Prædiken holdt ved sæsonstartsgudstjeneste i Møllevangskirken, torsdag d. 6. september.
Tekst: Salme 121
”Tro flytter bjerge – vi flytter resten!” – sådan så jeg der stod forleden bag på en flyttevogn. Tro flytter bjerge – vi flytter resten. Det er da en tankevækkende reklame – og egentlig heller ikke så lidt at love, at man flytter resten. – Lige med undtagelse af bjerge, så er vi faktisk eksperter i at flytte alt andet. Klart!
Tro kan flytte bjerge, ja, men mon ikke vi også alle sammen har erfaret det modsatte? At bjerge kan flytte tro.
Ingen undgår at ramle ind i et bjerg indimellem. Bjerge der pludselig bare ligger der midt på vores vej, og som vi slet ikke havde set komme – og som gør at vi er nødt til at ændre retning og gå en anden vej, end vi egentlig havde tænkt os. Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?
Det kan være vi bliver ramt af sygdom, som gør at vi må ændre vores måde at leve på. Det kan være vi oplever en stor sorg, som gør at vi må til at genfinde os selv uden den anden. Det kan være vi selv, eller nogen af vores nærmeste ændrer sig i en sådan grad, at livet bliver svært. Det kan være et arbejdsliv der er slut, eller en flytning der virker helt uoverskuelig. Der er mange forskellige slags bjerge i et menneskeliv. Tro kan flytte bjerge, ja, men bjerge flytter også troen.
Mange af os vil opleve, at det netop er i de perioder vi har det svært, at der sker noget med vores tro. Vi kan opleve at den bliver stærkere. At vi har perioder, hvor vi føler os tættere på Gud. Vi beder mere, og føler måske stærkere hans omsorg for os midt i alt det svære.
Men vi kan også opleve at den bliver svagere. At vi midt i alt det der er vanskeligt og uretfærdigt, overhovedet ikke kan finde Gud. Vi har det måske sådan, at vores bønner kun når til loftet af stuen. Måske kan vi slet ikke holde ud at bede, fordi vi er fyldt af så meget vrede eller ligegyldighed overfor livet – og Gud, at vi forsvinder ind i os selv.
Tro flytter bjerge – og bjerge flytter tro. Vi kan ikke komme gennem livet, uden at vores tro bevæger sig, og forandrer sig. Vi bevæger os fra en barnetro og med årene modnes vi, og også vores tro, til en voksentro. Men det er interessant, hvordan vi alligevel stadig pendler mellem barnetroen og voksentroen.
Nogen gange er troen på Gud ualmindelig kompliceret, og andre gange så enkel og ligetil. Nogen gange oplever vi Gud som fjern – ja, måske næsten som forsvundet. Og andre gange oplever vi Gud som nær i både stort og småt.
Jeg har lige læst en fantastisk gribende bog, om en islandsk kvinde og kunster, fra først i 1920erne. Karitas hedder hun og man følger hendes liv fra hun er barn på Island og til hun dør som 100-årig også på Island.
Hendes liv er en kamp mellem forpligtelsen som datter og senere som mor og hustru, og senere igen som bedstemor på den ene side – og på den anden side, Karitas´ som kunstner. I mange af sit livs valg, vælger hun kunsten og det fører hende til både København, Paris, Rom og New York.
Der er mange kampe og bjerge i Kartias´ liv. Hendes mand forlader hende, hun mister et barn og må give et andet barn til sin søster, da hun bliver syg. Hun lever i flere år i isolation og da børnene er blevet så store at de kan klare sig selv, og hun endelig føler sig fri til at udleve sit kunsttalent, da får hun ansvaret for et barnebarn. Hun kæmper hele livet for at gøre sig fri at sin mand, og sine børn og sine søskende, sine veninder – men selvom hun i perioder bor på lang afstand af dem alle sammen – så bliver hun ved med at hænge sammen med dem på godt og ondt.
Det er en fantastisk fortælling om Islandsk kultur og natur, og om et århundredes kvindefrigørelse, om kærlighed, om kunst – og ikke mindst er det en livsfortælling der rummer både sorrig og glæde, og som beskriver hvordan vi som mennesker er forbundet med hinanden – og sat ind i en sammenhæng, en fortælling med familie og venner og mennesker der går ud og ind af vores liv. Det er en illustration af, i hvor høj grad det er de mennesker der befolker vores liv, der farver det og tegner det og flytter os.
Halfdan Rasmussen var ikke religiøs, men skrev et digt, som jeg læser religiøst. Det er skrevet om tankerne ved et gammelt tæppe, hvor han ser trådene som et mønster i sit liv. Han ser mening og ønsker ikke et meningsløst liv. Digtet hedder ”trådene”:
Trådene synger. Det svundne er med hvor du går
har vævet sit mønster af dage og år.
Menneskehænder har skabt det af drøm og begær.
Tynget at støv stod det op for at møde dig her.
Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt.
Broderligt når det dig, alt som blev levet og skabt.
Dyb er forblødningens time. Men fødselens stund
ler gennem smærte og klager med smil på sin mund.
Intet er nyt. Alt er nyt når du møder det frit.
Trygt skal du favne det. Alt hvad du favner er dit.
