18. søn. eft. trin
”Skomager bliv ved din læst”, sagde man i gamle dage for at minde om at man bør nøjes med at beskæftige sig med de ting, man har kvalifikationer til.
Det er stadig et meget godt råd, til folk der vil blande sig i ting de ikke har forstand på. Men måske er det mere end det – måske handler det også om værdien i at blive ved. Blive ved med at være skomager, eller blive ved med at være det menneske man er, holde ud, hænge i og holde fast ved det der er værdifuldt.
Der er et ord, der ligesom går igen og igen i den tekst jeg lige har læst. Det er ikke ordet ”Vintræ”. Det er heller ikke ordet ”kærlighed”, selvom det helt oplagt byder sig til. Nej, det ord jeg gerne vil at vi skal opholde os ved i dag – er det umiddelbart lidt undseelige ord: ”Blive”. Det nævnes så mange gange i den her tekst, at det bliver helt knudret. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”, siger Jesus. Bliv! Det lyder sådan lidt som noget man kunne finde på sige til sin hund: ”Sidt” ”Bliv”! Og det er i øvrigt ikke et ord der er i høj kurs i dag, hvor vi hellere taler om udvikling, frihed, omstillingsparathed og vækst! Der skal ske noget med os. Det er ikke moderne bare at blive – sådan i betydningen: ”At blive ved noget”. Vi siger nogle gange om andre, at de er groet helt fast – og mener det negativt. Som: De er gået helt i stå. Gået i frø. Der sker ingenting.
Tidsånden hylder udvikling. Vi skifter job, stil, tøj, mobiler, bopæl, mening og partner som aldrig før i verdenshistorien. Der er kun én ting vi frygter mere end døden selv, og det er ikke at have fået udnyttet vores fulde potentiale. Det er ikke at have brugt alle vores muligheder. Vi er altid på vej, og det meste af det vi gør, har til formål at bringe os videre i livet. At blive ved noget er ikke længere en kvalitet i sig selv. Faktisk langtfra. Vi er meget få i vores generation der opnår hverken guldnål for lang og tro tjeneste i jobbet, eller guldbryllup med den eneste ene. Det handler om at blive til noget. Og måske hænger det sammen. Måske hænger det sådan sammen, at det er vores og tidens krav om at blive til noget, der gør det svært at blive ved noget – eller endda, som det står her – at blive i noget. Blive i noget! Det lyder næsten skræmmende i vores øre, som at sidde fast i noget – sidde i mudder til halsen og ikke at kunne røre sig ud af flækken. Hvad mener Jesus, når han siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt”? Måske betyder det, at det kan være nødvendigt at blive ved noget, i noget, i nogen for at blive til noget eller måske til nogen.
Tag bare det lidt mere danske æbletræ – de står i haverne i øjeblikket og bugner af æbler. Det er et godt æbleår i år! Hvis grenen ikke bliver på træet, bærer den ikke frugt, og hvis frugten ikke får lov at hænge længe nok på træet, får den ingen smag. Af træet kan man lære at blive til noget- at vokse ved at blive. Man kommer så at sige kun ud af stedet – ved at blive på stedet.
