18. søndag efter trinitatis
”Jeres glæde skal være fuldkommen!”
Hvordan lyder det?
Og ville mindre ikke kunne gøre det?
Fuldkommen, ligefrem! I en tid, hvor forventninger og håb til fremtiden er grundigt beskåret af klodens tvivlsomme tilstand, krig, ufred og bekymringer.
”Jeres glæde skal være fuldkommen!”
Det lyder godt!
Og nej, mindre ville ikke kunne gøre det!
Vi har brug for det løfte. Måske simpelthen for at vi kan være til og være til stede i verden, med al dens brogethed.
Ideen om den fuldkomne glæde.
Håbet om den kærlighed der overgår al forstand. Den må have sin plads. Eller: Den har sin plads. Den er.
I dag hører vi om det sande vintræ. Billedet af vintræet og grenene er det man kalder en allegori. Ordet ”allegori” betyder ”tale om det andet”.
Altså: Vi siger én ting, men mener i virkeligheden noget helt andet.
Vi taler om vintræet og mener Jesus
Vi siger vingårdsejeren, men mener Gud.
Vi taler om grenene, kvistene og frugterne – og mener mennesker og vores handlinger.
Det er ikke svært at regne billedet af vintræet og grenene ud. Vi forstår at det er definitionen af det livsbærende – det bæredygtige – fællesskab. Fællesskabet med Gud, fællesskabet med mennesker. Fællessket eller livet i Gud. Vi hører til et sted. Trækker næring fra den samme kilde, samme ophav og rødder.
Vi folder os frimodigt ud om foråret, søger mod lyset, soler os i dagens glæder og de lange sommerafteners ro. Smider bladene i en naturlig resignation om efteråret, og forskanser os når frost og kulde rammer os og mørket sænker sig udenpå – mens vi længes efter lyset indeni.
Vi ligner hinanden året rundt.
Som grene og kviste på en træstamme udgør vi ét stort fællesskab.
Vi er dybt afhængige af hinanden. Hver især små dele af én stor organisme – som har sit ophav i den gode Gud, som forbinder os i liv og kærlighed.
Allegorien er billedtale, den slags tale, der gør, at vi kan se for os, hvordan vi hænger sammen.
Og den slags billedtale kender vi godt. Som når Gasolin sang: ”Det bedste til mig og mine venner”. Så enkelt kan det siges.
At skabe en verden, hvor frugterne fordeles mellem os selv og de andre.
Som individer, er vi i stand til at fremelske og bære frugter – og dele dem med dem, som har behov for det.
Og træet skal vokse.
Ikke kun for at forøge styrken og kraften, men fordi det er igennem forbundetheden, at vi kan nå hinanden gennem tanker, ord og handlinger.
Så når vi ser på træet, så kan vi nok se os selv som den enkelte gren, men måske i højere grad, som grene der bevæger sig simultant. Som nogle der rykker sammen når stormen er på vej. Grene som nok lever et liv hver for sig – men ikke kan lade være med at svaje lidt i vinden, og strejfe hinanden. Vi er grene i den samme trækrone og blæser i de samme vinde.
Det er beskrivelsen af et hverdagsliv med familie, naboer, venner og kollegaer – når det er bedst.
Indimellem er vi – hver især – som en vingårdsmand, som forsøger at passe og pleje og være opmærksomt nærværende overfor vores nærmeste – og for vores omgivelser i det hele taget.
Indimellem er vi som træet, der tager imod næring og forsøger at skabe et liv, som hænger sammen. En hverdag som giver mening, et familieliv som er kærligt.
Indimellem er vi som grene – afhængig af andres omsorg, opmærksomhed og kærlighed for overhovedet at kunne klare os.
Det er menneskelige vilkår altsammen
At der i sandheden om, at vi er uløseligt forbundet til hinanden, findes en dyb længsel om at skabe det bedste, ikke kun til andre, ikke kun til mig – men til os. At vi er et os.
Og i den sandhed, i den forbundethed findes den fuldkomne glæde.
Der findes dagsordner der ikke levner plads til at vise sårbarhed og afhængighed af hinanden
Der findes dagsordner der handler om egen lykke, kompetencer og kapital.
Der findes dagsordner der ikke tænker i sammenhænge og forbundethed, men fokuserer på uafhængighed og overskud.
De dagsordner findes ikke bare hos magteliten og i medicinalindustrien. De findes i hver eneste af os. Og måske er det præcis der skal kastes væk og brændes.
Billedet af vintræet viser at det at blive på stammen, blive i Kristus – at det har en pris. Det i os der ikke bærer frugt, det må kastes væk og brændes.
Vores insisteren på at ville alting selv.
Hykleriet, når vi siger ét og gør noget andet.
Vores privilegieblindhed.
Alle vores ynkelige forsøg på at retfærdiggøre os selv, i stedet for at stå ved vores fejl.
Den slags.
Det er pilråddent og vissent og det må vi give afkald på, som grene på det bæredygtige vintræ.
Der findes dagsordner i os og omkring os, der modarbejder fællesskabet og vores forbundethed.
Som ikke levner plads til den fuldkomne glæde, men der findes også en stærk længsel mod det fælles. Der findes stærke kræfter i verden der vil fællesskaber, små og store – og måske er vi de senere år faktisk blevet bedre til at turde stå ved vores sårbarhed og forstå at der ligger en værdighed i netop det. At kunne vise, at vi har brug for hinanden. At vi alle sammen bare er mennesker.
Og at det, at være en del af et fællesskab – at være en gren på et vidtforgrenet vintræ – i sidste ende betyder, at man går derfra med mere, end man kom med.
Træet ville slet ikke være noget træ, hvis vi ikke hang der som grene. Træet ville ikke være noget træ, hvis du var den eneste gren.
Et træ er kun et træ, når det har flere grene.
Vi hænger på træet og derfor hænger vi på hinanden.
Gud er nok Gud om alle land lå øde. Gud er Gud om alle mand var døde, som Petter Dass skriver det i sin fine salme: “Herre Gud! Dit dyre navn og ære” – I hvert fald hvis vi skal beskrive forholdet mellem Gud og mennesker som et magtforhold.
Men billedet af vintræet er ikke et billede af et magtforhold, men derimod et kærlighedsbillede. Og i den forstand er Gud ikke Gud om alle mand var døde.
En gren, som ikke vokser på en stamme, er død. Sådan er det – det ved enhver. Jesus siger noget mere med sit billede. For hvad er en stamme uden grene? Den er også død. Kristus er altså heller ingenting uden os!
Udsagnet: “Jeg er vintræet, I er grenene” udtrykker præcist kærlighedens væsen.
Kærligheden kan ikke overleve en separation. Kærligheden lever af gensidighed, og Gud er kærlighed. Fuldkommen kærlighed. Fuldkommen glæde. Den glæde og den kærlighed vi længes efter og lever af.
Med inspiration fra prædiken af Mia Miriam Lund Rao