Idag holdt vi for første gang BØN&BRUNCH i Møllevangskirken. Søndagens tekst var Joh. 21,15-19 og Prædiken tager afsæt i den og et klip fra Fight Club.
Beskrivelse af klippet: To mænd, Jack og Tyler, sidder på en bar. De har lige mødt hinanden i en flyver og udvekslede telefonnumre. Da Jack kom hjem til en totalt udbrændt lejlighed, var elefonnummeret på Tyler det eneste han havde. Han ringede ham op og nu sidder de her i en diskussion der handler om livets meningsløshed. Jack havde det hele, han havde designet sit liv og sin lejlighed med lækre møbler, kvalitets tøj og dyre vaner. Tyler provokerer ham i den scene vi skal se: Vi er ikke andet end biprodukter af en livsstilbesættelse, siger han. Hvad er vi? Vi er forbrugere! Ikke andet!
To mænd på en bar, Jack og Tyler, taler om livets mening – eller mangel på samme. To mænd til en middag, Peter og Jesus, taler om livets mening. Der er meget på spil begge steder. Har Tyler ret? Er vi bare forbrugere? Er det sådan vi bedst beskrives? Som forbrugere? Det er en provokerende tanke. Er det virkelig rigtigt? Tænk at reducere os til forbrugere? Til at være defineret ved at have et forbrug. Et forbrug, af hvad? Af ting, masser af ting der kan fylde vores liv. Ting fra Ilva og Ikea vi ikke kan leve uden. Ting fra Bodum og Bolia. Montana og Melita. Tøj fra Diesel og Junk De Luxe. Mad fra bunden og fra delikatessen. Øl fra Schweiz. Vin fra Frankrig. De rigtige ting. På den rigtige måde. Fra de rigtige adresser. Med de rigtige mennesker.
“De ting du ejer, ender med at eje dig”, siger Tyler og man kan næsten høre ham synge med på Kingos salme: Far verden, farvel – som vi lige har sunget:
Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!
O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og med
forfængelighed!
Vi er forbrugere. Kritiske forbrugere. Forfængelige forbrugere. Rabatten og Basta. Vi ser et hav af forbrugerprogrammer, hvor vi finder ud af, hvordan vi kan spare en femmer til mer-forbrug, eller lære at teste kvaliteten af vaskepulver og vebergrill. De ting du ejer, ender med at eje dig. De ting du gerne vil eje, ender med at eje dig.
I Tylers øjne har Jack nu muligheden for at starte på en frisk. Nu er han befriet for alle sine ting. Nu er der skåret ind til benet, de tomme kalorier er forbrændt. Det er tomt at være afhængig af at have den rigtige sofa, eller de rigtige par bukser. Det er tomt at være forfængelig forbruger. Hvis forbruget bliver meningen med livet, så bliver livet meningsløst.
De ting du ejer, ender med at eje dig, siger Tyler. Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud, siger Luther. Elsker du mig?, spørger Jesus, Peter. Tre gange bliver han spurgt, og svarer ja. Det samme antal gange, som han nægtede at kende noget til ham – dengang han var bange skærtorsdag aften i Ypperstepræstens gård.
Peter havde lovet at han ville følge Jesus – selvom alle andre måtte svigte ham – men allerede samme aften, viste det sig, at det turde han ikke. Der er meget på spil i den her samtale mellem Peter og Jesus. De taler overhovedet ikke om Peters løfte, om at ville følge Jesus med livet som indsats. Og alligevel handler den ikke om andet – Jesus er ikke skadefro, eller siger: Hvad sagde jeg? Eller dunker ham i hovedet med at genkalde sig at han har sagt: Hvis alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.
Jeg har hørt rigtig mange prædikener over Peter i ypperstepræstens gård, der handler om at det var Peters pligt at vedkende sig sin mester, og han burde have klaret det. Prædikener der pointerer at Peter ikke levede op til Jesus forventninger til ham, at han var en dårlig ven, der svigtede da det virkelig gjaldt. Men er det egentlig pointen. Jesus forventer det jo slet ikke af ham. Han ved jo allerede inden det sker, at Peter vil fornægte ham tre gange inden det bliver morgen. Han ved at Peter ikke er klar til at udholde tortur og følge ham i døden.
Efter opstandelsen møder Jesus Peter uden at bære nag. Han møder ham med uformindsket tillid, og opmuntrer ham til at kendes ved den kærlighed , som hele tiden findes i ham uafhængig af, hvad han vover og ikke vover. Jesus ved, at Peter elsker ham, og det hjælper Peter til selv at kendes ved sin kærlighed, selv om tvivlen nager ham: “Herre, du ved jo alt – du ved at jeg holder af dig”. De ting du ejer, ender med at eje dig. Det dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud. Hvem ejer dig? Hvad hænger dit hjerte ved? Hvor er dit commitment?
