi skal elske Gud af hele vort hjerte og af hele vort sind, og vores næste som os selv – men gør det ikke. Vi skal gøre mod andre, som vi vil at de skal gøre mod os – men gør det sjældent.
Vi er utilstrækkelige forvaltere, fordi vi er os selv nærmest. Og selv om vi vil det gode, så gør vi det ikke. I vores øjne dårlige disciple. I Jesu øjne elsk-værdige disciple.
Hvorfor denne forskel? Der er menneskesynet til forskel. Jesu kærlighed til os er større end vi kan fatte.
Storm P havde en hund, og den hund havde et underligt navn: “Svindler.” Storm P fortalte, at sådan hed hunden fordi det morede ham at gå på gaden og kalde på sin hund: “Svindler, kom her!” Storm P nød at se alle de mennesker, som reagerede når han kaldte hunden til sig.
Det er sådan cirka med samme tiltale og humor at Jesus kalder på dig: “Svindler, kom her!” Og når du så kommer til Jesus, så siger han: “Du er tilgivet.” Det er den kristne påstand: Alle uærlige svindlere og syndere tilgives og frelses fordi Gud er god. Gud er nådig, og det betyder, at det går os bedre end vi har fortjent.
Godsforvalteren roses fordi han handlede uærligt overfor den rige mand, og kærligt overfor dem der skyldte den rige mand penge. Det er en sær umoralsk pointe, der vender op og ned på god latin. Hvordan skal den forstås? Skal man roses for økonomisk svindel? Hvad med dit og mit? Tja, det er som om at Jesus ikke synes det er så væsentligt, som verden gør. Sat på spidsen, siger Jesus: ”Penge er uvæsentlige, men venner er væsentlige!”
Det lyder bundnaivt og faktisk også ret arrogant, i en tid, hvor den økonomiske situation er så usikker, og mange, mange mennesker er fyldt med bekymringer om fremtiden og deres økonomiske sikkerhed.
Men evangeliet fastholder at penge ikke er noget værd, hvis de ikke bruges i menneskers tjeneste.
Den uærlige godsforvalter er gået over i historien, fordi han har den rette forståelse af, at penge ikke skal samles eller graves ned, men spredes. Han roses for sin solidariske indstilling. Penge er uinteressante undtagen som middel til at skaffe sig noget af værdi. Og det er ikke pengene i sig selv, der har værdi eller det, at man kan få flere af dem. Nej, Jesus mener at man skal skille sig af med dem, sprede dem ud som gødning, så der kan vokse noget væsentligt.
Hvorfor denne forskel i synet på penge? Der er menneskesynet til forskel. I Jesu øjne er penge uendeligt ligegyldige, sammenlignet med menneskets uendelige værdi.
Lignelsen er ikke en opfordring til forvaltningssjusk, men en konstatering af, at det er det vi er: utilstrækkelige godsforvaltere. Jesus opfordrer os ikke til at bedrage hinanden, men konstaterer at vi gør det. Og det er på den baggrund Jesus roser os, når vi i vores utilstrækkelighed handler uselvisk og solidarisk.
Forvalteren reddede livet ved en helt vild og vilkårlig omgang med andres penge – fuldstændig uden at skele til regler og love. Sådan er Jesu holdning til materiel rigdom: Den skal bruges til at skaffe sig noget, som er mere værd end penge. Giv pengene væk, giv dem ben at gå på, lad tab være tab og hav overskud til at se stort på det. For det der betyder noget har intet med penge at gøre. Gud kalder os til at give alt det vi kan, som enken der gav et par småmønter af sin fattigdom.
Jesus tager selv skridtet fuldt ud. Han nøjes ikke med at halvere gældsbeviserne, som den uærlige godsforvalter gjorde. Han tager selv hele vores skyld og gæld på sig – og med sig – i døden på korset. Langfredag rives vores gældsbeviser over, så vi ikke skylder Gud noget. Gud er ikke en gnierisk Gud, der kun nødigt deler ud af sig selv. Han er gavmildhedens og barmhjertighedens Gud, der ikke alene gav os livet, men også gav sig selv, for at vi kunne leve ved ham.
Det er ikke os der ejer godset. Vi er ikke godsejere, men godsforvaltere. Lignelsen hævder, at livet ikke er mit. Det er Guds. Livet er ikke noget, jeg kan kræve eller tjene. Det er noget, jeg er blevet givet og skylder bort. Hvad Gud har givet mig, kan jeg kun have ved at give det til andre.
Vi kan lette andres byrde, tilgive vore medmennesker og kaste lys over deres liv. Kun på den måde forvalter vi vores gudgivne liv rigtigt. Frans af Assisi formulerede det på den måde: Gør mig til redskab for din fred! Når vi forlader skyld, vil du forlade, for det er ved at give, at vi får, og ved at dø at vi opstår.