Det skal ikke forstås som en bestemt lokalitet – altså det er ikke sådan gudsbestemt at man skal blive her i Møllevang/Frydenlund, hvis man er født her – selvom det ikke er så usædvanligt – men det betyder det, at leve sit liv, forankret et bestemt sted. At vi ikke bare har fødder, men også rødder – som vintræet hvis rødder på engang holder træet fast og suger liv og næring til alle grenene. Sådan skal vi mennesker ikke bare have fødder der kan blive ved med at flytte os fremad, men også rødder der holder os fast og forankrer os. Og det er i virkeligheden det dåben handler om – at her er vores tilværelse forankret i livet og kærligheden selv. Dvs. i Kristus. I Gud. I dåben bliver vi ikke bare til noget – men vi bliver til nogen. Nemlig Guds elskede barn! Dåben kunne være et 11. bud på et af de ”ståsteder”, som Svend Brinkmann taler om. Jeg har som – mange andre danskere- fulgt med i, og været ovenud begejstret for hans oprør mod tidens krav om selvudvikling og selvrealisering. Senest i bogen ”Stå steder – 10 gamle ideer til en ny verden”. Her tegner han et billede af en tid, hvor alt hvad vi gør, skal kunne bruges til noget – have en eller anden grad af nytteværdi, sådan at vi sikrer os, at vi får noget ud af det. Den tilgang er blevet så integreret i hele vores samfund, at vi knap opdager det mere: – Børnene skal bevæge sig 45 minutter hverdag, fordi det er vist sig at 45 minutters bevægelse, fremmer hjernens udvikling og øger indlæringsevnen. Ikke fordi det i sig selv er godt/sjovt at lege og bevæge sig. – Unge skal studere med en vis fremdrift, for at kunne komme igennem hurtigst muligt, sådan de kan komme ud at arbejde. Og ikke fordi det i sig selv er godt at studere. – Ugeblade og selvhjælpsbøger fortæller os, at det er vigtigt at kunne tilgive, for ellers kan man ikke komme videre i sit liv. Og ikke, at tilgivelsen i sig selv har værdi. – Vi spiser sundt, for at leve længere. Ja, vi får endda at vide at troende mennesker, lever længere. Som om det at tro, ikke i sig selv har værdi.
Svend Brinkmann hævder, at den instrumentalisering – som han kalder det, at alt skal have et formål – er det der fører til tomhed og mangel på mening i tilværelsen – og er skyld i at mange af os rammes af stress og depressioner. Han retter en velplaceret kritik mod tidens nyttetænkning og indkredser altså 10 eksistentielle ståsteder, som ikke skal føre til noget andet – men som i sig selv har værdi: fx kærligheden, ansvaret, friheden og tilgivelsen – for at nævne nogle få.
Han stiller spørgsmålet: Hvis man skal stå fast, og ikke være konstant fleksibel og omstillingsparat – hvad er det da værd at stå fast på? Hvad har i sig selv værdi? Og han svarer at det har fx kærligheden eller værdigheden. Præster har slugt hans bog. Med rette. Det er evangelisk tale. Og man kan som prædikant kun misunde hans evne til tage livtag med vores tid, og tale op imod selvudvikling, væksttænkning og instrumentaliseringen af alting.
Og Brinkmann er blevet genstand for en teologisk debat – der kan minde om den henholdsvis tilhængere af Kierkegaard og tilhængere af Løgstrup havde for en genration siden, der handler om hvorvidt det gode/det ansvarlige forhold til vores næste kræver en Gud, eller det kan forekomme uden en Gud, fordi det gode allerede er funderet i vores almindelige mellemmenneskelige liv med hinanden. Brinkmann er vist lidt ligeglad med den diskussion, men siger at vi må og skal kunne tale om det gode uden Gud.
Og etisk/moralsk giver det mening, men eksistentielt giver det ikke mening. Hvis kærligheden og ansvaret ikke i sidste ende er forbundet med – og forholder sig til Gud, men alene bliver noget mellemmenneskeligt, så ender det let i en ny form for præstation. Noget der ikke er os givet – men noget vi selv skal finde ud af at etablere. Dåben kunne være et bud på et ståsted, som har værdi i sig selv – som i sig selv giver mening – ligesom troen, håbet og kærligheden aldrig må blive midler eller instrumenter, men netop bare – eller alene må – være meningen. Hele meningen. I sig selv. Og det betyder netop i en kristen forståelse – i Gud.
Hvis vi skal bevæge os lidt væk fra Brinkmanns termer og tilbage til Johannes Evangeliet og Vintræet – så kan vi i stedet for ståsteder, taler om at vi er som grene der sidder fast på vintræets stamme og på den måde får liv og deler liv fra træets kraft. På samme måde får vi mennesker liv og deler vi liv med Kristus. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” – betyder at vi er forankret i livet selv. I kærligheden selv. I sandheden selv. Ikke som noget der handler om præstation eller selvrealisering eller udvikling – men som et sted vi kan blive – og et sted vi kan hvile som os selv – i Gud, som vi må tro er den kærlighed der er hele meningen.