Borte borte tit tit

3. søndag efter trinitatis / Text: Luk 15,1-10

Jeg har det sådan med den her fortælling om fåret der bliver fundet, at jeg elsker den på samme måde, som jeg elsker min dyne.
Den er indbegrebet af tryghed, varme og genkendelighed. Den ligesom omfavner og omslutter os, med den helt enkle horisont, at Gud aldrig lader os i stikken eller taber os.
Det er Gud, som er gået ud og har søgt og fundet. Ikke Gud, der sidder ophøjet og fjern og venter på at det søgende menneske får sig arbejdet frem til ham– men Gud der har fundet.
Jesus fortæller tre lignelser med det enkle grundtema: Lignelsen om den fortabte søn, lignelsen om det tabte får, og lignelsen om den tabte mønt.
”Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt om halsen og kyssede ham!” Den lignelse handler om Gud der løber os i møde. Dem der gik tabt i deres frihed, så den blev en last eller belastning. Dem der gik tabt i deres stædighed, så den blev til egoisme. Dem løber Gud i møde, og siger: Alt mit er dit!
Derfor skal du omvende dig! Står der. Og det bliver så let forstået som en præstation, som at vi mennesker skal vende om/vende tilbage til en bestemt livsform. Men grundtonen i alle de tre lignelser er ”Glæde!”. Hvorfor bliver der glæde hos Guds engle, når en synder omvender sig? Fordi den lille mønt alligevel selv trillede tilbage igen, eller fordi det dumme får alligevel tog sig sammen og fandt tilbage, eller fordi den såkaldte fortabte søn kom hjem og smurte sin far med en sød remse, han havde lært uden ad? Nej!
Men fordi der var en far, som slet ikke gav sig tid til, at høre alt det sønnen havde fundet på, ude hos de andre svin, om at han da fortrød meget og gerne ville begynde forfra igen, i det små som daglejer – men overhørte det og ikke havde andet i hovedet end at NU skulle der festes og der skulle ikke spares på noget, mindst af alt på glæden!
Og fordi der var en kone der ikke havde råd til at miste en eneste af sine ti mønter, men satte hele huset på den anden ende, til hun havde fundet den.
Og fordi der var en hyrde, der ikke kunne bære tabet af ét eneste får, men gik ud i mørket og ledte til han fandt det og måtte dele sin glæde med både venner og naboer der midt om natten!
Sådan er Gud, og omvendelse er ikke andet end at tro det er sandt – og det bliver vi aldrig færdige med – det er ikke bare en omgang – eller at dreje rundt en enkelt gang. Det er en evig snurren rundt. Vi må igen og igen høre fortællingen om Gud, som kom løbende og fandt os – og siger til os: Du er der og jeg er der hos dig! Lidt ligesom, at vi hver aften lægger os i sengen og trækker dynen op over os, og får kræfter til at kunne rejse os igen om morgenen.
Mange af os har nogle tydelige billeder på den indre nethinde af, hvordan det ser ud, da hyrden hente fåret hjem til de andre. Jeg forestiller mig et lille nuttet bamseline-agtigt får, lidt skrøbeligt måske – men i hvert fald nuttet. Det sidder fast i noget krat og bræger efter hjælp. Hvis får kunne græde, havde det gjort det. Og da hyrden kommer og tager det op på sine skuldre, er det himmelhenrykt for at være blevet fundet. Sådan forestiller jeg mig det – men hvad nu hvis det ser helt anderledes ud?
Det kunne jo også være at det var den store fæle, stinkende, arrige vædder der var blevet væk. Ham som ingen holdt af… Men også det får ville hyrden gå ud at lede efter. For sådan er Gud, i hans øjne er vi lige meget værd.
Han har også fundet den, og glædet sig over den, som ingen andre ser. – eller måske nok ser, men som vi overser, og som vi i hvert fald ikke ville løfte et øjenbryn for at redde. Sådan er Gud heldigvis ikke.
Men hvad nu, hvis fåret faktisk ikke vil findes? Hvad nu hvis det ikke sad fast i et krat og brægede efter hjælp? Hvad nu hvis fåret med vilje, var løbet den anden vej, da de skulle til at hjem til gården? Det havde gemt sig, for det ville ikke findes. Og da det blev fundet og fanget, sprællede det og gjorde modstand der på skuldrene af hyrden?
Som TV programmet ”Sporløs”, hvor man indimellem leder efter et menneske, som faktisk ikke vil findes – men som af en eller anden grund, har besluttet sig for at flygte fra sit liv, for at være en anden – eller måske starte på en frisk et helt andet sted, og som ikke ønsker at bliver konfronteret med sit gamle liv, eller sin familie – som med vilje bliver væk.
Erlend Loe – en norsk forfatter – har skrevet flere samfundssatiriske og mega sjove bøger – heriblandt en lidt ældre sag der hedder “Doppler:
Alexander Doppler lever et helt normalt liv med kone og to børn. En dag, da han motionerer på sin mountainbike i skoven, styrter han, og en ny verden åbner sig: “Da de værste smerter klingede lidt af, oplevede jeg en velsignet ro. Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov.”

