Menu Luk

Det er Gud der vælter stenene for os

Prædiken Påskedag

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på.

Men hvordan kunne det gå til? Hvordan så han ud, efter han var opstået? Var det en fysisk opstandelse? Eller en åndelig opstandelse? Hvor blev han af? Det kan jo ikke lade sig gøre. Det giver ingen mening at det skulle kunne ske. Det er umuligt.

Og ja, det er umuligt – og nej, det kan ikke lade sig gøre. Og det er netop derfor der er kraft i påskedag.
Det er det, at det der ikke kunne lade sig gøre, faktisk skete.
Det er det, at det der ikke var en mulighed, blev muligt. Det er det der er opstandelsens kraft.

Påskemorgens kraft er, at det umulige bliver muligt. Forsøger vi at forstå hvordan, eller forklare det logisk går vi den forkerte vej. Opstandelsen er for troen, ikke for forstanden.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget af sten fra den tomme grav.

Det er søndag morgen. Kvinderne er på vej ud til graven. De går der med duftende olier og salver, som de vil salve Jesu lig med. Da de pludselig kommer i tanker om at de har et problem:
”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” spørger de hinanden ”Men da de kom der ud og så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. ”For den var meget stor” – ”For den var meget stor” står der så sådan lidt underligt vedhæftet. Det havde være mere logisk, hvis der havde stået: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven. For den var meget stor” – men Markus der har skrevet fortællingen ned, er ikke logiker. Han prædiker for at vi skal komme til tro. Og bemærkningen om at stenen var meget stor, skal ikke – som vi logisk kunne komme til at tro – sige noget om kvindernes kræfter, eller mangel på samme. Den skal sige noget om Guds kræfter.

Bemærkningen om at stenen var meget stor, står der ikke som sådan en lidt underlig fakta oplysning – men som en begrundelse for hele påskens budskab. Stenen var væltet fra, fordi den var meget stor. Det er ikke bare en tilfældig stor kampesten der er tale om. Det er døden selv. Det er døden, stor, tung, uundgåelig og umulig at bakse med eller ændre på for andre end Gud. Derfor er den væltet fra. Vi kan ikke ændre på døden. Det kan kun Gud.

Kvinderne gik til graven – netop graven, som var det sted, hvor deres håb og liv var spærret inde. Graven var helt konkret et udtryk for lammelse og forstening. De havde ingen tro på at det kunne være anderledes. Men stenen blev væltet fra. Den sten som er det stærkeste udtryk for sorg og død.

Kvinderne kom med forventninger om at de på en eller anden måde, skulle håndtere den. Måske ved andres hjælp, men alligevel. De havde salver med. De havde brug for at se den døde endnu en gang. De havde brug for at tage ordentligt afsked, tilse døden, for på den måde at affinde sig med den.

Sådan har vi mennesker forskellige måder at nærme os en accept af døden. Vi hjælper hinanden med at forsøge at lære at leve med den, at se den i øjnene, at acceptere at det er sådan det er. At døden er uundgåelig. Det er vores forsøg på at skubbe til den store sten. Det er vores forsøg på at håndtere døden.

Men Markus prædiker opstandelsestro. Stenen er så stor, at Gud allerede har væltet den. Vi kan hverken gøre fra eller til. Vi kan heller ikke forstå det. Vi kan ikke andet end se undrende til. Påskemorgen er Guds sag, for stenen er stadig meget stor.

Når vi eller vores nærmeste bliver alvorligt syge, og vi er fyldt af både uro og frygt, så kan det være svært at høre englens: ”Vær ikke forfærdede!”

Når vi har mistet et menneske, der stod os så nær at vores liv blev spaltet i et før og efter, kan det være en provokation at høre ordene om at Kristus har sejret over døden. For det føles ikke sådan.

Når vi sidder fast i et mørke, der ikke vil slippe taget i os – så kan det være vanskeligt at tro på en opstandelse.

Når konflikter, krig og terror fylder os med frygt og modløshed, så kan det være umuligt for os at se, hvordan det nogensinde skal blive anderledes.

Sådan var det for kvinderne ved graven, og sådan har det været for generation efter generation af kristne. Det er ikke altid nemt at give sig hen til troen på opstandelsens forvandlende kraft.

Påskemorgen er et udsagn til os om, at selvom vi ligesom kvinderne kan opleve at vores liv er uden håb og uden rum, og syntes spærret inde bag en mægtig sten, så kan stenen – ikke ved vores hjælp, men måske nærmere på trods af os, væltes fra og en engel kan sætte sig på den fuld af nyt liv, sejr og glæde.

Stenen i vores liv kan overvindes. Vores død og mørke kan forvandles til liv og lys.

Det afgørende er at vi ikke tror, at vi selv kan vælte stenen fra. Og den tanke ligger snublende nær i vores måde at tænke på i dag. Der er meget lagt over på vores skuldre i forhold til vores sundhed og livsduelighed. Der forventes en høj grad af egenomsorg og kamp. Men hvis man dybt knuget eller deprimeret får at vide at man selv skal flytte sig, at man selv skal flytte den tyngende sten i sit liv – så vil det ofte være en umenneskelig opgave.

Det var det for kvinderne og det er det for os. Og derfor flyttes den jo også af Gud. Ikke pga. kvinders tro. Overhovedet. Men alene ved Guds magt. For den var meget stor.

Og det er påskemorgens håb: at stenene i vores liv ikke flyttes af os selv, men af Gud. Det er opstandelshåbets egentlige grund, at det er Gud der fornyer os.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget med sten fra den tomme grav. Den sten, som det er umuligt for mennesker at rokke ved – men som Gud har væltet.

Og fra den morgen stråler det forvandlende lys over verden og vores liv. Det lys, som gør at ingenting længere er uundgåeligt. Med Kristi opstandelse er uundgåeligheden taget ud af historien.

Og det gør forvandlingen mulig. Forvandlingen er altid mulig. I det store, og i det små. Det kan være svært at tro og at se, når livet er værst – og derfor må vi altid hjælpe hinanden med at holde fast i det håb.

Det ender godt, siger vi. Og det er det kristne håb på kortets formel. Det ender godt. Det betyder også troen på, at når livet IKKE er godt, så er det fordi det endnu ikke er enden. For det ender godt.

Påskemorgen blev stenen væltet fra. Ikke ved menneskehænder. For den var meget stor. En sten så stor, at kun Gud kunne vælte den. Og vi står der i al vores usikkerhed og erfarer at efter påskemorgen, er intet stensikkert.
Vores sten bliver Guds sten.
Vores død bliver Guds død.
Vores liv bliver Guds liv.
Selv de største sten. Selv døden forvandles til liv, i Guds hænder. Og i de hænder er vi. Vær ikke forfærdede. Han er opstået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.