Juleaften 2019
”Der er ikke noget at komme efter”, sådan sagde Anders Fogh da han i sin tid ville slå fast at der ikke var grund til at tro at Danmark var gået ind i Irak-krigen på et for spinkelt grundlag. ”Der er ikke noget at komme efter, sådan sagde han. Og det blev nok et af de mest kendte Anders Fogh-citater, efter hans tid som statsminister. Det er nok også noget af det han selv er mest ærgerlig over at have sagt! For der er ofte noget at komme efter i politik. Det er sjældent helt rent, hvis der graves dybt nok af journalisterne.
”Der er ikke noget at komme efter”, sagde Maria til Josef, da han opdagede at hun var gravid og han mest af alt havde lyst til at løbe så langt væk han kunne…. Det er Guds skyld, sagde hun, og det tog han heldigvis for gode varer.
”Der er ikke noget at komme efter”, sådan er der måske også nogle af jer der tænker i aften, hvis I skal have svigermekanikken til julemiddag for første gang. Selv er jeg nået dertil i mit liv, at jeg gerne overlader sovsen til min svigermor og ikke nærer nogle illusioner om, at der ikke er noget – snavs i hjørnerne, rod i skabene eller huller i idyllen – at komme efter.
Men altså, vi vil gerne at det skal være perfekt, at der ikke skal være noget at komme efter. Vi siger indimellem til hinanden, ”der ikke er noget at komme efter”. Vi mener det positivt. Her er der styr på tingene. Her er er ikke en finger at sætte. Eller: Her har vi vores på det tørre. Men i virkeligheden er det jo et ualmindelig trist udsagn. Et udsagn der ikke levner meget plads til håb og liv og gode overraskelser.
Der er ikke noget at komme efter. Det er sådan man kan have det når man bor i København og bliver tvunget til at søge arbejde i Jylland, eller det er sådan man kan have det når man er blevet skuffet over endnu et afslag, eller endnu mere trist, når man møder et menneske første gang og ser at man umiddelbart ikke har noget til fælles.
”Der er ikke noget at komme efter”, sagde Maria nok, da
hende og Josef blev tvunget til at rejse til den rådne banan i Betlehem, hvor
Josef kom fra, for at blive registreret. Det er bare et hul i jorden… der er
ingen butikker, ingen kultur, ingen verdens ting. Bare vi skulle have været til
Jerusalem i stedet. Men, de tog heldigvis fejl. Verden blev aldrig helt som før.
Efter Betlehem.
Vi har foruroligende let ved at fælde den dom, at der ikke er noget at komme
efter. ”Spild af tid” siger vi eller tænker vi, og giver verden
elevatorblikket. Måske har I også tænkt sådan på vej her hen til kirken… ”Julesalmerne,
juleevangeliet, julemusikken den kan man ikke tage fra os… men er det ikke
hende der Hanne Jul der skal prædike? Der er ikke meget at komme efter…” Måske fik
I ret, det må tiden vise – vi kan håbe I tog fejl. I hvert fald: I kom… uanset
hvad I havde af forventninger.
”Der er ikke noget at komme efter”, sådan har hyrderne da garanteret tænkt da englene
havde forladt dem på marken, efter at have overbragt dem budskabet om at
Kristus var blevet født som et lille barn, og lagt i en krybbe i en stald i
Betlehem, af alle steder. Der er nok ikke noget at komme efter, tænkte de – men
de løb derhen alligevel, og fandt barnet og det gjorde en verden til forskel.
Indimellem får vi noget af det største forærende, der hvor vi mindst venter det. Der hvor vi ikke troede der var noget at komme efter, der hvor vi helt havde givet op, der hvor det virkede som en blindgyde, eller i det der bare så ud til at være ingenting.
Indimellem er det præcis der vi finder det, der gør en verden til forskel… kærligheden, venskabet, skønheden, eventyret eller den nye retning for vores liv. Det vigtigste i vores liv, står sjældent bøjet i neon eller bliver serveret for os på et sølvfad. I kan jo prøve selv at tænke efter…. det er ikke så sjældent at skattene i vores liv, har ligget i en krybbe eller pludselig har vist sig for os ud af noget der lignede ingenting. Det er ikke så sjældent at det der giver vores liv mening og værdi, er noget der er født ud af smerte, eller i begyndelsen så ud af ingenting.
Der er ikke noget at komme efter. Det er også sådan man kan have det, når man står og ser sig selv i spejlet en gråvåd mandag morgen. Der er ikke noget at komme efter. Sådan kan man have det med sig selv. At man næsten ikke kan holde sit eget selskab ud. Men sådan kan andre også have det med én, og hvis der ikke er noget at komme efter, så bliver de væk. Eller måske er der noget at komme efter, sådan i negativ forstand, og så holder de sig også væk, de andre. Ingen vil bebyrdes med alt for meget tomhed eller skrammel.