Tyler ser for simpelt på mennesket, når han stempler os som forbrugere. Også selvom man godt kunne fristes til at give ham ret i at vi lever i et forbrugshelvede, hvor vi i øjebliks klarhed, pludselig opdager os selv bruge mere energi på at vælge de rigtige par bukser, den rigtige bil og den rigtige kaffekande – end på vores medmennesker.
Men kristendommen siger noget andet. Kristendommen insisterer på at menneskets værdi ligger et andet sted. Vi er ikke bare forbrugere. Vores brugsværdi, er ikke bare de ting vi bruger og ejer. Kristendommen insisterer på at vi har værdi i os selv, som dem vi er – dem som Gud har skabt os til at være. Kristendommen insisterer på at livets indhold – at livets mening – ikke tager form i de ting vi har, men at livets mening former sig mellem os.
Vi er skabt ind i en sammenhæng med nogle andre mennesker, som vi er forbundet med og forpligtet på. Vi er viklet ind i hinanden. Vi er forviklede. Vi hænger sammen med hinanden. Vi er bundet ind i kærlighedsbånd, der holder os fast i hinanden.
Elsker du mig?, spørger Jesus. Gør ligesom mig! siger han. Og fortæller os samtidig at det er to sider af samme sag. Vi skal åbne vores hjerter for Gud og for hinanden. Når vi åbner vores hjerte og er til stede overfor vores næste, som har brug for os – så er det Jesus vi møder i vores næste. På samme måde, kan vi ikke åbne vores hjerter for Gud, uden også at åbne hjertet for vores næste.
I hver eneste af os ligger potentialet til at gøre godt. I hver eneste af os ligger potentialet til at gøre som Jesus. Og Jesus opfordrer os igen og igen på utallige måder til at give hvad vi har. Ja, til at miste livet, til at leve livet ødselt på kærlighed, glæde, varme. Spred det ud, ud over hinanden. Også jeres penge. Lad være med at puge sammen. Saml jer ikke skatte på jorden, men saml jer skatte i himlen. Brug pengene på at gøre andre glade, brug dem på at få venner. Det kan se ud som om, at vi spilder eller mister pengene, mister kærligheden, glæden og varmen ved at dele rundhåndet ud og ved at ødsle med det vi har: men det gør vi ikke. Tværtimod.
At følge Jesus, at gøre som Jesus er, at gå helhjertet ind i livet. Det er at tage ansvar for, og tage sit udgangspunkt i de mennesker vi omgiver os med, og som har brug for os. Det er at være til stede og stå ved sig selv. Der stilles store krav til os. Og det kan lyde som om at man skal være gjort af et særligt stof.
Men Guds kærlighedsfulde blik omfatter alt i et menneske, som den helhed det er, inklusiv det ufærdige og ufuldkomne. Det er et kernepunkt i evangeliet, som det synes så godt som umuligt for os at fatte og tage til os. Altså: Guds kærlighed gælder alt i os uden at gøre forskel på stærkt og på svagt, på sundt og på sygt, på modent og på umodent.
Når Peter bliver udvalgt til leder, har han ikke den indsigt. Peter er stærk og frimodig, Men han er også svag og bange. Han bekender, og han fornægter. I det øjeblik han forsikrer, at han vil sætte sit liv til for Jesus, er han oprigtig og fuld af mod. Men han ved ikke på det tidspunkt, hvor flygtig entusiasmen er, og hvor hurtigt modet kan vendes til frygt. Han ved ikke, at den, som er stærk, også er svag, og at ingen står så sikkert, at han ikke pludselig kan falde. Peter må erfare og acceptere sin egen svaghed, inden han er moden til at være leder for andre.
I ypperstepræstens gård overmandes han af frygt og fornægter, at han kender Jesus. Den bitre erfaring er en milepæl på hans vej til at kende sig selv og til at kende Gud. Da hanen galer, og Peter brister i gråd, hvad er det da egentlig han græder over? han græder over sit mistede selvbillede, den illusion han har haft om sit mod og sin styrke. Det falske billede må han under alle omstændigheder slippe. I virkeligheden har han intet mistet. Han har kun vundet selverkendelse. Da Peter i sin skam erfarer Guds uendelige barmhjertighed, vækkes den guddommelige barmhjertighed til live i hans eget hjerte.
Det gode budskab til os er, at når vi fornægter Gud og hinanden, så fornægter Gud ikke os. Det gode budskab til os er, at når vi forfalder til spekulere i vores friværdi, så har vi alligevel uendelig værdi hos Gud. Det gode budskab til os, er at når vi holder forbrugsfest, så inviterer Gud os alligevel vedholdende med til livets fest. Det gode budskab til os er, at når vi er halvhjertede, så er Gud helhjertet. Det gode budskab til os er, at når vi mangler commitment og engagement, så er Gud alligevel committet til os. Amen