Alt søger ind i sit mønster. I trådenes sang
sover en rytme der stiger til helhed engang.
Skønhed og hæslighed bløder. I trend og i tråd
toner det evige tema af lykke og gråd.
(Fra Torso, 1957)
Digtet er helt i tråd med Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad…”. Både sorrig og glæde, gråd og lykke hører til livet.
Hvis vi der er her i dag, hver især satte os for at fortælle vores livshistorie, så ville de færreste af os nok kunne berette om et liv, så dramatisk som Karitas´ – men enhver af vores livs fortællinger, rummer både sorrig og glæde.
Indimellem fylder det sorrige så meget i vores liv, at vi kan have svært ved at få øje på det glædelige. Indimellem kan bjergene være så uoverskuelige at troen på, at det kan flyttes og forandres kan synes alt for lille. Så løfter vi vores øjne mod bjergene, der uoverskueligt tårner sig op foran os, og spørger: Hvorfra kommer min hjælp?
Og indimellem kan det fylde os med skyld, at vi ikke bare kan være glade for det vi har, og taknemmelige for det der er blevet os givet. Hvorfor står vi bare der, og græder over alt det som er skidt. I stedet for at glædes over det der er godt?
Men sådan er det at være menneske. Vi bliver aldrig helt gode til det. Vi må hver dag øve os i at søge glæden, og fortælle den gode historie. Ikke fordi vi skal fortrænge eller fornægte det der er svært, men fordi der er så meget mere liv og livsmod i glæde og taknemmelighed, end det modsatte.
Og når vi ser på vores livs fortælling, så bliver det tydeligt, at det vigtigste, det der fylder vores liv med mening – det bliver givet til os. Man kan fx ikke sige om sine børn: Jeg tog tre børn. Nej, jeg fik tre børn! Hvorfor? Fordi børnene er en gave. Man kan heller ikke sige, at vi tog nogle lykkelige år sammen. Nej, vi fik nogle lykkelige år sammen. Der er noget helt grundlæggende i, at det vigtigste i livet er en gave, som rækkes til os. Vi tager ikke venner. Vi får venner. Vi tager ikke kærlighed. Vi får kærlighed – og vi giver kærlighed.
Tro flytter bjerge, Ja, men bjerge flytter også tro. Og vores liv og vores tro forandrer sig hele livet igennem. Troen er sansen for at der altid er muligheder. Uanset hvor vi er i vores liv, og uanset hvilket bjerg vi står overfor – så må vi tro på at der er muligheder og en fremtid for os.
I Mattæusevangeliet står der noget meget mærkeligt: ”Den, der har, til ham skal gives, og han skal have i overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Det er uretfærdigt. Både når det handler om økonomi og når det er psykologisk. Det er uretfærdigt, men vi kender det fra vores eget liv.
På en dag, hvor du er glad, strømmer livet dig i møde, og en dag, du har det dårligt, bliver det ved med at være dårligt. Det er uretfærdigt, for den dag hvor du har allermest brug for at nogen kommer dig i møde, gider de ikke rigtigt, fordi du signalerer underskud. Men den dag, du egentlig ikke har brug for det, fordi du er fyldt med overskud, da kommer de alle sammen til dig.
Det er ikke alle vores dage, vi kan se en mening – nogle dage har en mening vi ikke forstår eller er måske helt meningsløse. Og tit kan vi måske ikke se klart hvad vi skal bruge dagen til. Men dagene lagres i os, og er med til at gøre os til dem vi er. Vi taber ikke vores dage i et sort hul, men vi bærer dem med os – og de modnes i os. Der findes forfærdelige dage, som vi bare har lyst til at glemme eller slette – men de hører med til vores livsfortælling alligevel, og er med til at præge os.
Når vi tænker tilbage på vores liv. –eller hvis vi satte os for at ville fortælle hinanden vores livsfortælling – så er jeg overbevist om, at det vil være sådan, at vores fortællinger vil ligne hinanden på i hvert fald et punkt – og det er, at den vil være præget og farvet af de mennesker vi har mødt og været sammen med. Det er vores livs mennesker – forældre, søskende, børn, venner, naboer, kollegaer – mennesker vi har været intenst sammen med i kortere eller mindre tid, og som har givet os noget af sig selv – og som vi har givet noget – det er dem der er med til at fortælle vores historie – og det er dem der har givet både sorg og glæde – og mening i vores liv.
Det gælder om at finde adspredelse for at fjerne fokus fra lidelsen, skriver Søren Kierkegaard. Derfor formulerer han det sådan, at tro er bestandigt at vente det glade, det lykkelige, det gode. Man skal blive ved og blive ved. Det er en øvelse. En øvelse i at blive ved med at forsøge at se muligheder, og søge glæden.
Tro kan flytte bjerge, ja, men heldigvis skal vi ikke præstere en stor tro, for at det kan ske. Mulighederne, glæden og livet rækkes til os. Vi tager ikke muligheder. Vi får muligheder. Vi tager ikke glæden. Vi får glæden. Vi tager ikke livet. Vi får livet. Vi tager ikke troen. Vi får troen.
Jeg har ikke nogen stor tro, men jeg har en stor Gud.