Han beslutter at vende verden ryggen og flytter ud i skoven, hvor han skal lære at leve det enkle liv og gøre ingenting, ud over at skaffe sig varme og mad. Hans eneste selskab er en elgkalv, hvis mor han på ægte jægervis har nedlagt med sin kniv for at skaffe sig kød og bytteobjekter. Det vækker selvfølgelig forargelse, men efterhånden får han selskab af andre, der vil være alene sammen med ham – hvilket jo må siges at være en selvmodsigelse. Doppler bliver fundet i skoven, men han bliver ikke hentet hjem – for livet for ham har forandret sig. Han har fundet meningen – eller måske snarere meningen har fundet ham.

Det, Doppler mest af alt ønsker at gøre op med, er det, den danske oversætter kalder “at være kompetent”. Det norske ord er ‘flink’. Man er dygtig, pligtopfyldende og mest af alt: man gør, hvad der forventes af én hele livet igennem, det han selv har været, indtil han faldt af cyklen. Hans målsætning er nu at sørge for, at hans fireårige søn, som har sluttet sig til ham, ikke bliver ‘flink’. Det bliver hans livsprojekt.

Og pointen med lignelsen om den tabte mønt og det tabte får, er ikke at Gud finder os og henter os hjem i folden/kirken/en bestemt måde at leve på. Pointen er at Gud finder os, der hvor vi hvor vi er og skaber liv for os der. Og derfor er det uendelig ligegyldigt om fåret er et lille nuttet bamseline får, som springer op i favnen på hyrden – eller en stinkende vædder der stritter imod, alt hvad den kan. Det handler ikke om hvad vi mennesker gør eller ikke gør, men om at vi ikke kan bevæge os ud af Guds omsorgssfære – at vi ikke kan flygte eller falde ud af Gud. Ikke som en begrænsende ramme for vores livshorisont, men som en håbsfortælling om, at Gud finder os og skaber nyt liv for os. Igen og igen.
Den hvile/ro/fred/fylde/mening vi kan opleve momentvis, det er Gud der har fundet os. Eller måske snarere når vi er allermest tilstede/hjemme som mennesker, er, når vi tør hvile i troen på, at Gud har fundet os.
Evangeliet i dag indeholder også en guddommelig ordre til os om, at glæde sig på andres vegne. Vi bliver irettesat og fortalt, at glæden ikke kun er min. Glæden er ikke noget vi er herre over, eller kan bestemme, hvad er.
Himlen/Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men hvor din glæde er min glæde. Himlen/Guds rige er der, hvor vi kan rumme hinanden med alle vores forskelligheder og ikke forsøger at tvinge hinanden ned i bestemte kasser eller måder at leve på.
Luther siger et sted: “Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.”
Og i den guddommelige natur, som omslutter hele vores liv og vores fremtid, lever vi. Det betyder, at hverken vildfarelse eller forargelse får os til at falde ud af Guds kærlighed. Vi står i al evighed under Guds dom og er båret af Guds nådige hænder.
Gud er en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfylder himmel og jord – og som sætter os i bevægelse og kalder os, finder os og sender os. Indimellem er os der bliver væk, og har brug for at blive vendt om og båret tilbage. Indimellem er det os der har brug for en hånd der rækker ud imod os og siger: Kom med mig!
Og hver dag er det os der skal række hånden ud. At leve i den guddommelige natur, vi kristne kalder for Guds nåde, er, også at vi er forpligtet på at afspejle Gud i vores liv. Det er at lade Guds kærlighed blive vores kærlighed til andre. Det betyder ikke andet, end at den guddommelige natur, som altid og uden fordømmelse søger det tabte, også skal være vores natur. Vi er sat her i verden for at bruge vores dage og vores fremtid på at gå ud at finde de tabte/dem der har mistet glæden/orienteringen og tage dem ved hånden! Ikke for at føre den anden hen hvor du er, men for at hjælpe den anden til glæde. Hvordan? Ja, det er din opgave at finde ud. Guds kærlighed og tålmodige omsorg, må og kan udtrykkes på en mangfoldighed af måder.
Når vi læser fortællingerne i Bibelen, bliver det tydeligt at Gud kan bruge mange forskellige slags mennesker i sin bevægelse. Det kræver ikke særlige forudsætninger, eller en særlig fromhed eller inderlig tro. Det kræver heller ikke særlige gode talegaver, eller andre kompetencer – men der kræves det af os, at vi ikke skaber skel eller skelner mellem mennesker. Og der kræves det af os, at vi glæder os på hinandens vegne. Guds rige er der, hvor vi rummer hinanden og arbejder på hinandens glæde. Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men vor din glæde er min glæde.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *