4. søndag i advent
Vi har tændt det fjerde lys i adventskransen. Der er ikke længe til jul. Vi voksne kan godt styre vores utålmodighed, men børn glæder sig præcis på samme måde som børn altid har gjort.
Julen er en stor ting for børn – alle forventningerne står i kø. Det er årstiden for sommerfugle i maven. Men for de fleste voksne er julen faktisk også en stor ting. Måske ikke mindst fordi vi engang har været børn, og gentagelsen af juleritualer minder os om vores juls tabte paradis: Julesalmerne, juleevangeliet, juleanden og juletræet har rødder der er plantet i os som frø, da vi var små
Og uden vi måske er bevidste om det – så ligger der i
julefejringen også en længsel i mange af os, efter barndommens jul – og den der
helt rene, uspolerede storhed og skønhed som julen er, når man er barn.
Juleaften fejrer vi at Guds søn kommer til jorden som en af de allermindste, et
fattigt barn født i en stald. Juleaften er børnenes aften – men når det er en
aften, som også er stor for voksne, skyldes det ikke mindst, at vi genkalder os
dengang, vi var små. Julen er visionen om det gode liv, og det forstår de
mindste bedst. Måske man endda kan sige at det er selve livet der bliver
større, når vi er mindre. Måske.
Alligevel handler det meste i verden om at blive til noget stort og gøre sig gældende. Det handler nærmere om at blive set, rage op i landskabet, fylde noget, komme op af på den sociale rangstige, og stige i graderne karrieremæssigt.
Men sådan er det ikke for Johannes, som vi hører om i dagens tekst.
”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”, siger Johannes til sine disciple, da de spørger om forholdet til Jesus.
Johannes havde døbt Jesus og mange andre i Jorden floden. Det var det han gjorde. Det var hans livsværk, hans karriere – det der tilmed gav ham navnet tilnavnet: ”Døberen”. Johannes Døberen. Det var altså hele hans identitet. Men alt det han selv havde bygget op, skal forsvinde. Alt det, han havde opnået, arbejdet for kæmpet for, skal fuldkommen overstråles af en anden og gå i glemmebogen.
Og det er en bog, som ingen af os har den fjerneste lyst til at stå i. Det er den bog Johannes Døberen stræber efter. Altså Glemmebogen.
Søren Kirkegaard skiver et sted, at Johannes Døberen er størst, da han accepterer sin lidenhed. Altså en tanke om at der i erkendelsen af éns egen begrænsning ligger en tillid til Gud, ti livet selv, som er større.
Og faktisk er Johannes Døberen jo ikke helt gået i
glemmebogen. Han er skrevet ind i historien, som den der formåede at finde sin
plads, sin rette størrelse – og pege på ham som var større, ham som var selve
livet.
Johannes´ accept af, at alt, hvad han har udrettet, skal blive til ingenting,
er udsædvanelig. Det er derfor det er værd at fortælle om.
Men dybest set, er det historien om alle mennesker. Dybest set, er det det vi alle sammen må erkende. At, alt hvad vi har og at alt det vi har udrettet, før eller siden bliver går i glemmebogen og bliver ingenting. Ingen verdens ting. Det er da en tanke værd, når vi indimellem løber stærkt og kæmper med at få ting til at lykkes. At det største i bund og grund ikke findes i vores stræben efter at nå et mål og stige i graderne, men at det største i livet finder os, når vi erkender at det ikke er os verden drejer sig om, men Gud.
Johannes gik heldigvis ikke helt i glemmebogen, for vi kan lære af ham at stole på ham, som er større end os, og som døber med mere end vand. I dåben bliver vi en del af det liv, vi længes mod. Vi bliver sat ind i en større sammenhæng, hvor alle hører sammen.
Her gælder det ikke om hvad vi når, men om hvad vi får. Det gælder ikke om hvad vi hver især har opnået, men om hvad vi alle har fået.
I dåben løftes vi ind i et liv, hvor himlen står åben, hvor evigheden er horisonten – og vi igen og igen bliver udfordret til at turde være små, og stole på, at Gud er stor. Og vi igen og igen bliver mindet om, at det største i livet er det vi får givet. Ikke det vi selv kan præstere.
Jeg venter på ham, som er større. Dét er min glæde, siger Johannes. Vi glæder os også. Glæder os til snart igen at kunne høre julebudskabet, hvor det høje forbinder sig med det lave. Hvor himmel og jord smelter sammen – og føder et nyt liv.
Et anderledes liv. Et liv, hvor der bliver vendt op og ned på høj og lav. Et liv, som vi konstant har brug for at lade os udfordre af. Det liv der forkynder at håbet er større end fortvivlelsen, kærligheden større end ligegyldigheden.
På tirsdag er det vintersolhverv. Den korteste dag på året. Nu vender det og dagene bliver igen længere og lysere, og selv om man har prøvet turen mange gange – altså som i hvert år hele sit liv, er det alligevel en glæde, igen: Mørket var heller ikke evigt denne gang. Det vender på tirsdag, og julens små lys er forsmag på lyset, der kommer.
Men hvorfor tænker vi sådan? Hvorfor ikke i stedet hæfte sig ved mørkets stigende magt ved Sankt Hans? At lyset alligevel ikke kunne holde skansen, heller ikke dette forår og forsommer, men måtte overgive sig til det altopslugende mørke.
Eller når vi fx sidder til et bryllup og ser på bruden og brudgommen, hvorfor så glæde sig og fejre en kærlighedsfest, når man lige så godt kunne hæfte sig ved de 46 % af indgåede ægteskaber, der opløses i skilsmisse?
Det gør vi, fordi vi tror. Fordi troen er større end mistroen. Håbet stærkere end håbløsheden. Vi tror, at lyset vinder.
Det ligger til os at have det sådan. Det er gudbilledligheden i os, der taler. Det er vores længsel efter lys og sandhed der ligger så dybt i os. Plantet som et lille frø i hver enkelt af os.
Selv det mindste lys er en refleksion af det store Guds lys.
Årstidernes vekslen på denne halvkugle er blot et udtryk for tidens betingelser. Evigheden tilhører livet og lyset. Og derfor stræber vi efter lyset, ikke efter mørket.
Det var det Johannes havde sans for. At i troen må vi vende os mod lyset, mod kærligheden, mod håbet – som er større end os. Vi må øse vores glæde, af frelsens kilder.
”Han skal blive større, og jeg skal blive mindre” – handler ikke om selvudslettelse, men om, at finde sin plads og sin størrelse.
Erkende at det vi har, har vi fra Gud. Og at livet folder sig ud lige nu, ikke ved at vi fokuserer på os selv og vores eget, og alt det vi kan og skal. Nej, livet folder sig ud lige nu, når vi fokuserer på at bruge den glæde vi får fra Gud, på at glæde hinanden.
”Gud giver jo ikke Ånden efter mål”, lyder det lidt kryptisk i teksten. Gud giver ikke ånden efter en rationel målestok. Gud giver hele sin ånd, som en ødsel kilde, til sin søn – og alle der tror på ham, alle der vender sig mod ham, har del i hans ånd og fred og glæde.
Lad være med at tro, at du kan gøre det af dig selv, siger Johannes, lad Gud gøre sit arbejde i dig og gennem dig. Tanken er måske den at vi ikke skal sætte os mål for at blive bedre mennesker, men i stedet bruge vores opmærksomhed på at blive bedre til at være mennesker der lever lige nu, for andre. At det er den egentlig livsopgave.
Og hvis den livsopgave ikke skal gøre, at vi løber tør for kræfter – så må vi hele tiden være opmærksomme på at vide hvor vi henter livsmod og håb fra, at øse glæde af frelsens kilder, at tage imod lyset fra Gud, at vende os mod Kristus og give ham plads til at vokse i os.