Julen handler i kristen forstand, om at Gud er anderledes. At han ikke holder sig væk. Han kommer til verden og til os, selvom der på mange måder ikke er ret meget at komme efter. Han er ikke bange for vores tomhed og skrammel. Han kommer.
Han kommer til en verden med krig, terror, forfølgelse, fattigdom, ulighed, overforbrug, racisme… sygdom og død. Han kommer til os. Han holder sig ikke væk. Han går ind i verden, ind i døden, ind i mørket, ind i os, der hvor vi hver især kæmper med tomhed og mening.
Han kunne have ventet med at komme til der var noget at
komme efter, til vi havde noget at vise frem. Til vi var lykkedes, til vi havde
løst klimaforandringerne og verdens ulighed, knækket cancer og fundet en
vaccine mod egoisme – men hvis han skulle vente på at alt var godt, så var han
aldrig kommet. Så havde vi været overladt til os selv.
Julens budskab er, at Gud kommer til os. Ikke som en magtfuld hersker, men som
et lille skrøbeligt barn. Som et lille sårbart barn der vækker kærligheden imellem
os. Umiddelbart ser det ikke ud, som om det er noget at komme efter, men det
viser sig at kærligheden imellem os, gør en verden til forskel.
Julens budskab er, at vi ikke skal stræbe efter stjernener
for at møde Gud, men at Gud kommer til os lige midt i det uperfekte liv, som er
vores. Det er julens budskab. Det er kristendom på kort formel.
Men hvad kan man bruge kristendommen og Gud til? Bliver man rigere af at være
kristen? Får man mere begavede børn, smukkere koner og smartere mænd? Er man altid
rask og går man fri af sorg, savn og smerte? Giver livet altid mening? Er man
gladere? Nej, det bliver man ikke, det får man ikke og det er man ikke. Men
hvad forskel gør det så? Hvad får man som kristen? Hvad får vi i julen? Vi får
at vide, at vi aldrig er alene.
Julen er tiden, hvor mange os midt alle glæderne over god mad, gaver, julepynt, familietradtioner og meget andet – dybest set ikke har andre ønsker end at finde den enkle sande julefred.
Og det er tankevækkende, at vi igen hvert eneste år, må
erfare at vi ikke finder den i det vi har købt eller planlagt eller opstillet –
men at den næsten altid viser sig i øjeblikke, hvor vi mindst venter det. I det
der umiddelbart ikke lyder af meget, eller ser ud af noget prangende.
– Et blik, et opkald, en berøring, et smil, et grin, et nærvær.
Julen er fortællingen om at lyset fra det høje, viser sig der, hvor vi ofte tror der ikke er noget at komme efter. Som tro, som håb, som kærlighed kan det kile sig ind i os og imellem os, og gøre en verden til forskel.
Når vi står der og ikke synes, at vi – eller vores liv – er noget at komme efter – så kan lyset fra det høje også nå os. I den mørke stald og alle andre mørke steder, hvor vi, Guds mennesker, kan havne i vores mørkeramte liv, dér, hvor der slet ingen jul og glæde og håb findes, dér, hvor det ser sort ud, dér hvor tiden er blevet lang og tung, dér, hvor der er hø og hakkelse og en ubærlig mangel på varme og glæde, dér hvor der ikke er noget at komme efter, dér, i mørke dage og mørke nætter lader Gud sin kærlighed lyse.
Tiden er en mærkelig størrelse. Den er lang og kort, tung og
let – og når det kommer til Guds tid, så er den uden for kategori. Evigheden er
ikke bare lang, lang tid – evighed er også nu, et øjeblik fyldt med nærvær og
kærlighed. Et øjeblik hvor vi når hinanden – hånd i hånd rundt om juletræet –
eller hjerte til hjerte på en hverdag, hvor der egentlig ikke var så meget at
komme efter.
Den kristne Gud viser sit sande væsen i barnet i
krybben. Den kristne Gud er en Gud, som kommer til verden. Ikke fra ét sted til
et andet, ikke fra en fjern himmel til jorden, ikke fra fravær til nærvær, men
komme i betydningen “at komme i møde”. Det hører til Guds væsen at være en
imødekommende Gud.
Han kommer til os når vi ikke selv synes der er noget at komme efter. Han
kommer til os, når alle andre synes vi ikke er noget at komme efter. Han kommer
til os med tro, håb og kærlighed – og det gør en verden til forskel imellem os.