3. søndag efter trinitatis /Luk. 15,11-32
Den her fortælling om en far og hans sønner, er en grundfortælling om menneskelivet. For vi står alle i et forhold til vores ophav. Til vores far eller mor. Til vores forældre. Vi er alle sammen søn eller datter til nogen. Vi har alle sammen en arv vi bærer med os, og som vi må forholde os til. Gøre op med, forsone os med, takke for, ødsle væk eller måske flygte fra.
Bibelen er fyldt med fortællinger om fædre og sønner. Det går sjældent stille for sig. Litteraturen har også fundet meget af sit brændstof i den grundfortælling. Fortællingen om at forholde sig til den arv man har fået, fortællingen om at flygte fra det man kommer fra, fortællingen om svigt, opgør og indimellem forsoning med en far eller en mor.
Tænk bare på Karl Ove Knausgaards store seks binds værk – som dybest set er et langt opgør med sin far eller Leonara Christina Skovs ”Den der lever stille”, der er en frygtelig og god skildring af, hvordan hun har måttet kæmpe med sin mors knusende blik hele livet.
Jeg har lige været til foredrag med forfatteren Jens Blendstrup, der jo også fik sit store gennembrud med en bog om sit forhold til hans alkoholiske og dominerende psykolog far og hans opvækst i Risskov. Den bog, der hedder: ”Gud taler ud”, og som senest også er blevet filmatiseret. Han beskriver hvordan han først kunne få hul på at skrive bogen om faderen, da han fandt på at kalde ham Gud. Gud over ligusterkvarteret der i Risskov. Men også at bogen var nødvendig for ham i hans forsøg på at forsone sig med sin far. Som han jo elskede på trods af det hele.
Det er ikke os alle sammen der kan og skal skrive bøger om vores fædrene ophav. Det er heller ikke os allesammen, der er mærkede af så store sår og svigt. Men vi bærer hver især en arv med os. På godt og ondt. Der er noget på spil i forholdet mellem fædre og sønner, mødre og døtre.
Fortællingen om en ung mand der rejser ud og væk fra det han kommer fra, for at opleve verden på egen hånd og som vender hjem, som en anden – er også en grundfortælling i al dannelseslitteratur og også et tema vi kender fra folkeeventyret. Ja, det er den løsrivelse som skal finde sted i et hvert sundt menneskeliv.
Barnet der må løsrive sig fra sine forældre, som ung og finde sig selv, finde sine egne ben. Det er en del af den nødvendige identitetsdannelse. I det øjeblik navlestrengen bliver kappet, bliver afstanden mellem barn og forældre ved med at øges. Først går barnet et par stavrende skridt, og på et eller andet tidspunkt i ungdomsårene, er der mange børn der ikke kan komme langt nok væk fra deres forældre. Så rejser vi til Australien og bungee jumper, eller til Asien på trekking og så kommer vi hjem – og tror at vi er voksne. I hvert fald har vi også fået vores eget. Vores eget at slås med, men også vores eget sted og udgangspunkt. Vi har haft brug for at gøre noget helt andet, end vores far eller mor gjorde. Vi kan have brug for at gøre op med alt hvad der er kendt og givet, for at lande på en ny måde i verden. Det er dannelsesromanens træk.
Fortællingen om faderen med de to sønner er en menneskelig grundfortælling, men vi aner at der er noget mere på spil. For nok kan vi genkende os – i både den fortabte lillebror og den forargede og forsmåede storebror. Men der sker pludselig noget helt fantastisk og stort i den fortælling, som i virkeligheden er ganske lidt. En lille bevægelse, der ændrer det hele.
Den fortabte søn som først har smidt om sig og svinet med pengene, og som endte med i stedet at måtte spise med svinene. Han ville realisere og finde sig selv, men det gik jo så galt, og han gled helt ud af kurs. Han var fortabt, og nåede den bund, hvor der ikke er udsyn. Han kunne ikke se andet end sig selv, og det han så, fandt han så uværdigt og ynkeligt, at han ikke gjorde sig forstilinger eller håb om at der var nogen der længere ville kendes ved ham. Han var blevet hjemløs, og så gik han alligevel mod det hjem han havde haft. Han kendte ikke andre steder. Men han gjorde sig ingen forhåbninger om længere at høre til.
For han har syndet og han fortjener ikke længere at være nogens søn. Han tog vitterligt afsted med lommer og rygsæk fuld, og kom hjem fuldstændig tomhændet og uden noget godt at sige. Måske endda kun noget dårligt.
I virkeligheden er det en tung vej og næsten helt uoverstigeligt at skulle se sin egen skam i øjnene. Afstanden er blevet for stor. Det gør for ondt. Der er for mange ord der burde siges, men som er alt for svære.
Men i den her fortælling, som er en fortælling om Gud, som vores barmhjertige far, sker der noget helt fantastisk og stort – som i virkeligheden er ganske lidt. En lille bevægelse, der ændrer det hele.
Faderen åbnede armene og gik hen imod ham og tog ham til sig. En ganske lille bevægelse, som ændrer alt.
Hovedpersonen i den her fortælling, er hverken den ene eller anden af sønnerne. Hovedpersonen er faderen, en far, vi aldrig har set magen til. Hverken den yngstes søns grådighed og kynisme eller den ældste søns kolde selvretfærdighed forandrer hans sindelag. Hans godhed står fast. Den bliver ikke anderledes, og det er sønnernes held.
Mysteriet ved forløsningen er, at Guds søn blev menneske, så at alle Guds fortabte børn, bliver sønner og døtre, ligesom Jesus er søn. I det perspektiv får fortællingen her en helt anden dimension. Jesus, Faderens elskede søn, forlader Faderens hjem, for at tage alle os der er faret vild i vore eget, med sig hjem.
Det er vores held. Godheden står fast. Gud er som den gode far, der aldrig lader os ændre status i hans familie. Uanset hvor meget afstand vi lægger og hvor meget vi går i den forkerte retning af ”hjem” og uanset at vi kan føle os helt fortabte, så er vi det dybest set aldrig. For vi er Guds børn. Hans sønner og døtre. Og når vi kommer løbende, så åbner han armene og tager imod os. Tager imod os, som kun Gud kan gøre det.
Alle os der er faret vild og er blevet hjemløse. Til os kommer han og vi kan være hjemme igen. En ganske lille bevægelse, gør hele forskellen.
Kristen tro er en bevægelse. Den store skaber Gud, har bevæget sig ind vores skrøbelige menneskeliv.
Som barnet der bliver rakt i vores arme, og tillidsfuldt rækker ud efter os
Som det ord der forløser og løser knuder på stemmebånd og imellem os.
Som faderen der åbner armene og tager imod os., når vi kommer løbende og hverken ved ud eller ind.
Som en ny begyndelse
Som heling af det der er gået i stykker
Som opbyggelse af det der er slået ned
De to sønner havde begge hjemme hos faderen. Den ene måtte ud for at erkende det. Den anden fandt måske ud af det, selvom han blev boende hos sin far. For dem begge gælder det, at det er faderens kærlighed, der giver dem deres hjem. Det er ham, der favner dem begge, uanset hvor de selv føler, de hører til.
Det er forbindelsen mellem ham og dem, der gør deres hjem. Gården kunne købes for penge, men hjemmet er skabt af forbindelsen/kærligheden mellem faderen og de to sønner. På samme måde er vi hjemme hos Gud, fordi vi er forbundet med ham.
Når faderen i fortællingen tager imod sin bortrejste søn, så slagtes fedekalven, ikke fordi faderen er ligeglad med, hvad sønnen har gjort. Han har gjort sig nogle dyrekøbte erfaringer, som forhåbentligt har gjort ham klogere. Nej, faderen slagter fedekalven, fordi han har fået sin søn tilbage, som han havde tabt. Han er hans søn og ingen handling må skille ham fra hans søn. Der er en forbindelse, der er stærkere, og Guds kærlighed er netop den forbindelse, vi skal stole på.
Det er den forbindelse mellem Gud og mennesker der får Kirkefaderen Augustin til at sige: ”for du har skabt os til dig (Gud), og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”.
Et hus er bare et hus. Et hjem derimod, er altid nogens. I sit dybeste væsen er det Guds. Hos Gud kan jeg rummes, som jeg er. Hos Gud har jeg et hjem, som jeg igen og igen kan vende tilbage til. Et hjem, hvor jeg igen og igen kan søge ly og læ for verdens mange storme og domme. Et hjem, hvor jeg kan finde hvile og ”komme til mig selv”. Fordi kærligheden – Guds kærlighed – er så stor, at den kan rumme mig som jeg er. Også når jeg fra tid til anden går ud af mig selv og løber væk fra alt det der er mig og det jeg er skabt til og sat i. Også der er Gud mit hjem, mit helle, mit hjertes hvile